Cold Paradise

Ét liv i fare. Ét forhold på kanten til sammenstyrtning. Ét bryllup på renden til katastrofe – én ekskæreste på afveje og en ferie lidt ud over det sædvanlige. Dette er, hvad der er i vente for de fem fyre fra One Direction, da de bringer deres fem MEGET forskellige kærester med sig til Frankrig hele december måned. Fred, ro og ingen bekymringer var, hvad drengene håbede at få ud af årets travleste måned, men når ferien pludseligt tager en drastisk drejning i form af blod, sved, tårer og sammenbrud, efterlader det de fem fyre i vildrede. For hvordan skal man kunne holde hovedet koldt, når alt syntes at styrte sammen om ørerne på en? Vil december måned overhovedet få en lykkelig slutning for nogen, eller ender det i en tragedie, som er dømt til at gå galt? Find ud af det i denne spændende og meget anderledes julehistorie, hvor vi følger ti utroligt forskellige personer, i deres jagt på lykke: for vil de nogensinde finde den?

49Likes
26Kommentarer
2833Visninger
AA

5. 2. december

“Er det her?” Zayns øjne lyste nærmest af forbløffelse, da taxaen, der havde transporteret ham og hans kæreste fra lufthavnen nær Marseille og omtrent hundrede kilometer vestpå til dette franske naturområde, hvor familien Clayton havde deres vinterhytte liggende, kørte op i indkørslen.

“Det er godt nok enormt,” han kørte hånden gennem sit sorte hår, før taxaen stoppede op, og han betalte chaufføren den sum penge, som han havde tjent på transporten - hvilket var markant mindre, end hvad han først havde antaget. Hvorfor vidste han ikke.

“Det er her, pas på der kan være insekter her,” hun kørte en finger henover hans kæbeparti, før hun steg ud af taxien, og tog et kig omkring sig. Hun havde ikke været her siden sidste år, og hun elskede dette sted. Her var så roligt, men hun fandt det meget kedeligt, når hun var med sin familie hernede, der var ikke andet end baller. Denne gang skulle det blive anderledes, hun kunne mærke det, det ville ikke blive i nærheden af normalt.
“Og dog, ikke i denne kulde,” hun svingede sit halstørklæde rundt om sin hals, for at holde kulden ude, før hun lukkede døren i efter sig.

“Tak for turen chauffør,” han smækkede bildøren i, efter at han havde fjernet deres bagage fra bagagerummet. Det havde været en rimelig lang flyvetur, men trods det faktum at deres taxa var den sidste der forlod lufthavnen, så var de stadig det første par, der var ankommet til hytten. Det gjorde ham ikke det fjerneste - så havde de mere tid til at finde det største soveværelse.
“Her er godt nok køligt hva? Skynd dig at låse døren op!” han trippede lidt som han hank op i begge kufferter og gik op imod hoveddøren, der lå op ad en lang række trapper. Glatte trappe.  

“Du kan godt vænne dig til det,” sagde hun med klaprende tænder, da hun forsigtigt begav sig op af trapperne i sine hæle, mens hun havde et fast greb omkring gelænderet. Det var ikke det mest praktiske fodtøj, som hun havde taget på, det vidste hun godt, men hendes mor insisterede, at hun så sofistikeret ud, da hun skulle rejse. Hun stak nøglen i  den store hoveddørens lås, og døren åbnede sig, da hun trak ned i håndtaget. Lyset var allerede slået til, da de ankom - hendes far havde nok sørget for, at nogen havde gjort huset klar til, at de skulle komme.

“Det er godt nok stort,” han kunne ikke lade være med at sammenligne størrelsen af dette hus med sin lejlighed hjemme i London. Selvom hans lejlighed var større end så mange andres, så kunne dens areal være i dette hus flere gange. Der måtte som minimum være otte soveværelser i dette hus, men han havde ikke engang mod på at gætte, om det var rigtigt eller ej.
“Hvor mange mennesker er der plads til?” han lod kufferterne dumpe ned på gulvet i entréen, før han tørrede sine fødder af på tæppet - blot for ikke at slæbe sne med rundt overalt.

“10 eller sådan, mener jeg,” fortalte hun ham roligt, da hun snoede sit halstørklæde af, og lagde det på bordet indenfor døren, da hun lukkede den efter ham. Hun havde aldrig tænkt over, hvor stort dette hus var, hun var vant til de store omgivelser hjemmefra. Hun trådte længere ind i den store entre belagt af hvide marmorsten på gulvet, og søjlerne var selv af hvid marmor.
“Tør du godt tilbringe de næste tre uger her?” Spurgte ham en smule drilsk, da hun elskede hans reaktion. Det frydede hende.

“Så længe det er sammen med dig, så har jeg skam ingen problemer med at være her,” han smilede skævt, før han bukkede sig ned for at snøre sine sko op. Han havde egentlig altid været vant til blot at sparke sine sko af, når han kom indenfor døren, men siden han havde lært Elizabeth at kende, så havde han været langt mere anstændig i sine manerer.
“Der burde ikke gå så længe, før de andre kommer,”

“Bare behold dem på, jeg tror ikke, at der er kommet varme i gulvet endnu,” sagde hun roligt til ham, da hun så ham være i færd med at tage sine sko af. Hun var mere end glad for, at han havde accepteret det miljø, som hun kom fra, men når det kun var dem to, behøvede han ikke opføre sig anstændigt. Hun var jo ikke ligesom sin mor.
“Så ville jeg råde dig til at finde det største soveværelse,” hun nikkede i retningen af den brede vindeltrappe, som førte ned i entreen, hvor de befandt sig. Alle soveværelserne befandt sig ovenpå, så det ville være oplagt at finde det største, som de første.

“Jeg skynder mig, holder du øje med, om de andre kommer så?” en lille snert at barnlighed strålede ud af ham, som han hørte lyden af en bil bremse op udenfor hoveddøren, og han derfor nærmest spurtede op ad trappen i en allerhelvedes fart, for at gøre sig sikker på, at de ville få det soveværelse, som var størst, bedst, og som havde den smukkeste udsigt.

Hun nåede ikke at svare ham, inden at han allerede var spurtet op ad trapperne. Hun så efter ham, før hun blot rystede let på hovedet af ham. Gad vide om han kunne finde tilbage igen, undrede hun sig lidt over, men skubbede tanken fra sig, da hun hørte stemmer uden for døren.
“Pas nu på, Louis, trapperne er sindssyg glatte!” Hun åbnede døren i alt venlighed for Zayns venner, og hun mødte blikket fra en brunette, som var pakket ind i vintertøj fra top til tå. Hun var ikke vant til at byde folk velkommen, men det blev hun nødt til, alt andet ville være uhøfligt.

“Velkommen, I må være Louis og…?” hun kendte ikke navnet på pigen ved Louis’ side, dog virkede hun bekendt et eller andet sted. Hun lod dem træde ind ad døren, før hun lukkede den efter dem.
“Victoria,” svarede hun med klaprende tænder, før hun så sig overvældet omkring i entréen, før hun så tilbage på Elizabeth.

“Hvad snakker du om, så glatte er de da heller ikke?” Louis fnøs en anelse himmelvendt, før han også trådte ind i entreen, skarpt efterfulgt af henholdsvis Niall og Harry. De eneste fyre, der som sådan havde mødt Elizabeth personligt før denne tur - eftersom Zayn havde haft så travlt med at holde hende for sig selv, at de ikke havde haft endvidere mulighed for at sludre med hende.

“Hej Elizabeth, hvor er Zayn?” spurgte Harry en smule akavet, da han kløede sig i nakken med sin behandskede hånd. Han havde ikke snakket med hende siden deres akavede stund for et par måneder siden - og han havde egentlig heller ikke haft noget behov for det.

“Han er i gang med at finde et soveværelse ovenpå, han ville sikre sig, at han fik det største,” sagde hun med en venlig tone, men måske det kom ud ret snobbet, for bag Harry kom synet af en sorthåret pige frem, som ikke just så på hende med et par varme øjne. De slog nærmest gnister, hun sagde ingenting, hun lukkede blot døren bag sig.

“Hvad? Det er jo snyd! Vil De have noget imod, hvis jeg valgte, som nummer to?” Spurgte den lyshårede irer hende, da han satte de kufferter fra sig på gulvet. Hans manere rakte kun langt nok til at tiltale hende, før han trådte hen mod trappen.

“Det er fint, bare find de værelser, som I vil have,” hvad skulle hun ellers sige til dem? Hun følte sig måske en anelse overvældet, da der pludselig stod 6 mennesker rundt omkring hende. Hun kendte dem knapt nok, og hun ville ikke give et dårligt indtryk, mest fordi det var Zayns venner.

“Find det, med den bedste udsigt Niall,” lød lyden af en lyshåret piges stemme, da både Niall, Louis og Harry søgte imod trapperne, hvilket efterlod de fire piger alene tilbage i entreen.

“Jeg finder værelset der er mest lydtæt Vic, så folk ikke kan høre din snorken!” råbte Louis, da drengene drejede rundt om hjørnet og væk fra deres åsyn. Man kunne høre på hans toneleje, at han blot sagde det i sjov, men eftersom Elizabeth ikke kendte ham, var det ikke sikkert, at hun opfattede det.

“Harry, bare sørg for, at vi får et værelse!” Kaldte pigen med det sorte hår efter Harry, da han forsvandt op ad trapperne i hælene på sine kammerater. Hendes blik faldt skeptisk på Elizabeth, før hun så væk. Elizabeth kunne godt mærke, at hun ikke ligefrem syntes om hende, men hun vidste nu også, hvorfor. Hun havde været skyld i - måneder tilbage - at Harry havde været hans kæreste utro. På det punkt forstod hun godt, at pigen sendte hende dræberblikke.

“Såå… Dine forældre sagde bare ja til at låne det her hus ud?” Pigen med det brune hår tog en anelse akavet sine luffer af, før hun viklede sig ud af sit store tykke halstørklæde. Hun så sig endnu engang rundt, for at bekræfte, at hun ikke drømte. Louis havde ikke fortalt hende, hvordan huset så ud, hun vidste knapt nok noget.

“Det er meget lækkert - det må koste en formue i forbrug,” pigen med det lyse hår havde lagt sin taske fra sig på bordet ved siden af døren. Hun var - ligesom Danielle - meget påpasselig i Elizabeth’s selskab. Mest fordi, at hun til hver en tid ville stå ved sin venindes side, når det gjaldt kærlighed og krig - som denne episode havde været.

“Vi bruger kun huset her om sommeren, så forbruget er ikke stort, ikke i forhold til derhjemme,” det kom ud af Elizabeths mund, som noget af det mest naturlige i verden. Hun tænkte ikke over, at det måske lød snobbet overfor de andre piger, da de nok ikke havde samme luksuriøsitet som hende. Hun smilede venligt til dem, før hun tog nogle skridt ind i entréen.

“Den store varmestue ligger herinde, og ved siden af er køkkenet, hvis I bliver sultne,” prøvede hun venligt at vise de andre piger, da hendes blik forsigtigt faldt på Danielle. Det irriterede hende, at hun var så kold, det gav hende lyst til at give igen af samme skuffe.

“Den store varmestue, vent… er der flere stuer?” Lød det overrasket fra Danielles side af, da hun tøvende fulgte efter ind i den store varmestue.

“Det her hus er omtrent lige så stor som laboratorium-afdelingen på mit universitet,” udbrød Christina forbløffet, da hun fulgte efter de andre igennem huset. De nåede dog ikke særlig langt, før hoveddøren atter smækkede, og en velkendt, højlydt, amerikansk accent skød gennem luften: “Greetings!”

 

“Hvor meget har du lige slæbt med dig?” Det gav nærmest genlyd gennem entréen, da han smækkede døren i efter sig med den ene fod. Han havde begge hænder fyldt med kufferter, Brookes var klart den tungeste, og mest besværlige at komme rundt med. Han havde ikke haft tid til at se sig omkring, fordi hans hat var gledet nedover hans øjne, så det var svært at se noget.

“Husk på, at jeg rigtigt havde pakket ned til, at jeg kunne bo hos dig i en hel måned, ikke sandt?” hun skubbede til hans hat, så den faldt tilbage på plads, før hun drejede rundt på hælen for at finde sine to veninder, Danielle og Christina, komme brasende ud i entreen lige i røven på hinanden.

“Brooke Davis, hvor det dog føles som evigheder siden!” Christina havde lige et par sekunders forspring, da hun faldt den amerikanske skønhed om halsen, så de næsten væltede bagover og ind i den stakkels Liam, der stod troligt bagved og ventede.

“Du har ingen idé om, hvor skønt det er at se dig igen, Davis!” Danielle - som rosinen i pølseenden - faldt sine veninder om halsen med et stort smil, uden at tænke over den stakkels Liam, som havde forhindret dem i at vælte bagover.

“Ladies, rolig, jeg er her altså også,” sagde han en smule skuffet over, at de ikke var så begejstret for at se ham, som de var for at se Brooke.

“Undskyld Liam, vi er selvfølgelig også glade for at se dig,” Christina løsrev sig fra den gruppe omfavnelse, som hun var blevet en del af, for at trække sig lidt væk og betragte dem på afstand.  

“Men sig mig, hvorfor kommer I to for sent?” hun løftede det ene øjenbryn, hvilket indikerede, at både hende - og sikkert også alle de andre - havde dannet sig deres egne tanker om, hvad de troede og ikke troede, der var sket i mellemtiden.

“Slap af med jeres perverse tankegang, jeg har altså bare sovet!” amerikaneren rullede med øjnene, som hun svang lidt med sit skulderlange hår, der faldt blødt og tykt ned om hendes ansigt.

“Hård nat?” Spurgte Danielle uskyldigt, da hun blinkede til Brooke med det ene øje. Hun vidste ikke helt, om hun skulle tro hende - nok havde hun sovet pga. flyturen, men der kunne højest sandsynligt også være andre årsager til manglen på søvn.

“Det er sandt, hun gik ud som et lys igår aftes, så jeg lod hende bare sove ud, så vi kunne tage det seneste fly hertil.” Svarede Liam meget voksent, før han satte kufferterne fra sig, og tog sin hue af.

“Sig mig, er det ikke selveste Brookie vi har her?” Lød det fra trappen, da Nialls ansigt kom til syne. Han og Brooke havde det særeste forhold til hinanden, de var en form for bedste venner, uden at være det. De drillede hinanden konstant, sådan havde det bare altid været.

“Kender jeg dig?” det koldeste og mest snobbede blik var at spore i hendes øjne, da hun foldede armene over brystet og kiggede på den blonde fyr, som kom valsende ned af trapperne. Dog lykkedes det hende ikke at holde masken særlig længe, da hendes mundvige alligevel skød op i et smil.

“Victoria, jeg har fået det FEDESTE værelse!” Louis var kommet trippende ned af trappen, og havde i første omgang overhovedet ikke registreret det sidste pars tilslutning, da han bare spurtede videre ned langs gangen mod stuen.

“Ved du ikke, hvem jeg er?!” Sagde han forfærdet, eftersom han var vant til, at stortset alle vidste, hvem han var. Han grinede af sig selv, før han trak hende ind i et kram, før han gav slip på hende igen.

“Ja så, det lykkes dig alligevel?” Grinede hun kort af ham, før hun fulgte opmærksomheden ude i entréen, da hun gik derud med tøvende skridt. Hun vidste ikke helt, hvor hun skulle gøre af sig selv, men hun viste det ikke rigtigt for nogen.

“Gud Brooke, Liam, hvor længe har I stået der?” Louis så nærmest helt forbavset ud, da han kom tilbage til entréen og helt havde overhørt Victorias spørgsmål. Harrys krøllede manke og Zayns mørke lokker kom på samme tid ned af trapperne, hvilket forårsagede den første forsamling af dem alle 10 nogensinde.

“Kun de sidste fem minutter, men jeg er da også glad for at se dig, Lou,” grinede han for sig selv, da han begyndte at tage sit overtøj af. Han så på Brooke, og tilbød at tage hendes jakke, nu hvor hun var travlt beskæftiget med at snakke med de andre.

“De fleste af jer har jeg jo set før..” smilede amerikaneren, som hun førte en lok af sit hår om bag øret, før hun så på Elizabeth, som stod en smule afsides for de andre.

“Undtagen dig,” hun pegede på hende med en løftet finger, før hun gik hen over gulvet, ganske stilsikkert i sine stiletter, før hun rakte hånden frem imod hende. “Brooke Davis,”

“Elizabeth Clayton,” svarede hun kortfattet, som hun øjede den mørkhåret pige foran hende. Hun tog hendes hånd med en elegant bevægelse, før hun trykte den. Hun havde hørt navnet før, men hun kunne ikke lige sætte en finger på, hvor henne. Hun sagde ikke mere end sit navn, før hun slap Brookes hånd.

“I see, har hørt meget om dig,” hendes øjne røbede ingenting, men det manglende smil på hendes læber, da hun sagde det, indikerede rimelig tydeligt, at hun havde hørt hele historien om hende og Harry, og at hun heller ikke just var den største fan af den.

“Det er jeg glad for - og velkommen,” Elizabeth vidste ikke, hvad hun ellers skulle svare hende, da hun hurtigt opfattede, hvad hun havde hørt om hende. Hvor fedt ville det ikke være, hvis hun havde sagt: ‘Og jeg har slet ikke hørt noget om dig’. Hun havde været tæt på at sige det, men hun lod være. Kun for Zayns skyld.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...