Don't leave // Michael Clifford

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Aubreys elskede søster, Celeste, har fået kræft, og skraber virkelig bunden. Deres forældre mener, at Aubrey har fået en depression, og sat sit eget liv på pause, men hun gør alt, for at prøve at modbevise det. En dag på en gåtur rundt på hospitalet, møder hun, den også kræftramte Michael Clifford, som hun begynder at bruge meget tid med, men da søsteren begynder sin nye, og meget kraftigere kemobehandling, vender det op og ned på det hele.

5Likes
3Kommentarer
501Visninger
AA

3. Kapitel 1

   "Jeg bliver her i nat," sagde jeg, da mine forældre rejste sig for at gå. De kiggede begge såret på mig, men jeg stod ved min beslutning. Jeg vidste hvad de synes om, at jeg blev, men de sagde aldrig noget, ikke foran Celeste. Tavst nikkede de bare, og gik ud fra værelset. 

   "Du behøver altså ikke at blive her." Jeg kiggede på Celeste, som bare smilede, som altid. Jeg rystede på hovedet.  Mens jeg nussede det ene hjørne, af den dyne hun havde over sig.

   "Jeg ved det godt," svarede jeg. "Men det er det jeg vil." Jeg smilede igen. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men efter hun var blevet indlagt, havde jeg skubbet alt væk. Det eneste der gjorde mig glad var, at være sammen med mig søster. Men samtidigt var det også det mest deprimerende. Det var hårdt, bare at skulle sidde at se hende langsomt falde fra hinanden. 

For hver dag der gik, blev vores ellers tætte forhold, mere fjernt og akavet. Alle de ting vi plejede at snakke om, og dele, kunne vi ikke længere tale om. Vi var løbet tør for emner at snakke om. Jeg kunne ikke snakke om den hverdag, jeg langsomt var ved at smide væk, og som hun havde mistet for længst. Det gav mig dårlig samvittighed. 

Vi sad i stilhed, indtil døren blev åbnet, og en læge, med hvid kittel, som de fleste læger går i, kom ind. Hun kiggede overrasket på mig. Jeg kunne se, at hun havde regnet med, at jeg var gået sammen med mine forældre. 

   "Er du her endnu?" Spurgte hun i en venlig tone. Lægerne var langsomt ved at vænne sig til, at når de skulle ind til Celeste, var jeg også altid et sted og finde. Jeg svarede ikke på hendes tåbelige spørgsmål, eftersom hun kunne se det. "Vi skal lige bede dig gå ud på gangen, mens vi tager nogle flere prøver." Lægen smilede venligt, mens hun pegede over mod døren. Jeg gjorde som sagt, og traskede ud på døren, hvor jeg lod mig dumpe ned i en af de orange ventestole.

Jeg kan stadig huske første gang jeg sad i dem. Dengang var de grå. Heldigvis havde de valgt at få mere farve på den triste gang. Gangen lugtede langt væk af sorg, hvilket også var deprimerende. 

Mine forældre havde flere gange, prøvet at få mig til et snakke med psykolog, da de mente jeg havde fået en depression. Jeg havde nægtede hver gang, da jeg hellere ville være sammen med min søster. Mine tanker blev afbrudt af, at lægen kom hen til mig, og satte sig i stolen ved siden af. 

   "Jeg snakkede med dine forældre tidligere, de mente at du måske havde brug for at snakke med en." Jeg nikkede uden at kigge på hende. "Hvis du får lyst kan du altid komme til mig." Jeg drejede mit hoved mod hende, så hun kunne se det smil, jeg havde plantet på mine læber. Hendes hår, som var nærmest samme orange farve som stolen, var sat op i en knold.

Samtalen med den rødhårede læge førte ikke videre. Jeg sad bare og stirrerede ud i luften, mens jeg kunne mærke hendes øjne hvile på mig. Uden at tøve rejste jeg mig, og gik ind til min søsters igen, da jeg fandt hendes borende blik ubehageligt. 

   "Hvad skulle hun?" Spurgte jeg, men jeg fik intet svar. Jeg gik langsomt over til sengen, hvor hun lå sødt og sov. Jeg satte mig ned på den stol, man godt snart kunne kalde min, og smækker benene om på siden af hendes seng. Hendes rolige vejrtrækning gik i takt med bippene fra en maskine ved siden af hende.

Jeg nåede kun at sidde stille i lidt, før lægen igen kom ind. 

   "Skal du sove her?" Spurgte hun. Jeg trak på skuldrene. 

   "Hvorfor spørger du?" Jeg blev overrasket over, hvor flabet det lød. Men sagt var sagt. Hun lukkede døren bag sig. 

   "Jeg ville bare komme med noget aftensmad til jer," svarede hun venligt. Utroligt at man kunne være så glad, når man var her, hver dag. Celeste gryntede højt og slog øjnene op.

   "Jeg er også ved at være sulten, tak Anne," sagde hun med en rusten stemme. 

   "Der går en lille halv time," halv-råbte hun ude fra gangen, inde den hvide dør igen smækkede i. der var igen tavst i rummet, og den halv-akavede stemning sneg sig på. Det var ikke ligefrem fordi vi skulle stå i kø, for at få et ord indført, ligesom i gamle dage. 

   "Aubrey, du skal altså ikke være her for min skyld," startede Celeste. "Gå nu ud og hav noget sjov, du kan ikke lade dit liv gå i stå, bare fordi jeg er her." Jeg sukkede højlydt, hvorefter jeg rejste mig. Jeg havde hørt de ord så mange gange før. 

   "Det er her jeg vil være, Cel. Jeg vil gerne være her, sammen med dig. Hvor svært er det at forstå?" Hun kiggede chokeret på mig.

   "Kan du ikke bare gå en tur her på hospitalet så?" Bad hun, "bare et eller andet, så du ikke skal sidde her og kigge ud i den blå luft." Uden at svare, gik jeg over mod døren. Inden jeg åbnede døren vendte jeg mig, og gav hende det største smil jeg magtede. 

 

+++

Jeg havde aldrig før gået rundt der. Efter flere timers vandring rundt på hospitalet, stoppede jeg op. Jeg vidste ikke hvor jeg var, men der var et sted at sidde, så det gjorde jeg. Stolene var de samme, som på den afdeling min søster var.

Mine øjne søgte hurtigt hen mod en dreng, som sad overfor mig. Han havde det hviske kluns på, som de andre indlagte kræftpatienter. Det eneste anderledes ved ham var, at han havde lidt hår, som var farvet en underlig grøn farve. Mine tanker blev afbrudt af et "hej." Jeg kiggede forvirret rundt, indtil mine øjne igen fandt den grønhårede dreng. Han havde nu et kæmpe smil på sine læber. Jeg gengældte smilet, men nåede ikke at svare, før han sad ved siden af mig. Jeg blev overrasket, men det overraskede mig endnu mere, da han begyndte at snakke. Ingen introduktion af sig selv, han begyndte bare at snakke med det samme.

   "Hvad bringer dig her?" Spurgte han, stadig med det store smil. Jeg trak på skuldrene mens jeg legede med ringen på mig finger. Jeg havde fået den af Celeste, kort inden hun blev syg, og jeg havde ikke taget den af siden. 

   "Hvad med dig?"

   "Kræft, kemobehandlinger og alt det," mumlede han monotont. Jeg blev overrasket over, hvor nærmest ligeglad han lød, og at han overhovedet svarede. "Det stinker." Jeg nikkede. Jeg kunne ikke nå at sige noget, før han igen begyndte at snakke. "Men det ved du vel alt om, eller hvad?" 

   "Nej, jeg er her bare med mig søster." Da jeg nævnte min søster begyndte mit hjerte at banke hurtigere. Jeg rejste mig hurtigt. "Fuck! Jeg bliver nødt til at gå, jeg skal spise med hende!" Jeg satte i løb, men stoppede hurtigt igen, da jeg kom i tanke om omstændighederne. 

Da jeg kom tilbage til min søsters værelse, var sengen tom. Ved siden af, lå der en halvspist bakke mad, og en der stadig var fyldt. Jeg satte mig på min stol, uden at røre andet. Jeg havde ingen appetit, så jeg lod maden stå. Det eneste jeg ville var, at finde ud af, hvor min søster var. Mens jeg sad og ventede på, at hun kom tilbage, sad jeg og tænkte på drengen. Der var noget over ham. Jeg vidste ikke, om det bare var det grønne hår, eller den måde han uden at tøve, bare havde sat sig over ved siden af mig. Men én ting var sikkert. Han fascinerede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...