Regnbuen i os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2015
  • Status: Igang
Der er mange sider af et menneske. For mange. De fleste af dem kender vi ikke en gang selv, og når de viser sig, bryder fanden som regel løs.

1Likes
0Kommentarer
538Visninger
AA

2. Blå

Feer kan ikke tåle vand. Bare den mindste smule vand på vingerne og man vil ikke kunne flyve en hel dag. Og dét et farligt. For rundt omkring i skoven bor der dyr der næsten udelukkende lever af at spiser feer (uhyggeligt ik?) det kan være dyr som blandt andet: Storke, ugler, ræve, isbjørne, papegøjer, kænguruer, for ikke at tale om alle verdens fisk! Det var noget vi lærte for flere år siden. Alligevel sidder jeg og Sif nu i på en sten midt ude i dammen.

"Jeg hader Aurora" begynder Sif. Det var vores ynglings emne. At bagtale. (Sådan er alle pige altså. Duh!) "Hun spiller altid så vigtig! Hun er den sygeste diva" fortsætter Sif. "Ja" stemmer jeg i og kommer selv med nogle grumme beskrivelser om aurora. Vi sidder sådan og snakker en times tid. Vi et ikke bange for at nogen høre os. Ingen tør nærme sig dammen. Idioter. Jeg og Sif har mødtes herude hver da det sidste år. Og ingen af os har fået den mindste skræmme. "Hov iøvrigt så var der noget jeg Bille give dig idag." Husker Sif. Hun trækker et lille skrin op af lommen. Det er smukt dekoreret med sten og fuglefjer. Og på toppe er der to funklende kragetæer. Langsomt åbner hun æsken. "Wow hvor er de flotte" udbryde jeg da jeg ser de to halskæder der ligger i æsken. De er helt enkle og med et hjerte af træ. Veninde halskæder. Jeg tager min på og hun tager hendes på. "Fra nu er vi uadskillelige" griner Sif.

Vi sidder i lidt tid endnu og snakker om forskellige ting. Om vejret, om de lækre drengefeer, og om sure Sally ovre fra rapsmarken. En gang da jeg og Sif var der ovre, beskylde hun os for at svine for meget. Vi havde sagt undskyld, men hun blev ved og sagde at vi skulle skride. Det ville vi ikke finde os i, så vi hentede et par dråber vand fra dammen i en kande, og lavede et bagholdsangreb på hende med vand. Hun kunne ikke flyve i flere uger bagefter.

Solen er i gang med sin nedstigning. Et orangerødt skær spejlet sig i dammens vand. Jeg føler mug uendelig glad. "De leder nok efter os" siger Sif. Det er hendes måde at sige at vi nok skal hjemad nu. Vi rejser os fra stenen og flyver mod den anden bred. Jeg ned i vandet. Hvad mon der er der nede? Jeg kan ser mit spejlbillede i vandet. Jeg bliver fanget af stemningen. Lader langsomt fingeren køre henover vandoverfladen og ser mit spejlbillede blive brudt af ringene i vandet. Så er det at jeg mærker der.

En ubeskrivelig kraft river mig ned i vandet. I et par sekunder kan jeg ikke trække vejret. Så kommer jeg op til overfladen igen. Jeg ligger i vandoverfladen og skriger. Skriger om hjælp. Skriger på Sif. Men hun høre mig ikke. Hun stiger bare tomt og hjælpeløst på mig. Sif for helvede.

En mund, et øje, et monster. En fisk.

En fisk dukker op ved siden af mig. Jeg prøver at flygte, men halskæden jeg fik af Sif har sat sig fast i noget tang. Den kvæler mig. Mit blik bliver sløret. Sif er nu kun en silhuet. Jeg kan mærke fiskens kæber bide sammen om mine ben. Kan mærke det varme blod sive ud og blande sig med vandet. Hvorfor hjælper Sif mig ikke? Hvorfor stiger hun bare på mig? Fisken åbner munden igen og jeg kan lige se nok til at vide at næste gang den bider, er jeg død. Jeg kigger på Sif. Hun blive det sidste jeg nogensinde får at se. Og så alligevel ikke. Jeg ser hende tage en dyb indånding, ryste let på hoved, og uden så meget som et farvel: forlader hun mig. Dét er det sidste jeg ser før alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...