Safety - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2014
  • Opdateret: 21 dec. 2014
  • Status: Igang
Alexandra Victoria er datter af den måske-næste præmiereminister i England. Alexandra bor i hendes mors ekstra hus sammen med den kendte youtuber, Harry Styles. England er helt oppe at køre over valgkampagnen, der er i gang. Ikke alle er enige i, hvad Alexandras mor går ind for, og nogen mennesker er mere end villig til at bryde nogle regler, som gør landet sikkert. Et par enkelte stalkerbreve var, hvad det startede med - nu er det endt i trusler som gør, at Alexandra ikke længere er sikker. Hendes mor er opmærksom på det hele og med Harrys hjælp, hyrer hun en bodyguard for at beskytte Alexandra, men det er Alexandra ikke tilfreds med. Hun mener at hendes stalker bare keder sig, men når truslerne pludselig også går ud over Harry, så er der ikke mere at gøre. Den nye mystiske bodyguard er kommet for at fuldføre sit job, ligegyldig om Alexandra vil have det eller ej. Brevene bliver til virkelighed og Alexandra finder sig selv i en situation hun aldrig troede hun ville havne i.

190Likes
77Kommentarer
8219Visninger
AA

2. "I don't need a babysitter."


”Alexandra Victoria, hører du overhovedet efter?” spurgte min mor strengt. Jeg blev ved med at stirre ud af vinduet i et par sekunder, inden jeg drejede hovedet og kiggede på min mor, som sad med benene over kors og slog ned i bordet med en blyant, med en rynke i panden. Hun var kun i 40’erne, men med hendes arbejde, så ville det nok kun være underligt ikke at have en rynke.

Note til mig selv; endnu en grund til, at jeg ikke går ind for politik.

Du tænker nok; okay, hvad? Og sådan vil jeg nok også selv tænke. Jeg har jo lige smidt jer ind i midten af en handling, en rigtig ubehagelig en, faktisk.

Normalt ville jeg skyde skylden på min mors hus. Det var alt for stort, og hun havde slet ikke brug for den plads, eftersom hun ikke var sammen med min far mere – og jeg boede ikke hjemme. Der er dog en forklaring I får senere, for jeg blev afbrudt.

”Jeg synes kun det er på sin rette plads, at jeg ikke skal gå og bekymre mig om din sikkerhed mens alt det her står på.” Igen var det hendes arbejde der kom først.

Jeg rullede med øjnene – og jeg sværger, at det var en vane! Men selvfølgelig gik det ikke uset forbi min mor.

”Unge dame, du skal ikke rulle øjne af mig! Hører du?” Jeg kiggede på hendes knyttede hænder. Jeg vidste udmærket, at hun ikke gad det her. Hun ville det nok lige så lidt som mig.

For at gøre en lang historie kort. Der var valg i England om en ny premiereminister siden ham Gordon Brown var død – hvis det stadig var ham som var premiereminister før han døde, selvfølgelig. Men ja, min mor stillede op, og hun havde en alt for god chance for at vinde, men der skulle kæmpes, og det kunne man sige, at hun gjorde. Normalt ville jeg ikke brokke mig over hendes manglende tid til mig, for jeg havde det hele, troede jeg, men jeg tager også fejl sommetider. Jeg havde åbenbart ikke alt, og hvis jeg havde vidst, hvorfor jeg blev kaldt til samtale på min mors kontor en fredag eftermiddag, så ville jeg nok aldrig være kommet.

”Hvordan kan det være dit problem at bekymre dig om, om jeg er i sikkerhed eller ej?” Det var et dumt spørgsmål, og jeg kendte udmærket svaret.

”Jeg er din mor, Alexandra. Selvfølgelig bekymrer jeg mig for sådan noget, især når du ikke selv kommer og fortæller mig, at du i et par uger nu, har fået sendt ubehagelige stalker breve. Han ved hvor du bor, for søren!” udbrød hun. Bekymringen i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. For gudsskyld. Jeg havde i et par uger fået tilsendt et par dumme breve fra en person, som tydeligvis kedede sig.

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, og det fik min mors øjne til at slå lyn. Jeg måtte hellere forsvare mig hurtigt.

”Er det virkelig det dig bekymrer dig? Hør, personen keder sig tydeligvis og vil bare have noget sj…” ”- sjov? Hvordan kan du synes det er sjovt?” udbrød hun og smed en konvolut hen til mig. Et par billeder røg ud af den, og til min overraskelse var det billeder af de breve, som personen havde sendt.

Jeg spærrede øjnene op.

”Hvor har du dem fra?” forlangte jeg at vide, men før jeg kunne sige mere, blev vi afbrudt af Paul, min mors vagt, som kom ind.

”Harry er her, skal jeg vise ham ind?”
Harry? Hvorfor var han her? Jeg kiggede underligt på min mor, som sukkede og nikkede. Hun vidste han kom. Hvorfor havde hun ringet efter ham? Åh, hvor havde jeg mange spørgsmål.

”Alex? Alex er du okay?” Han kom stormende ind i rummet, og da han så, at jeg var okay, slappede han af igen. Han undlod dog ikke at ligge armene om mig i et kram.

Hvorfor skulle jeg ikke være okay?

”Hvad forgår der?” udbrød jeg og trak mig fra Harry. Paul gik hen mod døren, mens min mor drejede sig i stolen.

”Hvorfor fortalte du mig ikke, at han har skrevet til dig igen? Jeg troede han bare lavede sjov og ville stoppe, men det er jo ikke sjovt længere. Han er simpelthen gået for lan…” – Hey!” udbrød jeg og fik Harry til at tie stille. Jeg vendte mig direkte mod min mor og løftede det ene øjenbryn.

”Har du lyst til at fortælle mig, hvad jeg er gået glip af i mit eget liv?” Jeg kunne se Harry stivne. Han vekslede et kort blik med min mor, inden han satte sig.

”Hør, Alexandra. Jeg ville ikke have du skulle se dem, men nu er der vidst ingen udvej.” Mit hjerte stoppede et øjeblik. Var nogen blevet myrdet? Hvorfor var det hele så hemmelighedsfuldt?

Poul kom hen og rakte mig et papir. Jeg genkendte det hurtigt. Det var, ligesom de andre papirer i konvolutten, udover, at jeg ikke havde set det her brev før.

 

Måske I skulle låse døren om natten. Der kunne jo komme nogen onde onde mennesker og gøre dig fortræd, og måske også din lille ven Harry.

 

Jeg kiggede hurtigt hen på Harry. Han vidste udmærket, hvad personen havde skrevet, men hvordan kunne han så tage det så let? Det var en direkte trussel mod ham. Åh gud. Jeg kunne mærke en knude forme sig i halsen. Mit hjerte satte farten op, og et kort øjeblik måtte jeg hive efter vejret. Min mor var hurtig til at sende Paul ud efter vand, hvis det ikke var fordi jeg fik ham stoppet.

Jeg havde ikke brug for vand. Jeg havde brug for en forklaring, hvilket jeg ikke havde alligevel. Jeg ville så inderligt gerne råbe af min mor og spørge om, hvorfor hun holdt det hemmeligt for mig, men brevet var ikke mere end to dage gammelt, og jeg forstod hendes grund. Jeg vidste hun bebrejdede sig selv. Hun havde utrolig mange imod hende – dog flere der var med hende, og derfor havde hun så god en chance for at blive premiereminister. Der var dog de folk, som ville gå hele vejen og få hende dræbt, hvis det var det der skulle til, for at holde hende fra den post.
Det er nok på tide, at I får historien.

Da mine forældre gik fra hinanden, nægtede jeg at vælge imellem dem. Det ødelagde mig, og det ville ingen af dem se. Mine forældre havde altid haft to huse, hvis de nu fik brug for en pause. Det andet hus lå i London, der hvor jeg nu bor. Min far og mor blev enige om, at jeg kunne flytte derhen, og så ville min far finde et andet hus ude for London. Det skete hurtigt, men jeg følte mig alene. Det er så her Harry kommer ind i billedet.

Harry er min bedsteven. Det har han været igennem flere år. Harry er youtuber, en rigtig kendt en. Ham og hans kæreste, Louis, er ofte hjemme hos os sammen med vores fællesvenner Niall og Liam – faktisk er Liam altid hjemme hos os, hvis Harry skal ud. Ser I, Liam er Harrys bodyguard når han skal ud, men bag dørene er han en god ven – sådan har det været længe. Harry har det som mig, ingen af os bryder os om fremmede mennesker, og fordi vi kendte Liam, inden han blev bodyguard, så fik de sat det sammen på den måde. 

Så jeg bor med Harry i et hus, som mine forældre betaler for. Jeg vil ikke engang høre omkring, at jeg er forkælet, for det ville jeg ikke betragte mig selv som. De betaler huset indtil jeg er 20, ja. Så skal jeg selv betale halvdelen. Jeg har fået en bil i fødselsdagsgave og sådan nogle ting, men det er ikke fordi de køber sig til mit forhold. Mine forældre snakker stadig godt sammen – dog har min far taget fuldstændig fri fra arbejde. Min mor derimod arbejder røven ud af bukserne. Hendes mål har været at blive premierminister, så hvis det sker, så håber jeg hun slapper lidt af – hvilket jo sjovt nok ikke sker.

”… så Harry kom med forslaget at vi burde få en bodyguard til dig.” Det var nok til at trække mig ud af min egen verden. Både Harry og min mor så bekymret ud, måske fordi jeg havde været ”væk” så længe.

”En bodyguard?” nærmest spyttede jeg ud. En bodyguard?

”Ja, en bodyguard. Hør, jeg ved du ikke bryder dig om fremmede skal være i dit liv på…” ”- Bryder mig om? Jeg hader det, og det ved du! Hvordan kan I tro, at jeg vil have en der skal gå mig i røven hver gang jeg går ud for mit hus? Jeg er 19 år! Jeg skal ikke babysittes!” Jeg kiggede hen på Harry. Tænk han kunne gå imod mig på den måde.

”Du skal ikke se det som at du skal babysittes, skat,” sagde min mor langsomt.

”Hør, Alex,” ”- Alexandra,” rettede min mor. Hun hadede når folk kaldt mig Alex. Det var for mandligt, og det var sjovt nok en grund til, at hun havde givet mig navnet Alexandra – ikke Alex.

”Liam kender en der er virkelig god. Han er blevet tilbudt flere jobs og han…” ”-Hvorfor har han så ikke takket ja til dem, hvis han er så god?” ”Fordi Liam på en måde….. havde fortalt om det her?” sagde Harry og kiggede usikker på min mor, mens han kløede sig i nakken.

Havde fortalt ham om det?

”Hvor længe har I planlagt det her set-up?” Min stemme var rolig, men jeg var virkelig rasende indeni. Alt flød sammen lige nu.

”Hør, han er en god ven, og han vil gøre alt for Liam og omvendt.” Harry lød en smule irriteret, men skjulte det med et lille smil.

”Fedt. Så kan han fortælle ham, at vi ikke har brug for ham.” Min mor skulle til at afbryde, men jeg vendte mig desperat mod Harry.

”Kan jeg ikke bare låne Liam? Han er god nok, kom nu.” Nærmest tiggede jeg, og for første gang brød Paul ind.

”Din stalker begynder tydeligvis at bevæge sig hen mod Harry nu. Liam kan ikke passer på jer begge, hvis der sker noget. Der bliver nødt til at være en ekstra med. Jeg ved godt du ikke bryder dig om det, Alex, men det er for dit eget bedste. Det er ikke for altid, det er bare til han er fundet og til valgkampen er over.” Paul havde altid været en god ven. Han var som en onkel for mig. Han havde været her siden jeg var lille. Han var altid så rolig omkring tingene, men denne gang var det ikke nok.

”Hvad end I siger, så er svaret nej,” sagde jeg stædigt. Min mor sukkede højlydt.

”Jeg ved ikke, hvor du har din stædighed fra. Hvert fald ikke mig. Men det bliver som jeg siger.” Ih nej, slet ikke fra hende.

”Du kan ikke tvinge mig til at have en bodyguard!”

”Hvis nogen kan tvinge dig til det, så er det da vidst mig. Jeg betaler for dit hus, og så længe du er under 20, så bestemmer jeg over huset. Jeg kan også sagtens tage bilen. Den står i mit navn til du er 20,” truede hun.

”Det gør du ikke,” vrissede jeg af hende. Tænk hun begyndte at true mig.

Der var stille i noget tid, inden jeg skubbede stolen bagud, så det larmede på hele kontoren.

”Fint. Tag min bil og smid mig ud af huset. Jeg skal nok klare mig.” Og med de ord, forlod jeg rummet. Jeg hørte min mor gispe og Harry, som prøvede at berolige hende. Jeg ignorerede det fuldstændig og gik direkte hen mod døren. Jeg kunne ikke klare at blive her et øjeblik længere.

”Alex!” hørte jeg Paul kalde. Lige meget hvad min mor sagde, så kaldte han mig altid Alex.

”Paul, jeg gider virkelig ikke høre på det. Jeg har ikke brug for en babysitter, der skal rende efter mig hver gang jeg træder ud for huset.”

”Han skal faktisk også bo hos jer, og det samme med Liam.” Mine øjne blev store ved hans ord. Paul havde hjulpet Liam rigtig meget med alt det bodyguard halløj, så de kendte hinanden godt. Og nu jeg tænker over det, dammit.

”Tak, endnu en grund til at sige nej.”

”Alex, hør nu her. Din mor gør det ikke for at irriter dig. Jeg tror ikke, at du har nogen ide om, hvor stresset hun er. Folk går imod hende, og på samme tid skal hun konstant vide, hvor du er, så hun er sikker. Vi ved begge to, hvor meget din mor har kæmpet. Det er jo bare til valgkampen er over.”
”Jeg kan ikke gøre for der er en syg stalker efter mig, okay?” sukkede jeg og lænede mig op af væggen. Mit blik fandt vinduet. Det regnede som en sindssyg udenfor.

”Det er ikke kun dig det handler om længere, Alex. Det er også Harry, og så et det kun et spørgsmål om, hvem han går videre til næste gang.” Jeg havde været så sikker på ingen skulle ændre min mening, men Pauls ord gjorde, at min mave trak sig sammen. Han havde ret, det kunne jeg hurtig konstatere, og det var netop derfor min mave trak sig sammen som den gjorde. Klumpen i halsen var også kun blevet værre.

”Jeg er desuden også bange for, at folk, som ikke går ind for din mors parti, vil gå efter dig. Du vil måske opleve ubehagelige øjeblikke i byen når folk er fulde, eller folk der lader deres vrede gå ud over dig, og hvis du ikke har nogen til at beskytte dig, så har de fri adgang og jeg…” ”- okay okay! Jesus Paul. Jeg tænker over det, okay?” Det var åbenbart nok, for Paul smilede stort og lod mig endelig gå ud i regnen, hvor min bil holdt.

Harry kom selv herhen, så kunne han vel også selv finde hjem.

Dumme forræder bedsteven.

☞☞

Niall var altid klar på en tur i byen, og selvom han ikke vidste, hvad der var sket mellem Harry, min mor og jeg, så respekterede han, at jeg var irriteret. Harry var ikke kommet hjem endnu. Han havde skrevet, at han tog hen til Louis, så de måtte jo hygge sig. Liam var der sikkert også. Selvom Liam ikke havde gjort noget, så var der en lille del inde i mig, som var rasende på ham. Jeg vidste udmærket, at det ikke var hans skyld, men han var en bodyguard og han kendte Zayn, så i sidste ende var det hans skyld – og igen nej, for så havde Paul sikkert fundet en anden.

Tag jer ikke af mig, jeg er bare super forvirret.

”Er du ved at være klar?” råbte jeg til Niall, inden jeg tog et vodka shots mere. Det brændte ned igennem halsen, og det fik mig til at skære en grimasse, men hvad er et shots uden et grimt ansigt efter Shots var ikke godt, men det gjorde en fuld, og det var jeg også nu.

”Yup,” udbrød Niall og væltede ind i døren. Jeg kunne ikke lade være med at grine højt. Mit humør havde totalt vendt 180* grader, og det kunne jeg takke Niall for.

”Et shots mere inden vi går?” spurgte Niall. Jeg skulle til at sige ja, men blev afbrudt af hoveddøren der blev åbnet.
Niall og jeg kiggede begge på hinanden. Jeg havde kort fortalt ham om det nye brev fra stalkeren, og det var nok også derfor vi kiggede så skræmt på hinanden lige nu – det varede dog kun et øjeblik indtil jeg hørte Harry råbe, at det bare var ham.

Niall og jeg stod et par sekunder og kiggede på hinanden, inden vi begge brød ud i grin. Det var lidt sjovt at vi begge havde reageret på den måde, og vi var fulde, så ja.
”At være fuld er aldrig en undskyldning, Alexandra.” Hørte jeg min mors stemme sige inde i mit hoved. Jeg rullede irriteret med øjnene, tog imod det shots Niall gav mig, og drak det.
Da jeg kom til mig selv igen, så jeg en skikkelse i døråbningen, og uden at kigge, sagde jeg hej til Harry.

”Skal I i byen?” spurgte han om og lænede sig op af dørkarmen. En anden skikkelse kom frem, og på måden armene snoede sig omkring Harrys mave på, så var det nok Louis. Da han så mig, sendte han mig et smil og hilste.

”Jep!” sagde Niall og prøvede at tage sin jakke på, det gik bare ikke helt så godt.

”Det har du da ikke sagt noget om,” sagde Harry mens Louis sagde; ”Er I ikke lidt for fulde til det?” det var ment i sjov, og det fik Niall til at grine. Jeg derimod, kiggede på Harry. Han kunne vidst nemt se, at jeg var en anelse irriteret på ham. Han kendte mig efterhånden godt.

”Nnope,” fik jeg frem og fniste over mig selv. Jeg kunne ikke engang få en ordentlig sætning frem.

”Måske vi skulle ringe til Liam og tage med? Bare for en sikkerhedsskyld?” hørte jeg Louis mumle til Harry. Harry fastholdt øjnekontakten med mig, inden han nikkede og trak sin mobil op af lommen.

”Nej, ingen Liam. Han ødelægger det sjove,” sagde jeg, selvom jeg ikke mente det. Jeg prøvede åbenbart på at såre ham, selvom han ikke engang var her til at høre det, og endda kun fordi han var en bodyguard. Det var stadig ikke hans skyld, at min mor og Harry ville tvinge mig til at få en. Det var træls det hele.

”Ærgerligt, han bliver nødt til at følge med mig, hvis jeg skal ud, og det ser vidst ud til jeg bliver nødt til det.” Sagde Harry, mens Louis ringede Liam op.

Jeg gik et skridt hen mod Louis, men Harry trådte ind foran.

”Jeg har ikke brug for en fucking babysitter!” vrissede jeg og slog opgivende ud med armene. Niall, som var bag mig, var blevet stille og observerede vidst bare det hele. Jeg havde jo også valgt ikke at sætte ham helt ind i det.

Det var bare lidt flovt at skulle fortælle, at jeg havde brug for en bodyguard fordi en eller anden var obsessed med mig.

Øv, hvor var det hele bare uretfærdigt.

”Alex du er fuld. Er du sikker på, at det er en god ide at tage af sted?” Jeg rullede med øjnene af Harrys ord.

”Når jeg siger, at jeg ikke har brug for en babysitter, så mener jeg det. Du behøver ikke passe på mig, det klarer jeg fint selv.” Jeg prøvede at lyde hård, men det gik ikke specielt godt, og slet ikke, da jeg ville gå forbi Harry og snublede over mine egne fødder.

Jeg gispede højt inden jeg landede på gulvet. Jeg tog fra med min hånd, men det endte med, at den nærmest blev vrikket om.

Jeg bandede irriteret, inden jeg kiggede ned i jorden.

”Okay, måske kan jeg ikke passe på mig selv.” 

☞☞

Jeg har glædet mig til at få denne histore ud! Jeg har haft den vildeste skrivelyst, hehehe! Så ja, wuhu! Skriv gerne, hvad I synes om Alexandra og det hele.oxoxox
Er btw rigtig ked af Movellas fucker sådan, så I ikke kan se billederne. Skriver til dem i morgen x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...