Månens hjerte

Månens døtre får hver fuldmåne lov til at komme ned på jorden, som de ellers beundre oppe fra himmelen. Når månen er fuld, kan hun hold øje med dem alle... Undtagen den ene, der hver fuldmåne sniger sig hen for at møde sin elskede. Dog er noget forandret i hende denne fuldmåne

0Likes
0Kommentarer
118Visninger

1. Månens børn

Som Månens datter, blev vi kun lukket ud om natten, når hun var højt nok oppe til at kigge ned på os. Som månen børn var vi alene, til ikke at elske nogen. Vi kunne godt vi måtte bare ikke. Det var lige det der var problemet...

Hver gang vi kom til nord siden af verden, forvandler jeg mig, fra den blå grå lysende tåge, til menneske form.  Skoven er så mørk og dyster at man ikke en gang kan se igennem. Mor kan ikke, ikke endnu.

Kulden rammer min nøgne hus og jeg får gåsehud over alt på kroppen. Jeg skynder mig hen til den gamle rådne træstamme og hiver mit varmere tøj frem. Det er et par stramt mørke blå stramt siddende bukser, en dejlig varm bomuld trøje, der har den fantastiske farve rød. Jeg sætter mig ned på træstammen og tager mig læglange sko på. De er mørke brune med en hæl på. Jeg tager den lange jakke ude over det hele. Den dækker helt ned til knæende eller den stopper lidt før. Den ser tynd ud, men er faktisk ret varm, med trøjen inden under.

Jeg burde nok ikke vide så meget omkring mennesker og deres ting, men deres liv og sprog er så spænde, og når du har en hel dag uden noget, kan man jo lige så godt kigge ned på jorden og se hvad menneskerne laver. Derfor ved jeg en masse.

Jeg kanter mig over træstammen og går ind i mørket, usikkert på mine tynd højhælet sko, til jeg kommer til en sti. Derefter går eg til højre og følger den. En let brise tager mit løse hår og flytter det bag mig og lader det ligge mod min ryg, blidt i lette bølger.

Henne ad stien står en skikkelse, jeg nærmer langsomt stadig på vagt. Ingen burde kende stedet, det var alt for mørkt og dyster til mor og mine søstre ville tør og gå her ind. Jeg vidste jeg ikke burde gøre det her, jeg skal afløse mor når hun går væk og så kan jeg ikke bare gå ud om natten, det er min pligt. Men i det skikkelsen træder ud i lyset er jeg ligeglad. Jeg begynder at løbe og kaster mig om halsen på ham. Han korte mørke hår er dejlig blødt. Han har sin store læder jakke på, der hænger lige ned og mænds typiske løse jeans. Han brune øjne stråler af glæde.

Han sætter mig ned og kigger dybt ind i mine blå øjne, langsomt læner han sig ind, det samme gør jeg og vores læber mødes. Hans bløde, fyldige læber ligger dejlig mod mine, langsomt mærker jeg han tunge mod mine læber og jeg åbner mund og lukker ham ind.

"Kan vi ikke stikke af?" spørger jeg. Han kigger ned på mig, selv om jeg er ret høj, både med sko på og i person, er han højere et hoved.

"Er du sikker?" siger han og ligger sin hånd blidt på min kind, jeg nikker og han tager min hånd.

"Du stjal mit hjerte," hvisker jeg mod hans læber.

"Månens hjerte," siger han og jeg smiler i mod kysset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...