Det sidste farvel

En kort fortælling om mennesket, der må tage afsked med sin bedste ven. En historie om minder, loyalitet og stærkt venskab, samt et ubrydeligt bånd mellem to skabninger.

7Likes
1Kommentarer
269Visninger
AA

1. Det sidste farvel

Du var én af de få, der var mere punktlige end mig.

Jeg vil altid mindes din attitude, når du tålmodigt sad foran hoveddøren med din snor dinglende ud af mundvigen. Du drejede hovedet og sendte mig et indforstået blik, når jeg kom dig i møde med en undskyldende mine. Du logrede blot med halen og granskede mig overbærende, inden du forsigtigt overrakte mig snoren.

Som hvalp elskede du at skøjte igennem de varmt kulørte, visne blade. Hvirvle dem op i kaskader af støv og velduftende grannåle, inden du greb dem og ruskede i dem, hvorefter du lod dem falde og ilede af sted til næste ophobning af nedfaldsblade.

Nu travede du målrettet igennem bunkerne uden at notere dem. Du kendte vores vanlige rute. Ikke engang de flyvske ænder fik et lystent blik, når vi krydsede den snørklede sti ved dammen. Alligevel var halen rejst og hovedet nedadvendt. Den ivrige snude indfangede enhver duft vi imødegik, mens tempoet var lystigt.

Vi satte os ved den tykke, furede egestamme. Jeg på bænken og du ved min side. Mens de skummende, grå skyer langsomt samlede sig til et kvælende tæppe omkring os, iagttog vi et V af mælkehvide sangsvaner der passerede himmelen.  

Du plejede at sove det meste af dagen væk. Du havde erobret pladsen over for pejsen. Lyttede til ildens muntre knitren, når flammerne slikkede de grove, hårdføre brændeknuder.  Du lod dig kun forstyrre, når jeg luntede ind i stuen, blot for at bøje mig ved ildstedet og give din lodne pels et klap eller to. De taknemmelige, godmodige øjne der mødte mig, afspejlede en varme der fortalte at du altid ville passe på mig.

Om aftenen, når jeg omsider havde trukket de tunge hønsefjer over min krop, træt efter en lang, slidende arbejdsdag, kaldte jeg altid på dig. Du tøvede ikke, men hoppede ombord i sengen og lagde dig til rette i fodenden med et lyksaligt, veltilpas suk. Du vidste at al anden færd i møblerne var strengt forbudt.

Når vækkeurets forpestede, gennemskærende toner næste morgen flådede mig ud af søvnens magt, lå du på den sædvane måde, vågen for længst. Ventede blot på, at jeg skulle slå øjnene op og give tilladelse til en ny dags begyndelse.

 

Men, en dag slukkede lyset i dine øjne. Dine bevægelser gik fra frejdige til sørgmodige. Du hentede ikke længere morgenavisen med stolt beslutsomhed. Du lå ikke længere foran hoveddøren på måtten hver eftermiddag, klar til at modtage mig når jeg kom hjem.  Heller ikke dæmpede bjæf og slik vidnede om din glæde.

Trods den dybeste søvn, plejede du at høre posen med tørfoder rasle i den anden ende af huset. Nu reagerede du næppe, du blev liggende på din plads foran pejsen, uden intentioner om at rejse dig.

Snart sad vi i dyrlægens venteværelse.  Din skikkelse var sunket sammen under stolebenene. Som hvalp ville du nysgerrigt have givet dig i kast med at undersøge omgivelserne, nu udstrålede dine blanke øjne kun træthed. Du havde mistet livsglæden.

På operationsbordet stod du usikkert og bævrende på alle fire. Ulykkelig på grund af min urolighed. Du forsøgte at signalere, at du nok skulle passe på mig. Du peb da den første tåre banede sig vej ned ad min rynkede kind. Forsigtigt lagde jeg begge mine arme om dine skuldre og græd. Du forstod at jeg var ked af det og sad helt stille, trøstende, uden at vige. Jeg borede hænderne ind i din befriende bløde pels. Du gav et lille sæt, da dyrlægen samtidig pressede bedøvelsen ind i din spinkle krop.

Du faldt til ro. Dine åndedrag var blide, din krop sovende.  Alligevel var dine nøddebrune øjne stadig vågne. Jeg lagde hånden på din brystkasse og så gennem tårer, hvordan dyrlægen langsomt gav dig din overdosis. Du drejede hovedet en anelse og fastholdt mine øjne i dine, et kort sekund. ”Alt er godt, så længe vi kan blive sammen,” var deres stiltiende budskab. Så udåndede du i en kraftigt raspende vejrtrækning, mens dine vidt opspærrede øjne blev himmelvendte.  Jeg hørte det kogende hjerte udstede sit sidste bankende hjerteslag.

Jeg ville begrave dig i haven. Det havde jeg vidst lige siden jeg vandrede hjem, gennem efterårets nedrige mudderpøler, med din varme, døde krop i min favn.

 

I dag ligger du ved siden af kirsebærtræet i haven, dit gamle yndlingssted, med udsigt til huset. Jeg kigger ned på dig som det første hver morgen og som det sidste hver aften. Du var min bedste ven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...