Fredag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2014
  • Opdateret: 24 okt. 2014
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
53Visninger

1. Fredag

 

”Har du savnet mig?”, hun mærkede en hånd på hendes skulder, der fik hende til at vende sig om. Hun kunne mærke en varme og glæde sprede sig i hele kroppen. ”Du er tilbage, David, endelig!”, hun var lykkelig. Han nåede lige at fange hende, før hun satte nøglen i sin hoveddør. Det varede et par sekunder, før hun begyndte at undre sig. ”Hvorfor er du allerede tilbage, blev du ikke smidt ud?”, spurgte hun overrasket. ”Jeg overtalte dem til at lade mig blive hos dem, hvis jeg hjalp mere derhjemme, og tog mig sammen. Kunne da aldrig forlade dig sødeste Julie”. Han tog hende ved hagen, trak hendes hoved op til sit, og deres læber mødtes i et forsigtigt og blidt kys. Han elskede følelsen af hendes læber mod hans, intimiteten og skrøbeligheden, den havde han længtes efter de sidste to uger.  Kærligheden mellem de to, var det eneste der føltes ægte og godt i hans triste liv.


Han ringede til hende en fredag aften, og sagde til hende, at han ikke ville komme tilbage igen. Hans plejeforældre havde beskyldt ham, for at stjæle penge fra dem, men det kunne han aldrig finde på at gøre. Han var en god dreng, der havde haft det hårdt. Det var 500 kroner, ikke noget Julie selv synes var så mange penge. Så hun ville ikke selv have reageret så voldsomt, men i deres såkaldte familie talte hver og en øre. Hun havde tilbudt ham den fredag at bo hos hende, så længe han nu havde brug for. Han sagde, at det var okay. Julie havde en mistanke om, at faren, Jørgen, slog ham. Hun havde set mærker og rifter på hans arme gentagne gange. Moren, Inge, kunne ikke gøre en flue fortræd. Hun var så sød og uskyldig, udover det var hun også på størrelse med Julies lillebror på 10 år. Det kunne kun være Jørgen, da han klart var den dominerende hos dem. Senere den fredag aften var Julie taget hjem til David, for at snakke med ham. Hun ringede på, det var Inge der åbnede. Hun stod helt grædefærdig, dækkede hendes kæbe til med et tørklæde med blodpletter på. Hun nåede kun at sige ”David er her ikke”, da Julie afbrød hende og spurgte chokeret, men medfølende om hun var okay. ”Du bliver nødt til at gå Julie, nu”, hun var bange. De stod i et par sekunder og kiggede på hinanden, mens Julie prøvede at finde ud af, hvad hun skulle gøre. Hun skulle til at vende sig om og gå, da hun hørte en mandestemme inde fra stuen af. Stemmen var høj og sur, virkede aggressiv, og Julie fik kuldegysninger bare af at høre på det. ”Du skal aldrig vise dig her igen!”, efterfølgende hørte hun en høj lyd fra stuen, der lød som et slag. Hun var i chok, men kunne ikke gøre noget. Hun skyndte sig bare væk. Følelsesforladt og fortabt løb hun gennem gaderne. 


”Hvordan har Inge det?”, hun havde tænkt længe, om hun skulle spørge, da hun havde forberedt sig på det værste. Han kiggede op på hende, skræmt. Hans pupiller blev dobbelt så store, hele hans krop blev lammet et øjeblik, og verden syntes som at stoppe. ”Bliver nødt til at gå! Mød mig i aften klokken 23, ved det sædvanlige sted”. Inden hun kunne nå at sige noget, løb han ned af hendes vej. Hendes blik fulgte beundrende hver eneste bevægelse han lavede, indtil han forsvandt ind i horisonten.
 

 

Han stod uden for plejefamiliens grimme, faldefærdige hus. Skræmt, men fast besluttet om at se Inge. Den sidste gang han var derinde, var fredag aften for to uger siden. Der flygtede han ud i skoven, efter Jørgen var færdig med ham. Han gik altid ud i skuret, efter nogle øl, når han havde banket David og Inge. Han pakkede ikke noget. Han nåede ikke engang at sige farvel til Inge, eller undskyld for det hun skulle igennem, når Jørgen kom til at bebrejde hende for at han var væk.
Han var først kommet i tanke om Inge, da Julie spurgte ham. Han havde brugt det meste af de to uger i skoven, på at tænke over, hvad han skulle sige til Julie. Han havde tænkt sig at sige sandheden, om alt. Volden, hvor han boede, hvorfor han ikke blev derhjemme. Men lige så snart de blev genforenet, kunne han ikke sige det.
Han gik om bag huset, kiggede ind af vinduet ved køkkenet. Han kunne ikke se nogen, så han bevægede sig forsigtigt videre. Han hørte en lyd inde i fra stuen, som lå op til køkkenet. Det var Jørgen, han sad i sofaen med en kasse øl som fodskammel. Bællede den ene øl efter den anden, til en fodboldkamp. David havde mest lyst til at gå ind, og give ham alt det igen, som han gjorde mod ham og Inge. Men velvidende om, at han ikke har nogen chance mod ham, lader han være. Han mistede langsomt håbet om at se Inge. Han besluttede sig for at komme tilbage i morgen, hun var nok gået i seng. Han bevægede sig koncentreret ud af de døde blomster, han stod på for bedre at kunne se. Det mest levende, der var i den have var David, selvom han aldrig rigtigt havde haft et liv. Han følte sig kun i live når, han var sammen med Julie, hun var den eneste for ham. Han skulle mødes med Julie om 15 minutter, i skoven. De havde sneget sig ud i skoven, et par gange, for at mødes om natten. Han kom ud i forhaven. Hørte en dør åbne sig, skyndte at vende sig om. Der stod han, Jørgen, med et jagtgevær i hånden. David løb.


Julie var ude i skoven. Hun lagde et tæppe ud på jorden, som de kunne ligge på.  Hun glædede sig til at se ham igen. Hver gang de var sammen, følte hun sig reinkarneret og nyforelsket. Hun savnede allerede følelsen af hans kys og nærvær, glæden og varmen der løb gennem hele kroppen. Roen, tilstedeværelsen, sikkerheden. Hun ville aldrig glemme sidste gang, de var i skoven. De gik mod hinanden, og modtog hinanden i et langt og følsomt kys, og et efterfulgt varmt og kærligt kram. Hun ventede i to timer, indtil hun faldt i søvn, på tanken om deres evige kærlighed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...