Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99389Visninger
AA

7. Kapitel 6.

”Er du sikker på, at det her er en god idé?” spurgte Dakota en smule usikkert. Jeg kiggede på hende med et øjenbryn, for normalt var det mig, der tøvede med at gå til fester og ikke hende.

”Hvorfor skulle det ikke være det?” spurgte jeg og kiggede mig selv i spejlet. Jeg var iført en sort, tætsiddende kjole med et lille blomstermønster over brystet, men ikke noget specielt. Mit hår havde jeg i anledningen af en fest krøllet en smule, og jeg havde taget eyeliner og en lilla læbestift på udover det sædvanlige.

I det mindste kendte jeg godt de mennesker, der kom, så jeg vidste, at det her var en nogenlunde normal dress code til de fester, der blev holdt med dem.

”Det er bare, du ved, det er Luke, og din kæreste virker ikke ligefrem vild med det, og måske er det lige at krydse en bro for meget at gøre det?” foreslog hun. Jeg kiggede dumt på hende og rystede på hovedet.

”Dakota, det er bare en fest, og så er det Luke, der holder den, men alle mine venner er der. Du kender godt en del af dem fra skolen, du ved. Det skal nok blive cool, og hvis det er nederen, smutter vi bare tidligt,” lovede jeg hende.

Hun nikkede lidt og tog det grønne sugerør ind mellem hendes læber. Langsomt sugede hun noget af sin isbjørndrink ind og sank tilfredst.

Jeg havde selv drukket to glas, hvilket måtte være nok at starte på.

For at være ærlig syntes jeg selv, at jeg så okay ud. Jeg havde tænkt mig at tage flade sko, siden jeg slet ikke begik mig i høje sko, selvom jeg måske godt kunne have brug for det. Jeg var ikke en af de allerhøjeste af min alder, men det gjorde mig egentlig ikke så meget.

Jeg studerede Dakota, der havde en sort nederdel og en trøje på. Hun formåede at se godt ud, lige meget hvilket tøj hun tog på – det kunne godt være lidt frustrerende engang i mellem. Måske var det hendes tykke, lyse hår, der gjorde det.

Med et hovedryst slog jeg tanken ud af hovedet og satte mig i stolen ved mit skrivebord med mobilen i hånden.

”Er du ved at være klar?” spurgte jeg hende, ”Mike drikker ikke i dag, så han tager bilen og har lovet, han komme forbi og henter os på vejen, og han er her snart.” uddybede jeg. Dakota kiggede op.

”Mike? Mike, lækre Mike?” hun spærrede øjnene op og bundede hurtigt sin drink. Jeg nikkede og grinede. ”Det går jeg ud fra,” svarede jeg.

Dakota kiggede sig i spejlet og rettede på et par ikkeeksisterende fejl, før hun nikkede til mig. ”Okay, jeg er klar,” betroede hun mig. Jeg rejste mig fra stolen og tog min lille bæltetaske over hovedet.

Jeg havde altid en lille taske med til fester, så jeg var sikker på, at jeg ikke ville miste mine ting. Det var mit værste mareridt.

Mike holdt allerede ude foran, da vi kom ud på gaden, og jeg satte mig ind på forsædet. Jeg gav ham et kram, så godt som det var muligt i vores positioner, og han smilede til Dakota gennem bakspejlet. De kendte ikke hinanden så godt, selvom de havde været til flere fester sammen.

”Jeg glæder mig til at se Luke. Jeg har ikke set ham længe,” sagde Mike, imens vi kørte, ”har du?” fortsatte han så. Jeg bed mig i læben for ikke at grine, fordi, ja, det kunne man roligt sige, jeg havde.

”Jep. Jeg mødte ham til strandfesten, og så inviterede min mor ham og hans familie over til middag, og så mødte jeg ham ved pandekagehuset i onsdags sammen med William,” svarede jeg ham.

Han skar ansigt, da jeg nævnte den sidste begivenhed. ”Hvordan gik det så med William og ham?” spurgte han. Mike vidste vidst godt, at William kunne være lidt for overbeskyttende engang i mellem.

”Well. Luke inviterede ham med, og William sagde, han ville foretrække, at jeg ikke tog med. Måske var Luke også lidt provokerende. Jeg ved det ikke helt, men William var lidt mobset resten af dagen,” indrømmede jeg.

Mike grinede bare og rystede lidt på hovedet. ”Kommer det overhovedet bag på nogen?” mumlede han, og det lød som om, det egentlig mest var til ham selv. Jeg svarede ham ikke.

”Der er i hvert fald gang i den,” udbrød Dakota fra bagsædet, da vi drejede ned af Lukes vej. Jeg havde det underligt ved at være her igen. Gud, hvor havde jeg brugt meget af min tid her; det bragte mange ting med tilbage.

I stedet for at fokusere på minderne gav jeg Dakotas ord opmærksomheden og måtte give hende ret. Allerede for enden af vejen kunne man høre musikken spille højt, og jeg tog mig selv i at have ondt af naboerne, der skulle høre på det hele natten.

Mike parkerede bilen på den anden side af gaden, og jeg hoppede ud. Mit blik gled over huset, og jeg prøvede på at skubbe den underlige følelse i kroppen væk.

”Jeg sagde jo, at det ville være underligt for dig at være her igen,” hviskede Dakota til mig, da hun passerede mig på vej hen mod huset. Hendes ord fik mig til at vågne lidt op, og jeg begyndte bestemt at gå efter hende.

”Så underligt er det heller ikke,” insisterede jeg, selvom hun nok havde ret. For kort tid siden ville jeg ikke have troet, jeg nogensinde skulle sætte mine fødder i det her hus igen.

Da vi kom ind, blev jeg overrasket over, hvor mange mennesker her var. Vi var også kommet en time senere, men normalt plejede der slet ikke at være så mange så tidligt. Det var nok, fordi størstedelen ikke havde set ham i lang tid og gerne ville nå at få en god aften ud af det.

Luke kom hen til os med det samme, han så os. Det var tydeligt, at han allerede havde fået lidt at drikke, men jeg reagerede ikke på det.

Han gav Mike et kæmpestort kram, og de lignede mest af alt et kærestepar, der havde været adskilt i alt for lang tid. Mike forsvandt fra os bagefter, fordi han havde fundet et par af sine venner.

”Heeeeeeey, piger!” sagde Luke glad til os. Bag ham kunne jeg genkende Ashton, og jeg smilede lidt til ham. Ashton var lige et par år ældre end os, og jeg kunne huske, hvordan det altid var så sejt, når jeg blev set med ham.

”Dav,” sagde jeg og havde ikke andet valg end at indgå i den omfavnelse, han lagde op til. Jeg bebrejdede ham ikke, for jeg ville nok også have været helt med på idéen, hvis jeg havde haft mere alkohol i blodet.

”Der er nogle øl og sådan lidt ude i køkkenet, og når nu det er jer, må I vældig gerne tage nogen af dem. Mig og drengene kan ikke drikke dem alle sammen,” han smilede stort, og det smittede af. Jeg rystede på hovedet og sagde tak, før jeg gik videre med Dakota.

Med ’mig og drengene’ mente han tydeligvis ham, Ashton, Michael og Calum. Som jeg skulle have hilst på.

”Jeg hilser lige på resten af Lukes band,” jeg smilede stort på en sarkastisk måde. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide de drenge, for de var skide søde, men det var bare hele situationen, der var latterlig.

Dakota nikkede og gik hen til en af vores fællesveninder, Emily. Det var dog mest hendes veninde, for jeg snakkede kun med hende til få fester og gav hende et lille hej i skolen, ellers ikke.

”Hej, Ashton,” sagde jeg mildt til ham, da han var den eneste, jeg kunne få øje på. Han kom hurtigt op fra hans stol og gav mig et forsigtigt kram, som om han var bange for, det ikke var okay.

”Hey – det er lang tid siden,” påpegede han. Jeg nikkede. ”Jep, det gik ligesom lidt vasken, da… ja, du ved,” jeg stoppede mig selv fra at tage fortiden op med ham, ”hvor er Michael henne? Han er den eneste, jeg mangler at sige hej til.” fortsatte jeg spørgende.

Ashton kiggede på mig med hans søde øjne og trak på skuldrene med et uvidende blik.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, han gik på toilettet før. By the way, Luke nåede at blive helt bange for, at du ikke kom. Jeg tror, han nævnte det fem gange indenfor en halv time,” betroede han mig.

Det fik mig til at spænde lidt op, men jeg sørgede for at blive ved med at smile.

”Er det rigtigt? Well, jeg er her nu. Dakota og jeg skulle bare lige blive klar og drikke lidt, så ja. Jeg håber, du har det godt, Ashton – jeg tror, jeg vil finde Michael nu,” undskyldte jeg mig, og han nikkede forstående.

Jeg kunne ikke vurdere, om det var akavet mellem mig og Lukes bandmedlemmer, nu hvor Luke og jeg ikke var sammen mere.  

Igennem mængden kunne jeg skimme noget lyselilla hår og kunne regne ud, at det var Michael. Han var nok en af de eneste teenagefyre, der ville farve sit hår i så skør en farve, men det underlige var, at det klædte ham.

”Michaeeeeel,” sagde jeg lavt på vej hen til ham. Relativt lavt var det så, for jeg skulle overdøve musikken. Han vendte sig rundt, og hele hans ansigt lyste op, da han så mig. I to skridt var han henne ved mig og svang mig rundt i et kram.

Jeg kunne ikke lade være med at grine og kunne konstatere, at intet havde ændret sig mellem os to. Eller det havde det, for vi snakkede ikke jævnligt, men det føltes normalt at stå med ham nu.

Da jeg havde lært de tre drenge at kende, var det Michael, jeg havde klikket bedst med, og vi var blevet ret gode venner. Han var nok den, jeg savnede mest af ham, Calum og Ashton.

”Hvor er det godt at se dig igen!” udbrød han. Han gav mig elevatorblikket, hvorefter han fortsatte: ”Gud, hvor ser du bare voksen ud. Jeg synes, du var en lille pige, da vi tog af sted,” fortalte han mig.

Fornærmet fnøs jeg. ”En lille pige? Please, jeg var 16. Super voksen,” jokede jeg, og han grinede af mig. Ikke, at jeg var meget ældre nu, for jeg var trodsalt kun 17.

”Ej, men går det godt og alt det der?” spurgte han og kiggede utroligt indgående på mig. Jeg nikkede. ”Jep, det går super godt. Jeg nyder mest af alt, at der er sommerferie, for det er sku meget rart. Men jeg ville have det bedre, hvis du fortalte mig om, hvordan du har det over en af de øl, Luke fortalte, der stå ude i køkkenet,” jeg kom med en ikke særlig diskret hentydning.

Michael slog en latter op. ”Skal vi?” spurgte han med en påtaget fornem mine og holdt armen frem, som en hentydning til, at jeg skulle gå arm i arm med ham – og det gjorde jeg.

 

***

 

En øl med Michael var blevet til endnu en øl med Dakota, og det var blevet til vodkadrinks med lidt forskellige mennesker rundt omkring.

Jeg ville ikke kalde mig direkte stiv, som folk kaldte det, når man var vildt beruset, men jeg ville nok kalde mig fuld. Jeg var i hvert fald ikke ædru – det kunne jeg mærke i hele min krop, at jeg ikke var.

”Hygger du dig?” spurgte jeg, da jeg fandt Dakota efter et kvarters søgen. Jeg var gået på toilettet, og da jeg kom tilbage, havde hun ikke været til at finde igen.

”Ja, meget! Hvorfor? Gør du ikke? Vil du hjem?” hun lød næsten panisk, hvilket hendes ansigtsudtryk også viste, og jeg grinte af hende med et ryst på hovedet. ”Nej, jeg hygger mig faktisk ret meget. Hvis jeg skal være ærlig, er det en af de bedre fester, vi har været til, i lang tid. Folk ryger rent faktisk ikke hash and what-so-ever, men holder sig til alkohol,” beroligede jeg hende.

Hun nikkede medgivende.

”Det er rart for en gangs skyld. For resten jeg tror, Luke ledte efter dig. Han spurgte mig, hvor du var før,” sagde hun. Jeg kiggede overrasket rundt i rummet for at se, om jeg kunne finde ham. ”Hvad svarede du?”

”At det vidste jeg ikke. Skulle jeg have sagt noget andet?” spurgte hun og så et øjeblik bange ud. Jeg rystede på hovedet. ”Nej, det er cool. Jeg finder ham lige så,” jeg hev kærligt i hendes hår, før jeg begik mig ud på eventyr i jagten efter Luke.

På vejen tjekkede jeg min mobil.

William: Hej skat, er festen god? Sig til, hvis du skal hentes. Jeg elsker dig

Normalt ville jeg blive glad for sådan en besked, men i dette tilfælde gik den mig lidt på. Jeg vidste, han spurgte, fordi han var usikker omkring, at jeg var hos Luke.

Det tog mig ikke lang tid at finde ham med en øl i hånden sammen med en af hans venner. Hans ven kiggede lidt op og ned af mig, men sagde ikke noget.

”Hey, du. Dakota sagde, at du ledte efter mig?” det var rart, at jeg endelig følte mig mere rolig omkring ham. Det havde noget at gøre med alkoholens effekt, men det var rart ikke at føle mig så anspændt og ubehageligt tilpas.

”Åh, øh, ja. Det er rigtigt. Men nok ikke lige her, og det er måske lidt et dårligt tidspunkt og sådan,” svarede han tøvende. Jeg trak på skuldrene. ”Det er fint, hvis det er fint for dig. Vi kan bare gå et andet sted hen,” jeg var overrasket over mig selv, men tog ikke mine ord tilbage.

Luke nikkede med et lille smil og sagde, at vi bare kunne gå udenfor og sidde, hvor der nok ikke ville være mange mennesker; rygerne var ude i baghaven.

Han tog to øl med til os hver og gav mig den ene, da vi satte os ned på det tørre græs.

”Okay. Nu starter jeg bare ærligt ud, og jeg gør det hundrede procent, fordi jeg ikke er helt ædru, men jeg vil gerne have snakket ud om det, der skete i mellem os. For jeg bryder mig ikke om, at det er så akavet, hver gang vi ser hinanden, for det er allerede sket fire gange, og vi ved ikke engang, hvad vi skal sige til hinanden, når vi skal hilse,” startede han. Jeg sukkede – ikke, fordi jeg ikke ville snakke om det, bare fordi.

”Jeg ved bare ikke, hvad der er at sige. Du ved, hvordan jeg har det med det og har haft det,” svarede jeg. Han rystede på hovedet. ”Ikke rigtig. Vi cuttede ligesom bare kontakten, da jeg tog af sted.” indrømmede han.

Det havde han selvfølgelig en pointe i.

”Okay. Well, vi ved jo begge to, at det gik galt, da du skulle på tour med One Direction, og vi ved begge to, at du valgte musikken frem for mig, ikke?” endte jeg med at sige.

Han sad lidt. ”Jeg vil ikke direkte kalde det at vælge musikken frem for dig, Ad, det var bare en stor mulighed, og jeg ville gerne tage den, for det ville gøre mirakler for vores karriere,” svarede han. ”

”Luke, du diskuterede det ikke engang med mig. Og efter det var det som om, at jeg ikke betød så meget, for så skulle I til at øve jer til den tour, og så gik alt din tid sammen med bandet, og det var fint nok, men du kom ikke engang over om natten mere, som du plejede – du begyndte at lave sleepovers med dem, fordi det ligesom altid giver noget godt, når et band er sammen, og jeg var ikke lige så vigtig. Og det nager mig, at du ikke snakkede med mig om noget af det, for vi kunne have fået en meget bedre slutning, end den vi fik.” insisterede jeg.

”Vi fik aldrig nogen slutning…” sukkede han og tog en tår af sin øl, ”men ja. Jeg ved godt, jeg ikke var så god overfor dig, men vi to har været sammen i for altid. Vi var sammen altid – jeg kan ikke huske ikke at være sammen med dig – udover nu selvfølgelig – og jeg tror bare, jeg troede, du ville støtte mig hele vejen igennem.”

Jeg fulgte hans eksempel og drak to kæmpe store tåre af øllen.

”Det var ikke, fordi jeg ikke ville støtte dig og ikke ville have, du tog af sted på den tour. Selvfølgelig skulle du på tour, det ville jeg aldrig have stået i vejen for! Det var det med, at jeg blev nedprioritet og langsomt forsvandt beskederne, du altid plejede at sende mig ved hver lejlighed, og så stoppede du med at komme over eller invitere mig over, når du havde en fridag, og det var som om, vores kontakt bare forsvandt. Og så tog du af sted, og vi nåede dårligt nok at sige stop, altså. Jeg endte med bare at skrive, at det var det, og at du måtte have en god tour,” jeg lukkede øjnene i og lænede mig lidt op af murstensmuren.

Endnu engang drak jeg af min øl og blev overrasket, da jeg stort set tømte den. Jeg var normalt ikke den vilde øldrikker, men det gik mig tydeligvis ikke på i dag.

”Jeg ved det godt, og du har ret, og det var ikke cool af mig, men det var bare… alting med bandet blev så stort lige pludselig, og det var jeg overvældet af, og så fik jeg svært ved at fokusere på alting, og ja. Det var jo ikke, fordi jeg ikke elskede dig mere, overhovedet. Du er en af de personer, der betyder mest for mig i hele verden – vi har kendt hinanden i en evighed, og du har altid været så fantastisk,” sukkede han. Han lød oprigtig ked af det.

Jeg valgte ikke at kommentere på hans brug af nutid.

”Det skulle du bare have vist mig, for til sidst var jeg ikke sikker på, om jeg overhovedet kunne kalde os venner,” sukkede jeg og kiggede på ham. Hans øjne lå også på mig, og jeg smilede svagt.

”Jeg er ked af det, Ad. Undskyld, virkelig. Hvis jeg kunne, ville jeg gå tilbage og gøre tingene om, men det kan jeg ikke,” sagde han. Jeg rakte ud og klemte hans hånd.

”Det er okay, okay? Der er ikke så meget, du kan gøre for at ændre det nu, og jeg ved, at du fortryder det,” beroligede jeg ham. Inderst inde havde jeg nok godt vidst alt det, han lige havde sagt, men det gav mig en rar følelse, da han sagde det.

Godt nok var det ikke helt en undskyldning for, at han næsten bare have glemt mig – eller sådan føltes det – men han sagde, han havde holdt af mig igennem det, og at det ikke havde været meningen, det skulle være enden.

Før jeg kunne fjerne hånden, lagde han sin ovenpå min, og det var næsten som et elektrisk chok, der gik i gennem min krop. Det var lang tid siden, jeg havde haft kontakt med hans hånd – hvor underligt det så end var.

Vi fik øjenkontakt, men der var ingen af os, der sagde noget. Jeg fjernede ikke engang min hånd, selvom jeg burde. Jeg kunne bare ikke – jeg sad bare og kiggede på ham og prøvede at tage alt ind omkring ham, som jeg ikke havde set i så lang tid.

Pludselig gik det op for mig, hvad jeg lavede, og jeg tvang mig selv til at snappe ud af det. Forvirret fjernede jeg min hånd fra hans.

”Undskyld, jeg ved ikke lige,” jeg løftede akavet op i mit hår. Han rejste sig op ved siden af mig med et genert smil. Jeg kunne slå mig selv.

”Ej, virkelig, det skulle ikke lige være sket. Jeg er glad for, vi snakkede, Luke, og jeg håber, vi måske kan håndtere situationerne, så de ikke er akavede mere, men det der var bare et moment – og det indrømmer jeg gerne. Jeg skal finde Dakota.”

Jeg trykkede mildt hans skulder, da jeg gik forbi ham ind i huset igen, men han reagerede ikke rigtigt. Dog vidste jeg, at han smilede en lille smule, og det var cool. Han måtte gerne smile.

x x x

Såååå kom dagens kapitel og hey, de holder lidt i hånden! 

Der sker ikke så meget, men de får snakket lidt, og man får indblik i  Lukeys følelser, og hvordan det hele er. Og hey er hende og Michaels forhold bare lige for sødt eller hvad? nurh. 

By the way det ville være vildt awesome, hvis I ville like, så den kommer op på startsiden, og der er flere, der bemærker den og læser den! (næsten 100 læsere, yass!) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...