En dag, for altid?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 4 jul. 2015
  • Status: Igang
Knirke er en 19-årig pige med alt hvad der dertil hører af glæder og bekymringer. 3.g's afsluttende skriftlige eksamener starter i næste uge, og hun er meget nervøs, for hun ved at resultaterne bliver afgørende for hendes fremtid. Heldigvis har hun Joachim. De har været kærester i næsten et år, og Knirke ved slet ikke hvad hun skulle gøre, hvis hun ikke havde ham. Han inviterer hende på en skovtur ud til øen, for at få hende til at glemme det hele og bare hygge sig med ham for en stund. Alt ser fint ud, solen skinner og fuglene synger, men skæbnen virker til at have andre planer med de to unges fredfyldte dag sammen.

0Likes
0Kommentarer
168Visninger
AA

2. Kapitel 1

Solen skinnede og fuglene sang. Vejret var i det hele taget utroligt varmt og mildt for en dag i starten af maj. 

Det var præcis som de havde lovet i vejrudsigten. Perfekt til en tur ud i det grønne sammen med en man holder af, og det havde Knirke Andersen og Joachim Møller Frederiksen tænkt sig at udnytte til fulde.

 

Båden vippede blidt, da de sammen roede de godt 300 meter ud til den lille ø, som lå i søen. De havde været sammen i snart et år nu, og Knirke kendte Joachim godt nok til at vide, at denne lille tur alt sammen var til ære for hende og hendes vane med at gå i stress, når eksamen bankede på døren.

For eksamener var der nok af. De gik begge i 3.g og med de skriftlige eksameners start i næste uge, var der nok at se til.

 

Da de ved fælles hjælp havde fået trukket båden op på søbredden, tog Joachim hendes hånd og trak afsted med hende. Han ville ikke svare på, hvor de var på vej hen, og Knirke undrede sig, for de plejede altid at sidde nede ved søbredden. På den lille bænk, som næsten stod ude i vandet. 

 

Joachim førte hende væk fra stranden og ind i den lille skov, som lå på øen. Skoven blev ikke plejet. Unge og gamle træer stod imellem hinanden med en vildtvoksende underskov.

Det gav en følelsen af at være meget længere væk fra alt civilisation end de godt 800 meter, som reelt set var ind til byen. De havde fulgt en smal sti, da Joachim standsede og sagde:

”Se, er her ikke fint?” De var stoppet i udkanten af en lysning, som Knirke svagt kunne huske at have leget i som lille, når de var på tur med børnehaven.

Det så anderledes ud denne gang. Stormen tidligere på året havde væltet et gammelt træ, som lå med toppen ind i lysningen, og der, hvor kronen begyndte, var et perfekt siddested.  

 

Joachim stod og så spørgende på hende.

”Åh, det er perfekt Joachim!” sagde hun og faldt ham om halsen.

Han holdt hende i sine arme med lukkede øjne og purrede op i hendes hår med munden, alt imens han indåndede den velkendte duft af hende, hans Knirke.

Sådan stod de i en tid, indtil hun forsigtigt skubbede sig lidt fri, kiggede på ham med et kærligt blik og spurgte:

”Skal vi sætte os?”

Han smilede skævt til hende, plantede et kys på hendes læber og greb efter picnickurven, som stod ved hans side. Hånd i hånd gik de hen til stammen.

Knirke kiggede nysgerrigt på kurven. De havde været et hurtigt smut forbi Joachim efter skole, for at hente et par tæpper. Han havde allerede pakket kurven den samme morgen, og havde nægtet at sige hvad den indeholdt, så Knirke var spændt på at se, hvad han havde taget med.

 

”Du må gerne åbne den,” sagde han med et smil.

Hun kiggede op på hans ansigt med de alt for blå øjne, det vildtre halvt krøllede lyse hår, som vinden havde rodet rundt med og det let bekymrede drag om munden.

Nogen ville måske finde ham for alvorlig og kedelig, men Knirke syntes at han var dejlig. Han fik hende til at føle sig normal. Når hun var sammen med ham, var det ikke nødvendigvis hende, der altid havde ret, og det var ikke altid hende, der skulle tage initiativet til at lave noget.

Hun flyttede blikket ned til den fine flettede kurv og fik forsigtigt flyttet viskestykket væk. Et smil begyndte at tegne sig om hendes mund, for nede i kurven lå der to dåse sodavand, en Pepsi og en Nicoline. Knirkes smil blev større, da hun nedenunder fandt to af Joachims hjemmelavede kyllingesandwich. Hun rakte ham pepsien og den ene sandwich. De pjattede og snakkede sammen imens de spiste.

 

”Nu kan jeg godt nok ikke spise mere, men hvor er du bare fantastisk til at lave de sandwich Joachim,” sagde hun.

”Det siger du jo,” svarede han selvtilfreds.

”Det gør jeg nemlig.”

Hun tag hans affald og puttede det sammen med sit eget ned i kurven. Joachim klappede sig på lårene og hun lagde hovedet i hans skød.

Han kiggede ned på hendes ansigt. Bag hendes lukkede øjenlåg vidste han, at der gemte sig et blågråt fast blik, som blødte op, når hun smilede til ham. Hendes lange lyse hår bølgede hen over jorden. Han greb en lok og snoede den om fingeren.

Med den anden hånd strøg han hen over hendes øjenbryn, ned over kinden og videre til hendes bløde fint formede mund. Han udforskede hende ansigt, som han havde gjort det så mange gange før.

Fra hendes læber undslap et tilfreds suk, og hun smillede svagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...