Mormors Træ

Bedste skoleopgave EVER! Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, for den er alt for kort til at jeg ikke afsløre hele handlingen hvis jeg skriver noget ;-)

2Likes
4Kommentarer
220Visninger

1. Mormors Træ

Jeg sad i lænestolen. Den stol, som mormor altid havde siddet i. Den lugtede stadig af hende, tobak og pebermynte. Jeg prøvede at standse tårerne, men de ville ud. Så til sidst gav jeg dem lov. Jeg kunne mærke dem, sådan som de løb ned ad mine kinder, ned af min hals, ned til min bluse, hvor de lavede små pletter på det røde stof. Begravelsen havde været i går, men det føltes som 10 år siden. Det eneste jeg havde lavet siden, var at sidde i lænestolen.

Vi boede hjemme ved mormor de her dage. Det var alligevel ferie, og mor skulle også have styr på det med mormors ting, med hendes søskende.

Jeg kunne ikke lide at tænke på mormor som død. Mormor var der bare altid.

”Skat? Vil du med ud og købe noget brød? ” Spurgte mor med den der irriterende stemme, hun altid laver når jeg græder. Den der ’hvad fanden skal jeg egentlig gøre nu? ’ stemme.

Jeg vidste godt hvad hun skulle gøre. Hun skulle lade mig være. Bare gå ud og købe det fucking brød selv. Men hvordan skulle jeg fortælle hende det? Hvordan skulle jeg fortælle hende at jeg ikke satte pris på det hun prøvede at gøre for mig? Svaret var klart: Det kunne jeg ikke.

Så jeg svarede bare stille og roligt på hendes spørgsmål: ”Nej. ”

”Men synes du ikke… ” Begyndte hun.

”Nej. ” Afbrød jeg.

Hun så på mig. Bare så på mig. Så gik hun.

Sagen er den, at mor ikke forstår, hvor meget mormor betød for mig. Sammen med hende skulle jeg ikke være englebarnet Stella, eller Smarte Stella. Jeg var bare Stella, hende der ikke sagde så meget, og ikke gik mega-meget op i sig selv. Bare Stella.

Uden helt at vide hvorfor, rejste jeg mig op. Jeg skulle til at tage min jakke, da jeg så at mormors jakke stadig hang der. Ville det være forkert at tage den? Sikkert, men jeg gjorde det alligevel. Tog den på og duftede til den. Mormors duft.

Så gik jeg ud. Den kolde luft ramte mig, og jeg tog en dyb indånding. Det føltes rart.

Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, bare at jeg gik. Tog et skridt, og så et andet.

Snart nåede jeg til Skoven. Skoven blev der fortalt mange skrækhistorier om. Der var folk der var gået derind, uden at komme ud igen. Var det virkelig det jeg ville? Blive væk i en mørk og dyster skov, og dø?

Ja, sagde en stemme. Uden mormor, hvordan vil du så komme igennem livet?

Ej, hold op! Selvfølgelig kan du da leve uden hende! Det bliver bedre, skal du se. Sagde en anden stemme.

Ømh, nej. Du får det aldrig bedre. Nu har du ingen at betro dig til, ingen skulder at græde ved og ingen at dele din stilhed med! Sagde den første stemme. Jeg kunne mærke at skoven drage mig, og vidste at den første stemme havde vundet.

Hvad ville mormor sige?! Skreg den anden nødtes løst.

Jeg tog et skridt ind i mørket, og pludselig var det hele mørkt. Jeg så mig tilbage, men der var ikke noget lys at se, selvom jeg kun havde taget et skridt.

Der var ikke andet end at fortsætte længere ind i Skoven.

Jeg vandrede i timer. Jeg havde været så dum at tage min mobil med, og mor hun ringede flere gange. Første gang var jeg lige ved at tage den, med så huskede jeg, at det ville være virkelig dumt. Hun måtte ikke vide hvor jeg var.

Jeg kom smart til en lysning. En lille en, som virkede… jeg ved ikke… uvirkelig? Som om den var der, men ikke var der.

Der fløj sådan nogle små, lysene dimser rundt. De sagde en underlig lyd, lidt ligesom menneskelatter, bare meget mere skingert. Deres lys skar i mine øjne, så jeg prøvede at lade være med at kigge direkte på dem.

Jeg så mig omkring. Inde midt i lysningen stod der et træ. Et stort et, som lyste meget mere end væsenerne. Men forskellen var bare, at når jeg kiggede på træet, fik jeg ikke ondt i øjnene. Jeg blev fyldt af en varm følelse.

Jeg ved ikke hvordan kærlighed føles, men jeg tror det var det. Jeg tror, at det var følelsen af at blive elsket. For jeg følte mig faktisk elsket, lige der i lysningen.

Inde i midten af træet, dukkede der en dør frem. Jeg tænker, at det er derfor folk aldrig kom ud igen. De var gået igennem døren.

Jeg trådte et skridt nærmere, og så blev jeg blændet. Helt ærligt, mere lys behøvede der heller ikke.

Øhm, lille skat, du må gerne åbne dine øjne igen… ” Lød en velkendt stemme.

Jeg gjorde som hun sagde. ”Mormor? ”

Hun vred sine hænder, som hun altid gjorde når der var en længere sætning på vej. ”Ømh, ja det er mig, og jeg er kommet for at føre dig gennem døren. ”

Jeg glippede med øjnene. Jeg tror aldrig hun har sagt noget før det, hvor der skulle sættes et komma ind. ”Hvad... Hvorfor… Hvordan…? Jeg forstår ikke en skid. ”

”Dit sprog Stella! ” Sagde hun bestemt.

”Nårh, ja, undskyld. Men jeg forstår det altså ikke. ”

”Jeg vogter træet her. Jeg er bundet på hænder og fødder, som man siger. Nå, men den ed, jeg engang aflagde, fortsætter ind i døden. Jeg passer på træet, og føre de folk der har brug for det, igennem døren. ”  Hun smilede og de velkendte rynker omkring hendes mund, viste sig et øjeblik.

”Ko… Kommer jeg tilbage igen? ” Min stemme knækkede over. Jeg stolede på mormor, selvfølgelig, men aldrig se mor igen? Det vidste jeg ikke om jeg var parat til.

”Lille skat, du må tage et valg. Og jeg ved godt, at det ikke er rimeligt, men da du gik ind i skoven, gik du ind med den vished, at du måske ikke kom ud igen. Men der var det døden, du regnede med. Jeg giver dig noget der er meget bedre! ” Mormor rynkede brynene.

Jeg kunne mærke en klump i halsen. ”Hvad er der på den anden side? ”

”Det kan kun du finde ud af, lille skat. Og nu, må du tage valget. ”

”Men hvad med mor? Hvad gør hun uden mig? Hvad gør jeg uden hende? ”

Mormor så medfølende på mig. ”Hvad vælger du, lille skat? ”

Jeg så mig tilbage. Jeg vidste jo godt hvad det ville ende med hvis jeg gik tilbage. Ulykkelighed.

Et af de små væsener kom hen til mig, og det var som om den skruede ned for dens lys. ”Jeg kan godt gå med.” Jeg ved ikke hvorfor, men det hjalp at vide at der var en der ville gå – flyve – med mig.

”Okay,” det tog to skridt at nå derhen. ”Men du skal gå igennem døren bag efter.”

Jeg tog i håntaget, og døren gik op.

”Men det kan jeg jo ikke…” Begyndte hun. ”Jo, jeg tror, du bliver fri hvis du gør det.” afbrød jeg.

Der var mørkt på den anden side. Jeg tog det sidste skridt. Og så:

Ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...