Du kommer for sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2014
  • Opdateret: 22 okt. 2014
  • Status: Igang
John er en teenage dreng, som har mistet sin bror. John tænker meget over om det overhovedet er værd at leve nu, hvor hans bror ikke er der længere.

1Likes
1Kommentarer
172Visninger

1. Skal jeg?

Følelsen af at være glemt. Være forladt, slog al luften ud af John som når man får en knytnæve i maven. Han havde tit taget sig selv i at være fascineret af det sølvgrå barberblad der lå på toilethylden, den lå lige så fredeligt og fint som den pistol hans far havde liggende i skabet. Hvad nu hvis han snittede sig i håndledet eller skar lidt dybere? Han tænkte tit hvad der ville ske hvis han gjorde det, bare en enkel gang. Måske ville han komme til et bedre liv, et liv hvor han ikke skulle bekymre sig om alting. Han manglede bare modet. Han var rædselsslagen, ’’Hvad nu hvis det gør forfærdeligt ondt? Hvad nu hvis nogle ville se det?’’ John tænkte tit over hvad der ville ske med ham og andre omkring hvis han nu ikke var der mere. 

Han sad nu der med barberbladet i hånden, mens han nød tanken om at han var hære over sig eget liv, mens tårende trillede ligeså stille ned af kinderne. Han kunne selv bestemme hvornår alting endte. Hans hjerte bankede hårdt og hurtigt. Han ville kvæle den skrækkelige lyd af hans hjerteslag. Det føles som at han blev kvalt langsomt. Det bankede på døren, det var hans mor. ’’Skat, lås op!’’ sagde moren. Hun bankede hårdt på døren, men lyden af banken blev ude af hans sind. 

Det var ligesom alle de gange drengene gik ud og spillede fodbold uden ham eller når han ikke blev inviteret til festerne. Følelsen af at nogle holdte af ham blev hurtigt udelukket. Pigen han var så ulykkeligt forelsket i ikke skænkede ham et eneste blik eller sagde et eneste ord. Alene ladt tilbage, uden nogen form for sandhed. Forbildt i én stor løgn. 

’’Gå din vej, lad mig være’’ sagde han skælvende og en smule stakåndet. Det eneste han kunne høre var de tunge skridt ned af trappen, han vidste at hun gik væk med tanken om at han igen lå på det iskolde badeværelsegulv krybet sammen i fosterstilling og græd. Tårende trillede ned af kinderne på ham som en regnfuld nat. Det var blevet hverdagsrutine. Han rejste sig tøvende op, gik et par skridt og kiggede ind i spejlet. Det var tomt, sjælen havde forladt ham eller sådan havde John det. Han stirrede ind i de kolde mørke øjne i flere minutter. Han kunne ikke se én eneste følelse i hans blik, han havde aldrig set sig selv være så tom. Han så på sig selv en sidste gang for at være helt sikker. I dag var den dag han ville lade sin sjæl tage over, han ville ende sit liv. John var i den grad blevet såret, skuffet og ødelagt efter hans bror valgte at forlade jorden, nu var det hans tur, han havde besluttet sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...