De To Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 23 okt. 2014
  • Status: Igang
Crystal er en 19 årig pige fra New York. Som barn mistede hun sin forældre, og har siden boet hos hendes tante, der ikke rigtigt vil blande sig i hendes liv. Crystal har i et halvt år boet hos hendes bedstemor i Miami, og skal nu vende sig til det kolde vejr, og de mange tunneller hun skal igennem for at komme hjem. Men hendes første tur hjem igennem tunnellerne ændrer hendes liv fuldkommen. Læs med for at finde ud af hvad der sker. :) Jeg ville bliver glad hvis du ville give noget feedback. :) -Mira Bella

1Likes
1Kommentarer
122Visninger

1. De To Skygger.

Jeg gik ned ad den lange gang. Jeg brød mig ikke om det, men det var den eneste vej hjem. Det eneste jeg kunne høre, var lyden af mine sko der ramte den rå beton. Der kom et gulligt skær fra lamperne, der af deres flakken at begrunde, så ud til at kunne bruge en ny pære. Jeg kunne lige skimte trapperne der førte op et stykke væk. Jeg vidste at der var kul sort udenfor, hvilket ikke var nogen trøst. Jeg havde mest lyst til at løbe. Hvert et sekund gav mig gåsehud. Men tanken om at løbe gav mig endnu mere gåsehud. Tanken fik mig til at tro at jeg løb fra nogen. Et par få gange i løbet af de 50 meter, blev jeg narret af mine egne skridt, og troede at der var kommet nogen. Hver gang gav det gib i mig, indtil jeg opdagede at det var mig selv. "Det er ligesom i den gyserfilm hvor..." Tænkte jeg men fortrød. Det gjorde mig bare mere bange. Men jeg havde jo ret. Det var jo som taget ud af en film. Pigen kommer gående ned ad gangen, og pludselig kommer en morder. Jeg rystede, men var heldigvis kommet op ad trapperne og udenfor. Den kølige luft susede rundt ved mit ansigt, og jeg følte mit tryg. Men jeg følte stadig at noget var forkert. Det gik op for mig, at jeg ikke ligefrem var færdig med min tunnelvandring. Endnu en tunnel tonede sig op for mig. "Jeg må have husket forkert." tænkte jeg. Da jeg tog det sidste skridt ned fra trappen, følte jeg at min krop blev koldere. Tunnelen var omkring dobbelt så lang som den anden, og der var flere lamper der var gået ud. Der var en snoet trappe henne ved væggen. Jeg tænkte at den måtte føre op til den bygning jeg havde set.

Jeg begyndte at gå. Jeg følte mig usikker. Jeg kunne nu ikke huske den her tunnel, men det var jo også et halvt år siden jeg sidst havde gået her. Jeg hørte pludselige fodtrin. Jeg stivnede. Det var en lyd af snublende trin på jern. "Trappen..." Tænkte jeg. Jeg begyndte bare at gå langsomt, som om at intet var sket. Jeg begyndte at høre lyden af hæle mod beton. Vedkommende kom gående med hurtige dog klodsede skridt. Jeg fortsatte bare normalt. -Det var jo nok ikke fordi vedkommende ville overfalde mig?.. Min adrenalin begyndte at pumpe. Og hvad nu hvis? Klokken var jo 2 om natten. Det er jo ikke det mest sikre i New York. Midt i byen ville der i det mindste være vidner. Men her ja.. Der er nok ikke rigtigt andre en den mystiske person og så mig på disse 100 meter udenfor.

Jeg begyndte at høre den klonkende hæl højere og højere. Personen kom tættere og tættere på. Jeg skulle lige til at skrige, da jeg troede at nogen havde fanget mig, men jeg var bare selv stoppet op. Jeg ville ikke kigge tilbage. Jeg kunne høre at personen var tæt på mig. Længden fra lampe til lampe gav mig en lang skygge. Nej. Ikke en. To. Jeg havde to skygger. Jeg hørte åndedraget fra en personen skråt bag mig, og jeg følte mig klar til at slå og sparke. -Hvad end der så var nødvendigt. Jeg følte at jeg var i en trance. En trance af frygt. Jeg havde det som om at jeg besvimede, og kiggede da bag mig. Jeg så hvem personen var. Det var heldigvis ikke det syn jeg havde frygtet. Det havde været en lettere beruset kvinde. Ingen våben. Hun havde ikke prøvet at overfalde mig, hun var bare tæt på at støde ind i mig. Men.... Hun lå på gulvet og så død ud. "Åh nej!" Hviskede jeg. Det gik op for mig at jeg havde nået at gå til angreb på hende. Jeg  måtte have sparket hende meget hårdt, for benet vendte den forkerte vej. Og min hånd... Min hånd var overdækket med blod, og ligeså var hendes hoved. Jeg løb alt hvad jeg kunne ud af tunnelen. Jeg havde ingen plan for hvad jeg skulle gøre. Jeg havde dræbt nogen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...