Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99086Visninger
AA

9. Kapitel 8.

”Hvad gik det ud på?” spurgte jeg William om, da vi var kommet hjem til ham og var inden for lukkede døre. Jeg havde ikke ville tage det op med ham i bilen, udelukkende fordi jeg ikke ville hidse ham op, når han kørte.

Han kiggede op på mig med et halvuskyldigt blik. ”Hvilket?” spurgte han, og jeg himlede med øjnene. ”Du ved… det, at du dukkede op hos Luke og rent faktisk stort set bestemte, at jeg skulle tage med dig hjem,” svarede jeg koldt.

”Du gik da med til det, da Mr. Pink hår blandede sig,” han trak på skuldrene og gik hen til køleskabet. Der hev han en dåsecola ud og åbnede den.

”Han hedder Michael. Og hvis det er noget, du skulle interessere dig for, nu når jeg rent faktisk er din kæreste, så er han en af mine gamle utroligt gode venner. Jeg tror endda, jeg har nævnt ham for dig før,” vrissede jeg.

”Okay, okay, undskyld – Michael så. Men selvfølgelig tog jeg derud, kan du ikke godt forstå det?” han kiggede spørgende på mig, og da jeg ikke svarede, fortsatte han: ”Din ekskæreste, som du har været sammen med altid, og som du har kendt i for altid, kommer hjem fra en tour, og der går ikke to dage, før I snakker, og så ses du pludselig tit med ham… han er der hele tiden, og det er jeg ikke vant til, og jeg er ikke vant til at føle mig truet, men det ved jeg, at jeg er af ham, så jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere,” hans stemme var langt mere blød nu.

Jeg sukkede og satte mig overfor ham i den store dobbeltseng.

”Du skal lade være med at bekymre dig og stole på, at jeg ikke bare smutter fra dig, fordi Luke er tilbage. Hvem ved, hvornår han tager af sted igen? Og det er jo ikke for sjov, at jeg blev forelsket i dig – hvis jeg stadig var knust over ham, så ville det ikke være muligt for mig at blive forelsket i en anden, men det blev jeg i dig,” jeg tog beroligende fat i hans hånd.

Hans tommelfinger begyndte at ae min håndryg i rolige cirkler. Han så helt usikker ud, og det var ikke tit, han gjorde det.

”Men du kan godt forstå, jeg bliver bekymret ikke? Det er ikke, fordi jeg ikke stoler på dig – jeg stoler bare ikke på ham, og jeg ved jo, hvor meget han betød for dig, og det kan du ikke modsige – han vil altid gøre det, så jeg har bare så svært ved det,” han tog fat om mig med sine arme og hev mig ned ved siden af ham. Mit hoved hvilede på hans bryst.

”Prøv at lad være med at bekymre dig så meget. Lige nu eksperimenterer jeg med at være hans ven, og hvis det ikke går, og det er for akavet mellem os, så har jeg prøvet, og så må jeg bare lade være med at have nogen kontakt med ham,” fastslog jeg.

William nikkede, og jeg kunne mærke hans læber trykke sig mod mit hår på en blid måde. Det var lang tid siden, han havde gjort det.

”Undskyld,” mumlede jeg, ”det var ikke meningen at gøre dig jaloux eller sur eller ked af det. Jeg prøver også selv på at finde ud af, om det er en god idé at snakke med ham – men det ved jeg ikke, hvis ikke jeg prøver. Og jeg vil gerne have, at du stoler på mig, når jeg siger, at jeg aldrig kunne finde på at lave noget med ham, når jeg har dig, okay? Jeg elsker dig,” sluttede jeg.

Den sidste sætning føltes underlig i min mund. Det var lang tid siden, jeg sidst havde sagt ’jeg elsker dig’ til ham.

”Jeg elsker også dig,” svarede han roligt, men under hans bryst kunne jeg mærke, hvordan hans hjerte ræsede derud af.

Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle tage det som noget godt eller dårligt, men jeg valgte at tro på det første – han var ikke typen, der tit sagde sådanne ting, så jeg vidste, han mente det, når han endelig sagde det.

 

Det gik ikke op for mig, at jeg var faldet i søvn, før jeg vågnede, og uret viste, at den var fire om eftermiddagen. Jeg havde sovet længe. Jeg drejede mig lidt rundt og kunne konstatere, at William ikke længere lå ved siden af mig.

Med lidt besvær vred jeg næsten mit hoved rundt, så jeg kunne kigge op mod skrivebordet. Han sad ved computeren og så fordybet ud.

”Will?” pibede jeg henne fra sengen. Han drejede med det samme hovedet og smilede kærligt, da vi fik øjenkontakt. ”Du er vågen,” konstaterede han, og jeg nikkede lidt.

”Jeg vidste ikke, jeg var så træt, egentlig,” betroede jeg ham. Han grinede af mig, men grinet forsvandt lidt for hurtigt igen. Jeg studerede indgående og kunne til sidst blive enig med mig selv om, at der var et eller andet, der gik ham på.

”Hvad tænker du på?” spurgte jeg ham nysgerrigt om. Jeg havde fået kæmpet mig selv op af sengen og gik hen bag ham. Mine hænder lagde jeg på hans skuldre og begyndte at køre dem rundt i små cirkler, som en blid form for massage.

”Jeg ved godt, det er latterligt ovenpå vores lille samtale, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg skal være væk i 10 dage fra på onsdag af,” han sukkede.

Med det samme forstod jeg, hvad han snakkede om, selvom jeg næsten havde glemt, at han skulle være væk.

Det var noget, han gjorde hver sommerferie; han tog hen til sin familie, der boede fire timer væk og var der i et godt stykke tid. Han havde spurgt, om jeg ville med, men jeg havde takket nej. 10 dage var bare lige lidt i overkanten.

”Hey, du er bange for, at jeg er alene i Sydney med Luke? Det sker der ikke noget ved, tro mig,” jeg kyssede ham på halsen, og han lukkede kort øjnene i.

Før jeg så mig om, havde han drejet stolen en smule og hev mig ned på hans skød. Et fnis undslap mine læber.

”Det ved jeg godt, men jeg tror, det ligger til min natur at være evigt nervøs og jaloux,” sagde han mod mit kraveben, som han havde hvilet hovedet mod. Jeg smilede. ”Det er okay. Det får mig til at føle mig elsket – selvom du godt kan være liiiiige lidt grov nogen gange. Over for Michael for eksempel, for han er sku en sød fyr,” ordene var ude, før jeg nåede at tænke over det.

William havde flyttet sit hoved igen og kiggede lidt på mig.

”Undskyld, det var ikke sådan ment,” skyndte jeg mig at sige, ”men du skal bare vide, at det hele kommer til at gå. Bare fordi du er væk i 10 dage, betyder det ikke, at jeg springer over Luke igen – jeg tvivler på, at vi overhovedet kommer til at se hinanden i de dage – hvad skulle jeg lave med ham?” påpegede jeg.

Han trak på skuldrene. ”Det tænkte jeg også, da du sagde, han var tilbage, men du har brugt masser af tid med ham alligevel,” han lød mut nu.

”Ham og mange andre på samme tid, makker. Lad os lade være med at rippe op i det, du bliver bare i dårligt humør – og det gør jeg også,” tilføjede jeg. Faktisk kunne jeg godt mærke, at jeg blev irriteret, men jeg gad ikke tage det op med ham.

Hvis jeg skulle være ærlig, ville jeg måske heller ikke have det så cool med, hvis han skulle være 10 dage alene, når hans eks var kommet tilbage i byen. Jeg var lidt usikker på det hele, men William havde ingen grund til bekymring.

”Jo, jo, det er okay. Køber du ind, eller skal jeg? Eller tager du hjem? Eller hvad gør du?” spurgte han.

Overrasket – og lidt fornærmet – fjernede jeg mig fra ham. Han plejede ikke at spørge mig på den her måde, og det gav mig en fornemmelse af, at han gerne ville have, at jeg tog hjem i dag – som om han rent faktisk var fornærmet og lidt irriteret.

”Måske tager jeg bare hjem. Eller hen til Jackson,” svarede jeg med rynket pande. Han nikkede bare og havde vendt sig mod computeren igen.

En lyst til at fnyse højt og surt steg op i mig, men jeg fortrængte den.

”Skal jeg komme herhen i morgen, eller vil du bare gerne være alene?” han måtte kunne høre spydigheden i min stemme, for han kiggede op på mig.

”Det bestemmer du selv. Du ved, jeg godt kan lide at have dig her,” svarede han blot. Jeg nikkede og blev enig med mig selv om, at jeg måtte gøre det op med mig selv i morgen tidlig.

Efter at have samlet min tandbørste, nattøj og computer ned i min taske, jeg havde med mig overalt (fordi jeg så tit tog frem og tilbage mellem Williams lejlighed og mine forældres), gav jeg ham et kort kys, som han knap nok gengældte, før jeg forsvandt ud af døren.

Jackson boede 20 minutter væk på gåben, og jeg besluttede mig for at gå derhen. Bussen ville klart være hurtigere, men faktisk havde jeg ikke lyst til andet end at høre musik og bare gå udenfor lidt.

Jeg havde været totalt omringet af mennesker de sidste mange dage – hvis ikke uger – og det var rart at få lidt space engang i mellem.

Det gik dårligt nok op for mig, hvilket musik jeg satte på, før introen til ”Jersey” af Mayday Parade spillede. Det var en af min all time yndlingssange, men jeg havde ikke hørt den længe. Mest af alt, fordi den mindede mig om Luke; i 2011, hvilket var tre år siden nu, havde han nemlig lavet et cover af den på youtube, og det var der, jeg blev introduceret til den første gang.

Som per automatik kørte den på repeat med fuld volumen hele vejen hjem til Jackson. Jeg havde en nøgle til lejligheden (fordi så tætte var Jackson og jeg), og jeg låste mig selv ind.

”Jack! Det er mig,” råbte jeg gennem lejligheden, da jeg nærmest snublede ind i entréen. Aldrig nogensinde ville jeg vænne mig til det høje dørtrin, der var. Jeg rynkede på panden, da der ikke kom noget svar. Der kom lyde fra tv’et inde i stuen.

På vejen derind sparkede jeg mine sko af og åbnede døren op.

Det eneste problem var dog, at en person var på vej ud, så døren dermed også blev hevet op fra den anden side, og et højt skrig undslap mig – så højt, at det brændte i halsen. Og jeg var ikke den eneste, der skreg.

”Addy! Hvad laver du her?” det var Luke, der snakkede, da han var kommet sig ovenpå sit eget skrig. Jeg spærrede øjnene op. Det rigtige spørgsmål var, hvad han lavede her – jeg var Jacksons søster trods alt.

”Jeg kan spørge dig om det samme,” pustede jeg, stadig med adrenalinen kørende ovenpå chokket. Jackson kom op på siden af os og så lige så forvirret ud.

Vi måtte alle se utroligt dumme ud.

”Jeg besøger Jackson,” svarede Luke dumt. Jeg himlede med øjnene, fordi det egentlig havde været et retorisk spørgsmål. ”Det gør jeg også. Eller det ville jeg. Eller det ved jeg ikke. Skal jeg gå? Jeg anede ikke, du havde besøg,” det sidste sagde jeg til Jackson.

Han kiggede frem og tilbage i mellem os.

”Woooow, det her er underligt. Hvorfor er du ikke hos William?” spurgte han mig blot om. ”Han var i underligt mobset humør, fordi han tror alt muligt,” jeg undgik at sige, hvad han troede. Ikke foran Luke.

”Du må gerne blive her for min skyld,” svarede Luke demonstrativt og kiggede mig lige i øjnene, ”vent – er det ”Jersey”, du hører?” han afbrød næsten sig selv.

Med rødmen stigende op i kinderne, skruede jeg ned for musikken, så den ikke længere kunne høres gennem høretelefonerne. Alligevel nikkede jeg og gjorde det klart for ham, at ja, det var det.

”Well, du er velkommen til at blive, Addy – altid! Vi er i gang med at se film, så ja. Du bestemmer selv, hvad du vil lave,” svarede Jackson bare.

Jeg nikkede lidt. Mine øjne fulgte Luke, da han satte sig ned i sofaen igen – jeg stod stadig frosset fast. Da han havde sat sig, kiggede han op, og gudhjælpemig om ikke han blinkede til mig.

Blinkede! 

x x x

SÅ GUYS endnu et kapitel oh uuhhhhh Luke er hjemme hos Jackson , hvad har I at sige til det? :D Im excited myself, og jeg ved endda, hvad der sker, suk ... jeg shipper bare Luke og Addy så meget :( 

Håber, I har en super fed dag.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...