Spildt Drink

Lærkes kæreste har lige droppet hende. Men til en fest møder hun denne nye fyr som ved et uheld spilder en drink ud over hende. Starten på et trekants drama.

0Likes
0Kommentarer
50Visninger

1. Spildt drink


Jeg sad og spejlede mig i min kaffe. Mit kastanje brunehår var rodet og mine øjne der normalt er blå øjne var helt grå. Min veninde sad og snakkede til mig, fra den anden side af cafe bordet. Jeg hørte ikke rigtigt efter.
"Sandra er du okay?" Hun får det virkelig til at lyde som om hun rent faktisk mente sit spørgsmål. Jeg kiggede op på hende, "Jeg har det fint, sov bare ikke så godt i nat". Hun vidste jeg løj. "Tænker du på Jakob nu igen?" Jeg kiggede væk, det jo ikke min skyld han valgte at droppe mig frem for den billige blondine.
Jeg tog en tår af min kaffe og så op på hende, "Det ikke så let som du tror, Melissa". Hun kiggede opgivende på mig og tog min hånd, "Det skal nok komme sveske, en dag vil du glemme ham og finde en anden, okay". Et kort øjeblik lignede det faktisk en smule at hun havde ondt af mig.
"Ved du hvad, jeg betaler og så tager du hjem og får sovet" Melissa smilede sødt, men på en falsk måde. Hun fandt sit kort i tasken og gik over mod disken. Hendes stramme blå jeans sad irriterende godt på hende, det drev mig til vanvid hvordan alting sad så perfekt.

.
Endelig fik jeg taget mig sammen og gik ind af døren. Alt så ud som da jeg gik, tomt og hvidt. 
Jeg lagde tasken på spisebordet og slentrede hen til sofaen, og satte mig. 
*du har fået en besked*, jeg vågnede ved lyden af min mobil som sagde jeg havde fået en besked. Jeg rakte ud efter den og åbnede beskeden. Holder fest i aften, kommer du ikke forbi - det var Melissa. Jeg sad et øjeblik og overvejede det lidt, og besluttede mig for at svare ja.

Her gik jeg så langs fortovet og fortrød et øjeblik, at jeg sagde ja til den fest. Men ja nu havde jeg sat håret, lagt makeupen, fået den safirblå kjole på og fundet stilleterne.
Jeg drejede ind af indkørselsen. Festen var allerede godt i gang, og der var masser af mennesker. Jeg gik ind og prøvede desperat at finde Melissa, men hun var ingen steder at se. Jeg endte med bare at tage en drink og sætte mig over i sofaen... Desværre nåede jeg bare aldrig så langt, for på vejen faldt en eller anden ind i mig, så jeg spildte min drink ud over mig selv. "Undskyld undskyld undskyld!" udbrød han, og kiggede forfærdet på den store plet midt på min kjole. "Hvad har jeg dog gjort, kom lad mig hjælpe dig". Han tog fat i min hånd og trak mig ud på badeværelset og han hjalp med at få fjernet det værste,"Det må du altså virkelig undskyld, jeg er så klodset somme tider" Hans mørke hår sad helt pjusket og rodet. "Det okay" jeg prøvede at smile, men det mislykkedes lidt. "Jeg hedder forresten Mads". Vi stod kiggede lidt på hinanden, "Lærke" mine kinder blussede lidt. Hvor duftede han dog godt.
Vi satte os ud på en bænk i haven og snakkede i et par timer.
Regnen begyndte at dryppe ned. "Hm, jeg må vist hellere følge dig hjem," han sendte mig et kækt smil og tog min hånd.  

Vi gik gennem skoven, mens regnen styrtede ned omkring os. Det føltes slet ikke koldt selvom vi var gennemblødte. Pludselig stoppede Mads op, og så mod himlen gennem de våde blade. Så tog fat om mig og trak mig ind til sig. Vi så hinanden dybt i øjene, og han lænede sig ned mod mig, vores læber mødtes i et kys. Det føltes så magisk, det var nærmest som om der var fyrværkeri i baggrunden. Hans læber var så bløde og varme, det gjorde næsten helt ondt det kys.
Vi slap hinanden og fortsatte ned af stien, denne gang bare uden at sige et ord. Vi gik bare, hånd i hånd.
Da vi nåede min hoveddør havde jeg på ingen måde lyst til at sige farvel. "Vil du ikke med ind", mine kinder blussede igen lidt. "Hvis det okay med dig vil jeg da gerne" svarede han og sendte et af hans søde smil. 

Jeg slog øjnene op, den anden side af sengen var tom, men jeg kunne lugte en sær sødlig duft fra køkkenet. Jeg trak min morgenkåbe om mig og listede ud, der stod han charmetrolden i færd med at lave pandekager. "Godmorgen" han smilede over hele ansigtet, " Jeg håber ikke at det gør noget jeg har lavet pandekager", "Det helt okay". Han kom over og gav mig et hurtigt kys på næsen. Mine kinder blev helt røde. 
Vi satte os inde i stuen med hver vores vattæppe og snakkede i time efter time.
"Gud! Er klokken allerede halv 6. Jeg må vidst hellere komme hjem af".
Han tog sine ting, "Jeg ringer til dig". Han kyssede mig på panden og lukkede døren efter sig.

Det var efterhånden et par dage siden at vi havde været sammen, og han havde ikke ringer tilbage endnu. Jeg begyndte at tvivle mere og mere på at han overhovedet mente det med at han ville ringe. Han var sikkert bare ligesom alle andre fyre, går efter et hurtigt knald og får en til at tro der er noget, så skrider han. Jeg kunne alligevel ikke lade være at tjekke telefonen hele tiden, for tænk nu hvis han skulle ringe alligevel. Om aftenen ringede han heldigvis og vi snakkede et par timer, det var så dejligt at høre hans stemme.
  Dagen efter hørte jeg det ringe på døren, jeg gik ud for at åbne. Det var Jakob! Jeg havde ikke set ham siden den dag jeg så ham med den blondine i vores seng.                                            "Hey Lærke, hvordan går der?". Han stod med sit sædvanlige dejlige smil. Han bukkede sig ned for at kramme mig, "Hvor har jeg dog savnet dig smukke". Han havde en taske med sig, som han stillede i entréen. "Jeg håber det okay jeg bliver et par dage, det med mig og Caroline fungerede ligesom bare ikke rigtigt hvis du forstår". Jeg havde mest af alt lyst til at skrige nej ind i hoved på ham, men nøjedes med at nikke.

Da vi sad om aftenen og spiste ved bordet begyndte han at sidde og tage om min hånd. Jeg vidste ikke om jeg skulle afvise ham eller lade være, så jeg gjorde bare intet. "Jeg havde tænkt på om vi måske skulle finde sammen igen?". Jeg stivnede, min mund var tør og min stemme var væk. Jeg sad bare med et panisk blik også tirrede på ham. "Jeg tænkte at det ville være godt for os, nu hvor Caroline er ude af billedet". Hans kropsprog var ikke til at læse, han sad bare iskoldt og forventede et svar. Men det var et spørgsmål jeg ikke kunne svare på, så jeg tog min taske, nøgle, jakke og sko, så gik jeg ellers ud af døren, videre ud på gaden og tog en taxa. 
Taxachaufføren spurgte høfligt hvor jeg skulle hen, jeg gav ham adressen til Mads. Han var den eneste i verden jeg havde lyst til at snakke med lige nu.

Taxaen stoppede foran hans lejlighed og jeg gik op af trapperne. Aldrig havde jeg følt at der var gået så lang tid før nogen lukkede op, selvom der kun gik et kort sekund. "Hvad er der dog sket!" Han kunne se mine øjne var røde efter jeg havde grædt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...