Sandhedens time

Novellen handler om en pige og en dreng, der er utroligt forskellige. Der bliver beskrevet ekstremt mange følelser i novellen og man kommer tæt på personerne.

2Likes
2Kommentarer
79Visninger
AA

1. Sandhedens time

Jeg ryster. Jeg er lige vågnet og han sidder allerede i mit hoved. Han sidder fast. Fyren er lænket til indersiden af mit kranie. Jeg kan ikke få ham ud af hovedet. Han stormer igennem min krop med 240 km/t. Han er som en hvirvelvind fanget i min krop. Han laver rod i min krop. Han vil ikke stoppe. Dette har nu stået på 2 år.    Han har altid siddet fast i mine tanker. Han har sat de dybeste fodspor i mig. Det er vanvittigt hvilken magt, han har haft over mig og selvom jeg ikke vil indrømme det, har han stadig en speciel magt over mig.    Da jeg mødte ham, kunne jeg ikke få armene ned. Jeg elskede ham. Han var det bedste i mit liv. Jeg var så glad. Det hele startede. Jeg troede, det var starten på et langt og lykkeligt forhold. Det var ægte, men det var kun ifølge mig. Han legede med mig. Jeg blev forvirret, kold og håbløs. Jeg væltede rundt i tusindvis af følelser. Det var kun ham, der kunne gøre mig glad. 
Hver gang jeg var sammen med ham, følte jeg, at jeg blev gravet længere og længere ned i et hul og han var den eneste, der kunne hive mig op af hullet. 
     Han tabte mig på vejen. Der kom nye piger ind i billedet. Jeg blev så såret. Jeg har aldrig haft det dårligere. Han ødelagde mig. Jeg gik psykisk ned. Jeg kunne ikke holde til det. Han svigtede mig.     Jeg var jo forelsket i ham. Det var jeg jo. Men jeg ville aldrig indrømme det. Mine veninder ville hade mig. De var alle vilde med ham. Jeg følte, at jeg fik ham. Jeg ville have ham. Jeg blev besat af at få ham. Han gjorde noget ved mig. Han blev min bedsteven. Han var fantastisk, men han ødelagde alt. Jeg gjorde alt for ham og han udnyttede mig. Han brugte mig. Alt hvad jeg gjorde for ham, det fortryder jeg nu. Jeg fortryder, at jeg virkede så interesseret i ham den dag.     Det var den dag. Jeg husker det tydeligt. Han stod i kiosken. Han smilede. Jeg vidste med det samme, at han var enhver piges drøm. Han stod der bare. Lige der stod han. Han stod foran mig. Jeg smeltede. Jeg valgte at gå ind til ham. Jeg vidste, at jeg måtte gå hen til ham. Jeg ville absolut helt tæt på. Jeg skulle bare have en juice. Det var i hvert fald det, jeg sagde. Jeg blev forelsket i ham med det samme. Det var en rar fornemmelse. På vej hjem sagde min veninde, at han er sådan en man aldrig får. Alle vil have ham, men ingen kunne få ham. Jeg husker at misunde alle, der kendte ham. Jeg ville være venner med ham. Jeg ville være bedstevenner med ham. Jeg ville dele alt med ham og have ham helt tæt på mig.    Han endte med at tage alt fra mig. Jeg følte mig så dum, tom, forladt og mega såret. Han sårede mig, som jeg aldrig havde troet, at et menneske havde evner til at kunne gøre. Han ignorerede mig. Jeg var glemt. Det var en forfærdelig følelse. Jeg kunne ikke komme videre.           Jeg blev ked af det hver eneste dag. Han betød alt for mig og lige med et var han væk. Jeg tror den værste følelse var, at jeg vidste han ikke var væk. Jeg vidste, at han var sammen med nogen andre end mig. Han grinte med nogen andre end mig og han delte alt med nogen andre end mig. Jeg blev kørt ad sporet. Smidt ad vejen og ud på sidesporet. Jeg blev skubbet væk. Kastet væk.     Jeg har et had til ham og det vil jeg altid have, men samtidig har han fyldt så meget i mit liv. Jeg gjorde alt for ham. Der var intet, der skulle stoppe mig. Det tog mig så lang tid at komme over ham. Jeg prøver at få ham væk og ud af min krop.     Jeg troede at vi skulle være sammen for evigt. Vi lukkede det hele, men jeg må lukke det op. Jeg har brug for ham, men han skal ikke ødelægge mere. Jeg skal videre nu. Jeg har prøvet at komme videre så mange gange. Denne gang skal det lykkes mig. Nu er det min tur til at være lykkelig. Jeg ved, at han er lykkelig. Det har jeg hørt fra andre. Jeg ville så gerne vide, hvad det var, der skilte os ad. Men jeg får det aldrig af vide. Jeg må leve i uvished om lige netop det spørgsmål.     Jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor lige ham? Hvorfor har han gjort sådan et kæmpe indtryk på mig? Hvad er der med ham, der gør ham spændende. Jeg forstår det ikke.      Det sidder stadig i mig. Vreden og sorgen. Men mest vreden. Jeg er så sur. 
Jeg kan stadig mærke det, når jeg ser ham. Mærke angsten og frygten for, hvad han kunne finde 
på denne gang. Han er spændende. Jeg bliver fanget af ham. 
      Han er en helt utrolig pæn dreng. Mørkt hår, store flotte grønne øjne, muskuløs krop, flotte hænder og pæn solbrun. Enhver piges drøm. 
     Man kunne bare se på ham, at han ikke manglede noget. Han havde alt. Det var i hvert fald det han altid udstrålede, dengang jeg kendte ham. Det lyder sørgeligt at sige det på den måde og så alligevel ikke. 
Han var jo ikke god for mig. Det var noget, jeg bildte mig selv ind. En løgn. Det hele var en løgn.
Jeg fortjener en, der er god for mig. En der vil mig det bedste. 
     Jeg brød ofte sammen i gråd. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke klare mere. Men han kunne desværre altid få mig overtalt til at blive sammen med ham. Han sagde de sødeste ting til mig og det kunne jeg jo ikke stå for. Når man elsker en så højt, er der intet der kan stoppe en. Det kender jeg alt til. Kærligheden var bare ikke gengældt. Ikke i lige så stor forstand.  
     Alt er forbi nu. Jeg var tom og ødelagt indeni men ikke mere nu. Jeg vil ikke mere. Han skal ikke påvirke mit liv mere.
Nu giver jeg mig selv lov til at give slip på ham og hans påvirkning af mit sind, min krop, mine tanker og mine følelser.
     Når jeg ser det udefra et par år senere, kan jeg godt se, at det var et usundt forhold. Det sagde alle omkring mig jo også til mig. Men jeg overhørte dem. Jeg ville ikke høre, hvad de havde at sige til mig. Jeg blev ved med at håbe på, at det nok skulle blive bedre. At ham og jeg altid skulle være venner. Vi ville forblive sammen. Det skulle have været ham og jeg igennem alt. Men han behandlede mig dårligt og jeg kunne ikke holde til det i længden. 
    Her sidder jeg så. Det er seksten år efter. Jeg tænker stadig på ham engang imellem, men det er med et smil på læben. Det er ham der mistede mig og ikke omvendt. Det indser jeg nu. 
Smilet symboliserer, at jeg er kommet videre. Jeg har det godt.
    Fyren fra skoven. Ham jeg mødte, da jeg endnu ikke var kommet videre. Der er så utroligt mange mennesker i denne verden og jeg mødte den bedste af dem alle. Ham her passer på mig.   Han er fantastisk. Jeg føler mig elsket og tryg med ham. 
   Jeg husker det tydeligt. Lige efter jeg havde sagt alt, hvad jeg følte, til ham der sårede mig, gik jeg ud i skoven. Jeg vidste, hvad jeg ville. Jeg ville begå selvmord. Jeg havde det så forfærdelig dårligt, at man ikke engang kan forestille sig det. Men der stod han. 
    Lyset i mørket. Han lyste hele skoven op og skubbede alle mine tanker og problemer væk. Jeg følte, at der var en speciel forbindelse mellem ham og jeg lige med det samme. Der var noget ved ham. Han virkede så fredfyldt og stille og rolig. Han var ægte. Han var selve redningen. Min vej til lykke. Vi kyssede. Midt ude i skoven. Midt i ingenting. Det var perfekt. Den ro og de følelser der sværmede rundt omkring os var vidunderlige. Jeg var nu fuldendt. Vi blev kærester den dag. Han var alt, hvad jeg behøvede. Han var på ingen måde erstatningen af den anden. Han var mit livs lykke. Han var den fyr, som jeg skulle have mødt fra starten af. Nu er jeg glad. Jeg har fundet meningen med livet. 
Det handler ikke om, at finde en man kan leve med. Det handler om, at finde en man ikke kan leve uden. Det fandt jeg efter nogle år. Jeg gemte det bedste til sidst. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...