Månens brødre


0Likes
0Kommentarer
109Visninger

2. *Leah

Klokken var allerede halv otte, men jeg ignorerede bare Isabel, der med sin skingre stemme råbte på mig nede fra køkkenet. "Leaaah... kommer du? Der er morgenmad nu!?" Og vækkeuret der for tiende gang forsøgte at få mig op af sengen. "Jeg kan godt trække den lidt længere" tænkte jeg, og trak dynen med det blå og hvidstribede dynebetræk op overhovedet igen. Da klokken så var tyve i otte, fik jeg hevet mig op fra min dejlige varme dyne, og trukket i noget tøj, der lå øverst i skabet. Mine lyseblå slidte yndlings jeans, en hvid T- shirt, en varm grå oversize trøje og tilsidst mit bordoux tørklæde. "Jeg kommer!.." råbte jeg imens jeg satte halvdelen af mit hår op i en uglet knold, og skyndte mig at løbe ned ad trappen og ud i køkkenet. Der sad min far, Adam, min stedmor, Isabel, og min halvbror Spencer. "Hey Spenc!" Sagde jeg og uglede hans hår med hånden. Han fik løs revet sig fra sine choko-pops, og kiggede glad op på mig. "Hej Leah!"

I køkkenet duftede der at ristet brød og spejlæg, som Isabel havde lavet for at glæde min far, for idag var hans første dag som overlæge på ... Hospital. Jeg skyndte mig at belle et krus appelsin juice, og tog et stykke toast med syltetøj, med i hånden. Bagefter kyssede jeg min far på panden og nåede lige at sige: "Farvel, vi ses senere. Jeg tager hjem til Em senere, det bliver ikke sent!" Inden jeg havde smækket hoveddøren i bag mig.

Ude på gaden susede bilerne forbi mig. De fleste mennesker skulle på arbejde og i skole, ligesom mig. Jeg kiggede hurtigt op og til venstre hvor jeg lige kunne skimte det store rådhus ur længere nede ad vejen. Om fem minutter skulle jeg være i skole. Jeg kiggede mig hurtigt for inden jeg satte i løb over vejen. Vinden blæste mig i ansigtet, og jeg fløj forbi huse, biler og mine naboer der sagde pænt godmorgen, og vinkede til mig fra den anden side af gaden, men jeg ænsede dem næsten ikke. "Godmorgen Leah, er du nu sent på den igen!?" Råbte en ældre dame efter mig, fra det gamle plejehjem der lå lige overfor kirken. Jeg kendte en smutvej der gik igennem kirkegården, så jeg drejede ind af den tunge jernlåge der førte ind til kirkegården. Det var en stor kirkegård, men jeg smuttede hurtigt igennem de snørklede veje omkring de mange gravstene.

Kirkegården lå øde hen, og det eneste der kunne høres var vinden der susede i trækronerne, og en fjern støj fra landevejen. Da jeg var nået ned i den anden ende stoppede jeg lige et øjeblik og kiggede på gravstenen med navnet "Maria Woodly gyle" Eller rettere sagt min mors gravsten. Jeg nåede lige at få tårer i øjnende inden jeg vendte mig, tog to skridt baglæns, og tog tilløb for at springe over den høje sten mur. Det føltes som at flyve, og jeg kunne mærke de begyndende tårer der tørrede i vinden. Da jeg sprang op over muren og landede elegant på benene igen, inden jeg igen satte i løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...