Tunge skridt


1Likes
1Kommentarer
70Visninger

1. Tunge skridt

Musikken kunne kun lige høres gennem træernes fangarme, men det var betryggende at vide at der var andre mennesker her, end ham og jeg. Det føltes som kærlighed, men vi var begge godt klar over, at dette var to unge menneskers søgen på noget, der kunne give deres sølle liv lidt mening.

Der var et eller andet over mørke skove. Om det var angsten eller nysgerrigheden der gav et rus, vidste jeg ikke.
Hans mørke øjne kiggede iagttagende på mig, som om han bemærkede hver eneste bevægelse jeg foretog mig. Selvom hans frisure var en blanding af for meget sprut og for lidt balance, var han stadig charmerende.

Jeg trådte på en tør kvist, som knækkede ved mødet med min slingrende krop. Tænk at være en kvist. At ligge der i skovens fugtige jordbund, uden nogen som helst betydning for alt omkring den. Jeg tænkte kort på, at jeg ville ønske at jeg var en kvist, men skubbede dog hurtigt tanken væk, da det virkede for barnligt.

Han tog fat i min hånd, og holdte godt fast. Derefter bad han mig om at stå stille, og det gjorde jeg så. Han kiggede endnu engang på mig med det der mystiske blik. Dette var mit drømmescenarie. En flaske lykke i den ene hånd, og en ligegyldig dreng i den anden. 

Han kyssede mig på en alt for ivrig måde, som gjorde mig en anelse utilpas. Hans hænder bevægede sig som kvælerslanger om min lille krop. Jeg stoppede alle tankerne. SAlle tanker om mor og far, lektier, skole, venner, forsvandt som dug for solen. Det eneste der fandtes, var mig.

Gjorde det mig til et dårligt menneske, at udnytte mine forældres tillid? At fortælle dem, at jeg sov hos en veninde, men tage ud at drikke mig lam istedet? Måske. Jeg vidste det ærligt talt ikke. Jeg følte ikke noget for denne verden, og denne verden følte ikke noget for mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg besluttede at lade den fremmede dreng beslutte det for mig.

Alle disse tanker ville ende med at slå mig ihjel, og det fik mig til at føle mig så magtesløs. Der var intet jeg kunne stille op overfor dæmonerne inde i mit hoved, og det kunne egentlig være dybt ligegyldigt. 
Alt var så skide ligegyldigt.

Sugemallen gav slip på mit ansigt, og tog fat om min spinkle hofte. Vi gik videre, og som den gentleman han var, lod han de våde grene piske mig i ansigtet. Min krop føltes tungere og tungere for hvert skridt jeg tog, og jeg ville ønske at jeg var blevet hjemme.
Men jeg havde brug for opmærksomhed, og den fik jeg kun her. Alle kløgtige pigebørn ved, at en fremmed dreng, eller to, letter presset fra skuldrene i noget tid.

Nu ligger jeg i min seng. Vinden banker stille på mit vindue, og træernes visne blade kalder på mig.
Jeg ville gerne forene mig med dem. Smuldre op i jordens kolde favn.
Men nej, det er ikke en mulighed. 
Jeg er tvunget til at følge den evige rytme, som består af for lange hverdage og for korte weekender.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...