Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99049Visninger
AA

10. Kapitel 9.

Min mave gjorde ondt af grinene, der blev ved med at blive lukket ud af min mund, uden jeg kunne stoppe dem. Jeg prøvede mit yderste på at trække vejret, men det var som om, det hele gjorde det værre, og jeg endte med at rulle mig rundt.

”Av, av, av, av, det gør ondt!” skreg jeg næsten, men kunne ikke lade være med at grine. Det var som om, jeg gik fuldstændig i ring.

Klokken var meget muligt tre om natten, og Jackson sov meget muligt, og det var meget muligt, at Luke og jeg havde ligget og snakket siden klokken tolv. Meget muligt – faktisk forholdte det sig sådan.

”Det lyder som om, du er ved at føde,” grinede Luke fra den anden madras af. Vi havde lagt vores madrasser ud i stuen, da det gik op for os, vi ikke ville få sovet så meget, i håb om ikke at vække Jackson – han skulle på arbejde i morgen.

”Det er sku da også lige før, jeg gør det lige om lidt,” svarede jeg, da jeg endelig havde fået styr på min vejrtrækning igen. Det var også først der, jeg turde vænne mig tilbage mod Luke.

Da jeg kiggede på ham igen, havde han allerede et grin om læberne, som fik mig til at fnise. Selv den mindste bevægelse gjorde ondt, og jeg tog en dyb indånding for ikke at grine mere.

”Du bliver nødt til at give mig en pause, ellers tror jeg, at jeg bogstaveligtalt dør af grin,” advarede jeg ham, imens jeg pustede koncentreret ud og ind. ”Det er da ikke min skyld, du synes, at alt, jeg siger, er så sjovt,” han trak lige gyldigt på skuldrene og hev dynen længere op over sig. Det var stort set kun hans øjne og næse, der var synlige.

”Tror du, du kan pakke dig selv mere ind?” smilede jeg sarkastisk, og han fattede hurtigt, hvad jeg hentydede til. Fornærmet hev han dynen ned til hans hage og pustede/fnøs hårdt ud.

”Er det bedre, nå?” han havde en påtaget fornærmet mine på, men jeg behøvede kun at kigge på ham i fire sekunder med at hævet øjenbryn, før han grinede. ”Du kan vidst heller ikke stå for mig,” pointerede jeg.

”Det har jeg aldrig kunnet, og det ved du,” svarede han. Han spærrede øjnene lidt op, da det gik op for ham, hvad han havde sagt, og jeg måtte indrømme, at luften også blev lidt tung i det. Alligevel valgte jeg bare at trække på skuldrene og grine.

”Jeg er skøn,” sagde jeg med en overdrevet trutmund og et kast med håret, og stemningen var lettet igen – heldigvis.

Min mave rumlede højt, og jeg kiggede strengt ned på den. ”Ssh,” tyssede jeg på den og aede hånden lidt over. Luke kiggede på mig med skræmte øjne og rystede så på hovedet af min opførsel.

”Skal vi gå ud og tage noget mad?” spurgte han. Jeg kiggede forvirret op på ham og hævede mit højre øjenbryn. ”Mener du det seriøst?” spurgte jeg, bare for at være sikker. Han nikkede ivrigt og var næsten allerede oppe fra madrassen.

”Ja! Vi har leftovers fra aftensmaden, og jeg tror, Jackson overlever uden dem. Desuden sover han, og det er ikke vores skyld, han ikke er ved bevidsthed til at sige nej,” han trak på skuldrene og rakte hånden frem mod mig.

Til sidst gik jeg med til det og tog i mod hans hånd. Det var vel egentlig ikke så mærkeligt at spise om natten, men det var bare noget, jeg ikke var vant til, fordi min mor havde en meget stram holdning om, at det simpelthen ikke var noget, man gjorde.

Jeg havde glemt, hvor ofte jeg egentlig havde natspist eller gået ture om natten med Luke – og hvad vi nu ikke havde lavet om natten. Det gjorde jeg ikke med William, overhovedet. Vi gik mest bare i seng, når klokken blev tolv eller et stykker, og så var det det.

Vi listede ud i køkkenet, og jeg åbnede køleskabet med et sultent blik. Luke havde lænet sig op af væggen ved siden af og stod og studerede mig – det var meget tydeligt, at hans blik hvilede på mig og fulgte mine bevægelser. Jeg kommenterede ikke på det.

”Der er ikke noget, jeg har lyst til,” brokkede jeg mig og sendte ham et skuffet ansigtsudtryk, hvor jeg havde skubbet underlæben lidt frem for at se trist ud.

Han grinede af mig og puffede mig blidt væk fra køleskabet. ”Lad mig kigge, jeg har altid været bedre til at finde mad,” mumlede han flabet. Jeg sendte ham et fornærmet blik, men han så det ikke, desværre.

Hans første bevægelse gik ud på at åbne fryseren i stedet for selve køleskabet. Selvfølgelig. Der gik ikke mange sekunder, før han hev en bøtte is ud og vendte sig mod mig.

”Hvad siger du til is?” spurgte han med et glimt i øjet. Da jeg opdagede, at det var chokoladeis, var jeg ved at rive den ud af hånden på ham, men jeg holdt mig tilbage og nikkede ivrigt. ”Det er overdrevet lang tid siden, jeg har spist is om natten,” betroede jeg mig til ham.

Han rystede på hovedet af mig og åbnede skuffen med bestik i. Han hev to skeer ud og gav den ene til mig, som jeg glædeligt tog i mod.

Dårligt havde han fået den åbnet, før jeg stak skeen ned i og voldsomt gravede i den hårde is, indtil jeg fik et lille stykke op på skeen. Han kiggede bare lidt på mig med et forundret blik, og jeg sendte ham et tilbage.

”Du ser ud som om, du kigger på et spøgelse,” kommenterede jeg. Han kiggede ned, og jeg kunne fornemme antydningen af noget rødme.

”Det er bare… jeg ved det ikke, du ser ud, som om du er i gang med at gøre noget, du absolut ikke må og er helt begejstret,” forklarede han mig uden at holde øjenkontakt. Jeg tav. For at være ærlig anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare til det.

Måske var det, fordi jeg rent faktisk var begejstret, og måske var jeg begejstret, fordi jeg følte, at jeg kunne opføre mig barnligt og som en 17-årig, og være som jeg egentlig var. Jeg vidste det ikke.

Jeg nåede ikke at svare, før en åbnet dør fik os begge to til at tie stille. Kort efter kunne jeg høre nogle fodtrin, der led hen mod køkkenet, og jeg gik kort i panik, fordi Jackson var vågen.

Før jeg selv nåede at gøre noget, lagde Luke hurtigt armene om livet på mig og hev mig med ham ned bag det store køkkenbord, i håb om at han kunne gemme os fra Jackson. Han fjernede hurtigt sine hænder igen, som om han fortrød, at han havde taget fat om mig. Mit hjerte havde sprunget et slag over.

Lyden af fodtrin kom tættere på, indtil den til sidst var helt ude i køkkenet. Jeg kæmpede hårdt med at holde masken og blev ved med at vænne mig om og kigge på Luke. Hvorfor kunne jeg ikke svare på.

”Luke og Audrey? Hvad laver I?” Jackson foldede armene sammen og lagde sig over dem henover bordet, så han kunne kigge ned på os. Jeg, som havde siddet på hug med isen i hånden, kunne ikke holde det ud mere, og lod mig selv falde ned på siden med et højt grin.

Luke nåede lige at tage isen ud af hånden på mig, så jeg ikke vendte den på siden med mig. Et højt grin undslap mig, imens Jackson blot blev ved med at lade sit blik gå mellem mig og Luke.

”Audrey blev sulten,” prøvede Luke, men da Jackson hævede et øjenbryn, fortsatte han: ”vi lagde madrasserne ud, så vi ikke ville vække dig, og så har vi været vågne indtil nu, sjovt nok, og så fik vi lyst til mad.” han smilede stolt.

”Og så fandt vi is,” tilføjede jeg og lavede et nik med hovedet hen mod isbøtten, Luke havde i hånden. Jeg fnes lidt over Jackson; han så træt ud med små øjne og pjusket hår, ”vækkede vi dig?” spurgte jeg ham så om.

Han trak på skuldrene og gned sig i øjnene. ”Jeg ved det ikke helt, men det tror jeg. Jeg blev i hvert fald vækket af et eller andet, og så syntes jeg, at jeg kunne høre nogle stemmer. Så besluttede jeg mig for at tjekke det, og det ser ud til, jeg havde ret,” han slog ud med armene mod os.

”Ups,” svarede jeg ham uskyldigt. Han himlede med øjnene af mig. ”Skal I ikke i seng? Er der virkelig ingen af jer, der er trætte eller har noget, I skal lave i morgen eller noget?”

Jeg vendte mig om og fik øjenkontakt med Luke. Så kiggede vi begge to tilbage og rystede på hovedet. ”Faktisk ikke. Nej og nej,” svarede Luke med et sødt smil. Han rejste sig fra gulvet og tog en hånd ned mod mig for at hjælpe mig op. Jeg tog i mod den.

Jackson rystede på hovedet for 117. Gang, før han igen sagde godnat og gik ind på hans værelse. Luke og jeg havde imidlertid sat os ved spisebordet og spiste af isen i stilhed. Det var en dejlig stilhed, som jeg havde savnet.

”Jeg havde aldrig troet, vi ville sidde her igen,” jeg brød stilheden. Han kiggede op, overrasket over jeg ville bringe sådan noget på banen. Han rystede langsomt på hovedet og holdt skeen lidt frem for sig for at studere den.

”Nej, det havde jeg heller ikke. Jeg havde håbet på det, dog,” tilføjede han genert og lod hans tunge lege lidt med læbepiercingen. Jeg havde bemærket, han tit gjorde det, når han blev forlegen eller usikker på sig selv.

”N’aww, nu er du næsten for sød,” jeg grinede kort, men stoppede, da han ikke grinede, ”ej. Men ja. Det håbede jeg nok også lidt på, indtil jeg indså, at det ikke ville ske igen – men hey, man skal tydeligvis aldrig sige aldrig. Og jeg synes helt ærligt selv, at vi gør det godt med at være venner, synes du ikke?” jeg tog noget mere is ind i munden. Det føltes som om, at ordene blot kom ud af min mund, men at det ikke var mig, der sagde dem. Som om jeg snakkede for en anden.

Han tøvede lidt, før han smilede. Det så lidt anstrengt ud.

”Jo, bestemt. Meget bedre, end jeg havde regnet med,” hans stemme gav grund til at tro, han ikke helt mente det, der kom ud af han mund. Måske lidt ligesom mig, hvor det ikke føltes som om, der lå nogen sandhed i de ord, min mund formede.

Vi spiste i stilhed, indtil jeg måtte give op.

”Jeg kan ikke mere, Luke, nu er jeg overmæt,” informerede jeg ham om. Han 2 fnes kort, før han tog resten af isen i en bid. Jeg kiggede på ham med opspærrede øjne, før jeg tog mig sammen og rejste mig. Jeg tog skeen ud af Lukes hånd og puttede både hans og min i opvaskemaskinen, hvorefter jeg smed isbøtten ud.

”Skal vi gå i seng?” hans stemme var en smule hæs, og jeg kendte mig godt nok til at vide, at det betød, han også var ved at være godt udkørt. Klokken var også blevet mange. Jeg nikkede, og han fulgte efter mig ind til vores madrasser igen.

Jeg faldt næsten i søvn i samme øjeblik, jeg pakkede mig ind i dynen, men jeg nåede lige at høre en sidste ting, inden jeg sov:

”Jeg har savnet dig så meget,” mumlede Luke. Jeg lod som om, jeg sov.

x x x

Upsie, sorry kapitlet kommer lidt sent :/ har lavet ret meget hele dagen og tog hen til min veninde ved otte tiden og er først kommet hjem her nu klokken elleve, så var ved at glemme det lol ,men her er det! 

Luke og Addy hygger og spiser is og er bare lidt nuttede. og Lukeys lille kommentar til sidst! So cute. 

By the way i morgen får jeg nok ikke publiceret noget kapitel, siden jeg har fri kl. 15:45 og skal til opvarmning til mit gyms caféaften lige efter, og når jeg kommer hjem, er jeg nok træt og fuld og glemmer alt om at publicere, lolllll. 

Nå, men enjoy <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...