Don't let me go

Dette er 2´eren i min serie. 1´eren hedder "My new life in London" June og Louis er endelig blevet et par. Louis har lukket den danske pige June, som han tilfældigt mødte på gaden, ind i hans liv. June skal nu til, at leve dette nye kendis liv. Hvordan tager hun mon i mod dette? Kan parret klare alt omtalen? Og er deres kærlighed stærk nok til det? Det hele bliver sat på en stor prøve. OBS: Læsning på eget ansvar. Kan forkomme seksuelle scener!

15Likes
28Kommentarer
7985Visninger
AA

12. Kapitel 12.

Kapitel 12.

 

Jeg vågnede op med en utrolig slem hovedpine. Jeg kiggede ved siden af, Louis lå der ikke. Det undrede mig en smule. Jeg vendte mig rundt og kiggede over på væggeuret. Klokken var 11:30. Jeg kneb øjnene sammen og kløede mig i håret. Jeg hørte noget larm udenfor værelset. “Louis?” kaldte jeg, men fik intet svar. Jeg rejste mig op fra sengen og hørte endnu en mærkelig lyd. Jeg gik ud i køkkenet, der var ingen. Jeg hørte døren smække, hvilket undrede mig meget. Jeg hørte et skrig af smerte, som lød som louis. “Louis!” skreg jeg. Lyden kom fra badeværelset og jeg løb der ud. Jeg hev døren op og et frygteligt syn mødte mine øjne. “Louis!” Skreg jeg og smed mig ned ved siden af ham. Han lå på gulvet hel våd af sved og blodet flød ud over alt. Tårerene løb ned af kinder på mig, i mens jeg prøvede at få styr på situation. Jeg løb ud og fandt min mobil og ringede efter en ambulance, først da de spurgte hvad der var sket, strejfede tanken mig hvad der egentligt var sket. Louis skreg igen af smerte og jeg løb igen ud til ham. Jeg fandt et håndklæde og tørrede de værste blod af ham, men det strømmede ud af ham fra alle sider. Jeg satte mig op af væggen og holdte hans hoved på min skød. “Det skal nok gå skat, hjælpen kommer snart” jeg bukkede mig ned og kyssede ham på panden. “Hvad skete der egentligt?” Spurgte jeg og tørrede en tåre væk. “Der kom en mand…” Ordene kunne knap nok komme ud af hans mund. “Det okay, vi snakker om det senere skat” Svarede jeg. Det gjorde ondt at se ham lide sådan. Jeg hørte hoveddøren gå op og jeg kaldte “Herinde, skynd jer!” 3 ambulance folk kom ind og døren, de tog rundt om ham og løftede ham ud i køkkenet hvor der holdte en båre. Jeg gik ind og fandt noget tøj og gjorde mig hurtigt klar. Vi forlod lejligheden og mit hjerte sad halt oppe i halsen på mig.

 Jeg stod uden foran ambulancen og 2 af ambulance folkene begyndte at kigge på Louis, jeg hjalp kort den 3. med oplysningerne om Louis. Mens de lagde en masser slanger og ting på ham, fandt jeg min mobil og ringede til Harry. “June, hvad er det for en tid at ringe på.” sagde han med en tør stemme. Jeg snøftede i et lille grin. “June?? Er du okay.” Spurgte han med en bekymrende stemme. “Jeg har det fint, eller sådan næsten… Det er Louis” svarede jeg, tårerne samlede sig som en flod i øjnekrogen. “Hvad?…” spurgte han meget forvirrene. “Han… er blevet overfaldet. Jeg ved ikke rigtigt hvad der skete. Men kan du ikke komme herud på hospitalet sammen med drengene”. “WHAT!… Men jo vi kommer…” Sagde han meget mundlam. “Tak vi ses” svarede jeg og lagde på. En af ambulance folkene kom hen til mig. “Vi begynder at køre mod hospitalet nu, vi kan umiddelbart ikke sige hvor slemt det er. Men han har mistet en masse blod. Og har evt. nogle skader på hans organer. Vi vil derfor køre med udrykning. Vil du køre med os derud, eller?” sagde den ene og kiggede på mig. “Ja det vil jeg gerne.” svarede jeg og tog min taske. “Okay du kan bare sætte dig ind ved siden af ham. Han er nok ikke så snaksaglig, da vi har givet ham noget beroligede” sagde svarede han og satte sig ind i bilen. Jeg hoppede ind ved siden af Louis og satte min taske på gulvet. Døren lukkede bag mig og vi begyndte at køre. “Hej skat” svarede jeg og nussede hans ene kind. Et lille smil kom frem. Jeg tog hans hånd i min og holdte den hele vejen til hospitalet.

Vi ankom til hospitalet og de begyndte strakt at kigge på ham. Jeg var rigtig bange og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg satte mig på en stol ude på gangen. Jeg prøvede at holde tårerene tilbage, det var utroligt svært. “June!” Hørte jeg en stemme kalde og kiggede op. Det var drengene der var kommet. Jeg rejste mig op og løb hen imod dem. Harry var forrest og dermed ham jeg krammede først. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage imens jeg stod i hans farm. Jeg hulkede så det gjorde helt ondt. “Så så…” sagde Harry og nussede mit hår og holdte mig endnu tættere ind til sig. Jeg fik kommet mig også sagde jeg hej til de restrende 3. Vi satte os ned på gangen. “Ved du hvad der skete?” Spurgte Liam og kiggede på mig. “Jeg ved det ikke 100 %, da han ikke har fået fortalt mig det. Men han blev i hvertfald overfaldet inde i lejligheden. Jeg hørte godt hoveddøren smak og derefter hørte jeg ham skrige. Han lå så ude på badeværelset og der var bare blod overalt! Det var et forfærdenligt syn” sagde jeg og kunne næsten ikke fuldføre sætningen. “Wow, det måtte have været forfærdeligt. Jeg håber sådan han er okay!” sagde Niall. “Virkelig også jeg.” svarede Zayn derefter. “Da vi begyndte at køre mod hospitalet fortalte de mig, at han havde mistet en masse blod og at der nok også kunne være nogle skader på hans organer.” sagde jeg og bed mig i læben. “Ohhh… Sikke et fjols ham der kom og overfaldt ham, også i hans egen lejlighed!” Sagde Harry og lød sur. “Ja der må have været en grund” efterfulgte Liam. “Hvor længe har de været i gang?” Spurgte Zayn. Jeg kiggede på mit ur og svarede “Ca 1. 1/2 time”. Stilheden overtog os og vi sad nu alle uden at sige et ord. Ingen af os var på toppen på grund af gårsdagens fest, og med denne her oplevelse gjorde det, det bestemt ikke nemmere. 

Efter 3 timers dødsens lang ventetid, kom en læge endelig ud til os. “Hej med jer. Vi har nu opereret på ham i lang tid som i nu nok ved. Og på grund af de mange stik voldsmanden gav ham, har han mistet en masse blod og han ramte desværre også hans nyre. Han er i en stabil tilstand, men der vil gå noget tid før han kommer sig. Vi har givet ham noget medicin, så han vågner ikke lige forløblig. Han ligger nede på intensiv og i må gerne besøge ham. Men han sover, så i skal ikke vægge ham. Og som sagt går der lidt tid før han vågner.” Vi nikkede alle og havde det en lille tand bedre. “Du June?” Spurgte lægen og kiggede over på mig. “Ja?” svarede jeg og kiggede op på ham. “Hvis du ikke havde været der og ringet efter hjælp, så kunne han havde været død.” Ordene ramte mig hårdt. Jeg ville aldrig forlade ham nu. “Hold da… ja…” Mere kunne jeg ikke sige. Vi forlod gangen og satte kurs ned mod intensiv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...