En dag, for altid?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 4 jul. 2015
  • Status: Igang
Knirke er en 19-årig pige med alt hvad der dertil hører af glæder og bekymringer. 3.g's afsluttende skriftlige eksamener starter i næste uge, og hun er meget nervøs, for hun ved at resultaterne bliver afgørende for hendes fremtid. Heldigvis har hun Joachim. De har været kærester i næsten et år, og Knirke ved slet ikke hvad hun skulle gøre, hvis hun ikke havde ham. Han inviterer hende på en skovtur ud til øen, for at få hende til at glemme det hele og bare hygge sig med ham for en stund. Alt ser fint ud, solen skinner og fuglene synger, men skæbnen virker til at have andre planer med de to unges fredfyldte dag sammen.

0Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

4. Kapitel 3

Rundt om dem knagede og knirkede det i grenene, og tordenen kom stadig tættere og tættere på.

Hjertet sad oppe i halsen på dem begge, deres puls var i vejret, som følge af en blanding af adrenalin og at bevæge sig hurtigt gennem underskoven.

Knirke havde fuldstændig mistet stedfornemmelsen, og noget sagde hende, at de burde være nået ud på stranden nu, men Joachim virkede til at vide, hvor de var. Han førte hende i hvert fald sikkert og hurtigt gennem skoven.

”Lige lidt længere Knirke, så er vi ude på stranden,” råbte Joachim gennem sammenbidte kæber.

Hans hår var gennemblødt og hang fladt ned over panden på ham. Jakken Knirke havde et fast greb i, var våd helt ind på indersiden. Hun vidste, at hun måtte se ligesådan ud, for hun kunne mærke vandet helt ind til undertøjet.

 

Foran hende tyndede det ud i træerne, og snart efter var de kommet ud på stranden. I det samme flængede et lyn over himlen, og i et split sekund var hele stranden badet i lys, som den havde været det, da de kom.

Senariet var bare et helt andet. Bølgerne slog hård ind mod stranden, og vandet havde fået fat i båden, som de ellers havde trukket et godt stykke op på stranden. Den hævede og sænkede sig i takt med bølgerne i vandkanten.

Det var knap nok blevet gråt omkring dem igen, inden der lød et ordentligt tordenbrag. Et skrig undslap Knirkes læber, Joachim satte kurven fra sig og holdt hende fast ind til sig, imens han hviskede i hendes øre: ”Rolig nu, det er bare tordenvejr. Der er ikke noget at være bange for. Det er væk lige om lidt.”

”Men Joachim vi kan jo ikke ro tilbage, og vi kan ikke blive her!”

”Slap af, vinden er ikke så kraftig, det kan vi sagtens. Jeg henter båden, og så ringer du til dine forældre, og får dem til at hente os ved den anden bred.”

Hans sikre og rolige stemme beroligede hende. Han strøg hende over hendes våde hår, forsøgte at skubbe det væk fra hendes ansigt og om bag ørerne.

Hun tog nogle dybe indåndinger, og da endnu et lyn oplyste himlen efterfuldt af et højt tordenskrald, gav det kun et lille ryk i hende.

De havde en plan, det her var ikke så meget værre, end så meget andet der kunne ske.

Joachim kunne se, hvordan hendes øjne blev hårde og sikre. Hvordan hendes øjenbryn trak sig bestemt sammen, imens hun kiggede på ham og nikkede sammenbidt.

Han havde den ene arm om hende talje. Med den anden hånd greb han under hendes hage, og vippede hendes hoved bagover, så hun kiggede direkte op på ham.

”Jeg elsker dig, okay?”

Han gav hende ikke tid til at svare. I stedet kyssede han hende hårdt, trak sig fri og begyndte at lunte hen mod båden.

Knirke åndede dybt ind, imens hun hviskede efter ham: ”Jeg elsker også dig Joachim.”

Så fik hun bakset hendes iPhone op af hendes gennemblødte baglomme, imens det buldrede og bragede omkring hende.

Hun bad til, at den ikke havde taget skade og stadig virkede.

Da hun trykkede på den runde startknap, lyste skærmen op. Hun drog et lettet suk og forsøgte at beskytte telefonen mod de tunge regndråber så godt som muligt.

Da hun havde fundet hendes mor under kontakter og ringet op, nåede hun lige at se at dækningen var svag, og hun krydsede fingre for, at det var tilstrækkeligt.

Hun trippede på stedet, imens telefonen ringede. Panikken begyndte igen at komme snigende, da den bare blev ved at ringe.

Hun trykkede på afbryd og tjekkede igen, om der var dækning. 

Den var røget i mellemtiden.

Alligevel forsøgte hun flere gange at ringe op, men det gav selvfølgelig intet resultat. Til sidst var hun helt ude af den, og hendes iPhone blev hidsigt skubbet ned i baglommen igen, og hun kiggede sig om efter Joachim.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...