Tikkende tidsbombe

Ungdomkærlighed er en tricky ting og vi ender ofte med at blive såret, så hvorfor gør vi det så? Det er der en god grund til. Og det er den samme grund, der gør at drengen i denne novelle spækfyldt med kærlighed, tager sig sammen til at jagte kærligheden i den pige, han har været forelsket i i tre år.

2Likes
0Kommentarer
383Visninger
AA

1. Tikkende tidsbombe

  Tikkende tidsbombe

 

Kærlighed er en flygtig ting. Den kommer og går hele tiden. Den piner og fryder os konstant. Den ødelægger vores liv og giver det mening. Den giver os lyst til at leve og lyst til at dø. Den får dannet en stor revne i vores indre. En stor splittelse. Den slider os op indefra. Og får os til at føle os fantastisk. Men lige meget hvordan vi har det med kærligheden, vil den, uden vi selv kan bestemme det, påvirker vores liv og påvirker os. Vi har vel alle prøvet kærligheden eller har kærligheden. Og det er den, jeg vil  fortælle jer om. Den mest pinefulde og lykkeligste oplevelse på samme tid.

 

Vi har vel alle hørt den om de to unge mennesker, der forelsker sig. Den første kærlighed. Men det er der også en god grund til. Det er fordi den første kærlighed betyder så meget for så mange af os, på virkelig mange måder. Den er med til at gøre os til den person vi er, og måske også ændre hele vores liv. Så på grund af den gode grund, får du den her. Den første kærlighed.

 

Jeg har været forelsket i den samme pige i de tre år, jeg nu har gået på gymnasiet. Hun fylder hele min krop, og jeg har været fuldkommen knust over ikke at kunne kalde hende min. Problemet er bare, at jeg ikke tror hun ved, at jeg eksisterer. Jeg er dybt forgabt i hende, og hun ænser mig slet ikke. Men det var det, der var min mission til festen. Jeg ville havde hende til at opfatte mig. Få hende til at se mig. Og endda måske også snakke med hende. For når året først er helt slut. Når vi er færdige med eksamerne, og fået vores eksamensbevis - og sagt farvel en sidste gang for altid. Ville sandet være løbet ud af timeglasset, og min chance ville være fløjet væk. Så det var nu eller aldrig. Og jeg var klar og forberedt på det værste, der tænkeligt kunne ske.

 

Vi kom op til festen, og jeg skannede med det samme rummet efter hende. Jeg fandt hende hurtigt. Hun havde en grøn og lyserød blomstret sommerkjole på, som sad stramt omkring livet og derefter hang løst ned. Hun skinnede som et stjerneskud. Jeg blev helt målløs. Og hele min krop frøs. Det kan godt være, at jeg havde forberedt mig på alt, men det her havde jeg ikke forberedt mig på. Hvordan skal jeg nogensinde, kunne tage mig sammen til at snakke med hende? Hun er jo totalt out-of-my-league. Jeg livede op igen og måtte løbe for at indhente mine venner.

 

Aften gik og jeg kom ikke et skridt nærmere på at tage mig sammen til at snakke med hende. Jeg endte med bare at stå og snakke med mine venner. Vi stod og snakkede, da jeg pludselig blev skubbet bagud. Jeg må havde lukket mine øjne, for jeg så ikke noget. Det næste jeg opfattede, var at jeg lå på jorden og kiggede op i to store blå øjne, der ville give det Kaspiske hav baghjul. Emily. 

- Undskyld, undskyld, undskyld. Det er jeg virkelig ked af. Jeg snublede og….

- Det er helt okay. Intet problem, afbrød jeg så roligt og smilende jeg kunne, selvom jeg var ved at skide i bukserne af skræk.

I det samme som jeg havde sluttet min sætning, trådte Emily tilbage og gled i noget vådt. Jeg har heldigvis hurtige reflekser og nåede at træde frem, så hun faldt ned i mine arme, da hun gled.

- Tak. Det må du virkelig undskylde. Jeg er virkelig klodset i dag, sagde hun, imens hun smilte.

- Det gør ikke noget, svarede jeg. Jeg ville gøre det hver dag, tænkte jeg og havde lyst til aldrig at give slip på hende igen, som jeg stod der med hende i mine arme.

- Ved du hvad? For at undskylde alt min klodsethed giver jeg en øl, sagde hun og smilte et kæmpe smil til mig, der fik mine knæ til at føles som gelé.

Jeg fik den øl og vi snakkede hele aften væk. Hun var endnu mere fantastisk end jeg havde troet. Vi havde så meget til fælles, og grinte af præcis de samme ting. Når hun grinte, lød det som engle, der sang. Jeg drømte mig helt væk i den lyd. Vi snakkede om alting og ingenting, og hyggede os helt vildt. Og det virkede faktisk som om, hun nød at være i mit selskab.

Hun fik pludselig den idé, at vi skulle gå en tur over i den lille skov, der lå nogle få 100 meter fra festen. Og den var jeg selvfølgelig med på med det samme. Jeg kunne få lov til at være alene med hende. Der var ikke noget, jeg ville mere i hele verden.

Vi gik og snakkede, og før vi så os om, stod vi midt inde i en fuldkommen sort skov.

- Synes du ikke her er lidt uhyggeligt? spurgte hun mig.

- Næ, ikke speciel, sagde jeg og prøvede at lyde sej, selvom jeg i virkeligheden var pisse bange inden i. Der var virkelig uhyggeligt.

Vi gik lidt videre, da der pludselig kom en raslende lyd henne fra nogle af buskene. Emily sprang op og hoppede et skridt tættere på mig, og maste sig helt op til mig.

- Hvad var det?, udråbte Emily.

- Det var sikkert ingenting, sagde jeg. Jeg lagde armene rundt om hende og prøvede at virke stærk og beskyttende. Jeg stod og kiggede hen mod busken, men kunne ikke se noget. Emily krammede mig så hårdt, at jeg takkede mig selv, for at jeg havde tisset før vi gik, for ellers ville min blære godt nok havde sprunget. Jeg kiggede ned på hende, og stødte i det samme ind i de samme blå øjne, som jeg gjorde tidligere.

- Hvorfor har jeg ikke lagt mærke til dig noget tidligere? Sagde hun med en lille uskyldig stemme.

- Det er præcis det spørgsmål, jeg har spurgt mig selv så mange gange før, sagde jeg. - Men det vigtigste er, at du har lagt mærke til mig nu.

Hendes øjne strålede og et kæmpe smil gled ud over hendes læber, da hun stille og roligt stillede sig på tæer og kom tættere og tættere på mig. Lige før vores læber mødtes stoppede hun op, og jeg kunne mærke hendes åndedræt puste stille og roligt mod min mund. Jeg kunne mærke hvordan trangen til, at hendes læber ville røre mine voksede i mig. Jeg greb fat i hendes nakke og hev hende helt ind til mig og kyssede hende. Jeg kunne mærke hendes bløde læber omfavne mine og fyrværkerierne i min mave.

 

Ungdoms kærlighed. Det hele lyder så fantastisk. Og det var også fantastisk, men sådan blev det ikke ved. De var kærester hele sommeren og udlevede deres første store kærlighed. Alt var godt. Indtil virkeligheden kom…. Sandheden om at den første kærlighed meget sjældent varer evigt. De måtte gå hver til sit, da de skulle to vidt forskellige ting i deres liv. Og det er sådan det er. Kærlighed er ikke lyserøde skyer og glanspapirseventyr altid. Kærlighed er benhårdt og brutalt Det kan smadre mennesker totalt. Det kan godt være, at de to havde det godt i løbet af sommeren, men til gengæld var de begge fuldkommen ødelagt, da sommeren var over. Er det virkelig alt det besvær værd? For kærlighed er en bombe. Når du har fået den, ligger den bare og venter på, at den skal springe og udrydde alt omkring den. Hvorfor skal det være så pisse besværligt? Hvorfor skal man altid ende op med et hjerte, der er fuldkommen itu? Og hvorfor skal det gøre så ufattelig ondt?

Men hvad fanden gør vi ved det? Vi giver slip på os selv, og frigiver os til kærligheden. Går ud på krigsstien og bliver bombet i tusinde stykker om og om igen. For inderst inde ved vi, at vi ikke kan leve uden kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...