All around the world - Justin Bieber

Mie Suzanne Johnson på 18 år er 19 årige Justin Bieber's danser. Hun er den yngste af hans danserne, så alle forventer meget af hende. Hun skal sørge for at hendes danse moves bliver perfekt til turnéen. Men hvordan reagere Mie, når hun for af vide at hende og Justin skal dele værelse? Bliver hun vred eller for de et godt forhold til hinanden. Hvad med Justin og Ryan? For Mie startet nået med en af dem? Hvad gør Mie, Justin og Ryan da noget uventet pludselig dukker op? Læs med i All around the world - Justin Bieber og find ud af det.

17Likes
10Kommentarer
15255Visninger
AA

20. Kapitel 20

En måneder senere.

´Mies synsvinkel

Jeg var nu i ca sjette måned. Det var blevet oktober, en af mine yndlings måneder. Jeg var lidt barnlig, jeg legede med de nedfaldne blade, samle kastanjer osv. Men også vejret... Jeg har altid synes at når det var allermest sommer var det for varmt, plus jeg hader myg! Men vinter er for koldt, så forår og efterår er mine yndlingsårtider ;) Hvis i ville vide det... Justin og jeg gik en tur nede ved en sø i Paris. Både Justin og jeg kunne fransk, så vi gik noglegange og snakkede det. Både fordi vi kunne, men også hvis vi skulle sige noget som de andre ikke måtte høre. Vi havde snakket rigtig meget fransk imens vi havde været i Frankrig. Ikke fordi at der havde været noget hemmeligt eller noget, men nu var vi her. "Skal vi ikke gå tilbage til hotellet?,, Justin nikkede og vendte om mod hotellet. Det tog os ca. et kvarter at komme hen til hotellet, men vi tog også lige en varm kakao med flødeskum på vejen.

"Vi er hjemmeeeeeee,, Jeg gik ind af døren, smed mit tøj og gik hen til sofaen. Klokken var kun ti, så Jonathan lå og sov. Han lå på sofaen. Han havde fået et værelse, men vi vækkede ham tidligt om morgen, så han var gået ind for at se fjernsyn og åbenbart faldet i søvn igen. Jeg gik hen til ham og ruskede i hans skulder. "OP!,, Jonathan åbnede stille øjnene og gabte. "Godmorgen din dovne skid.,, "Morgen.,, Han satte sig op så hans dyne kun lå på hans ben. Han lå kun i underbukser, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. "Der er brød og nutella på køkkenbordet.,, Han nikkede, strakte sig og gik ud i køkkenet. Jeg lagde mig ned i sofaen og tog hans dyne over mig. Den var stadig helt varm, og den lugtede godt af ham. Jeg tændte fjernsynet og kiggede kanalerne igennem, men der var ikke en skid så jeg slukkede det igen. Døren blev åbnet og lukket med et brag. Ude fra gangen kunne man høre Ryan råbe hej. Han kom ind i stuen og satte sig ved siden af mig. Han tog fodenden af dynen og tog den over hans ben. "Hej,, Jonathan kom ind i stuen med en tallerken. "Ehj! Røvhuller...,, Han satte sig ved siden af mig på gulvet og begyndte at spise sin mad.

"Vil i ikke ud og gå en tur?" "Jeg kan ikke. Jeg skal i træningscenter inden jeg skal lave et show i aften." "Må jeg gå med Justin?" spurgte Jonathan. Justin nikkede og kiggede hen på fjernsynet. "Så spørger jeg bare Ryan!" Jeg rejste mig op og vraltede ind til Ryan. Jeg bankede på hans dør men der var ingen der svarede. Jeg stod og ventede lidt.Til sidst blev jeg utålmodig og gik ind. Der var næsten helt stille, men jeg kunne svagt høre noget inde i hans soveværelse. Da jeg åbnede døren lå Ryan i sengen og sov til en film. Jeg lagde mig hen ved siden af ham og ruskede stille i hans arm. "Ryan?" Han trak dynen helt op over næsen og vendte sig om på siden. "Ej RYAN!" Han vendte sig igen og åbnede forvirret øjnene. "Mie? Hvad laver du her?" "Jeg kom herind for at spørge om du vil gå en tur med mig. Nede ved den der sø måske?" "Øh? Det kan vi vel godt? Hvad er klokken?" Jeg viste ham min telefons ur som viste at klokken var elleve. "Okay. jeg gør mig lige klar og så går vi." Jeg nikkede og tog hans dyne. 

Vi sad nede på en bænk ved siden af en lille sø og drak vores ToGo kaffe fra en eller anden café. Vi sagde ikke rigtigt noget men nød udsigten. "Skal vi gå videre?" spurgte Ryan. Jeg nikkede og vi rejste os og begyndte at gå. Vi gik lidt og små snakkede. Lige pludselig var der en pige på ca 17år der kom hen til os. Hun begyndte at snakke fransk til mig. "Du er Mie Johnson ikke?" Jeg tog et skridt ned af en lang trappe. "Jo?" "Så du er hende der er kærester med Justin Bieber?" "Ja hvorfor?" Vi var stoppet op ti skridt nede af trappen. Pigen kiggede mistænktsomt på mig. Ryan rykkede lidt tættere på mig og spurgte hvad der skete. Jeg skulle til at svare da jeg mærkede pigens hånd på min arm. Jeg nåede lige at kigge ind i hendes mandelbrune øjne, hvor man kunne se vreden i dem, inden hun skubbede mig ned af trappen. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft imens jeg væltede ned af trappen der åbnebart ikke havde en ende. Det eneste jeg kunne tænke var at det ar slut. I baggrunden kunne jeg høre Ryan skrige hysterisk på mit navn. Om og om, mere og mere hysterisk. Jeg blev kastet frem ad og landede på min mave. Det var som om at min mave blev skudt med en bazooka. Det var det. Jeg skreg igen med de sidste kræfter. Jeg kunne mærke at det. Mine børn. De var der ikke længere. Jeg var sikker. Endelig stoppede jeg med at falde og jeg krøllede mig sammen til en kugle og græd. Ikke hysterisk men hel stille og for mig selv. Jeg åbnede øjnene og så at der lå en mindre pøl af blod nede ved mit underliv. Ryan stod over mig med en telefon ved øret og så blev alt sort. 

Jeg kunne stadig ikke se noget men jeg kunne høre sirenerne et sted langt væk, og jeg kunne mærke at Ryan sad og holdt om mig. Han sad og rokkede mig frem og tilbage. Imens han bare sad og rokkede mig frem og tilbage, kunne jeg høre sirenerne komme tættere og tættere på. Der gik ikke mere end fem minutter inden de stoppede. Jeg gik udfra at det var en ambulance for jeg blev løftet op og lagt på noget fladt det kunne bæres som sandsynligvis var en båre. 

Jeg åbnede stille mine øjne. Jeg lå i et gråt lokale, forholdsvist tomt. Der stod enkelte skuffer og borde med hospitalsting. Hjertemonitoren ved siden af mig bippede i et rytmisk tempo.Jeg var alene i rummet, så der var ikke andet larm end hjertemonitoren. Jeg kiggede til siden og så den røde tilkaldningsknap. Jeg trykkede på den hvilket var svært fordi mine arm var så svag. Der gik et minut eller to da en sygeplejerske kom ind. "Godmorgen" sagde hun på rigtig dårlig engelsk. "Godmorgen" jeg svarede hende på fransk for at give hende et hint om at hun bare kunne snakke fransk til mig. Sygeplejersken fattede det og begyndte på fransk at spørge mig hvor jeg havde ondt osv. "Over det hele" Hun nikkede "Jeg er tørstig!" "Skal jeg hente nogle isterninger til dig?" Jeg nikkede og så forsvandt hun ud af døren. Da hun var gået kom Ryan ind med to buddinger. Han havde ikke set at jeg var vågnet. "Hej. Ryan" Han stoppede og og kiggede hen på mig. I et minut gloede han bare. Så smed han buddingerne ned på gulvet og gik hen til mig. Ryan tog min hånd og begyndte at græde ned i den. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige, jeg har aldrig set Ryan græde før?så jeg begyndte også at græde. "Fuck man. Jeg troede fucking at du døde!" Vi stoppede begge med at græde og kiggede bare på hinanden. Efter lidt tid kom sygeplejersken ind og gav mig en kop med knuste isterninger. "Tak" Hun smilede og gik ud igen. Ryan tørrede sine øjne og pustede ud. "Jeg har ringet til Justin men han tog den ikke. Han er igang med et interview og efter skal han starte sit show. Så jeg ringede til Scooter. Justin og Jonathan får det at vide efter showet. Okay?" Jeg nikkede. Selvfølgelig var jeg ked af at de ikke var der, men jeg frostod godt at de ikke kunne sige det til dem før showet var færdigt. Hans belibers regnede med ham, og hvis Jonathan hørte det ville han sige det til Justin, og så var de begge to på vej herned med det samme. "Ryan... Vær ærlig... Har jeg" Mine stemme knækkede over. "Har jeg mistet dem?" Jeg kiggede ned på min mave. Ryan kiggede ned i jorden. "Jeg er utrolig ked af det Mie!" "Nej... Nej" jeg begyndte at hulke og tårene sprang ud af mine øjne. Mine babyer! Min verden faldt sammen og begyndte at hulke endnu mere. Jeg hulkede så voldsomt i så langtid at jeg til sidst brækkede mig. 

Da jeg var faldet mere ned lå vi og så en film på min MacBook. Ryan havde været hjemme for at hente den. Vi lå begge to oppe i sengen og jeg hvilede mit hoved på hans bryst.

 'Justins synsvinkel'

Klokken var elleve og koncerten var slut. Jeg følte mig i rigtig godt humør men var helt udmattet. "Justin og Jonathan! Kom her over! Nu!" Jeg rynkede brynene. Havde vi gjort noget? Vi gik begge over til Scooter og satte os i sofaen. "Jeg vil gerne have at i hører efter nu. Okay? Ingen afbryder mig til jeg har snakket færdig, forstået!" Han lød meget alvorlig. "Ja, er der sket noget?" Scoot tog en dyb indånding. "Mie er på hospitalet" Jeg kiggede mærkeligt op på ham. Lavede han sjov? Omg? Var hendes vand gået? "Hun har været i et uheld" Jeg rejste mig op og skulle til at sige noget, men Scooter sch'ede mig og fortsatte. "Inden i spørger så ved jeg ikke præcis hvad der skete. Jeg ved ikke hvad hendes situation er lige nu for Ryan var meget opkørt da jeg snakkede med ham." Jonathan sad med hænderne for munden og næsen og jeg stod stadig op og gloede på Scooter. "Scoot du laver sjov ikke? For hvis det er er det overhovedet ikke sjovt" Scooter rystede på hovedet. Fuck! Fuckfuckfuckfuckfuck! "En eller anden fucking hent en bil så vi kan køre! NU!" Jeg sparkede til en stol så den fløj af helvedes til. Det eneste jeg kunne tænke luge nu var at Mie lå død i en hospitalsseng. Og Logan og Isabella! Jeg kiggede rundt og fandt en anden stol som jeg sparkede endnu længere væk. "FUCK" Jeg tog hænderne op for ansigtet. "FUCK FUCK FUCK! ER DEN BIL HER IKKE FUCKING SNART"

Bilen var endelig kommet og Jonathan og jeg sad på bagsædet. Ingen sagde noget til hinanden. Mine ben kunne ikke holde sig stille så jeg sad og trippede. "Er vi der snart!?" "Ti minutter" sagde chaufføren der heldigvis ikke havde prøvet at snakke med os på køreturen. Jeg kunne se hospitalet og ligeså snart bilen holdt på parkeringspladsen sprang Jonathan og jeg ud af bilen og spurtede ind på hospitalet. Vi løb ind i receptionen "MIE JOHNSON HVILKET VÆRELSE" Sygeplejersken kiggede på sin computer i hvad der syntes at være en evighed "KOM NU KVINDEMENNESKE" jeg kiggede overrasket på Jonathan. Det lignede ikke ham at være sådan. "Værelse 104" Vi løb begge to derhen og åbnede døren vidt op. Ryan og Mie lå i sengen og sov. Hendes hjertemonitor bippede stadig, så langt så godt! Jonathan vækkede Ryan. "Hun er lige faldet i søvn så lad os gå ud på gangen. Jeg skal nok fortælle det hele".

"Nej! Nejnejnej!" "Jeg er ked af det bro. Logan og Isabella klarede der ikke..." Mine øjne blev slørede og jeg hamrede frustreret min hånd ind i væggen. Jeg satte mig på gulvet og lod bare tårerne løbe. "Er hun okay så?" Spurgte Jonathan. "Har hun ondt? Ved hun det med... Ja du ved." "Altså, hun har ondt over det hele for hun faldt meget langt og stejlt, øhm. Ja hun ved det godt. Jeg fortalte hende det da hun vågnede." Jeg kom med et halvkvalt hulk og jeg kunne mærke fremmede menneskers øjne på mig. "Wow allesammen. Virkelig flot! Hvorfor tager i ikke også et billede" det fik menneskerne til at kigge væk. Jeg tog mig sammen og tørrede tårerne væk. "Ry? Har du ringet til hendes forældre?" Han rystede på hovedet. "Okay så ringer jeg bare til dem fra hendes telefon" "Nej!" Udbrød Jonathan. "Det skal jeg nok ordne!" "Hvad? Synes du ikke at det er bedre hvis jeg gør det? Jeg er trods alt hendes kæreste?" "Justin. Har Mie nogensinde fortalt dig noget som helst om hendes forældre?" "Jeg ved godt at hun ikke har snakket med sin mor i lang tid, og hvad så?" "Men du kender ikke grunden til det. Du må selv snakke med hende om det, men jeg ringer til hende og også Sebastian og Noah." Jeg nikkede bare. Man kunne høre på ham at han ikke gav op.

Jonathan stod lidt længere nede af gangen og snakkede med Noah. Han havde åbnebart hans/deres numre?  Jeg tog nogle dybe indåndinger og gik ind til Mie. Hun sov stadig så jeg listede musestille op i hospitalssengen. Hun rykkede lidt på sig, men vågnede ikke. Selvom hun lige nu virkede så lille og svag, så var hun stadig den smukkeste på hele jorden. 

"Justin?" Jeg kiggede ned i Mies øjne. "Sweetie?" "Har du hørt det..." Jeg nikkede. "Du er ikke sur på mig vel?" Jeg rynkede brynene en smule forvirret. "Hvorfor skulle jeg dog være det?" "Jeg mistede babyerne..." "Det var ikke din skyld! Det ved du også godt! Og nej, jeg er slet ikke sur på dig. Jeg er bare ualmindelig glad for at du er i live. Jeg elsker dig jo" Jeg kyssede hende blidt på panden. "Jeg elsker også dig" "Men. Mie? Må jeg spørge dig om noget?" Hun nikkede. "Jonathan sagde at det var bedst hvis du sagde det, men hvad sker der med din mor? Han ville ikke have at jeg skulleringe til hendes og dine brødre for at fortælle, ja du ved" Mie pillede lidt ved dynebetrækket. "Øhm. Der er noget som jeg ikke har fortalt dig Justin." Jeg kiggede undrende på hende. "Min mor og jeg har ikke det bedsteforhold fordi, øh, fordi hun aldrig har været der for mig som barn. Hverken hende eller min..." Der var en meget lang pause hvor efter hun nærmest hviskede "Eller min far." "Hvad mener du?" Hun havde jo fortalt mig at hun ikke havde snakket med sin mor i lang tid. "Hele mit liv har min mor og, far, været storforbrugere af alkohol. De var stortset aldrig hjemme så det var min storebror Sebastian der tog sig af Noah og jeg..." Der kom igen en lang pause, og hun begyndte også at græde en smule. Mine hænder kærtegnede hendes kind og tørrede tårene væk. "Øhm, Jeg blev seksuelt misbrugt af min far og..." Mies stemme knækkede over men hun fortsatte med at snakke. "Jeg blev mobbet over i skolen,og alt det gjorde mig deprimeret og uselvsikker. Jeg begyndte at lade være med at spise og kaste alting op. Min mor og far gjorde jo ikke noget, Sebastian havde travlt med at kigge efter ham selv og Noah også, så den eneste der var der og kunne se hvor deprimeret jeg var, var Jonathan. Han sendte mig til psykolog, og det hjalp men... Men pludselig fik jeg et tilbagefald og ehhhh........ Jeg prøvede at begå selvmord." Wooow! Jeg havde slet ikke forventet det her. Tænk at hunhavde været igennem så meget! "Jeg flyttede hjemmefra da jeg blev 16 og startede med at sove på gaden i to måneder. Så fandt jeg et job, lejede en lejlighed. Og så startede jeg et halvt år efter som "vikardanser" for dig. Ja, resten kender du sådan ca." Vi sad og kiggede hinanden i øjnene. "Justin... Please sig noget" "Wow" "Ja... Er du sur? Over at jeg ikke har fortalt dig om det?" "Nej. Jeg forstår dig godt. Det er noget af en historie" Hun smilede et nervøst skævt smil. "Men, jeg vil gerne møde dine brødre." "Mener du det?"Jeg nikkede. "Okay... Jeg har faktisk kun set dem to gange siden jeg flyttede hjemmefra." "Det skal nok gå." Jeg kyssede hende. "Jeg elsker dig" "Jeg elsker også dig"

Senere på ugen fik vi lov til at komme væk fra hospitalet. Jeg havde besluttet at holde en pause fra touren førtid. Det skulle være hele November måned hvorefter jeg fortsatte med touren. Det var bare for meget lige de her dage. Så d. 29 oktober skulle vi afsted tilbage til USA og hjem... Vi havde aftalt at have Mies brødre på besøg i en heluge, hvilket vi alle glæde os til. Ryan ville holde lidt afstand for han ville gerne fortsætte touren uden at blive total træt af os. Jonathan blev sammen med os, men skulle stadig med på touren da han ikke havde det godt med at være alene. Det hele skulle nok gå.... På dette tidspunkt var vi alle lidt triste over den samme ting og over andre ting, men jeg kunne mærke dybt i maven at det hele skulle vende og blive helt fantastisk.... Det var jeg 10.000% sikker på.....

 

 

 

SLUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUT!!!!!!!!

Jeg har valgt at slutte den her da jeg føler at det vil ødelægge historien hvis jeg fortsætter.... Møøs ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...