En dag, for altid?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 4 jul. 2015
  • Status: Igang
Knirke er en 19-årig pige med alt hvad der dertil hører af glæder og bekymringer. 3.g's afsluttende skriftlige eksamener starter i næste uge, og hun er meget nervøs, for hun ved at resultaterne bliver afgørende for hendes fremtid. Heldigvis har hun Joachim. De har været kærester i næsten et år, og Knirke ved slet ikke hvad hun skulle gøre, hvis hun ikke havde ham. Han inviterer hende på en skovtur ud til øen, for at få hende til at glemme det hele og bare hygge sig med ham for en stund. Alt ser fint ud, solen skinner og fuglene synger, men skæbnen virker til at have andre planer med de to unges fredfyldte dag sammen.

0Likes
0Kommentarer
168Visninger
AA

3. Kapitel 2

”Hvad tænker du på Knirke?”

”Jeg tænker på dig Joachim. Du er dejlig, ved du godt det?” svarede hun og åbnede langsomt øjnene.

”Det ved jeg nu.” 

 

Han trak hende op til sig og lagde hende forsigtigt ned på siden, så hun havde ryggen ind mod stammen. Da han lagde sig ned ved siden af hende og kyssede hende, trak hun ham helt tæt ind til sig og besvarede kysset med en intensitet, som overraskede ham. 

Han slog armene om livet på hende og elskede fornemmelsen af hendes krop helt tæt på hans. Det var som om, at deres kroppe passede perfekt sammen, der var ikke en eneste centimeter luft i mellem dem. 

 

Som de lå der optagede af hinanden, begyndte vinden langsomt at tage til i styrke, men de lod sig ikke mærke med noget.

Da det begyndte at regne, var de så opslugte af hinanden at de ej heller ænsede det. Først da regnen kom ned i store tunge dråber, og blæsten ruskede i træerne, rev Knirke sig løs.

”Hey du, måske skulle vi tage hjem.”
”Shh, nej det holder op om lidt. Mmh du dufter så godt,” svarede Joachim og gav sig til at kysse hendes fine hvide hud nederst på halsen.

Tordenen begyndte at buldre i det fjerne, og Knirke blev mere standhaftig.

”Joachim la nu vær. Lad os komme hjem. Jeg bryder mig ikke om at det tordner sådan. JOACHIM hold så op, hører du, jeg kan ikke lide det. Kan vi ikke tage hjem,” sagde hun.

Først nu var det som om, at han lagde mærke til uvejrets voldsomhed.

 

De ellers så stabile trækroner ruskede hidsigt frem og tilbage i en vind, som slog mod deres hud som kolde piske. De befandt sig under en kæmpemæssig mørk sky, regndråberne kom fra alle sider og deres tøj var allerede gennemblødt.

Med sammenknebne øjne fik de pakket deres ting sammen.

Joachim tog et fast tag i Knirke og kurven. Det var vanskeligt at se længere frem end et par meter uden at få regn i øjnene. De begav sig sammen igennem den lille skov ned til stranden. Knirke overså en rod og var taknemlig for, at hun havde Joachim at støtte sig til. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...