Don't let me go

Dette er 2´eren i min serie. 1´eren hedder "My new life in London" June og Louis er endelig blevet et par. Louis har lukket den danske pige June, som han tilfældigt mødte på gaden, ind i hans liv. June skal nu til, at leve dette nye kendis liv. Hvordan tager hun mon i mod dette? Kan parret klare alt omtalen? Og er deres kærlighed stærk nok til det? Det hele bliver sat på en stor prøve. OBS: Læsning på eget ansvar. Kan forkomme seksuelle scener!

15Likes
28Kommentarer
7975Visninger
AA

13. Kapitel 13.

Kapitel 13.

 

Og der lå han så, helt stille og fredeligt og sov. Jeg kunne egentligt godt lide og se ham sove, men i dette øjeblik måtte han bare gerne vågne. Jeg sad alene med ham inde på hans stue. Drengene var gået ned i kantinen efter noget mad. Det var ved at være aften og han havde sovet i et par timer. Jeg havde på ingen måde lyst til at forlade ham, men jeg blev snart nød til det. Selvom det kun var søndag i morgen, kunne jeg ikke komme og se til ham, før om aften. Jeg havde det så forfærdenligt med det hele. Tænk hvis der skete noget i mens jeg var væk. Det var på ingen måde fair, at vi eller han lå her. “Er han vågnet?” spurgte Niall som var kommet ind. “Nej ikke endnu” svarede jeg og sukkede. “Orrh.. Jeg skal snart hjem.. Kunne han ikke bare vågne” sagde jeg og kiggede op på Harry, Zayn og Liam som også var kommet ind på stuen. “Det skal nok gå June, han er i gode hænder her.” sagde Harry og kom med et opmuntrede smil. “Ja…” svarede jeg og træk på det. “Du må gerne køre med mig hjem June. Jeg skal alligevel den vej.” Sagde Liam og lænede sig op af væggen. “Det vil jeg gerne tak.”. Jeg nussede kort Louis kind og gav ham et kys på pande og sagde “Vi ses i morgen skat”. Jeg gik over og tog min taske og forlod hospitalet sammen med Liam.

Næste dag vågnede jeg op til en regnfuld trist mandag. Jeg havde ikke sovet specielt meget den nat, så jeg var utrolig træt. Jeg havde siddet med Louis nogle timer søndag aften. Han var ikke rigtigt vågen, så det var ikke så specielt fedt. Lægerne havde fortalt, at når jeg kom i dag, ville han nok være mere vågen. Jeg fik slæbt mig i skole, trods det dårlige humør og det dårlige vejr. Jeg smed taksen på gulvet og satte mig på min plads. Mit blik landede automatisk på de store våde træer, som bevægede sig på grund af vinden. “Du ser ikke specielt glad ud” var der en stemme der sagde, som afbrød min tankegang. Det var Amanda som havde sat sig ved siden af  mig. “Naaarh… Det har været en træls weekend” svarede jeg uden at trække en mine. “Nå hvad så?” spurgte hun nysgerrigt. “Det var en rigtig god fest der fredag. Men lørdag morgen blev Louis overfaldt i hans lejlighed. Han blev stukket ned med en kniv, han mistede en mase blod, hans nyre blev også ramt. De opererede på ham i 4 1/2 time.” sagde jeg og kiggede på hende. “Whaat! er han okay?” spurgte hun og så meget forbavset ud. “Forholdsvis. Han har “sovet” i over et døgn, men han vågner nok rigtigt her i dag…” svarede jeg og stoppede med at tale, da vores lærer kom ind af døren. Minutterne gik langsomt, så langt at jeg nærmest faldt i søvn. 

Klokken ringede og endelig havde vi fri. Jeg pakkede hurtigt mine ting og spurtede væk fra skolen. Jeg valgte at tage bussen direkte ud til hospitalet fra skolen. Jeg kom til hospitalet og fandt hurtigt op på hans stue. jeg åbnede døren og der lå han så. Et smil bredte sig på hans læber, da han opdagede mig. “Hej skat.” sagde jeg og gik over i mod ham. Jeg bøjede mig ned og gav ham et kys på munden. “Godt at se du er vågen, hvordan har du det?” spurgte jeg og satte mig ned. “Jeg føler mig rigtig træt og har ondt alle steder” svarede han stille. “Det forstår jeg godt” svarede jeg og tog hans hånd i min. “Kan du egentligt huske hvad der skete?” spurgte jeg og kiggede på ham. Der gik noget tid før han svarede “Ja… Jeg var ude på badeværelset. Lige pludselig kommer der en mand brasede ind, han råber at jeg er kæmpe idiot, fordi jeg sårede Eleanor og at jeg aldrig nogensinde skal gøre hende noget igen. Der efter begynder han at stikke med en kniv. Mere husker jeg ikke rigtigt klart”. Jeg sad forstenet og med åben mund. “June…” sagde han og kiggede på mig. En tårer triller ned af hans kind. “Jeg elsker dig højere end noget andet. Men det er alt for farligt, for dig at være sammen med mig. Jeg skulle aldrig havde lukket dig ind i mit liv” Det hele går i stå, en smerte breder sig i mit bryst og derefter rundt i hele kroppen. “June… Det er for din egen skyld, det kunne lige så vel havde været dig der lå her. Og hvis det ikke var for dig, ville jeg havde været død. Jeg er evig taknemlig for, at du var ved mig den nat. Men vi kan ikke være sammen, jeg vil ikke byde dig det her…” tårerne triller ned af kinderne på ham. “Hvad er det du siger…” spørger jeg og kigger over på ham imens jeg er ved at bryde sammen. “Vi kan ikke være sammen mere. Det er for farligt…” siger han og kigger på mig. Mit hjerte brænder og alting går helt i sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...