Cold Paradise

Ét liv i fare. Ét forhold på kanten til sammenstyrtning. Ét bryllup på renden til katastrofe – én ekskæreste på afveje og en ferie lidt ud over det sædvanlige. Dette er, hvad der er i vente for de fem fyre fra One Direction, da de bringer deres fem MEGET forskellige kærester med sig til Frankrig hele december måned. Fred, ro og ingen bekymringer var, hvad drengene håbede at få ud af årets travleste måned, men når ferien pludseligt tager en drastisk drejning i form af blod, sved, tårer og sammenbrud, efterlader det de fem fyre i vildrede. For hvordan skal man kunne holde hovedet koldt, når alt syntes at styrte sammen om ørerne på en? Vil december måned overhovedet få en lykkelig slutning for nogen, eller ender det i en tragedie, som er dømt til at gå galt? Find ud af det i denne spændende og meget anderledes julehistorie, hvor vi følger ti utroligt forskellige personer, i deres jagt på lykke: for vil de nogensinde finde den?

49Likes
26Kommentarer
2832Visninger
AA

4. 1. december


“Hvor lang tid kommer det her til at tage?” Spurgte hun sin syerske med en undertone af irritation. Hun hadet det dukkeliv, som hun var blevet tildelt, hun hadet måske mere den del, hvor hun skulle klædes ud for flere tusinde kroner. Hun så sig utålmodigt i spejlet foran sig, da hun sukkede med et irriteret vris i stemmen. Hun rettede kort på de lange blonde bølgede lokker, da hun tog et nærmere blik på sig selv. Hun så ikke sig selv, men en anden pige, en dukke. Det var endnu en af hendes mor sindssyge idéer om, at hun skulle have noget nyt i garderoben, og det skulle være noget, som ingen andre havde.

“Hey babe,” Zayns bløde og lave stemme gav alligevel en smule genlyd i systuen, da han åbnede døren og trådte ind. Selvom han og Elizabeth kun havde datet i et par måneder, så kendte han allerede hendes kalender bedre end sin egen sokke-skuffe, så han havde konstant overblik over, hvad hun skulle og til hvilke tider. Derfor var han gået direkte fra den store entré i familiens hus og ned ad gangen til værelset, hvor han vidste, at hun opholdte sig.

Hun smilede en anelse overrasket til ham, da hun så hans spejlbillede i spejlet foran sig. Han så lige så godt ud, som han plejede. Han så aldrig dårlig ud, ikke på noget tidspunkt, ikke hvad hun havde oplevet. “Hey, hvad så?” Spurgte hun ham med en afslappet tone, da hun holdte øje med ham i spejlet. Hun havde fået besked på lige før, at han kom ind ad døren, at hun ikke måtte flytte sig.

“Jeg har nogle nyheder, som jeg gerne vil dele med dig,” begejstringen og ivrigheden stod nærmest tegnet direkte i hans ansigt, da han satte sig ned på en skammel ved siden af syerskens grej, så han havde et bedre udsyn til, hvad det var, som der foregik foran ham.
“Du ser godt ud forresten,” komplimenterede han med et lidt genert smil, før han slog blikket ned på sine hænder.  

Hun smilede en smule forlegent af hans kompliment, før hun beskedent slog sit blik ned, mens hun smilede en smule overvældet. Man skulle tro, at hun ikke var vant til at få komplimenter, men det var hun netop. Det betød bare noget helt andet, når de kom fra ham. Det betød meget mere for hende.

“Mrs. Byfield, vil De have os undskyldt for et øjeblik?” Rømmede hun sig, da hun så ned på sin syerske i en hentydning til, at hun måtte forlade værelset, og give dem noget privattid.
“Hvilke nyheder?” Spurgte hun nysgerrigt, da hun trådte ned fra skamlen, og løftede lidt op i kjolens skørte, da hun gik hen til ham.

“Hvad ville du sige til, at komme lidt væk fra England?” han slog det hen som et naturligt spørgsmål, da han rejste sig op fra sin plads på skammelen, for at gå hende en smule i møde. Han lod sine fingre finde vej om hendes talje, da hun omsider var indenfor rækkevide - mest fordi, at han havde så svært ved at holde sig væk. Der var en tiltrækningskraft mellem dem så stærk, at han ikke kunne lade være.

“Det ville ikke være jordens dårligste idé, men hvad har du i tankerne, Mr. Malik?” Hun overvejede hans spørgsmål for et sekund eller tre, før hun så op på ham med et flabet blik spillende i sine øjne. Hendes hænder fandt roligt sin vej op omkring hans skuldre og nakke. Hun lagde hovedet let på skrå, for at betragte ham fra nært hold. Hun kunne godt lide at være lidt flirtende, men det var vel ikke noget nyt?

“Mine venner og jeg har tænkt på, om det ville være en mulighed at låne dine forældres hytte i Frankrig i et par uger? Du ved, drengene og alle jer piger? For at slippe lidt væk fra det hele? Og… Så Harry måske kan holde et spontant bryllup uden hans kæreste finder ud af det?” han lød en smule tøvende, da han kiggede ned på hende med et forsigtigt smil. Han var på en eller anden måde en smule bange for, at hun ville være imod idéen og derfor ikke ville lade dem låne huset og slet ikke ville med - hvilket ville knuse ham, da det egentlig var det eneste krav, han havde. At hun var ved hans side.

“Hm… Det ved jeg ikke, om mine forældre ville være henrykte for. At lade deres datter rejse væk i den helligste måned på året, og ovenikøbet lade sig forføre til det! Hvad ville folk ikke sige, at der bliver holdt et selskab uden mine forældres tilladelse?” Hun så på ham med et alvorligt blik, mens hendes stemme var let og legende i de lidt mere lyse toner, end når hun talte normalt til ham. Hun var klar over, hvor meget hun lød som sin egen mor i det øjeblik, hvilket fik hende til at smile ganske lidt.

“Det er selvfølgelig forståeligt, hvis de ikke tillader det.. Det var bare…. En idé,” man kunne næsten høre, hvor nedtrykt han i løbet af få sekunder blev, da hans blik søgte mod gulvet. Han havde aldrig været god til at skjule sin skuffelse, og den stod praktisk talt tegnet i ansigtet på ham i øjeblikket.

“Men jeg kan da forsøge  at høre dem om det, for jeg vil egentlig ret gerne med. Hvilken pige ville ikke også være henrykt over for et spontant bryllup?” hun fik det nærmest dårligt med at have drillet ham med det, men hun troede, at det var tydelig nok, at hun blot drillede ham, som hun smilede til ham. Hun strøg ham roligt hen over pandehåret, da hun grinede en smule af ham. Hun ville elske at tage med ham til Frankrig, hun havde ikke set særlig meget til ham på det seneste, fordi de begge havde haft meget at se til.

“Virkelig? Det ville være fantastisk!” hans stemme lød næsten helt lettet, da han så på hende med et atter blødt og opløftende glimt spillende i sine øjne. Det var tydeligt, at hun virkeligt havde taget fusen på ham, og desværre havde han altid været alt for godtroende. Han havde hoppet på den med begge ben, hvilket han gjorde stort set uanset, hvad det var, som hun fortalte ham.

“Du er alt for godtroende, Zayn,” grinede hun let af ham, da hun med et umage blik betragtede hans ansigtstræk. Hun fandt det en smule bedårende, at han rent faktisk hoppede på hendes små finurligheder. Hvordan kunne han tro, at hun ikke ville med ham til Frankrig? Det var næsten tåbeligt af ham at tro dette.

“Jeg vil snakke med mine forældre, når jeg er færdig med at lege pyntedukke, men du bliver nødt til at være der,”

“Selvfølgelig, tak fordi du gider,” han sendte hende et kærligt smil, der kun fik forelskelsen til at stå tegnet klart og tydeligt i hans ansigt. Det var ikke svært at se, hvor meget han elskede hende, og at hun ville gøre sådan nogle ting for ham, som dette, fik ham kun til at elske hende endnu mere.  

“Selvfølgelig! Kan du så ikke også fortælle min mor, at den her kjole er hæslig, og jeg ikke behøver nyt?” Grinede hun lavt af sig selv, da hun så kort ned af sig selv. Hun følte sig en smule flov over, at han så hende, når hun blev til en pyntegenstand, men hun viste det aldrig rigtigt for ham.

“Hvis det gør dig glad, så kan jeg da godt gøre mig selv upopulær, det skal du ikke tænke på,” han blinkede svagt til hende, før han strøg en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt.
“Men jeg må nu indrømme, at jeg stadig synes, at du ser godt ud - og det er ikke bare noget, jeg siger,”

 


Han stod en smule uroligt, og ventede i velkomsthallen i den store lufthavn, Heathrow. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set hende, det føltes som en evighed siden sidst, men der var i virkeligheden kun gået en lille måned. Men det var for længe ifølge ham, hvis han kunne, så ville han have hende hos sig hver dag. Han ventede utålmodigt, håbede konstant, at hun ville være den næsten, som ville komme ud i hallen.

“Forpulede kuffert,” himlede den amerikanske modedesigner, Brooke Davis op, da hun trak sin kuffert efter sig ud gennem portenene, der førte til velkomsthallen, som hun så mange gange før havde besøgt. Selvom hun var udmattet efter den lange flyvetur, så stod glæden og begejstringen over at skulle se sin kæreste igen, skrevet i hendes ansigt og i smilet på hendes læber. Et smil, der kun blev større, da hun fik øje på ham i mængden, og kunne skubbe de dyre designer solbriller op i panden, da hendes mål omsider var indenfor hendes synsfelt.

“Brooke Penelope Davis i egen høje person,” han tog nogle elegante skridt hen mod hende, før han lagde sine arme omkring hende, uden tøven. Han havde ikke kunne tænke på andet hele natten. Han havde ventet på, at han ville kunne mærke hende hos ham igen, og nu var hun her endelig - i egen høje person. “Du har ingen anelse om, hvor meget jeg har savnet dig!” Smilede han kærligt til hende, da han holdt hendes ansigt i sine hænder, da han så hende i øjnene med et intenst blik.

“Nok omtrent lige så meget, som jeg har savnet dig,” som altid kunne hun mærke, hvordan hans britiske accent nærmest snoede sig omkring hendes hjerte og gjorde hende ør i hele kroppen, da hun rakte ud og lod sin hånd stryge hans kind ganske forsigtigt. Hun havde virkelig savnet ham langt mere, end hun kunne beskrive, og det havde bestemt været at mærke i forhold til, at deres nye album lige var blevet udgivet, og deres sange derfor havde kørt non-stop i samtlige radioer. Også i USA.

“Det kan slet ikke beskrives med ord!” Svarede han hende kort, før han pressede sine læber mod hendes i et ømt, men stadig heftigt kys. Det føltes som fyrværkeri indeni ham, hele hans krop truede med at give efter under ham, men samtidig gav den ham en enorm styrke, som fik ham til at føle, at han kunne klare hele verden, hvis det skulle være.

“Var turen slem?” Spurgte han hende efter, at han havde trukket sig lidt væk fra hende. Intensiteten spillede stadig i hans øjne som ildkugler.

“Turen var udmattende, men den var helt sikkert det værd,” hun grinede lidt af sig selv og sin fjantethed, da hun så op på ham med et forelsket udtryk spillende i sine funklende øjne. For omverdenen var det ikke svært at se, hvor forelskede de to var i hinanden, men det var stadigvæk ingenting målt imod alle de følelser, der sitrede indeni hende, bare ved synet af ham.

“Det lover jeg dig, det vil være hele turen værd!” Sagde han meget overbevist, da han rakte ud efter hendes kuffert, for så meget gentleman var han. Han tog hendes hånd i den anden, og nikkede i retningen af udgangen til lufthavnen. Han kunne ikke vente med at fortælle hende, hvad der var blevet planlagt. De havde siddet oppe hele natten, og planlagt rejsen, det eneste de manglede at få grønt lys for, var om de kunne låne Elizabeths forældres hus nede i Sydfrankrig.

“Så, hvad har du lavet, imens jeg har været væk?” hun lod sine fingre flette sig ind i hans, da hun kortvarigt smilede til en gruppe fans, der trods deres tilstedeværelse ikke nærmede sig dem. Liam havde altid gjort det klart, at når han besøgte lufthavnen i disse situationer, så ville han gerne undgå fans og fotografer - hvilket folk tilsyneladende havde accepteret. Mere eller mindre.

“Arbejdet på det nye album, interviews - ja der har været meget travlt, men endnu mere vigtigt, hvordan går det med kollektionen?” Spurgte han hende, for at fjerne opmærksomheden fra ham selv. Han hadet at snakke om sig selv i hendes nærvær, han følte sig så egoistisk. Uden problemer gik de ud af lufthavnen, han smilede og vinkede til få grupper af fans på vejen hen til hans bil.

“Same old, har fået lavet en skitsering til forårskollektionen, men mine tanker har været mere fokuseret på dig, end de har været på mit arbejde,” selvom det egentlig skulle komme ud ganske naturligt, så lod hendes flirtende side alligevel lege lidt med ordene, da hendes accent skinnede igennem. Hun vidste godt, at hendes accent havde den samme effekt på ham, som hans havde på hende, og hun måtte indrømme, at hun elskede det.

“Jeg tænkte forresten på, har du nogensinde været i Sydfrankrig?” Spurgte han hende en smule pludseligt, da han smed hendes kuffert ind i bagagerummet, før han lukkede derind til igen, før han vendte sin opmærksomhed hundrede procent mod hende. Han fjernede en af hendes lokker, som vinden havde ført op foran hendes ansigt, så han atter kunne se hendes øjne bedre.

“Øhm… Jeg har været i Marseille engang til noget fashion show, men det var kun for en kort bemærkning,” hun smilede lidt, da hendes hånd hvilede mod bilens tag, før hun kiggede på ham med et mere til spørgende blik.

“Hvorfor spørger du?”

“Jamen for så kommer du til at opleve Sydfrankrig i hele 3 uger,” blinkede han let til hende, da han rettede kort på sin jakke. Decemberkulden var allerede kommet med den første dag i december, men han fandt det blot hyggeligt. Han elskede vinteren. Han vægtede hovedet en lille anelse til den ene side, da han ventede på hendes reaktion. Han havde ikke inviteret hende med, men han havde nærmest sagt, at hun skulle med.

“Til Sydfrankrig? Hvad skal vi dog lave der?” hun så på ham med et lidt skeptisk blik, men han burde efterhånden kende hende godt nok til at vide, at under overfladen var hun mere end klar til at tage med. Brooke var en af de mest eventyrlystne mennesker i verden, og havde rejst lige så meget rundt på kloden, som bandet havde, på grund af hendes arbejde og diverse modeshows.  

“Slappe af sammen med de andre? Hvad ellers, det er jo en ferie? Du kunne få ro til at lave de smukkeste brudekjoler - apropos hvordan går det egentlig med den kollektion?” Han så på hende med et åbenlyst blik, hvad havde hun ellers forventet, at de skulle i Sydfrankrig, når der ingen koncerter var eller noget? Han vidste godt, at hun aldrig ville sige nej til at designe en bryllupskjole til sin veninde. Han antog blot, at hun var med på den spontane idé.  Alligevel fandt han hendes skeptiske side bedårende, han vidste ikke rigtig hvorfor, det gjorde han bare. Han gik om på den ene side af bilen, for at åbne døren for hende.

“Jeg mangler arbejde.. Der er ikke så forfærdelig mange, der vælger at blive gift i december,” grinede hun, da hun kørte hånden gennem sit hår og kiggede på ham med et forsigtigt smil. 
“Hvorfor spørger du?”

“Jeg har bare en ven, som vil gifte sig med sin kæreste i december, men hun må absolut ingen anelse have om det, derfor har han brug for den smukkeste brudekjole til hende, en som enhver pige ville elske,” han vidste, at hun kunne gøre arbejdet. Hun havde desuden 3 andre pigers mening om det, så det burde ikke blive et problem. Pigen var jo mere talentfuld end nogen anden designer, som han kendte. Og desuden, ville hun gøre arbejdet med det samme, når hun vidste hvem, at kjolen var til.

“Selvfølgelig vil jeg hjælpe! Jeg skal blot have et billede af bruden, så jeg kan danne mig et overblik over hendes stil,” hun lænede sig lidt op imod den åbne bildør, før hun foldede armene over brystet.

“Jeg har ikke noget billede af bruden, vent… jo,” han trak sin telefon op ad lommen, og trykkede et par gange på skærmen, for at åbne sin instagram, og række hende telefonen. Han stod blot, og ventede på hendes reaktion, han kunne ikke vente med at se den. Han havde selv svært ved at holde det skjult ret meget længere.

“HVAD?! Mener du det? Er det her seriøst?” hun tog hans telefon ud af hånden på ham, før hun med store øjne og åben mund stod og kiggede på billedet af Danielle. 
“Hvorfor har jeg ikke hørt noget om det før nu?!”

“Død seriøst! Harry luftede det først foran os andre i går aftes! Du er nok den første pige til at vide det, hvis det trøster dig lidt?” Grinede han kærligt af hende. Han elskede hendes reaktion, mest fordi hun havde den bedste måde at udtrykke sin overraskelse på.

“Jeg vil hellere end gerne lave Danielles brudekjole! Jeg vil sågar lave den så smuk, at ingen af mine tidligere værker vil kunne måle sig med den!” hun smilede kærligt til ham, før hun satte sig ind på passagersædet og lod sin taske falde ned i bunden af bilen. Sandheden var egentlig, at Brooke var mere end ligeglad med, hvor I verden hun befandt sig - så længe hun var sammen med ham, så var der intet andet, der betød noget.

 


Hun flåede en smule arrigt en af de mange papkasser op, som var placeret rundt omkring hende. Hun havde aldrig nogensinde set så mange papkasser før i sit liv. Det var blot en uge siden, at Louis og hende var flyttet sammen i en lidt større lejlighed væk fra Londons centrum. Der var en masse, som skulle pakkes ud, hun havde ikke været så god til at få det gjort, derfor tog hun godt fat nu. Hun smed en tom papkasse om bag ryggen til en bunke med andre tomme kasser. “Det var da utrolig, så meget lort jeg har,” mumlede hun lavt for sig selv, da det gik op for hende, at hun havde alt for meget lort med sig.

“Det har jeg også spurgt mig selv om mange gange - hvorfor har du egentlig så meget lort med?” jokede han flabet, da han det seneste stykke tid havde betragtet hende fra åbningen ind til stuen, og egentlig blot havde stået og slænget sig op ad dørkarmen med et smil på læberne. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at han havde glædet sig til at komme hjem til hende, selvom de kun havde været adskilt natten over. Det var hårdt for ham, når han var væk fra hende, lige meget hvor lang tid det så var af gangen.

Hun hoppede nærmest en halv meter op i luften, før hun vendte sig rundt, for at få øje på ham stå i døråbningen. Hun havde slet ikke hørt ham, og med et irriteret smil kastede hun en af de mindre papkasser efter ham. “Din bølle! Du havde nær givet mig et hjertestop!” Grinede hun af ham, da hun vendte sig rundt mod ham.

“Sorry babe, men jeg ville ikke forstyrre dig midt i din udpakning, det så ud til, at du var meget koncentreret,” han jokede stadig med hende, da han i en rolig bevægelse gled hen over gulvet, før han lod sine læber møde hendes pande ganske kortvarigt, før han kiggede ned på papkasserne.
“Men egentlig burde du mere pakke end pakke ud,

“Luk! Jeg skal have sorteret i det - det ved jeg godt,” grinede hun kort af ham, før hun daskede let til til hans bryst, men hun vidste godt, at det ikke gjorde ondt på ham. Det havde hun efterhånden fundet ud af, eftersom alle de slåskampe, hvor hun havde tabt til ham.

“Du kunne ikke tænke dig, at gøre dig selv lidt nyttig?” Spurgte hun ham, før hun klaskede ham meget uskyldigt bag i, og trak sig væk fra ham, for at åbne en ny kasse.

“Hvis jeg finder en kuffert til dig, pakker du så selv alt det nødvendige du skal bruge til 3 uger?” spurgte han hende nysgerrigt om, som han lænede sig op ad kommoden, og derefter foldede sine arme over brystet. Han havde efterhånden svært ved at styre sin lyst til at fortælle hende om de planer, som han og drengene havde lagt for dem, så han ventede blot på det perfekte tidspunkt til at fortælle hende det på.

“Hvad snakker du om, Louis?” Hun stoppede op i sin igangværende bevægelse, da hun tyggede lidt på hans spørgsmål. Hun vendte sig rundt mod ham med et løftet øjenbryn, afventende på at høre, hvad han nu havde gang i. Hendes mørke hår var opsat i en høj hestehale, som nåede ned af hendes skulderparti.

“Vil du ikke med på ferie? Med de andre? Og mig?” han smilede skævt til hende. Et af de smil, som de fleste elskede, og som han vidste gik lige i hjertet på hende. Han prøvede alle tænkelige kneb for at få hende med på idéen, da han fra start af godt var klar over, at hun nok var den pige, der var sværest at overtale.

“Det kommer an på… hvor går turen hen?” Spurgte hun ham en anelse forbløffet over hans pludselige spørgsmål. Måske var det hele en joke? Jo, han kunne sagtens finde på en joke som denne. Hun holdt vejret for et øjeblik, da hun betragtede dét smil, som formede sig om hans læber. Hun ville ikke vise ham, at det faktisk fik hendes knæ til at true med at give efter under sig.

“Sydfrankrig, ved alperne?” han smilede lidt, før han fugtede sine læber i en tænkende position, før han fortsatte.
“Der er sne,” selvom det var en typisk Louis-kommentar, så kunne han alligevel få det til at lyde som om, at han havde understreget en formidabel pointe, da han blinkede let og kærlig til hende.

“Det lyder… fristende, må jeg indrømme. Men jeg er bange for, at du må tage afsted alene, for hvem skal ellers få styr på lejligheden?” Hun så sig omkring i stuen, som de stod i. Den lignede et bombet lokum - mildt sagt. Hun havde virkelig glædet sig til, at de skulle flytte sammen, og lige nu ville hun faktisk bare have styr på dette kapitel i sit liv. Hun tog sig en smule overvældet til hovedet.

“Lejligheden løber altså ingen steder, bare fordi vi er væk et par uger Vic… Vi har ligesom resten af vores liv til at få styr på det her rod, ikke sandt?” han rullede lidt med øjnene af hendes kommentar, da han på forhånd godt var klar over, at hun ville komme med en lang stribe af undskyldninger. Det havde hun altid gjort - specielt når det gjaldt samvær med de andre par.

“Jeg hader virkelig, når jeg bliver nødt til at give dig ret! Men det er ikke ligefrem fordi, at jeg er inde i varmen hos de andre piger,” sukkede hun lidt i slutningen af sin sætning. Det var det, som holdte hende lidt tilbage. For når drengene tilbragte tid sammen, hvem skulle hun så være sammen med? De andre piger anså hende ikke ligefrem som velkommen. Hendes blik skød gradvist ned i jorden.

“Jeg skal nok tage en snak med Christina, okay? Desuden, så kommer du til at være sammen med mig det meste af tiden, så det når ikke at blive det største problem,” han åbnede sin favn som invitation til hende om, at hun skulle komme tættere på ham. Han vidste godt, at hun havde haft det svært med de andre piger, men han var sikker på, at hvis han tog snakken med sin søster om det, så skulle det nok lykkedes. Også selvom, at det måske ikke ville være oprigtigt.  

“Tak Lou,” hun gik roligt ind i hans favn, da hun hvilede sit hoved kortvarigt mod hans brystkasse. Det var kun hendes bedste ven, Eddie, som havde stået op for hende nogensinde, og det betød mere end hun kunne beskrive, at Louis gjorde det samme.
“Så skal jeg nok også forsøge at opføre mig pænt,”

“Det var godt.. Du ved jo, at jeg vil gøre alt, for at gøre dig lykkelig,” hviskede han mod hendes hår, da han let lod sine læber strejfe dem. Han talte sandheden - han ville gøre alt for hende - og hvis det betød, at han skulle overtale sin søster og hendes veninder til at acceptere Victoria, selvom han godt vidste, at det var noget af en opgave, så ville han gøre det. For hende.

 


“Det er bare løgn!” Hun tog sig til hovedet, da hun så rundt på badeværelset. Der lå glasstumper over hele gulvet. Hun havde stået, og lagt makeup foran badeværelsesspejlet, da hun så en edderkop firre sig ned foran sig, og hun greb det nærmeste, som hun kunne - sin føntørre, som hun havde hamret mod spejlet for at dræbe den.

“Hvad er løgn?” Harrys rå og maskuline stemme lød fra entréen, da han smækkede hoveddøren i bag sig og lod sin taske glide ned på gulvet. Han kunne høre hendes stemme tale fra badeværelset, så efter at have sparket sine sko af og hængt sin jakke på plads fulgte han lyden derud, kun for at se sin kæreste foran det knuste spejl.

“Tør jeg overhovedet at spørge, hvad der er sket?” grinede han en smule opgivende, da han trådte ind på badeværelset til hende, for hurtigt at plante et kys på hendes kind, før han - som så mange gange før - rakte ud efter kosten i højskabet, så han kunne rydde op efter endnu en af hendes klodsetheder.

“Nej, det tror jeg ikke, at du vil,” grinede hun forsigtigt af sig selv, måske en smule mere akavet. Hun havde ikke tænkt i det øjeblik, hvor hun greb ud efter føntørren. Den edderkop skulle dø, uanset prisen! Hun så på ham med røde kinder, før hun rakte ud efter kosten, som han fandt frem.

“Jeg skal nok rydde det op, det skal du ikke tænke på,” grinede hun lidt af sig selv, før hun rettede en anelse på hans skjorte, som sad lidt skævt omkring hans hals.

“Jeg er efterhånden vant til at rydde op efter dig Danielle, så tænk ikke over det,” han blinkede en anelse flabet, før han genvandt kontrollen over kosten, og derefter sendte hende et kærligt smil. Selvom de havde været sammen i fire år efterhånden, så var gnisten mellem dem aldrig stoppet. Han kunne stadig mærke sommerfuglene baske forvirret rundt i hans mave, når hun var i nærheden.

“Du får mig til at lyde så uansvarlig,” rullede hun kærligt med øjnene, da hun lod ham rydde op på badeværelset efter hende. Hun lænede sit hoved roligt imod dørkarmen, mens hun betragtede ham omhyggeligt. Hendes følelser havde aldrig ændret sig, de havde udviklet sig til det bedre, hun havde aldrig følt sådan før, som hun følte nu, da hun stod, og så på ham. Han var alt, som hun havde drømt om, uden rigtig selv at vide det.

“Hvad laver Valerie?” spurgte han nysgerrigt, som han ved refereringen til deres fælles datter slog hendes kommentar hen. Han havde hurtigt bemærket, at der var lidt for stille i lejligheden, hvilket kun kunne betyde, at hun ikke var hjemme. Når Valerie var til stede, så kunne man altid høre hende. Selv når hun sov.

“Din mor kiggede forbi morges, hun ville tage Valerie med hjem til Holmes Chapel, og så tage hende med hen i parken og fodre ænder,” hun rejste sig op i ret position, da hun tog et skridt ud fra badeværelset, for at række ham fejebakken. Det var rart, at hans mor var så glad for at tage sig af Valerie, selv når de ikke bad hende om det.

“Jamen vil du så ikke med til Frankrig i mellemtiden?” han smilede fjoget, da han fejede de sidste glasskår op, og smed alt affaldet i skraldebøtten ved siden af toilettet. Derefter satte han kosten ind i skabet, før han rettede sin fulde opmærksomhed imod hende, for at se hendes respons på hans spørgsmål.

“A’ hvad for en nød?” Spurgte hun ham en smule trekantet i hovedet. Hun havde travlt med at få hjemmet til at fungere det sidste stykke tid, da Harry havde haft umådelig travlt med sin karriere, og havde knapt nok havde haft tid til Valerie eller hende. Derfor kom hans spørgsmål meget bag på hende, nærmest som et chok. Hun rystede let på hovedet, for at prøve at tænke lidt mere klart.

“Frankrig? Med de andre? December måned?” han lod sine hænder glide rundt om hendes hofter, da han strøg noget af hendes hår væk fra hendes ansigt. Han elskede at have hende tæt på sig - derfor håbede han mere end noget andet, at hun ville tage med derned, så de kunne pleje deres forhold uden indblanding fra fans og fotografer. For en gangs skyld.  

“Hvad så med Valerie, vi kan ikke bare rejse fra hende en hel måned?” Hun kunne mærke en bølge af følelser skylle indover hendes krop. Glæden spredte sig fra hendes bryst og ud i hele kroppen, da hun mærkede hans berøring på sin krop. Det var længe siden, at hun havde følt det. Hun ville hellere end gerne med ham til Frankrig, men hun havde det på den anden side dårligt med at efterlade Valerie, og specielt til jul.

“Vi kan tage hende med, hvis det vil berolige dig lidt? Og Olly også for den sags skyld, så kan han passe hende? Så får vi også fejret jul med ham, som vi lovede,” han låste sit greb fast omkring hendes talje, da han trak hende en smule tættere på sig. Han ville virkelig blive deprimeret, hvis han skulle tage afsted alene. Specielt når han vidste, at de andre knægte sikkert havde fået deres ledsager overtalt.

“Det vil det, måske kan de komme derned en uge før jul, eller sådan? Så vi også kan få lidt tid for os selv? Jeg mener bare.. Vi er ser knapt noget til hinanden, og føler virkelig, at der snart skal ske noget nyt i vores forhold! At blive forlovet, gift bare et eller andet!” hendes stemme blev en smule lavere, da hun luftede sin idé for ham. Hun ville aldrig foreslå sådan, men hun savnede tid med ham, kun dem to. Hendes fingre legede let med kanten af hans skjorte, da hun langsomt så op på ham med et bedende blik, da hendes fingre spadserede op til hans skulder.

“Jajaja Dani, vi har hele vores liv til alt det bryllups-planlægning - hvis det blot betyder, at du siger ja til at tage med til Frankrig og lader være med at nævne det i et par uger?” han skubbede underlæben ud for at gøre sit ansigt langt mere bedårende, end det i forvejen var, da hans intense blik mødte hendes. Han ville bruge alle sine overtalelsesevner på at få hende med til Frankrig. Hun skulle sige ja, hvis hans plan om et spontant bryllup skulle lykkedes.

“Det har vi da ikke? Du kan ikke bare lægge det på hylden, hver gang jeg bringer det op?” Hun så på ham med et par løftede øjenbryn, før hun så væk fra ham. Det irriterede hende, når han bare bad hende om at tie stille med sine ønsker om et bryllup. Det fik hende til at føle, at han ikke havde de samme ønsker som hende. Men hun var ikke helt sikker. Hvorfor skulle han ellers blive ved hende endnu?

“Jeg lover, at vi kan tage snakken om det, hvis du tager med, okay?” sukkede han lidt, for at få det til at lyde som om, at han gerne ville overveje det, selvom der egentlig ikke var noget at overveje, når det kom til stykket. Han havde besluttet sig.

“Laver du så mad i aften, hvis jeg siger ja?” Spurgte hun ham en smule overvejende, men med et smil, da hun ikke kunne stå for hans ansigt. Han var utrolig, altid en tand for meget, men det gjorde hende inderst inde ikke noget. Hun havde sagt ja til Frankrig for længst, allerede da han spurgte hende. Hun havde blot holdt svaret lidt for sig selv.

“Selvfølgelig - så kan du pakke ned imens,” han blinkede til hende med et kækt smil, glad for at han fik hende overtalt, og mere end blot begejstret over, at de nu kunne tilbringe tid sammen. De to, og alle dem, som de elskede.

 


“I’m home!” Råbte han, da han trådte ind af døren til lejligheden, som han delte med sin kæreste, Christina. Han stoppede op i entréen, da han kunne lugte noget, som der ikke plejede at lugte af. Det lugtede, det duftede ikke ligefrem.

“Babe, hvad har du gang i?” Spurgte han, da han fulgte den besynderlige lugt hele vejen ud i køkkenet, hvor han fandt hende ved kogeøen. Han stod blot i dørkarmen, og betragtede hende med et forundret blik, som udviste en masse kærlighed. Selvom hendes mave bulede en del ud, så kunne hun bære det. Hun kunne bære det at være gravid.

“Jeg ville have lavet mad til dig, til når du kom hjem fra Liam, men… Så brændte jeg maden på,” hun kiggede op på ham med et såret udtryk spillende i de drivvåde øjne, der allerede på dette tidspunkt havde ladet tårer trille ned langs kinderne, da hun tog fat i den brugte pande for at hælde det ødelagte mad ud i håndvasken. Hendes store mave fyldte efterhånden så meget, at hun havde svært ved at nå ind over vasken. Hun var i 8 måned, hvilket gjorde det langt mere besværligt for hende at bevæge sig rundt.  

“Jamen hvorfor græder du dog over det?,” han kom ind i køkkenet til hende, og tog roligt panden ud af hendes hænder, for at sætte den over på kogeøen, så han kunne tage hendes hænder. Han fandt hende ualmindelig sød, som hun stod der, og græd over den brændte mad. De sultede jo ikke, han kunne nemt lave noget nyt, det var jo ikke jordens undergang.

“Fordi din søn pressede imod min blære, så jeg blev nødt til at forlade køkkenet for at gå på toilettet, og så kom jeg tilbage til det her!” Hun snøftede, da hun tørrede sine tårer væk fra kinderne, før hun forsøgte at få kontrol over sig selv igen.
“Hvordan var det hos Liam?”

“Godt, vi havde det virkelig hyggeligt. Men jeg skal forresten lige fortælle dig noget,” svarede han hende med et smil, da han greb ud efter hendes hænder igen, for at give dem et kærligt klem denne gang. Han kunne ikke vente med at fortælle hende noget om hendes veninde, som han for engangs skyld vidste før hende.

“Hvad skal du fortælle mig?” nysgerrigheden stod allerede tegnet i hendes ansigt - det var en af de ting, der gjorde det klart for verden at se, at hun var beslægtet med Louis. Deres nysgerrighed var altid til at spotte - til hver en tid. Hun havde allerede glemt sin deprimerende stund, som hun stod og kiggede afventende på ham.

“Jamen såmænd ikke det store... “ startede han meget neutralt ud med at sige, da han begyndte at sætte kaffe over med omhyggelige bevægelser. Han kunne godt lide at trække sådanne ting ud - mest fordi det pissede Louis så meget, når folk gjorde det ved ham - det var vidst noget, som lå i familien, for Christina havde det på samme måde.
“Der er blevet planlagt en spontan rejse for december,”

“En rejse? Hvem? Hvor? Hvor længe?” hun rettede sig en smule op, så hun bedre kunne se på ham, før hun lod hånden glide gennem sit lange, lyse hår. Hun havde en smule svært ved at forstå sammenhængen, det var ikke svært at se, men samtidig kunne man også ane det lille håb i hendes øjne om, at det var noget, som også involverede hende.

“Drengene og jeg skal til Sydfrankrig de næste tre uger,” svarede han hende meget neutralt, stadigvæk. Han ville godt prøve at se, hvor langt han kunne køre den ud med hende. Han vendte sig tålmodigt rundt med ryggen mod køkkenbordet, da han så på hende med et lidt skuffet udtryk i øjnene, som han plejede at have, når han skulle rejse fra hende.

“Åh… 3 uger? Når du så hjem til jul?” hun fumlede lidt med ærmerne i sin trøje, hvilket hun altid gjorde, når hun forsøgte at skjule sin skuffelse. Hun havde svært ved at skjule noget for ham, men hun forsøgte altid at gøre sit bedste, da hun ikke ville have, at hendes humør skulle have nogen som helst påvirkning på, hvad han lavede med sine venner, og hvad han ikke lavede

“Planen var egentlig at holde jul dernede, men jeg var ikke helt sikker på, hvad du ville synes om det,” svarede han hende med et lille smil. Det var svært at holde masken, da han så hendes reaktion, for hun reagerede netop lige, som han ville have det. Det var ikke ofte, at han havde muligheden for at hyle hende ud af den, men når den bød sig, så gjorde han det også.

“Så du skal holde jul dernede?” hendes øjenbryn skød i vejret, da hun løftede sit blik for første gang, for at se på ham med antydningen af tårer spillende i kanten af øjnene. Hun havde haft let til tårer stort set hele sit liv, men de sidste par uger, havde det været meget værre, end normalt. Derfor krævede det meget af hende, at glippe tårerne væk, før hun forsøgte sig med et mislykket smil.
“Det vil jeg da ikke stå i vejen for.. Hvis du gerne vil afsted..”

“Du tror da ikke, at jeg vil holde jul dernede kun med drengene, gør du?” Han så på hende med et bredt smil, da han ikke kunne få sig selv til at hyle hende mere ud af den. Han havde opdaget tårerne i hendes øjne, så derfor sagde han det til hende på den mest oplagte måde, så det lød så åbenlyst, at hun ville forstå, at han ville have hende med. Han trådte frem, og han lagde sine hænder roligt på hendes skuldre, da han så hende i øjnene.

“Så… Du vil have mig med?” hun forsøgte ikke at lyde alt for håbende, for det kunne jo være, at hun blot havde misforstået noget. Det kunne sagtens være, at det blot var en spøg, og at han snart ville grine af hende, fordi hun var naiv nok til at hoppe på den. Men samtidigt så kendte hun ham også godt nok til at vide, at han ikke var sådan, og at han aldrig havde været sådan. Så hvorfor skulle han knuse hendes hjerte?

“Det kan du da lige tro, at jeg vil! Jeg tror heller ikke, at du ville gå glip af din bedste venindes bryllup!” Grinede han af hende på den kærligste måde, da han roligt lod sine hænder glide nedover hendes overarme, og ned til hendes hænder, som han roligt tog i sine, og førte op foran dem. Han var ked af, at han næsten havde fået hende til at græde, men han kunne ikke lade være med at hyle hende lidt ud af den, men det var kun med gode tanker, aldrig for at såre hende. Han kyssede hende let på tippen af hendes næse, for at sige undskyld.

“Mi-min bedste venindes bryllup?,” spurgte hun stilfærdigt, stadig ikke helt sikker på, om hun blot drømte, eller om det var virkelighed, og hvad det overhovedet var, som han prøvede at sige? Hun havde juleferie fra universitetet og havde kun ønsket, at Niall også ville have ferie til at være sammen med hende - hvilket han nu havde - og så kunne det være fuldstændig lige meget, hvor I verden de befandt sig. Så længe, at de var sammen.

“Ja, jeg ved noget, som du ikke ved! Harry planlægger et spontant bryllup på ferien, og Dani må overhovedet ikke vide noget! Og du troede da ikke, at du så skulle blive hjemme?” Han grinede stadig en smule af hende. Hendes reaktion var priceless, hun reagerede stik modsat af, hvad hun normalt ville have gjort. Hormonerne gjorde et eller andet ved hende, og han fandt det blot underholdende.

“Nu tuder jeg igen,” udbrød hun, før endnu en strøm af tårer forsvandt fra hendes øjne for at trille ned af hendes kinder, før hun lod sit hoved hvile mod hans bryst - glad på sin venindes vegne og glad for, at han ikke ville efterlade hende alene tilbage - det ville hun ikke have kunnet klare.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...