Don't leave // Michael Clifford

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Aubreys elskede søster, Celeste, har fået kræft, og skraber virkelig bunden. Deres forældre mener, at Aubrey har fået en depression, og sat sit eget liv på pause, men hun gør alt, for at prøve at modbevise det. En dag på en gåtur rundt på hospitalet, møder hun, den også kræftramte Michael Clifford, som hun begynder at bruge meget tid med, men da søsteren begynder sin nye, og meget kraftigere kemobehandling, vender det op og ned på det hele.

5Likes
3Kommentarer
499Visninger
AA

4. Kapitel 2

   Jeg spjættede, ved lyden af en dør der gik op. Det eneste jeg kunne se, var en silhuet. Lyset i værelset blev tændt og blændede mine trætte øjne.

  "Celeste?" spurgte jeg lettet, da jeg endelig kunne se ud af mine hævede øjne. Hun nikkede svag. "Hvor har du være?" Hun lagde sig i sin seng, og med en enkel bevægelse, tog hun dynen over sig. Men ingen lyd kom ud af hendes mund. Jeg kiggede afventene på hende, men hendes øjne var allerede lukket i. Et irriteret suk forlod mine læber, mens jeg puffede til hende med albuen. 

  "Det er ligemeget. Tager du ikke snart hjem?" Hun lød nærmest bedene, da hun tilføj det sidste. Uden at sige en lyd, rystede jeg på hovedet. "Aubrey, du kan ikke bliver her for evigt." Tilføjede hun, inden jeg overhovedet kunne nå at svare. Jeg nikkede svagt. 

   "Men Celes-" 

   "-nej Aubrey, tag nu hjem!" En tårer tittede frem i hendes øjenkrog. Hun plejede ikke at græde. Jeg tog hendes spinkle krop ind i et kram. 

   "Du kan altid sige hvis jeg skal komme igen, ik?" Hun nikkede. Først da hun klemte sine øjne sammen, begyndte tårerne at løbe ned ad hendes kinder. Det gjorde ondt at skulle forlade hende sådan. Men det var det der var bedst. 

 

+++

  Jeg vågnede ved en dunken i mit hoved, for første gang længe i min egen seng. Da jeg kom hjem i går, fortalte mine forældre, hvorfor Celeste havde sendt mig hjem. Det havde fået mig til at græde ustoppeligt, som var det, det der havde resulteret i min hovedpine nu. Jeg satte mig op, og smed mine lange ben ud over sengekanten. Da jeg sad der, kunne jeg se mit eget spejlbillede, i vinduet. Det så specielt ikke kønt. 

  "Du kan bare tage derind alene i dag," kunne jeg hører min mor sige, "jeg bliver her. Aubrey bliver nødt til at blive hjemme." Jeg sank den klump, som efterhånden havde vokset sig stor nede i min hals. 

  "Er du sikker, Anne?" Forsikrede min far sig. Jeg afventede et svar fra min mor, men stilheden blev bare afbrudt af en dør der smækkede. Efter lidt tid åbnede min dør. Min mor stak sit hoved ind. 

  "Kommer du ud og spiser, jeg har lavet lækker brunch?" Hun blottede sit kridhvide tandsæt, og kom så helt ind på mit værelse. "Og smoothie!" Jeg kunne ikke holde et smil tilbage længere. Mine forældre gjorde virkelig alt, for at jeg skulle have det godt, selvom min syge søster krævede en del opmærksomhed. Jeg var med på min mors skjulte budskab, om en kræft-fri dag, så jeg tog - uden brok - med ud i køkkenet, hvor der som fortalt stod den helt store brunch på bordet. "Så er det bare med, at gå ombord skat." Mine mund begyndte at løbe i vand, da jeg satte tænderne i mit første stykke bacon. Hun havde virkelig sørget for, at alt der tilhørte, var med. 

  "Har du en idé til hvad vi kan lave i dag?" spurgte min mor, med munden fuld af æg. Jeg tog en slurk af min smoothie før jeg svarede. 

  "Hvad synes du?" Hun nævnte en masse ting, hun havde tænkt på, men én af dem, bed jeg mere mærke i, end andre. "Jeg synes wellness lød som en ganske god idé" pointerede jeg, efterfulgt at et kaglende grin. Vi skyndte os at proppe os med resten af maden, før vi gjorde os færdige og kørte mod wellness centeret. 

  Vi lå på hver vores massagebænke, mens to kineserpiger masserede vores rygge. 

  "Mor?" min stemme lød lille. "Når vi er færdige, kan vi så ikke besøge Celeste?" Jeg fik dårlig samvittighed over at bringe hende på banen, når min mor havde gjort alt for at jeg skulle tænke på noget andet. Min mors dybe suk gjorde det ikke bedre. Hendes blik fangede mit. Det føltes som en evighed før hun endelig svarede. 

  "Jo," hendes stemme lød skuffet, "selvfølgelig." Hun vendte hovedet væk fra mig. Hvis jeg ikke tog meget fejl, kæmpede hun med at holde tårer inde. Resten af massagen lå vi i stilhed. 

 

Da vi kom ud i bilen, stadig uden af have sagt et ord, lod jeg tårerne få frit løb.

 "Undskyld mor," hulkede jeg, "jeg vil bare virkelig gerne se hende, hvad nu hvis hun ikke klarer den?" Min mor snøftede højt. Jeg turde ikke kigge hende i øjnene. Ingen ønskede at se deres mødre græde.

 "Far og jeg vil bare ikke se dig miste alt også," forklarede hun, mens hun startede bilen. Selvom der ikke var langt, føltes vejen tusind gange længere, med den nedtrykte stemning i bilen. Hun lod bilen glide ind på en tom parkeringsplads, før hun slukkede motoren. "Hun har det ikke særligt godt," informerede hun mig om. "Og jeg tror hun sover." Uden at svare åbnede jeg bildøren og steg ud. 

Jeg gik den efterhånden velkendte vej mod hendes værelse. Jeg kunne nærmest vejen i søvne. 

  "Hvad laver du her?" spurgte min far chokeret, i det jeg åbnede døren. Jeg trak på skuldrene. 

  "Jeg vil gerne se hende," jeg lukkede døren bag mig og trak op i min cardigan, "og det skal I ikke stoppe mig i." Først da det var for sent, hørte jeg hvor ond mit sætning lød. Min far sendte mig et skuffet blik. Så mange skuffede blikke. Ganske som min mor havde fortalt, lå Celeste helt stille og sov. Hun var blevet blegere og hendes læber var blå. "Kan de ikke gøre noget?" Ordene fløj ud af mig. Min far bed sig i læben mens han rystede opgivende på hovedet. Jeg sukkede opgivende og gled min krop ned langs væggen. "Hvorfor skal det være så unfair?" Jeg trak ærmerne på min bluse ud over hænder og førte dem op foran mine øjne. Jeg lod mine følelser slippe løs og græd. Sådan sad jeg, indtil jeg kunne mærke en krop ved siden af min. Jeg kunne genkende den trygge duft som hang i min fars tøj. Han lod sine arme omkring min spinkle krop. 

  "Sådan er verden, Aubrey.." Jeg følte ikke der kunne komme flere tårer ud, da jeg til sidst bare sad og hikstede efter vejret. "Desværre."

  Min fars ord gav genlyd i mine ører, jeg vidste godt livet ikke var fair, men jeg kunne stadig ikke forstå, hvorfor dette skulle gå ud over vores familie. Uden at tænke mig om rejste jeg mig, og gik rundt på sygehusets gange, for at tænke, og for at være alene. Men jeg tog fejl. En stemme lød bag mig.

  "Er der sket noget?" Jeg vendte, og mødte det velkendte grønne hår. Jeg rystede på hovedet. "Forresten, jeg hedder Michael." Jeg nikkede svagt.

  "Aubrey."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...