Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99259Visninger
AA

6. Kapitel 5.

”Er der noget, du skjuler for mig, Audrey?” Luke grinede til mig og prikkede mig siden. Med et højt grin, der blev blandet med hvin, vred jeg mig rundt i sengen under ham.

”N-nej,” pustede jeg og prøvede ihærdigt på at få vejret. Kort lod Luke hans lange fingre være stille mod mig, og jeg åndede lettet ud. Han vidste, hvor kilden jeg var, og han havde en evne til altid at ramme præcis de steder, der var slemme.

Han lagde sig ned ved siden af mig i min seng ovenpå den råhvide dyne. Hans blå øjne borede sig ind i mine, og han hævede udfordrende et øjenbryn.

”Er du helt sikker på det?” han rullede ind over mig igen og genoptog sin kilden. Jeg følte mig som en orm, som jeg lå der; han holdt mine arme fast over mit hoved med hans ene hånd, og mine ben kunne jeg ikke bevæge, fordi han sad ovenpå mig. Ergo havde jeg hverken ben eller arme til hjælp, og jeg kunne ikke gøre andet ned at vride mig rundt.

”Jeg er helt sikker!” skreg jeg højt, og det blev blandet med et grin. Mit grin var dårligt nok et grin mere, men lød nærmere som et æsels lyd.

Luke grinede af mig og stoppede endnu engang. Han kiggede på mig med et kærligt blik, som om jeg var det mest dyrbare, han nogensinde havde lagt øjnene på. Langsomt lænede han sig ned mod mig, og jeg smilede kort, før han trykkede sine læber mod mine.

Forpustet vågnede jeg. Rummet var mørkt, og jeg rakte ud efter lampen på natbordet ved siden af sengen.

Irriteret rystede jeg mit hoved et par gange for at slå drømmen ud af mit hoved og for at fjerne den følelse, der sad i mig lige nu. Fortumlet kiggede jeg ved siden af mig, hvor William lå. Han så fredfyldt ud, som han lå der.

Jeg rejste mig fra sengen og tog mobilen fra bordet, før jeg gik ud af soveværelset. Hele huset var mørkelagt, og jeg tændte lyset i takt med, at jeg gik igennem det. Jeg havde problemer med, når der var fuldkommen mørkt.

Klokken var kun tre om natten, og jeg sukkede.

Det var en uge siden, Luke og hans forældre havde været på besøg til middag. Jeg ville ønske, det var første gang, han havde optrådt i min drøm, men det hang ikke helt sådan sammen.

Egentlig tog jeg det ikke som noget stort, for det var kun klart, at han lå i min underbevidsthed. Selvfølgelig bragte det mange minder tilbage, der alle sammen var oppe og vende, nu når han var tilbage.

Audrey: Er du vågen mus?

Luke: Noget siger mig, at den her besked var fejlsendt…

Audrey: Sorry, jeg er lige vågnet – den skulle have været til Dakota :-)

Luke: Det er okay. Hvorfor er du vågen?

Audrey: Jeg sov bare ikke så godt, og så ville jeg bare høre, om Dakota var vågen. Det er hun for det meste, nemlig

Luke: Det lyder som mig. Jeg sover heller ikke lige frem så godt for tiden, desværre… Hård uge eller har du bare søvnproblemer?

Audrey: Well, ingen af delene, jeg havde bare en underlig drøm, that’s all, buddy :))

Luke: Hvad handlede den da om? Mareridt? :(

Audrey: Jeg tror, jeg skal i seng igen nu, Luke! Sov godt!

Forbløffet stirrede jeg ned i min telefon og blev kun afbrudt af Luke, der svarede godnat. Måske havde det ikke været en særlig lang samtale, men det faktum, at den havde fundet sted, var underlig.

Jeg skrev til Dakota, om hun var vågen, og forsikrede mig, at det var hende, jeg skrev til og ikke en anden person. Hvor var det flovt.

Dakota: Jeg er vågen, hvad har du på hjertet, min kære?

Audrey: Egentlig ville jeg sige, at jeg havde en drøm om Luke, men nu vil jeg hellere sige, at jeg kom til at sende en besked til ham, der skulle have været til dig, og så havde vi en lille samtale over det, what

Dakota: Okay, det her er spændende nyheder! Men se, det er det, jeg siger! I kan sagtens komme godt ud af det med hinanden, uden I behøver være kærester. Måske skal du bare give ham en chance for at se, om I godt kan sammen!!

Audrey: Yeah right, sig det til William. Han ville nok ikke være så vild med idéen om, at jeg hang ud med min eks. Jeg smutter i seng igen, jeg ringer til dig i morgen, babe, godnat!

 

***

 

”Du ser træt ud, skat,” William kiggede kort på mig, før han rettede blikket mod vejen igen, så han kunne koncentrere sig om at køre.

Jeg nikkede lidt og lagde min hånd ovenpå hans, der lå på mit lår. ”Jeg vågnede i nat og var vågen i en times tid,” forklarede jeg. Efter jeg havde sagt godnat til Luke og Dakota, var jeg gået i seng, men det havde stadig været et problem for mig at falde i søvn.

”Hvorfor vækkede du mig ikke?” spurgte han med et lille suk. Jeg smilede til ham, selvom han ikke kiggede på mig. ”Jeg vil da ikke forstyrre dig midt om natten. Det er okay, nu skal vi have morgenmad, og jeg håber, du giver,” tilføjede jeg advarende.

Han grinede og klemte mit lår. ”Er det noget nyt, prinsesse? Jeg skal nok give, bare rolig. Jeg er manden i forholdet after all,” jokede han. Med en påtaget fornærmet mine hævede jeg et øjenbryn.

”Bare fordi du er manden, betyder det ikke, at jeg ikke kan klare mig selv,” insisterede jeg. Han rystede bare på hovedet af mig, før han holdte ind ved pandekagehuset, hvor vi tit spiste.

Det havde egentlig været et sted, hvor jeg var kommet relativt ofte med Luke, men pandekagerne var simpelthen for gode til ikke at fortsætte traditionen med en anden kæreste. Jeg kunne ikke undvære dem.

Jeg hoppede let ud af bilen og gik forrest ind af døren. Pete, som ejeren hed, kiggede op, da vi kom ind, og et stort smil bredte sig over hans læber, da han så, at det var os. Vi var stamkunder og havde efterhånden lært ham at kende.

”Dav, Audrey og dav, William!” hilste han, ”skal I have det sædvanlige?” spurgte han, og vi nikkede begge to med et smil. ”Du kender os simpelthen for godt, Pete!” betroede jeg ham, imens vi satte os hen ved det bord, vi altid sad ved (når andre ikke sad her, selvfølgelig).

Vi sad og småsnakkede lidt frem og tilbage, indtil Pete kom hen mod vores pandekager på to tallerkener og en kande vand til. Jeg smilede taknemmeligt til ham og gik straks i gang med at spise.

”Hvorfor er det egentlig, at du er så vild med den pandekage? Jeg tror aldrig, jeg har set dig spise andet end den,” spurgte William nysgerrigt. Jeg kiggede indgående på ham og kunne konstatere, at han havde brug for at barbere sig. Mine tanker tog mig et halvandet år tilbage.

”Spiser du seriøst det der? Og så fra morgenstunden af?” jeg kiggede anklagende på Luke, da han ivrigt tog et stykke pandekage ind i munden, der var fyldt med både nutella, is og sirup. For mig var det en fuldstændig absurd blanding, men Luke elskede den tilsyneladende.

”Hey, du skal ikke dømme noget, du ikke har smagt. Du skal give de absurde ting en chance engang i mellem, ellers åbner du aldrig din horisont for nye ting!” insisterede han og tog endnu engang en bid af det.

Jeg rystede på hovedet og tog en bid af min, der kun var nutella og banan i, som normale folk ville vælge.

”Prøv at smag,” han stak sin gaffel helt op i hovedet på mig, og jeg rystede frastødt på hovedet. ”Nej tak, jeg tror, jeg springer over,” grinede jeg og sørgede for at holde mig i nogenlunde afstand fra ham.

Han så skuffet ud. ”Kom nu. Giv det en chance! Det kan ikke være værre, end at du spytter det ud i servietterne lige der og fortsætter med din egen pandekage,” han kiggede overbevisende på mig, og jeg endte med at sukke højt.

Så lagde jeg mit bestik fra mig og kiggede lidt på hans pandekage. Den så ikke særlig tiltrækkende ud, men jeg nikkede.

”Okay, så kom med det,” endte jeg med at sige. Luke smilede, glad over at have overtalt mig og skar et stykke ud til mig. ”Åben munden,” sagde han og løftede gaflen hen mod mig med hånden under, hvis nu uheldet var ude, og det røg ned fra gaflen.

Jeg kunne ikke lade være at grine. ”Det sagde han også i går,” mumlede jeg, lavt så ingen andre kunne høre det. Luke stoppede sine bevægelser ved at tage hånden ned igen, fordi han begyndte at grine.

Hans latter lød så sød, når den kom sådan helt inde fra hjertet af og var en høj latter.

”Okay, nu er jeg klar,” jeg skar ansigt, da jeg nu ikke kunne sige det ude af kontekst fra før, men både Luke og jeg formåede at holde masken, og han tog gaflen op til min mund igen. Forsigtigt tog jeg indholdet af den og begyndte at tykke.

Luke sad og kiggede spændt på min reaktion – næsten som et barn, der ventede på gaver – og jeg nikkede overrasket.

”Det er faktisk ikke så slemt, som jeg ville have troet,” indrømmede jeg forbløffet. Luke nikkede ivrigt. ”Jeg sagde det jo! Nu vil du måske være åben overfor nye ting, jeg vil vise dig, fremover!” udbrød han.

Jeg rystede på hovedet af ham.

”Du er skør, skat,” betroede jeg ham med et kærligt blik. Han lavede en grim grimasse til ham. ”Meget muligt, men det er derfor, du elsker mig,” påpegede han.

Jeg svarede ham ikke, men han havde nok ret. Jeg elskede ham, og det var ikke kun lidt.

”Hey, er du stadig i vores verden?” William knipsede foran mig, og jeg kiggede op på ham. Jeg rystede med hovedet for at få mig selv tilbage til virkeligheden.

”Undskyld, jeg er bare lidt træt. Men jeg ved ikke, hvorfor jeg spiser den, den smager bare godt, går jeg ud fra,” løj jeg. Jeg havde så svært ved at fortælle ham om ting, der stadig hang ved på grund af Luke. William havde også svært ved at høre om det, så det var ligesom meget godt at holde det for mig selv.

William kiggede skeptisk på den. ”Ja, du får i hvert fald ikke mig til at spise den, så er det sagt,” advarede han. Jeg smilede svagt til ham. ”Det havde jeg heller ikke tænkt mig, bare rolig.” forsikrede jeg ham.

Vi fortsatte med at small talke, indtil Pete begejstret næsten løb ud fra disken, hvor han stod.

”Åh, hvor er det dog lang tid siden, jeg har set dig!” udbrød han, og jeg rykkede mig lidt til siden for at se forbi William. Jeg kunne se en langbenet fyr stå og give Pete et stort håndtryk, der gik over i et halvt kram, og jeg sukkede.

Perfekt. Lige nu ville jeg ønske, jeg havde sat mig på Williams plads, så Luke ikke havde en chance for at genkende mig.

William vendte sig rundt og fulgte mit blik. Kort efter drejede han sig tilbage med et forvirret blik.

”Er det…-” ”Luke? Jep, det er ham. Jeg tænkte, jeg nok ville støde på ham et sted som her, nu når han er tilbage,” jeg sukkede og begravede kort hovedet i hænderne. William sagde ikke noget, men kiggede bare lidt på ham.

Det lå ligesom i luften, at han ikke var så glad for, han var tilbage. Han havde heller ikke ligefrem været begejstret, da han havde fundet ud af, at Luke og hans forældre havde været ovre til middag. Heldigvis var det ikke just noget, jeg kunne have gjort noget ved, og det havde gjort ham bedre tilpas.

I håbet om at kunne gemme mig sørgede jeg for at sidde med bøjet hoved, da jeg genoptog min spisning. Men jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig, og jeg kiggede op mod Luke endnu engang.

Det var simpelthen så underligt at se ham i de her omgivelser igen, selvom det samtidig var så normalt; som om puslespilsbrikkerne i puslespillet faldt på plads endnu engang. Jeg kiggede væk.

”Dav med dig, Audrey,” lød hans stemme, efter han, tydeligvis, havde fået øje på mig og var gået herhen. Jeg kiggede op med et anstrengt smil og så ham give William et lille nik, intet specielt.

”Hey, Luke,” svarede jeg, ”det her er William-” ”Hendes kæreste,” brød William ind. Jeg kiggede irriteret på ham, og han sendte mig et ’hvad’ blik, da han så det. Hvis ikke Luke havde stået her, ville jeg have himlet med øjnene.

”Ja, det hører jeg. Godt at møde dig,” Luke snakkede med en kølig stemme, og jeg kunne ikke bebrejde ham. William var ikke ligefrem venlig stemt heller, og jeg følte pludselig, jeg sad midt i en åndsvag film.

”Tak for samtalen i nat, Ad, det var hyggeligt,” sagde han så henvendt til mig. Jeg spændte i hele kroppen og undgik at kigge på William, selvom jeg kunne mærke hans blik bore sig ind på mig.

”Det var så lidt,” mumlede jeg så lavt, han dårligt nok kunne høre det. Han lod sig ikke slå ud af den trykkede stemning.

”For resten så holder jeg en lille reunion fest med nogen af vores fællesvenner fra skolen og dem, jeg kender og sådan. Det ville være hyggeligt, hvis du kom – du kan jo bare skrive, hvis du har tid,” sagde han så. Han kiggede på William, ”og jeg går ud fra, du godt må tage William med også.” med et vink drejede han om igen og satte sig ved det bord, hans andre venner sad ved.

Tak for samtalen i nat?” citerede William og kiggede spørgende på mig. Jeg tog en indånding. ”Ja, det var ikke noget stort. Jeg vågnede bare og ville skrive til Dakota, og så kom jeg til at sende den til ham, og så var han også vågen, og så skrev vi bare lige. Det var kun fire beskeder eller sådan noget,” forklarede jeg.

”Mhmm,” brummede han, ”fire beskeder for meget.” tilføjede han så.

Den her gang himlede jeg med øjnene af ham, irriteret over hans lidt for overbeskyttende person.

”Dude, jeg skrev fire-fem beskeder til ham, det er ikke, fordi jeg går ud og kysser med ham, når du ikke er sammen med mig,” svarede jeg skarpt. William himlede med øjnene af mig, præcis som jeg lige havde gjort.

”Whatever,” sagde han bare. Jeg kiggede chokeret på ham over hans opførsel. Det var næsten flovt at høre på.

”Det tager jeg som, at du ikke tager med til hans fest. Det er lige før, jeg er glad for det, så kan jeg få Dakota med,” vrissede jeg af ham. Vi diskuterede ikke særlig tit, men tit og ofte var det, fordi jeg ikke gad tage tingene op med ham, selvom jeg burde gøre det.

”Whatever, det ville være bedst, hvis du slet ikke tog derhen,” svarede han. Jeg fnøs med et hånligt grin. ”Du er umulig, Will. Nu tager jeg da i hvert fald derhen.” svarede jeg trodsigt.

Hvor min pludselige lyst til at gå i oprør kom fra, vidste jeg ikke, men jeg fortrød det ikke. Jeg måtte da selv bestemme, om jeg ville tage til fest eller ej.

Det skulle han ikke blande sig i.

x x x

WOAH - det lader vidst til, at Will bliver en rigtig nar, når han bliver jaloux? Hvad synes I om, han næsten prøver at bestemme over hende? Og synes I, Lukes opførsel ved pandekagestedet er fair - at han provokerer William for meget? 

OOOOOG hvad tror I, der sker til Lukes reunion fest? 

God weekend x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...