THIS IS MY LIFE.

En sød hisorie om hvor hård verden i virkeligheden er og hvor hurtig had kan blive forvandlet til forbud, hadefuld og uønsked kærlighed. Arina er snart 16 år og har nu levet med sin bror Antonio som hader hende og har gjort det siden de var små han var ikke mere end syv da han begyndte at se sig gal på hende. Men lige pludselig får han øjnene op for hvor vidunderlig Arina er og det had han tidligere havde til hende bliver byttet ud med en stærk trang og lyst til han søster. Men vil Arina ha en som har slået hende og hånet hende i næsten 10 år og kan man tilgive det utilgivelig.

6Likes
2Kommentarer
344Visninger
AA

2. Kap. 1. bad boys.

Jeg kan høre mine fortrin når jeg går her i de store gange på slottet. Mit hjem. Jeg håber at Antonio er  nået frem til fest middagen det var jo derfor jeg gik Den her omvej, for at jeg ikke skulle støde ind i Antonio "Søs. Hvad laver du dog her dette er jo en omvej for dig. Så hvorfor dog gå denne vej." Allerede der ved jeg at det ikke var tilfældet. Jeg vender mig stille om og ser på Antonio som står og smiler som om vi var bedste venner. Da jeg ikke svarer tar han hårdt fat om mit håndled og hiver mig med om bag en af søjlerne hvor han presser mig hårdt op mod den stående søjle og holder mig fast der. "Hvorfor gik du denne vej. Hvor det for at undgå mig." Jeg når ikke at svare før han har givet mig en lussing og jeg rammer jorden hårdt. "Nej. Det var for at undgå dette Antonio. For at undgå at blive slået af mit eget kød og blod. Af min egen bror." Jeg siger det med let rystende stemme og holder blikket ved jorden. Han skal ikke ha æren af at se mig græde. Han skal ikke ha lov til at vinde.

Han sætter sig på hug ved sidden af mig og kigger på mig med et skævt smil og hoved på skrå. Så tar han sin hånd under min hage og løfter hurtigt mit ansigt op mod ham, han smiler stadig men ikke på en venlig måde men på en bidsk måde som om han er et rovdyr og jeg er hans bytte. Jeg synker og jeg er bange for at han kan se den frygt der ligger i mine øjne. Han udstøder en halvkvalt lyd og det går op for mig at han ler. Han vender hovedet men kigger så til bage på mig. Han rykker tættere på og han hoved er kun få millimeter fra mit nu. Han kigger mig i øjnene og jeg er sikker på at han kan se frygten i dem. Han læner sig det sidste stykke hen mod mig og kysser mig. Det er hårdt og brutalt og jeg prøver at rive mig løs men det lykkedes ikke før han selv trækker sig og giver slip på min hage og lader mig falde helt ned på gulvet han ler let. Det sidste han siger tror jeg aldrig jeg glemmer. "tillykke med fødselsdagen. Arina."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...