Don't leave // Michael Clifford

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Aubreys elskede søster, Celeste, har fået kræft, og skraber virkelig bunden. Deres forældre mener, at Aubrey har fået en depression, og sat sit eget liv på pause, men hun gør alt, for at prøve at modbevise det. En dag på en gåtur rundt på hospitalet, møder hun, den også kræftramte Michael Clifford, som hun begynder at bruge meget tid med, men da søsteren begynder sin nye, og meget kraftigere kemobehandling, vender det op og ned på det hele.

5Likes
3Kommentarer
503Visninger
AA

5. Kapitel 3

  Jeg havde siddet længe og snakket med den grønhårede, Michael. Han havde kræft, men ikke på nær samme stadie som min søster. Han fortalte, at han havde været indlagt i et år, men nu snart var rask. Kræft fri. Det slog mig, at min søster aldrig ville blive det.

  "Så du bor her?" Spurgte han, da jeg for anden gang nævnte det.

  "Det er svært at forklare," svarede jeg henkastet, "jeg kan bare godt lide at være her, sammen med hende." Han nikkede forstående.

  "Gid jeg havde sådan en betænksom søster," svarede han. Jeg kiggede undrende på ham. Han udstødte et fnis. "Jeg er enebarn." Jeg slog ham blidt på skulderen, men fortrød hurtigt da han skar en grimasse.

  "Undskyld!" Udbrød jeg, mens jeg forsigtigt aede stedet jeg lige havde slået. Han smilede hurtigt igen, med et beroligende udtryk, som jeg gengældte.

  "Det gør ikke noget." Jeg forstod ikke hans nærmest konstante glæde, han var indlagt, men alligevel kunne han ikke andet end at smile. Han smittede. En hånd lagde sig på min skulder.

  "Nå," sagde en stemme, jeg hurtigt kunne genkende, "det er her du er." Stemmen tilhørte min far. Jeg vendte mig mod ham. "Jeg tager hjem, vil du med?" Jeg rystede på hovedet.

  "Jeg tager bare bussen," lovede jeg. Han blinkede til mig, før han drejede om på hælen og forsvandt i mængden af patienter og læger. "Det var så min far," præsenterede jeg.

  "Han så da flink ud," grinede Michael. "Jeg har sagt, at mine forældre ikke behøver leve her, jeg vil ikke have, de skal gå ned, bare fordi jeg er syg." Jeg sank en klump. Det var præcist hvad jeg havde gjort. Jeg havde sat Celeste behov foran mine. Det var ikke det hun ønskede, hun ønskede, at vi alle skulle være glade.

 

+++

  Jeg havde været på sygehuset hver dag i flere uger, for at komme og snakke med Michael. Celestes situation var blevet værre. Hun havde ingenting spist i flere uger, hvilket havde resulteret i endnu mindre energi. Jeg kunne ikke holde til at besøge hende længere, men blev alligevel ved. Hvert besøg endte i tårer. Jeg græd ikke foran hende, det kunne jeg ikke. Når jeg var med hende, forsøgte jeg at smile, selvom det var svært.

  "Hey," Michael vinkede til mig, da jeg kom ud fra min søsters værelse. Jeg omfavnede ham. Da jeg igen trak mig ud, havde han et forvirret blik. 

  "Michael," begyndte jeg. "Hun er så tynd og svag." Jeg kiggede ned i jorden. Uden at svarer trak han mig tættere ind til ham. "Hun er så syg." En tårer trillede langsomt ned ad min kind. Normalt åbnede jeg ikke så hurtigt op over for andre mennesker, men det var noget andet med Michael. Han forstod det hele mere end alle andre - endda mere en jeg selv.

  "Jeg ville ønske jeg vidste, hvad jeg skulle sige," han kløede sig i nakken, "men jeg ved det virkelig ikke." Jeg førte min hånd op til mine kinder, som efterhånden var helt våde af tårer, og tørrede dem væk med mit ærme. 

  "Du behøver ikke sige noget, bare-" mit blik faldt på udgangen, "-bare tag med mig." Uden at lade ham svarer tog jeg hans hånd og trak ham med bag mig. Han protesterede ikke, så da vi nåede døren, stoppede jeg alligevel op. "Vil du?" Han nikkede mens han klemte min hånd. "Burde vi ikke sige til nogen, at du tager med mig så?" 

  "Jo, faktisk," svarede han og gik hen mod receptionen. Hurtigt kom han tilbage igen, mens han nikkede godkendene. "Hvad skal vi så?" Han rettede sit hår, da vi kom udenfor, hvor det blæste en smule. Jeg rystede på skuldrene. 

  "Er der noget du vil, herre?" svarede jeg fornemt. Han rystede grinende på hovedet. "Vi kan bare tage hjem til mig?" forslog jeg. Han nikkede og lod derefter mig føre an. Da vi kom hen til busstopstedet, skulle bussen lige til at køre, men heldigvis fik chaufføreren øje på os lige inden han nåede at lukke dørene i. Jeg takkede ham mange gange, og betalte for os begge to. Stadig hånd i hånd gik vi ned bagerst i bussen og satte os. 

 

  "Jeg er hjemme," råbte jeg da jeg trådte ind ad døren til min hjem. Jeg var en smule nervøs over, om mine forældre ville reagere underligt på, at jeg endelig havde en ven med hjem. Det var evigheder siden sidst. Nærmest siden jeg passerede de tretten, var jeg begyndt at isolere mig selv mere og mere på mit værelse. 

  "Hej," kom det fra Michael da vi gik igennem mit køkken. Som forventet gjorde mine forældre store øjne, hvorefter de kiggede på hinanden. "Jeg hedder Michael." Jeg kiggede beundrende på ham, mens han havde plasteret det største smil på sine læber. Da mine forældres øjne havde hvilet på os længe nok, tog jeg Michaels arm, for at rive ham med ind på mit værelse. Da han kom derind slog han øjnene op og drejede langsomt rundt. Jeg kiggede spørgende på ham.

  "Det er flot," han gik hen mod mit vindue og kiggede ud, "jeg har aldrig været på et pigeværelse før." Da han tilføjede det sidste begyndte vi begge at fnise en smule. 

  "En gang skal jo være den første." Jeg stillede mig hen ved siden af ham. Ude i vores have stod der et stort gyngestativ. Celeste og mig havde brugt mange timer af vores barndom derude, men det døde hen. Hver gang jeg kiggede på det fik jeg lyst til at gå ud at gynge, men det ville være for ensomt at gøre alene. Jeg havde aldrig prøvet at være derude alene. 

  "Gynger du tit?" spurgte han pludseligt, mens han vendte sit hovede mod mig. Jeg fjernede ikke blikket fra gyngerne, rystede blot på hovedet. "Vil du have noget i mod at gynge med mig? Det er evigheder siden jeg sidst så sådan et der!" Hans stemme var fyldt med glæde, som havde han ventet i flere år på at gynge, hvilket fik mig til at sige ja og et par minutter efter sad vi på hver vores gynge i stilhed og lyttede til naturen. 

  "Jeg har altid været vildt fascineret af naturen og dens lyde," kom det fra Michael. Jeg fniste, hvorefter han gav mig et blik, jeg ikke helt kunne tyde. "Hvad?" Spurgte han flabet. Dog blev hans flabede ansigtsudtryk hurtigt afbrudt af et grin. Jeg trak på skuldrene.

  "Du er bare sød," jeg rykkede mig på gyngen, "men du har ret, naturen er fantastisk. Den er det eneste der ikke forventer noget af dig. Du kan bare være dig selv." Jeg stoppede mig selv, da jeg så hvordan Michael sad og kiggede på mig. Nu var det min tur til at spørge, hvad der var.

  "Ikke noget," svarede han. Men jeg gav ikke op så let. "Det var bare meget poetisk. Jeg vidste slet ikke, at du var så poetisk, frøken." Jeg begyndte at smile som en idiot, af måden han talte til mig på.

  "Jo tak, herre, De er nu også ret poetisk anlagt." Jeg nåede lun lige at færdiggøre min sætning, før jeg brød sammen af grin. Det samme gjorde Michael. Sådan sad vi i flere timer. Os to, på mine gamle og slidte gynger, mens vi grinte. Jeg havde glemt for fantastisk det var, at have venner og at have nogle at grine med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...