fasthold

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2014
  • Opdateret: 22 okt. 2014
  • Status: Igang
Hun vil for evigt være som en blomst i vejkanten, der bøjer sig for hver en vind - ja, hun vil miste sine blade, når det støvregner - men alligevel er hvert et sekund i hendes selskab ligeså intenst og fyldt med noget spændende, som når jeg ser hende i øjnene og forestiller mig hendes mund forme ordene "hold fast".

7Likes
3Kommentarer
303Visninger
AA

1. adskil:fasthold

Jeg havde kendt hende længe, og jeg følte mig tæt på hende, selvom hun var langt væk.

Der var et par uger til årets største fest, som skulle holdes hos en af mine venner - festen var kendt blandt alle, og alle blev inviteret, selv dem, som stod tilbage sidst i idræt og havde mærkelige vaner med at røre ved deres tænder eller se programmer om vandmænd.

Hun blev også inviteret, på trods af, at hun ikke var ved siden af. Det, der gjorde, at hun adskilte sig fra os andre, var, at hun selv havde valgt, at hun hellere ville være tilbehør end hovedret. Når der var fritime, og vi andre prøvede at indhente lektierne med hovederne begravet i bøger om sociologi og lineære regressioner, sad hun på gulvet op ad væggen med krydsede ben og øjnene lukkede.

Jeg tænkte ofte på, hvad der var grunden til, at hun kunne gøre, som hun gjorde, uden at tænke videre over det. Selv når vi skulle spise, viftede hun med sit lille frihedsflag, og fyldte en skål op med kogte, hele majs fra salatbaren, i stedet for at gå efter fiskefingrene, der ellers smager næsten som noget, man kan tage penge for. Hun var ofte alene, ja, faktisk var det en sjældenhed, at nogen talte med hende, men det ændrede sig, da den store fest kom nærmere og til sidst så tæt på, at jeg allerede havde en flaske vodka i hånden.

Jeg husker, hvordan håret sad løst om hendes skuldre, helt lige og lyst som en solbeskinnet vej. Om kroppen havde hun en sort rullekrave på og en halskæde udover, der forestillede en miniatureudgave af Jorden i blodrød, og de lange ben kunne bevæge sig frit i et par blå jeans.

Hun stod længe i døråbningen, og jeg betragtede hende i et par minutter, lydløst, for jeg var ret sikker på, at Victor og de andre syntes, hun lignede en, der havde fundet tøjet i en gammel pose i en kælder. Men jeg selv kunne mærke, hvordan mine kinder blev røde på grund af hende, og ikke de andre piger. Jeg havde aldrig syntes, at stiletter, peanutfarvede kjoler og alkohol var en særlig charmerende kombination.

Min mave var begyndt at blive varm. Jeg rakte vodkaen videre til Jon, og tørrede mine hænder af i min t-shirt, bare for en sikkerheds skyld.

Jeg skal lige ud og have en smøg, sagde jeg, og gik hen mod døren. Der var alligevel så mange mennesker, at de aldrig ville lægge mærke til, hvor jeg gik hen.

Det gør mig stadig flov at tænke over, hvordan hendes hænder kørte op og ned ad min ryg, mens jeg stod lænet forover i rosenbedet. Jeg har aldrig været særlig god til at kaste op, men er der overhoved noget, jeg er særlig god til? Jeg fik i det mindste formået at overstå det hele efter et par hundrede sekunder og ikke tusind - men mine hænder var ulækre, og jeg kunne i hvert fald ikke tørre dem af i min t-shirt igen.

Vil du med hen til skolen? spurgte hun for at bryde stilheden.

Hun var meget lille i det lige pludselig, da hendes hænder var væk fra min ryg igen. Det gjorde mig en lille smule mere rolig.

Der er en særlig stemning, når man kommer de steder, man er vandt til, på andre tidspunkter. Ligesom når man skal spise sin morgenmad klokken fire om morgenen og dermed frokost en del tidligere også, for ikke at tale om kontrasten mellem at gå i seng en sommeraften og en vinternat.

Vores skole var lille og flad og meget ligegyldig uden larmen fra børn og autoritære voksne. Selv træerne var stille. Man fik helt lyst til at holde vejret og vente på, at de første blade ville falde af, men selv med den lunkne brise stod de uberørte. I det mindste havde jeg fået det bedre, og der var en vandpyt, jeg kunne bruge til at vaske mig i.

Solen var gået helt ned nu. Skyerne havde et par rester efter den, ligesom en sølle stribe hindbærsovs på smeltet is, men ellers var der mørkt. Jeg tror, hun så dårligt i mørke. Det er i hvert fald det eneste, der giver mening, i forhold til hvor tæt hun sad på mig op ad træet. I et kort øjeblik bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne dufte hende. Selvom det nok er de færreste, der forbinder majs med en forførende parfume, kunne jeg ikke lade være med kun at trække vejret gennem næsen, så den søde og træagtige duft kunne fylde mine næsebor.

Man skal ikke gøre noget, man ikke har lyst til, sagde hun.

Hun havde lukket sine øjne. Jeg ventede. Mine kinder var vist ligeså røde som Jorden nu.

Men samtidig skal man huske at passe på sig selv. Hun åbnede sine øjne igen.

Jeg hev en smøg frem fra min bukselomme og tændte den med en tændstik. Min hjerne føltes dunkende, og jeg spændte i hele min kæbe, som om jeg prøvede at tygge en tynd bog i stykker. Røgen beroligede mig, og det var nødvendigt, for ellers havde jeg måske kommet til at græde.

Majsduften kom nærmere, og det var ikke på grund af vinden, nej, hun satte sig på mit skød og vores sneakers rørte hinanden. Mine var knap så nye, men rene som resultat af mange morgener med en klud og sæbe i hånden, mens hendes var fyldt med tråde og var tættere på gul end orange, som de var engang.

Hun lod sin ryg læne sig op af min mave og jeg håbede, hun ikke kunne høre mit hjerte danse rundt som en løssluppen hoppebold. Som havde hun læst mine tanker, lagde hun sin tynde hånd over min t-shirt og fnisede lidt.

Jeg tog endnu en sug, hårdt som i tovtræk, og pustede ud gennem næsen.

Til min store overraskelse fjernede hun sin hånd igen fra mit hjerte og rakte i stedet ud efter min hånd. Hun tog min smøg, skoddede den først - med pegefingeren - og røg den derefter færdig, mens hun så ned i jorden.

Det var da, jeg opdagede, hvordan det første gyldne blad lå liggende dér på vores asfalt. Jeg så op. Resten af bladene var stadig på deres grene, faktisk så det ud som om, at de sad bedre fast end nogensinde.

Jeg havde slet ikke sagt noget, siden vi ankom. Hun skulle til at rejse sig op. Men jeg lagde mine hænder om hendes talje og lod hende ikke gå. Desuden nåede jeg at sætte min hånd over bladet. Det ville være en skam at lade sådan et fint og majsgult blad flyve væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...