Forsvundet


0Likes
0Kommentarer
114Visninger

1. .

Jeg banker på den efterhånden meget gamle dør. Mallingen er begyndt at skalle og håndtaget ser ikke ud til at sidde helt som den skal. Døren bliver åbnet af en kvinde med hævede røde øjne. Lidt efter kommer der en mand bag hende. Hans ansigt er helt stramt og der er intet at tyde i hans øjne. Kun tomhed. "Endelig kommer I! Kom indenfor" siger hun alt for hurtigt, træder ind til siden og vi går ind. 

Kvinden vender sig mod os. "Undskyld, jeg har slet ikke præsenteret mig selv! Jeg hedder Megan og det her er min mand Tom," siger hun og kigger på ham, men han reagerer ikke. Jeg giver hende hånden, den er helt kold og klam. "Jeg hedder Alice" siger jeg så. "Sam" siger min makker. "Skal vi til at komme til sagen?" 

Vi sidder i deres lille stue. Dem i den ene sofa og os i den anden. Stemning er helt anspændt. Tom holder sin arm om Megan, og der triller tårer ned af hendes kinder. "Hvad er det nu hun hedder?" spørger jeg. "Sophie" siger Tom koldt. "Og I har ikke set hende siden i går aftes?" spørger Sam. "Nej.. Hun var bare væk" siger Megan og bryder sammen i gråd. De sidder og er helt stille, det eneste man kan høre er Megans snøften. Hun tager en dyb indånding og siger så: "Hun har, den sidste måneds tid, opført sig lidt underligt. Mystisk. Hun har været meget stille her hjemme, hvilket hun normalt aldrig er! Hun er også begyndt at være meget sammen med den her dreng... Hvad hedder han nu??"  "Daniel" brummer Tom. "Ja det er det han hedder! Daniel Jones. Selvfølgelig" siger Megan. "Og sådan har hun opført sig efter hun er begyndt at være sammen med ham?" spørger Sam. De tøver lidt og Megan stirrer stift ned i gulvet. "Ja" svarer Tom kort og koldt.

Jeg er inde på Sophies skoles kontor. Der står en lidt ældre dame ved et bord, og vi går hen til hende."Hej kan jeg hjælpe jer med noget?" spørg hun. "Hej mit navn er Alice og det her er min makker Sam, og vi er fra politiet. Jeg ville høre om du ved, om Daniel Jones er på skolen nu? Jeg vil nemlig meget gerne tale med ham," siger jeg til hende og viser mit politiskilt. Hun begynder at taste noget ind på sin computer. "Jeg kan se her, at han ikke været i skole i en hel uge." siger hun så. "Kan vi få hans adresse?" spørg jeg. Hun tøver lidt, men begynder at skrive noget ned på en seddel. "Jeg håber, at det kan hjælpe" siger hun så og giver mig seddelen, hvor hans adresse står på.

I området, hvor han bor, skulle folk være meget velhavende. Store huse med de største og smukkeste grønne haver. Jeg kan se nogle børn gynge og længere henne nogen der sjipper. Her er helt fredeligt. 

Vi standser foran hans hus. Det er et meget stort og ser helt nyt ud. Græsset er nyklippet, ligesom hækken. Vi træder ud af bilen, går op til døren og ringer på dørklokken. Ikke længe efter bliver døren åbnet, og der står en kvinde med et lille barn i sine arme. "Hej mit navn er Alice og det her er min makker Sam, vi er fra politiet. Jeg ville høre om Daniel er hjemme? Vi vil meget gerne tale med ham" siger jeg. Kvinden rynker sine øjenbryn. "Hvem sagde du?" spørg hun forvirret. "Daniel. Daniel Jones" gentager jeg. "Undskyld men I må have fået den forkerte adresse. Her bor ikke nogen ved navn Daniel Jones." siger hun så. Det kan ikke passe? Bor han ikke her? Jamen det var den adresse vi fik? "Okay..... Undskyld forstyrrelsen" siger jeg undrende og vi går. "Hvor kan han dog være henne?" siger Sam frustreret . 

Der er gået tre dage siden Sophies forsvunden. Vi har intet fundet ud af. Der er ingen spor af Sophie eller hendes ven Daniel. Jeg må indrømme, at for hver der dag går, bliver jeg mere og mere bekymret. Det er heller ikke meget bedre, at Tom flere gange har ringet til politistationen og klaget over, at vi endnu ikke har fundet hans datter. Han er desperat på at få hende hjem. Hvilket er forståeligt nok. Megan er rædselsagen. Hun ved slet ikke, hvad hun skal gøre. 

Vi er taget hen til Sophies bedste veninde, Hannah. Hun er helt stille og kigger stift ned i gulvet. Der er ubehag i luften, hun er bange. Jeg kigger kort ud af vinduet. Vejret er gråt og det er ved, at trække op til regn. Træerne svajer i vinden og bladende glider hen over vejen som om, at der er en der puster lige så stille til dem.

Jeg kigger igen på Hannah. "Vi er her for at snakke om Sophie. Sophies mor siger, at I er bedste veninder. Er det rigtigt?" starter Sam med at spørge, og hun nikker stille og forsigtigt. "Sophie forsvandt for tre dage siden, hvilket jeg går ud fra, at du godt ved. Har du hørt noget fra hende eller ved du noget?" Man kan høre den voldsomme vind udenfor. Hannah knuger hårdt sine hænder sammen. De er nærmest helt hvide. "Hun ringede til mig samme aften, som hun forsvandt. Jeg fik ikke taget den, så hun har lagt en underlig besked. "siger hun uden at kigge op fra trægulvet. "Kan vi hører den?" spørg jeg og hun hiver sin mobil frem. Hun rækker mig den og jeg sætter den på medhør.

Det rasler højt i mobilen. Lige pludselig kommer der en lyd. Om det er en der griner eller græder, kan jeg ikke finde ud af. "Kom" er der en der mumler, jeg kan lige akkurat høre det. "Hvad laver du?" er der en pigestemme der siger. Sophies? 
"Jeg tror, at jeg fundet noget." siger jeg.

Jeg sidder på politikontoret med Sam. Vi prøver at vende og dreje hele sagen, prøver at finde ud af meningen med besked, som Sophie havde lagt. Sam har prøvet at spore hendes mobil, men der er intet at finde. 

Lige da vi er i gang med at pakke sammen og tage hjem ringer min mobil. Skjult nummer. Jeg tager den. "Hallo?" spørger jeg. "Jeg ved godt, hvad dig og din ven går rundt og laver" er der en mandestemme der siger. Det løber koldt ned af ryggen på mig. Jeg kigger desperat over på Sam, der har bemærket den anspændte stemning. Jeg sætter den på medhør. "Lyt"  mimer jeg til Sam og jeg spørg: "Hvem taler jeg med?" Der bliver et øjeblik helt stille. Sam ser desperat på mobilen. "Det er lige meget, hvem du taler med. Spørgsmålet er, hvor Sophie er henne." mumler han og jeg får en klump i halsen. "Hvor er hun?" spørg jeg og kigger bange op på Sam. "Gå ud af døren på politistationen lige nu" siger manden og ligger på. 

Sam løber ud af døren og jeg skynder mig efter ham. Står hun der ude?! Vi kommer ud til døren og der ligger en gave. Sam river den op og inde i den ligger der et kort. Et kort over en skov. Der er sat et stort rødt kryds midt på kortet. "Det er der hun er" mumler jeg. "Kom!" siger Sam og vi skynder os over, mod politibilen, og kører der ud, så hurtigt vi kan. 

Vi når ud til skoven, men kan ikke køre hele vejen derhen, så vi må stille bilen, hvilket gør mig utryg. Sam hiver to pistoler frem fra bagagerummet og rækker mig den ene af dem. Hvad der kommer til at ske ved jeg ikke, men det jeg ved er, at jeg virkelig ikke kan lide det her. Hvorfor skulle han dog give os den præcise adresse til, hvor hun er? Og midt ude i en skov? Der er ingenting der giver mening. Her er blevet mørkt, men heldigvis har Sam en lommelygte. Jeg følger efter ham ind i den mørke skov. 

Vi har gået i en halv time nu. Vi er ikke helt sikre på om vi er gået forbi eller om der stadig er lang vej frem. Jo længere vi går, jo mere ubehageligt bliver det. Jeg er nærmest lige ved at skrige af overraskelse, da jeg høre at min mobil ringer. Jeg tager den frem og ser, at det er skjult nummer. Jeg tøver lidt, men tager den så. "Drej til venstre" siger den velkendte mandestemme fra tidligere. Men inden jeg når at få sagt noget, har han lagt på igen. "Hvad sagde han?" spørger Sam. Jeg kigger mig rundt omkring, prøver at se en skikkelse eller tegn på liv, men det eneste jeg kan se er mørket. "Han sagde, at vi skulle dreje til venstre.." siger jeg langsomt. Sam venter ikke et sekund og skynder sig mod venstre. Vi når ikke langt før at jeg begynder at skrige af rædsel. 

2 timer senere...

Jeg kigger op på hende. Hun hænger oppe i træet, med hovedet ned af og svinger lige så stille frem og tilbage. Hendes øjne er lukket, hun bløder kraftigt i hovedet. Det drypper stille ned på den våde mos. Jeg føler, at jeg skal brække mig og jeg vender mig om. Vi ved ikke hvor længe hun har hængt her, men blodet siver ned af hende, som var det for kort tid siden. Vi har ledt efter hende i tre dage. Nu har vi endelig fundet hende. Men ikke som vi havde forventet at have fundet hende.

"Hey kom lige her hen Alice!" råber Sam over fra Sophie. "Jeg tror jeg har fundet noget!" råber han igen. Jeg går over mod dem. "Hvad?" spørger jeg. Sam rækker mig noget et billed. "Det lå i hendes lomme" siger han og jeg kigger på det. På billedet står der en pige og en dreng, ude i en mørk skov, og kysser. Der står en dato bag på. Det er fra i dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...