Going through changes

Hyorin er en helt normal pige på 16 som går i high school. Hun er imødekommende, hjælpsom og dramatisk, men bare på en dag ændres alt. Hun møder nogle nye mennesker og oplever nye ting. En af de nye mennesker hun vil møde er Mino, han er en perfekt beskrivelse på en play/bad boy. En anden er Minho, han er mere en good guy, klog, cute en kæmpe modsætning i forhold til Mino. Ikke nok med at hun ændre sig som person, hendes liv bliver også vendt på hovedet.

4Likes
3Kommentarer
291Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Nu var dagen kommet. Jeg skulle flytte. Jeg skulle sige farvel til mine venner, mit hjem bare generelt alt det jeg kender til. Pigerne og jeg havde lavet en aftale om, at vi skulle være sammen hjemme ved Bora end jeg tog afsted. Jeg pakkede en kuffert med nogle gaver, som jeg kunne give til dem, så de kunne have noget af mig med dem hver dag. 

Vejen hen til Boras hus føltes lang, nok fordi jeg gik med et tungt hjerte og hele episoden med min søster, kørte også rundt i mit hoved. Da jeg bankede på døren, tog jeg en dyb indånding for at berolige mig selv, for jeg kunne mærke tårene presse sig på. Døren blev åbnet af Boras mor, som stod med et kæmpe smil, men man  kunne se i hendes øjne, at det bare var en facade.

"Hey prinsesse, det er virkelig noget hø, at du sådan forlader os, men selvom jeg kommer til at savne dig og din familie, vil jeg ønske jer det bedste" - Boras mor

Jeg fik en klup i halsen efter det hun sagde. Boras mor er som en anden mor for mig, jeg havde rigtig svært ved ikke at fælde en tår. Hun krammede mig, som om jeg var en længe savnet bamse, hun var altid så kærlig og forstående, mere end mig egen mor.

"Nå nu skal jeg ikke holde på dig længere, gå du bare ind i stuen til de andre" - Boras mor

Jeg nikkede med et smil på læben, jeg må indrømme at det kram havde jeg virkelig brug for.

 Jeg åbnede døren til stuen...

"SURPRISE!" 

Pigerne og en masse andre fra min klasse, hoppe ud fra alle mulige steder, det var lige før jeg løb væk så stort et chok jeg fik. Jeg kiggede rundt i lokalet og alle mine venner stod der og smilede til mig. Jeg kunne ikke mere, mine tåre løb ned af kinderne, nu var det ikke triste tåre, men glædes tåre. 

Under hele surprise festen var folk i godt humør og det fik mig til at glemme hele denne triste situation, for først når jeg er gået igang med at feste så er alle mine problemer væk. 

Musikken stoppede, mens jeg var igang med at fyr den af på danse gulvet, jeg vendte straks mit hoved hen mod musikafspilleren og der stod Dasom, Bora og Soyou. En pige fra min klasse tog meget blidt fat på mine skuldre, så jeg satte mig på en stol. Jeg var helt forvirret og lidt forlegen, alle stod og kiggede på mig, men de smilede ikke, de så mere triste ud og det gjorde mig trist. Jeg vendte min opmærksomhed mod pigerne igen og Dasom begyndte at snakke.

"Hyorin, du ved at for os så betyder du mere end hvad ord kan beskrive, vi har kendt hinanden siden altid, og selvom vi har haft vores op- og nedture, har det aldrig haft en betydning for hvor meget vi elsker hinanden." - Dasom

"Hyorin, det at du skal flytte er nok noget af det sværeste vores venskab har været igennem, men fordi vi er os og du er dig, så vil det, at du bor flere km væk, ikke have nogen betydning eller ændring i vores venskab og vi skal nok overkomme denne svære tid sammen." - Soyou

"Hyorin, du er den søster jeg aldrig fik, altså jeg har en søster, men hun kan ikke måle sig med dig, vi har lavet en video af vores bedste og sjoveste tider sammen og det hele er på et USB stik, som du vil få efter du har set videoen, håber du vil nyde den og håber at de her ikke ville være vores eneste minder sammen." - Bora

Det var lige før jeg begyndte at hulke, bare de ord de sagde var nok jeg behøvede ikke en video. Video gik igang på en stor skærm og minde, efter minde, efter minde kom op. Jeg græd og grinte under det hele, denne dag og mine piger ville jeg aldrig glemme. Da videoen sluttede sad jeg tilbage med ingen ord. Jeg små løb hen til dem og gav dem et kæmpe bamse kram, ligesom Boras mor gav mig, bare med flere tåre. 

Festen sluttede og folk begyndte at tag hjem, så det var kun pigerne og jeg tilbage. 

"Piger jeg kan ikke sætte ord på hvor glad jeg er for at I er i mit liv, tusind mange gange tak for festen, videoen og for at holde mig ud i så lang tid, jeg må nok se at komme hjem eller nu er det ikke mit hjem mere, men jeg skal snart afsted, vil I følge mig hjem, jeg føler ikke at jeg er klar til at sige farvel til jer endnu?" - Hyorin

De nikkede alle sammen, så vi gik ud i gangen og jeg sagde farvel en sidste gang til Boras mor og nu hvor hendes far var kommet hjem, så skulle han også lige have et kram. 

Vejen hen til mit ikke længere hus, var vildt hyggeligt. Vi sang, dansede og grinte, hvis nogen have set også ville de nok tænke at vi var fulde, hvad vi ikke var. Vi var nået til huset og flyttemændene var der allerede og de var næsten færdig, så nu er det tid til det jeg have prøvet at undgå hele dagen, afskeden. 

"Okay, *suk* Bora, Soyou og Dasom I betyder så meget for mig, jeg ved ikke hvordan jeg skal komme igennem en dag uden jer, jeg vil besøg jeg så mange gange jeg kan og jeg håber at I gør det samme. Jeg har nogle ting med til jeg, jeg ville havde givet jer det før, men det ville være lidt synd for de andre, Bora til dig har jeg min yndligs bamse, da den betyder meget for mig og er vildt cute, ligesom dig. Soyou til dig har jeg min signeret guitar af Sungha Jung, da du elsker at spille på guitar, så skulle den også være lidt speciel, ligesom dig. Dasom til dig har jeg alle mine yndligs film og serier med fantasiske skuespiller, skuespillerene skal være fantasiske for at blive min yndligs, ligesom dig. Jeg har ikke tænkt mig at sige farvel, fordi det lyder bare som om vi ikke kommer til at se hinanden igen, og det gør vi, så piger lad os have vores sædvanlige gruppekram og lad dette ikke være et farvel, men et vi ses, okay?" - Hyorin

Vi stod i det gruppekram i et god stykke tid, vi prøvede alle sammen at være stærke og ikke at græde, hele denne her dag har bare vist hvor meget de her piger betyder for mig og omvendt. Jeg kommer aldrig til at finde nogen, som kan få mig til at føle så tryk og tilpas som dem, ingen kan afsatte dem på nogen måde, de her piger vil altid være mine piger.

"Hyorin!" - Mai

Jeg kunne høre Mais stemme i mine ører og det hun fortalte mig i går, fyldte mit hoved med tænker, så jeg frøs som en ispind.

"YAA HYORIN! Jeg kalder på dig, er du døv eller hvad? Vi skal kører nu, så sig farvel til dine venner, vi har ikke hele dagen!" - Mai

Man skulle tror at hun ville være lidt sødere over for mig efter det i går, men nej, hun er stadig den samme sur bitch, som altid.

Vi gav slip på hinanden og jeg gik langsomt hen til bilen. Jeg åbnede bildøren, men gik ikke ind. Jeg stod og kigge på pigerne, bare synet af at de står der næsten græd færdige, jeg bed mig selv i læben for at den ikke skulle bæve. 

"OMG kom nu!" - Mai

Hun hev mig ind i bilen og lænede sig over mig for at lukke bildøren. Bilen startede og begyndte langsomt at køre. Jeg kiggede ud af vinduet og så at pigerne stod og vinkede mens de græd, det gjorde helt ondt. Jeg vinkede tilbage og prøvede på at holde øje med dem, men til sidst var de for lang væk. Jeg havde sådan en lyst til at åbne blidøren og rulle ud af den som en eller anden agent i en aktionfilm, men jeg måtte se sandheden i øjne. Farvel venner, farvel barndom og farvel verden som jeg kender den.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...