En dag, for altid?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 4 jul. 2015
  • Status: Igang
Knirke er en 19-årig pige med alt hvad der dertil hører af glæder og bekymringer. 3.g's afsluttende skriftlige eksamener starter i næste uge, og hun er meget nervøs, for hun ved at resultaterne bliver afgørende for hendes fremtid. Heldigvis har hun Joachim. De har været kærester i næsten et år, og Knirke ved slet ikke hvad hun skulle gøre, hvis hun ikke havde ham. Han inviterer hende på en skovtur ud til øen, for at få hende til at glemme det hele og bare hygge sig med ham for en stund. Alt ser fint ud, solen skinner og fuglene synger, men skæbnen virker til at have andre planer med de to unges fredfyldte dag sammen.

0Likes
0Kommentarer
170Visninger
AA

5. Kapitel 4

”JOACHIM der er ingen dækning!”

Hun forsøgte at overdøve det larmende vejr. Han virkede ikke til at kunne høre hende.

Men i samme sekund kiggede han selv op på hende. Han havde fået fat i båden, og den lå nu klar til brug. Knirke begyndte at gå ned mod ham. Hendes nye sko var blevet helt smattede og gennemblødte af at gå gennem skoven, og det gjorde det bestemt ikke bedre, at hun nu gik gennem det våde sand.

Hun kiggede ned i jorden for at undgå at få regn i øjnene. Hendes hænder havde hun stukket op under sine armhuler for at varme dem, og hendes skuldre sad helt oppe om ørerne.

Joachim var derfor kun en uskarp mørk klump i toppen af hendes synsfelt. 

 

Hvad hun ikke kunne se, var at han tog hænderne op til munden for at forme en tragt. Han begyndte at råbe noget, Knirke opfangede lydene men kunne ikke høre hvad han sagde. Derfor kiggede hun op. 

Hvad hun så var svært at forklare, og minder derom ville følge hende resten af livet.

Knap havde hun løftet hovedet og opfattet, at Joachim stod med hænderne som en tragt foran munden, før et lyn slog ned.

 

Ikke i vandet, ikke i båden, men i Joachim.

Han var som stivnet. Alt omkring ham var oplyst, og Knirke kunne se smerten i hans ansigt.

Så slap lynet sit tag i ham. Alt blev igen gråt, og han faldt om på jorden. Knirke var som frosset kunne ikke forstå, hvad hun lige havde set.

Så skreg hun, højere end hun nogensinde havde skreget før.

 

”NEEJ! JOACHIM!”

Vinden rev hendes ord ud af munden på hende, opslugte og overdøvede dem med sin hylen.

Hun satte i løb, vinden ruskede i hendes hår, og regnen slog mod hendes ansigt, men hun ænsede det ikke. Hendes bevidsthed var fokuseret på den sammenfaldende skikkelse på jorden.

Forpustet nåede hun hen til ham. Hun halv faldt, halv satte sig ned på knæ ved hans side.

”Joachim. Joachim. Sig noget. Joachim vil du ikke nok?”

Hendes hænder søgte ind under hans jakke. Han var varm, meget varm.

Der var en mærkelig, let brændt lugt i luften omkring ham. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder, og omkring dem rasede uvejret stadig.

Hun ruskede i ham. Følte på hans ansigt. Ledte efter en puls, imens hun blev ved at gentage hans navn med snot og tåre rendende ned af kinderne.

Hun prøvede at tænke, prøvede at fokusere, men hun var helt handlingslammet. Det eneste hun kunne gøre, var at stryge Joachim over håret og hulke.

 

”Joachim. Joachim, du må ikke være død!”

Hun hikkede nærmest ordenen ud.

Ved lyden af ordet død, brød hun ud i en hjerteskærende gråd. Hun lod sit hoved falde ned på hans bryst, og med sin ene hånd knugede hun om hans jakke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...