Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99089Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Klokken var kvart i seks, da jeg vågnede fra min middagslur, der startede klokken 14:30. Bandende fløj jeg nærmest ud af sengen og var ved at træde på min computer på vejen.

Det var fredag, og fredag betød, at vi i dag skulle have middag med Luke og hans forældre, og selvfølgelig sov jeg over mig, så jeg nu havde travlt med at gøre mig klar.

Med min børste, en stor t-shirt og et par trusser, gik jeg ud i køkkenet på vej ud på badeværelset. ”Hvilket mad laver du?” spurgte jeg min mor om, som allerede var gået i gang. Hun kiggede op.

”Også hej til dig, sovetryne. Jeg laver lasagne og noget salat til, for det går jeg ud fra, at alle mere eller mindre kan lide. Er du på vej i bad?” spurgte hun, da hun fik øje på de ting, jeg havde under armen.

Jeg nikkede. ”Jep, og jeg har lidt travlt. Det var meningen, jeg kun skulle sove i et par timer, og nu er har jeg en time og et kvarter, og jeg har ikke noget rent tøj og puha,” jeg stressede mig selv ved at sige tingene højt og skyndte mig ud på badeværelset.

Med en elegant bevægelse hev jeg min sove t-shirt over hovedet og smed den på gulvet, hvorefter jeg gik ind under bruseren. Vandet føltes varmt mod min hud, og jeg nød det et par minutter, før jeg vaskede mit hår med shampoo og balsam på så kort tid som muligt.

Et kvarter senere var jeg ude igen og viklede et håndklæde rundt om min krop.

Hver gang jeg gik i bad, tog jeg altid, uden undtagelse, noget tøj med ud, selvom jeg godt vidste, at jeg altid lagde makeup inde på værelset, med håndklædet viklet om mig. Og det gjaldt også i dag.

Min makeup var ikke meget anderledes fra, hvad den havde været til strandfesten, udover jeg ikke brugte tid på at tage eyeliner på i dag. Eyeliner var guds gave til menneskeheden, men også den største forbandelse at lægge ordentligt. I dag tog jeg også en let lyserød læbestift på, som dårligt nok kunne ses. Men den fik mig til at føle mig godt tilpas med mig selv.

Derefter gik turen til mit tøj, hvor jeg skulle finde ud af, om jeg rent faktisk ville have det på, jeg havde med ud på badeværelset. Jeg vidste godt, det ikke var nogen specielt fancy middag, men der var en del af mig, der gerne ville se lidt godt  ud. Bare lidt.

Efter lang tids søgen og en masse tøjsmidning endte jeg op med at stå med en sort buksedragt i hånden. Den var lavet af blødt stof, og jeg besluttede mig for at tage den på. Den fik mine ben til at fremstå længere, end de var, og så var den også behagelig at have på.

Før det tog jeg en sort BH på, så den matchede buksedragten. Tilfredst kiggede jeg mig selv i spejlet. Hvis jeg skulle være ærlig, så jeg okay ud – nu manglede jeg bare at tørre mit hår og ordne det, og så ville jeg være klar. Der var også kun et kvarter tilbage, før folk ville komme, så jeg skyndte mig at sætte hårtørreren i stikket og tørre mit hår.

Jeg redte mit hår igennem, før jeg touperede det en anelse for at for at få det til at se større ud. Endnu engang kiggede jeg mig selv i spejlet og blev enig med mig selv om, at mit outfit var rimelig afslappet, men stadig lidt finere end normalt, når nu det trods alt var en middag.

Efter et par sprøjt parfume gik jeg med min mobil i hånden ud i køkkenet.

”Skal jeg dække bord?” spurgte jeg min mor om. Selvom hun havde stået for maden, var det lykkedes hende også at få gjort sig selv utroligt præsentabel, hvilket jeg beundrede hende for. Jeg ville højst sandsynligt ikke have haft tid til at gøre noget ud af mig selv, hvis jeg skulle lave mad.

”Det ville være dejligt, skat. Du kan også spørge din far, om han er ved at være klar,” foreslog hun. Jeg nikkede og skulle til at gå ud. ”Kommer Jackson egentlig ikke i dag?” spurgte jeg undrende.

Hun nikkede. ”Jo, han skulle have været her klokken halv, men han sad fast i trafikken. Jeg tror, han er her nogenlunde samtidig med de andre – måske lidt før,” svarede hun mig. Jeg nikkede forstående, for det ville undre mig, hvis han ikke kom.

Jeg tjekkede op på min far og dækkede bordet, og Jackson kom, og så blev jeg nervøs. Nervøs for, hvordan den her middag ville forløbe, for jeg havde ikke meget at fortælle om til samtalerne, og det ville uden tvivl blive akavet. Det ville ligge i luften.

Det gav næsten et sæt i mig, da det ringede på døren. Et kort øjeblik overvejede jeg at løbe op på mit værelse og så komme gående ned, når de kom ind. Dog nåede jeg ikke at sætte min plan i aktion, før min far åbnede døren.

Som sidste udvej for at gøre det lidt mindre akavet, tog jeg min mobil i hånden og lod som om, jeg tjekkede klokken. Da jeg kiggede op, var Liz og Andrew trådt ind af døren, og jeg kunne skimte Lukes lyse hår.

”Hej, Liz!” skyndte jeg mig at sige, da hun var på vej hen mod mig. Hun smilede stort og lagde armene om mig i et kram.

”Dav med dig, Audrey. Det er godt at se dig, det er så lang tid siden!” udbrød hun næsten begejstret. Jeg indåndende hendes parfume og kunne konstatere, at hun ikke havde ændret på den, siden jeg sidst så hende.

Jeg nikkede og gav Andrew et kram, der var lidt mindre tæt. Ham havde jeg aldrig haft et sindssygt tæt bånd med – kun et bånd som man normalt havde med sin kærestes forældre, ville jeg gætte på.

Imens mine forældre hilste på dem, gled mit blik hen til Luke. Han stod lidt akavet og kiggede, indtil han opdagede, jeg kiggede på ham.

”Hey,” sagde jeg, da han kom hen til mig, usikker på om det var det rette at gøre. Han lavede et lille nik. ”Dav. Jeg går ud fra, vi ikke er på kram, hva’?” med det lille skæve smil han havde om munden, vidste jeg, han prøvede et lette stemningen, men det resulterede kun i, at jeg skulle tvinge mig selv til ikke at himle med øjnene.

”Det har du ret i,” svarede jeg uden at lyde bitter på nogen måde. Luke nåede ikke at sige noget, før min far gik hen og gav ham en broderlig hilsen, og min mor gav ham et kram. Så kom det til Jackson.

De kiggede kun på hinanden i to sekunder, før de begge to brød ud i et smil og gav hinanden et kram.

Så meget for, at Jackson sagde, han ikke var så glad for ham. På den anden side havde de to også altid været meget tætte, så jeg kunne ikke forlange, at han ikke blev glad for at se ham.

Jackson kom hen til mig, da han så, hvordan jeg kiggede på dem. Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle kigge på dem. Bekymret kiggede han på mig. ”Er du okay?” spurgte han.

Bag ham stod Luke alene og vidste vidst ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv eller sige, eller hvem han skulle snakke med.

”Ja, det er fint. Det er bare lidt underligt at se ham her i huset igen, du ved… og det synes han vidst også,” tilføjede jeg med endnu et blik på Luke.

”Det forstår jeg godt. Det plejede aldrig at være så akavet eller underligt, for han havde altid dig at snakke med, men det har han jo ikke mere. Men er det ikke godt at se hans forældre? Jeg ved, at Liz nærmest var en anden mor overfor dig,” han skubbede lidt til mig med hoften for at få mig til at smile. Det lykkedes.

”Liz er dejlig, som hun altid er. Kan du ikke snakke lidt med Luke? Jeg tror, det er bedre, hvis du gør det, end jeg gør det. Så spørger jeg mor, om hun har brug for hjælp,” jeg sendte ham blot et bedende blik og lod ham ikke svare, før jeg forsvandt væk.

Jeg følte næsten, jeg kunne mærke både hans og Luke blik bore sig ind i ryggen på mig, men jeg kiggede ikke tilbage for at få det bekræftet.

Så snart jeg drejede rundt om hjørnet og var sikker fra Luke og Jackson, hev jeg min mobil frem. Jeg gav mig ud i en sms-samtale med Dakota, der havde fået mig til at love, jeg ville rapportere hele aftenen til hende.

Audrey: Dakota, det her er det mest akavede, jeg nogensinde har prøvet.

Dakota: Hvorfor? Hvad sker der? Du kan ikke skrive sådan en besked uden en længere forklaring!

Audrey: Lukes forældre er søde som altid, men jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til ham. Jackson og ham virker glade for genforeningen, men det eneste, jeg har sagt, indtil videre er ’hej’, og så svarede jeg ham på en ting. Hvordan skal jeg komme igennem en aften? Åh gud.

Dakota: Så, så, så, du skal ikke gå i panik, før skaden er sket! Sådan da. Bare prøv at lad som om, alt er som det plejer, og så snak lidt med Luke. Det bliver kun værre af, at I ikke snakker sammen, for alle ved godt, det er akavet, fordi I ikke er sammen mere.

Audrey: Lettere sagt end gjort, buddy. Hvis alt var, som det plejede, ville jeg sidde med Luke på mit værelse og højst sandsynligt have gang i en make out session, så det går jeg ikke efter. Jeg vender tilbage senere – ønsk mig held og lykke!!!

Dakota: Held og lykke.

”Skat, vil du ikke bære bakken ind på bordet i stedet for at stå med din mobil?” jeg nåede ikke at svare, før en bakke blev placeret i mine hænder, og min mor smilede tilfredst til mig. Anstrengt gengældte jeg det.

Da jeg kom ind i stuen endnu engang, kiggede begge drengene hen mod mig, og jeg smilede akavet og gik hen til bordet med bakken.

Der begyndte jeg at sætte tingene ud på bordet.

”Har du brug for hjælp?” lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig om mod Luke, der så oprigtig spørgende ud. Panisk kiggede jeg rundt for at se, hvad Jackson lavede og måtte konstatere, at han ikke var i rummet længere.

”Ja, tak,” endte jeg med at svare, og Luke tog fat i et par kopper og placerede dem rundt omkring sammen med tallerkenerne. Jeg stillede maden ud på bordet og tog hånden hen mod bestikket for at få fat i det.

Da jeg kunne mærke den støde i mod en andens hånd, kiggede jeg op på Luke, der kiggede på mig med det samme blik, jeg også måtte have; panik. Jeg tvang mig selv til at kigge væk og fortsætte.

”Sorry. Det var ikke meningen,” sagde Luke usikkert ved siden af mig. Han var stoppet med at dele tingene ud på bordet. Jeg lavede en fejende bevægelse med hånden. ”Det går nok,” lovede jeg ham.

Stilheden var ved at blive akavet, men vi blev heldigvis reddet af, at folk kom ind i stuen og rent faktisk satte sig ned ved bordet. Min mor gav mad ud til dem, hun sad i nærheden af, og da jeg sad i den anden ende, vendte jeg mig mod Luke, der sad skråt overfor mig – man skulle altid tilbyde gæsterne først.

”Skal jeg give dig noget?” spurgte jeg og smilede. Han nikkede hurtigt og gav mig sin tallerken. Jeg skar et stort stykke lasagne ud til ham, fordi han altid spiste meget. Medmindre det havde ændret sig selvfølgelig.

”Mere?” spurgte jeg ham og kiggede ham i øjnene. Han rystede på hovedet. ”Nej, tak,” svarede han og tog i mod tallerkenen, da jeg gav den tilbage. Så tog han fat i salaten, og jeg tog et mindre stykke af lasagnen op på tallerkenen.

Snakken gik overraskende godt. Det vil sige, at den gik i mellem mine og Lukes forældre og Jackson. Luke og jeg sagde ikke så meget, men det var helt fint – det virkede ikke slemt, så længe de andre bare snakkede.

Da jeg kunne høre dem komme ind på emnet ’William’, lyttede jeg ekstra efter og vendte mig lidt, så jeg kunne følge med i samtalen.

”Hvad laver William egentlig i aften?” spurgte Jackson mig. Der var et eller andet ved hans blik, der fortalte mig, at han med vilje inkluderede mig i det og fik mig til at svare. Efter lidt tøven trak jeg på skuldrene.

”Han er hjemme, går jeg ud fra. Eller nej, vent, han skulle faktisk være sammen med nogle af hans venner – der er vidst et eller andet fodbold eller noget? Jeg ved det ikke, noget i den stil,” jeg grinede lidt og slog opgivende ud med hånden. Jeg havde ikke rigtig lyttet, da han havde sagt, hvad han skulle.

”Hvem er William?” spurgte Luke nysgerrigt om. Med øjne mod Jackson, der kunne dræbe, kiggede jeg på Luke med et smil. ”Min kæreste.”

Stemningen blev helt underlig, da jeg sagde det, for selvom min mor havde sagt det til hans forældre, var det bare for underligt sidde og sige det lige op i hovedet på Luke. Han var mundlam i et par sekunder, før han nikkede.

”Cool,” svarede han blot, og jeg åndede lettet ud. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde forventet, han ville sige noget, men jeg var lettet over, han ikke gjorde det.

 

***

 

Audrey: Jeg kom igennem middagen, og jeg ved ikke hvordan, men det gjorde jeg. Og nu ved han, at jeg har William.

Dakota: Fortalte du ham det? Hvordan kom I ind på det emne?

Audrey: Det var under maden, og Jackson bragte det på bane. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg sidder på mit værelse og venter på dessert nu, og jeg kan endelig trække vejret normalt.

Et par bank på døren ind til mig værelse fik mig til at kigge op. Luke stod i døren, hvilket overraskede mig en lille smule.

”Hey,” sagde jeg til ham med et smil, hvilket fik ham til at træde ind i rummet. Han sagde ikke noget, men kiggede bare rundt omkring i værelset. Da han havde gjort det, vendte han sig endnu engang mod mig. ”Det her værelse ligner sig selv,” vurderede han.

Jeg nikkede. ”Jeg er her ikke så tit, så jeg gør ikke rigtig noget ved det,” forklarede jeg ham. Han satte sig tøvende på sengen ved siden af mig, måske bange for jeg ville sige noget til det. Det gjorde jeg ikke.

”Hvorfor er du her ikke så tit?” spurgte han med oprigtig nysgerrighed lysende ud af øjnene. Jeg bed mig kort i læben. ”Jeg er hos William det meste af tiden. Han har sin egen lejlighed, så det er lettere at være der end her.” forklarede jeg ham.

”Wow. Hvor gammel er han da?” Luke lagde hovedet på skrå. Det var underligt at se ham sidde på min seng igen. Det var som om, han bare passede ind. Jeg rev mig ud af tankerne.

”20. Han fylder 21 til september,” svarede jeg, ”jeg mødte ham gennem Jackson. Altså Jackson er ikke venner med ham, men det var til en fest, han tog mig med til, så ja,” fortsatte jeg. Hvorfor jeg forklarede det, vidste jeg ikke.

Der var noget i Lukes øjne, jeg ikke helt kunne sætte ord på, men jeg kommenterede ikke på det.

”Hvad med dig? Er der nogle spændende piger i kikkerten?” spurgte jeg ham så. Han grine-fnøs, da jeg sagde det, som om det var latterligt. Så rystede han på hovedet. ”Bestemt ikke. Jeg har ikke så stor chance for at lære folk at kende, når jeg bare tager fra sted til sted,” uddybede han.

Jeg nikkede. Det gav mening.

”Vi burde nok gå ned og se, hvad det bliver til med desserten,” jeg rejste mig fra sengen, men nåede ikke engang to skridt væk, før en hånd lukkede sig om mit håndled. Forvirret mødte jeg Lukes blå øjne, og han tog en lille indånding, som om han forberedte sig på at sige noget.

”Audrey, jeg er virkelig ked af, det jeg gjorde. Jeg skulle ikke bare være taget af sted på den måde uden at lytte på dig eller få snakket med dig. Og jeg er ked af, jeg har mistet dig, okay?” han formåede ikke at holde øjenkontakten hele vejen.

Et kort øjeblik vidst jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Han kom jo ikke med en vild kærlighedserklæring, men jeg havde lidt ventet, at han ikke ville tage emnet op.

”Det er bare for sent at undskylde for, Luke. Der er gået for lang tid. Men det betyder noget, at du fortryder det – så ved jeg, at du har lidt samvittighed tilbage i dig,” mine ord var hårde, men kun fordi jeg kom til at tænke tilbage på vores skænderi, dengang han tog af sted. Hvor dum han havde været.

”Jeg ved godt, det er for sent. Jeg beder dig ikke om at komme tilbage til mig eller noget. Jeg håber bare, at ham William behandler dig, som du fortjener det. Han er jo lidt ældre-” ”Ja, heldigvis. Så er han lidt mere moden. Jeg går ned og får dessert nu,” det sidste tilføjede jeg med et hævet øjenbryn, før jeg forsvandt ud af døren og lod ham alene tilbage på mit værelse.

Det var frustrerende, han skulle komme med det her nu, når jeg ikke kunne bruge det til noget. Det var bare for sent. Han havde været væk i lang tid, og jeg var kommet videre.

Luke og jeg var et afsluttet kapitel, selvom vi aldrig var blevet afsluttet. Vi var ligesom uafsluttet arbejde, men der ville aldrig blive en anden slutning, end den vi havde fået. Det var ikke en afrundet afslutning, men det var en slutning.

x x x

WUHUU - det daglige kapitel. 

Jeg var faktisk ikke sikker på, jeg ville have tid til at publicere det her, fordi jeg literally har lavet skoleting hele dagen: jeg vågnede, tog i skole, fik fri kl 14 og har lavet lektier siden. jeg har en historietest i morgen, så jeg skulle lige gennemgå alt, vi har lavet hele året:-)))) love my life.

Men ANYWAY håber I kan lide kapitlet! De er til middag, og Luke siger, at han fortryder sine handlinger til Audrey - og Addy virker næsten helt forvirret? Oooooh.

Hvad synes I om Addy som person? Hvad med Luke - er han en nar eller er han sød, selvom han har såret hende? 

Byeee.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...