Ødelagt hjerte

røver-kærligheds novelle.

0Likes
1Kommentarer
77Visninger

1. 1.

Ødelagt hjerte ”NED PÅ GULVET MED JER!” råbte Simon. Han gik hastigt hen til skranken med sit gevær rettet mod bankmanden. Vi fulgte efter og sørgede for, at alle blev nede på gulvet. De så altid så bange ud. Og med god grund. Vi viste ingen nåde, hvis de ikke fulgte ordrene til punkt og prikke. Simon havde allerede fået bankmanden hen til pengeboksen. Vi skyndte os med at pakke alle pengene i boksen, ned i de sorte tasker. Simon kvitterede med en kugle i bank-mandens pande. Den mørkegrå varevogn ventede uden for banken. Hjulene hvinede, og bilen satte af. Vi trak alle sammen vores masker af. Jeg trak magasinet ud af min riffel, og lagde den i min rygsæk. Michael lyttede til politiscanneren, mens han tog sin maske af. Politiet havde ingen ide om, hvor vi var henne. Simon snakkede med Nikolai. Han koncentrerede sig dog mest om at køre. Han kiggede sjældent om bag i bilen, hvor vi sad. Bilen stoppede brat. Jeg åbnede skydedøren, og vi hoppede ud. Efter at have båret taskerne op i hytten, kørte Nicolai bilen ind i garagen, så den ikke kunne ses. Simon gik i gang med at tælle pengene op, mens Michael og jeg rensede riflerne. ”15 millioner dollars drenge!” råbte Simon inde fra stuen. Han rev barskabet op, og tog en flaske whisky ud. Han satte tuden til munden, og tog en ordentlig tår. Nicolai Kiggede skeptisk på ham. ”Skal du drikke hele tiden?” spurgte Nicolai irriteret. ”Hvad rager det dig?” var Simon ikke længe om at svare igen. ”Du tænker ikke klart, når du har drukket” sagde Nicolai ophidset. ”Glem du ikke, at hvis det ikke var for mig og mine geniale planer, så var der ikke 43 millioner dollars på det bord der!” svarede Simon køligt igen. Nicolai blev meget vred, og sagde:” jamen så må du finde en anden kører.” Han tog sin taske og smækkede døren bag sig. Men han nåede ikke langt, før Simons riffel havde lavet et par huller i hans bryst. Vi vidste godt at Nicolai havde ret, men vi turde ikke gøre noget ved det. ”Hvem skal så køre nu” spurgte jeg. ”overlad det til mig” svarede Simon. Han hoppede på sin motorcykel, og kørte væk. Simon var først tilbage næste aften, og han havde en bag på. Vi kiggede spændt ud af vinduet. Den anden person tog hjelmen af. Det kom som en overraskelse, da der kom langt mørkt hår til syne. De kom ind af døren, Simon først. ”hvad glor i på?” sagde Simon. ”Har i aldrig set en kvinde før?” tilføjede han med et kækt smil. ”rigtigt sjovt” svarede Michael ironisk. Simon Introducerede os for hinanden. Hun sagde hun blev kaldt Jane, og det var det eneste vi fik at vide omkring hende. Hun havde lidt problemer med at komme ind i rutinen, men efter et par kup, var hun næsten helt med. Jeg havde lagt mærke til, at hun aldrig gik i andet end højhælede, selv når hun kørte. ”Lad os tage en pause” sagde Simon, midt i hans gennemgang af det sidste kup. Planen var at forsvinde efter det. ”Gider du hjælpe mig med noget?” spurgte Simon. Han skulle have sin motorcykel op i varevognen, så vi ikke skulle tilbage til hytten igen, forklarede han. Den mørkegrå varevogn rullede ned ad gaden. Vi sad inden i, og var helt klar. Vi havde gennemgået planen så mange gange, at vi alle kunne den i søvne. Det gav et ordentligt smæld, da bilen smadrede igennem glasfacaden. Vi sprang ud af bilen, og fik hurtigt alle ned på gulvet. Simon hev en bankmand hen til bankboksen, og fik ham til at åbne den. Der efter gik Michael og jeg ind i boksen og samlede alle sedlerne. Det tog sin tid med alle de penge. Da vi gik ud med de sorte tasker, stod Simon mellem os og bilen. Han havde sin riffel peget mod os. ”Giv mig pengene!” råbte han. ”Har du nu drukket igen?” spurgte Michael. ”Hvad rager det dig?” råbte Simon. ”Vi giver dig ikke pengene Simon” sagde Michael. ”Så må jeg jo bare tage dem” sagde Simon. Han skød Michael to gange i brystet. Jeg nåede ikke at tænke, jeg skød bare Simon. Bang. Bang. Jeg tog taskerne, og løb mod bilen. Jeg smed dem ind bag i, og hoppede ind. ”Kør for helvede!” råbte jeg til Jane. Hun trådte speederen i bund og hjulene hvinede. ”Hvor skal vi køre hen?” spurgte Jane. ”Det ved jeg ikke, det var Simon der havde kortet. ”Så må vi finde ud af det” råbte Hun, mens hun drønede rundt i et sving. ”Lad os køre tilbage til hytten så” forslog jeg. Det var blevet sent aften, da vi kom tilbage til hytten. Jeg tog taskerne, og bar dem ind i stuen. Jane kørte så bilen om bag hytten. Vi kunne ikke komme til Canada som planlagt, da politiet havde lukket alle statsgrænserne ned. Vi ville blive fanget med det samme, hvis vi forsøgte at flygte. Vi blev enige om at vente i hytten, indtil der var mere ro omkring tingene. Jeg Fandt alle madrationerne frem, og talte op hvor meget der var. Vi ville kunne klare os ca. 3 uger maks. Vi måtte bare håbe på at det ville være lang nok tid. Der var gået halvanden uge nu. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg var begyndt at synes om Jane. Om hun også havde følelser for mig, vidste jeg ikke. Hun nægtede stadig at sige sit rigtige navn. Men hun gjorde det lidt nemmere at være fanget ved en træhytte lidt tid endnu. Vi fik dagene til at gå ved jage efter mad og bevogte hytten. Vi havde fundet et par gamle radioer til at kommunikere med, når den ene var ude i skoven. Vi fulgte også med i nyhederne og på politiscanneren. Politiet søgte stadig efter os med fuld styrke. Men det virkede ikke som om, at de kom nogle vegne. Jeg spekulerede på, hvad der ville ske, hvis jeg blev pågrebet. Jeg ville nok få livstid. Jeg vidste godt, at det var en mulighed, da jeg sagde ja til at være med til det første røveri. Jeg kunne dog stadig ikke helt forholde mig til det. Der gik et par dage, inden det skete. Det kom som en overraskelse, men politiet havde fundet os. Vi nåede lige akkurat at flygte ud i skoven. Vi løb og løb indtil vi ikke kunne løbe længere. Vi var kommet et godt stykke væk fra hytten, men vidste at der ikke ville gå lang tid før politiet ville være her. Vi stod et par minutter og fik vejret. Mine tanker fløj rundt. Kunne hun lide mig? Skulle jeg sige noget? Hvad hvis vi blev fanget? Jeg var meget i tvivl. En ting blev vi dog hurtigt enige om. Vi ville ikke i fængsel, så vi ville kæmpe imod. Det var også det vi gjorde da de første politi enheder anråbte os. ”OVERGIV JER, I ER OMRINGEDE!” blev der råbt. Vi svarede tilbage med en skudsalve fra min riffel. Efter det fløj kuglerne i alle retninger. Midt i det hele gik det op for mig, at vi nok ikke overlevede ret længe. Jeg satte mine læber mod hendes. Det føltes dejligt. I et øjeblik forsvandt alle bekymringerne. Glæde og ro blev kort efter erstattet af skarp smerte. To kugler fløj gennem mit hjerte. Men jeg var glad.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...