Hortensia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Bidrag til Hunger Games-konkurrencen. Jeg har valgt mulighed to. Om at blive ødelagt af dem, man elsker højest.

17Likes
12Kommentarer
518Visninger

1. Hortensia

Sommeren har været hård ved hortensiaerne, fortæller jeg dig. Der hvor jeg er, er der mange blomster. Du svarer ikke, for der hvor du er, er der ingen dækning. Jeg siger, at det er ok og tænker på, hvor længe disse samtaler om ingenting kan blive ved.

De mørke skyer buldrede ind over os, som et tog på en underjordisk perron, så vi søgte ly under en blodbøg. På det tidspunkt havde vi stået og kigget på himlen længe. Jeg var bange for tiden. Bange for at den skulle forsvinde ligeså hurtigt som den lyseblå himmel, for selvom din hånd var fastlåst i min, så halsede jeg forpustet afsted for at følge med sommerdagene, mens du blot spankulerede roligt omkring. Intet kunne nogensinde bekymre dig.

Regnen fik min mascara til at løbe ud, og jeg tror, du troede, at jeg græd, for du trak mig i hvert fald tættere på, selvom jeg satte mærker på din skjorte. Du foreslog, at vi gik hjem.

I sengen sad vi i skrædderstilling. Øjnene løb op og ned ad hinandens kroppe og ørerne noterede sig, at vinduet stod åbent, så vi kunne høre, da det første tordenbrag ankom.

Du faldt i søvn som den første, og jeg lyttede til dit åndedrag i flere minutter, før jeg fulgte dig til drømmeland. Vi fandt ikke hinanden derinde, for du drømte roligt, mens jeg havde mareridt. Jeg vågnede badet i sved og helt alene i mørket, da du trak ud i toilettet.

Solopgangen forsøgte at kæmpe sig vej gennem skyerne, da du forsvandt rundt om gadehjørnet i rask gang. Jeg kaldte på dig, men du vendte dig ikke engang. Måske var jeg fuld, det er svært at sige, men det føltes som om, der var 200 meter ud til mine tåspidser, da jeg endelig indhentede dig. Jeg sagde, at jeg var så frygteligt ked af det, og du løj og sagde, at det var fint, og at jeg bare skulle holde kæft, for du ville ikke høre på mig mere. Du steg på bussen. Alene.

Alligevel fandt jeg mig selv stående på perronen en tidlig morgen i august. Jeg vinkede efter toget, der buldrede, som tordenen gjorde det engang for længe siden.
Du var for længst forsvundet ind bag de tonede ruder, og inden da ned i dybet af grønligt militærtøj. Du var som en kræftpatient for mig; fremmed og skræmmende med det skaldede hoved og de blanke øjne. Du mindede mig om, at sommeren var forbi, og at efteråret var på vej. Om, at vinteren kom og begravede sommerminderne i sin sne. Om at evighed ikke fandtes, og om, at det er dem, vi elsker højest, der ødelægger os mest.

Der hvor du er, er der mange blomster, men aldrig nogensinde dækning. Jeg når ikke at sige farvel, før vi afbrydes af et skud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...