Tell me!


0Likes
0Kommentarer
93Visninger

1. ...

Hun marcherede vredt frem ad, og i hendes hånd knugede hun stenen. Den sten der havde ændret deres forhold. Havde vendt alt op og ned. Hun gik uden at kigge sig tilbage, men hun vidste heller ikke hvor hun var på vej hen. Drengen kom løbende bagved. Han havde råbt og skreget efter hende, om hun ikke bare ville blive. Men han havde ikke tænkt over hvorfor hun var på vej væk. 

Drengen troede vel hun var sur på ham. Men det var hun slet ikke, for det var jo ikke hans skyld? Tværtimod. En tåre trillede ned ad hendes kind. Hun kunne mærke den trille langsomt, indtil den stoppede. Hun tog sig ikke den tid at tørre den væk. At stoppe op for at sunde sig, ville kræve for meget. Og drengen rendte desuden stadig efter hende. Hun havde brug for sit forspring. Snart ville der ikke være noget.

En puslen hørtes til højre, men der var ingen chance for at finde ud af hvad det var. Natten var så mørk, at hun knap ville se en mur hvis hun stod foran den. Det gjorde det også svært at finde det. Pludselig kunne hun høre drengen tæt på. Ja, hun kunne næsten høre hans skridt. Bagved kunne hun se lyset fra en lygte skinne frem, direkte imod hende. "Pearl!" Råbte drengen igen. Men pigen lyttede ikke. Hun vendte sig om igen, og satte farten lidt op, så hun nærmest løb. 

Hun var der snart. Hun kunne mærke smertens energi, hadets energi. Og vigtigst af alt: Magien bag det blandede. Hun måtte væk fra drengen. Men skulle hun skjule sig, eller skulle hun bare løbe? At skjule sig ville ødelægge hendes kostume, så hun satte op i løb. Løb gennem skoven, uden at kunne se hvor hun var på vej hen. En pige uden destination. Men hun kunne mærke det. Hun kom tættere og tættere på. 

Lidt længere fremme spotter hun noget ild. Pigen vælder op af glæde, men samtidig tårer. 

Det var tid...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...