Græskar Massakren

"Hvert år kræver de et offer. Altid samme dag, nemlig 31 Oktober. Et offer de brutalt myrder og udstiller i deres vindue. De kalder det kunst.,,

6Likes
13Kommentarer
451Visninger

1. Offeret

Hvert år kræver de et offer. Altid samme dag, nemlig 31 Oktober. Et offer de brutalt myrder og udstiller i deres vindue. De kalder det kunst.

De er her. Han kan mærke det. Hans rødder ryster ukontrolleret af skræk. Det værste er, ikke at vide hvem der ikke vil være der til at se solen stå op 1. November. Hvilket græsker der 1. November blot vil være et dødt stykke kunst. Det er dén tanke der er modbydelig. Hvem er den næste? Kun én tanke kører rundt i hovedet på ham. Er han den næste? Den næste til at dø? Det kan kun menneskene svare på.

Så hører han den. Børnenes grusomme latter. Kæmperne leger uforsigtigt rundt blandt de stakkels græskar. En af kæmperne tramper brutalt et græskar til ugenkendelighed og græskarsaften sprøjter ud i alle retninger. Han vil ikke se mere. Det eneste han har lyst til er at lukke øjnene og drømme sig væk. Væk til et fredfyldt og trygt sted. Væk fra monstrene. Men han bliver nød til at vide hvem offeret er. Han tvinger sine øjne til at følge børnene og saften stivner i hans årer. De bevæger sig imod ham. Det kan ikke passe! Han blinker desperat i håbet om at hans øjne har bedraget ham, men der er ingen tvivl længere. De bevæger sig direkte imod ham. I dét øjeblik går det op for ham.

Han er offeret.

Efter kort tid har menneskebørnene omringet ham. Den største griber fast om hans skrøbelige, orange krop og smiler grumt. Inden det stakkels græskar overhovedet når at opfatte hvad der ved at ske, bliver hans rødder kappet over af ét enkelt slag med en stor økse. Smerten vælder op i ham og røde pletter danser for hans øjne. Men denne smerte er intet i forhold til det smertehelvede han snart skal igennem. Og det ved han.

Menneskene fører ham ind i et mørkt rum og et øjeblik overtager stilheden. Det eneste han hører er hans eget hjerte der hamrer i hans bryst. Så tænder lyset. Hvis han kunne, ville han have skreget, men græskar skriger ikke. Den største af menneskene står foran ham med en skarp kniv og snart slutter de andre sig til ham. De omringer ham endnu engang og de begynder alle at skærer i ham fra alle sider. Smerten brænder i hans hud og kød. Det eneste han hører er lyden af knivene der skærer i ham og børnenes modbydelige latter.

Hvordan kan de grine? Hvordan kan de grine når de er ved at slå ham ihjel? Væmmelsen skylder igennem ham da han ser en luns af ham falde af. Nu er han ikke længere blot én del. Den anden del af ham ligger ved hans side. Med et modbydeligt værktøj begynder de at skrabe indvolden ud af ham og saften flyder ud i en stor pøl omkring ham. Følelsen er grusom og hans krop begynder at svigte ham. Han kan ikke længere kende forskel på vrede og glæde. Smerte og fred. Virkelighed og fantasi.

Nu er han blot en tom skal.

Det sidste han registrerer inden han går ud som et lys er de skarpe knive der skærer i hans ansigt. De skærer et smil. Et falskt smil.

 

Nu venter jeg bare på at rådne op.

For selvom jeg har øjne, kommer jeg aldrig til at se solen stå op. Selvom jeg smiler, kommer jeg aldrig til at smile igen. Selvom ilden brænder i mig, mærker jeg det ikke. Selvom jeg står i et fint vindue, er jeg ikke længere et græskar.

Nu er jeg kun brutal kunst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...