I ly af mørket

- "Så her stod jeg igen, som jeg gjorde hver lørdag aften, og ventede den lange nat på ham… …" [Deltager i "Inspireret af et billede"- konkurrencen]

3Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

1. I ly af mørket

 

Jeg har altid holdt af skoven. Om dagen dufter der af gran, harepiks og jord. Naturen. Træerne skyder op fra den fugtige skovbund, og står rankt og majestætisk.

    Men jeg holder nu mest af skoven om natten. For om natten bliver det grønne sort, og heksekonen vil brygge sin drik. Om natten er der ingen regler for rigtig og forkert, og træerne, der om dagen er ranke, majestætiske og lidt lig med konger, der skal beskytte og opretholde loven, er blevet vidner til alle de hemmeligheder mørket gemmer.

 

___________________________________________

 

Det var en lørdag. Den startede gangske almindeligt; Jeg stod op, spiste morgenmad, gik i bad og forsvandt så igen ind på værelset for at få tøj på.

Og som jeg gjorde hver lørdag, hoppede jeg i min lørdagssweater strikket i uld. Efter min påklædning, gik jeg ind i stuen, sank ned i den alt for bløde sofa, og tændte for TV’et.

Jeg trykkede på play og filmen begyndte. Det var den samme film som jeg så hver lørdag.

I ly af mørket, hed den. Den var fantastisk. Smuk, sjov, spændende og helt igennem fantastisk.

      ”Mød mig i aften. Ved det store egetræ i skoven….”

Åh, det var så smukt! De var forelskede, dybt forelskede faktisk. Men han var søn af en bonde, hun var datter af en greve. To personer der ikke burde falde for hinanden, men imod alle odds, gjorde de det. Og de faldt langt.

     Jeg sank længere ned i sofaen, og blev næsten en del af den.

Filmens rulletekster dansede over skærmen. Som den gjorde hver lørdag, sluttede den med et kys i ly af mørket.

     Det var allerede mørkt udenfor. Som jeg altid gjorde om lørdagen, var jeg stået sent op, og filmen var lang – så dagen var borte, og natten var kommet.

     Jeg rejste mig fra sofaen – det var svært, da jeg næsten var groet fast.

Ude i entreen stod mine gummistøvler, de var blevet mudrede efter de mange gange, jeg havde vandret ud i skoven.

     Det var koldt, man kunne se min ånde i luften, og kulden bed i øjnene. Men den virkede ikke særlig slem - håbet der pumpede rundt i mine åre varmede mig.

     Måske i nat? Tja, hvem ved…

Træerne omfavnede mig med deres grene, bød mig velkommen.

     Mød mig i aften. Ved det store egetræ i skoven.

Så her stod jeg igen, som jeg gjorde hver lørdag aften, og ventede den lange nat på ham… …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...