Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99092Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Jeg havde besvær med at holde mine øjne åbne, men alligevel slet ikke. Der var alligevel for mange tanker i mit hoved til, at jeg nogensinde ville kunne falde i søvn. Det var et mirakel, at jeg rent faktisk havde fået søvn i nat – men det havde måske noget at gøre med, jeg havde haft alkohol i blodet.

”Har du tømmermænd i dag?” spurgte William. Vi sad endnu engang i den beigefarvede sofa, der lod til at være det eneste sted, vi befandt os.

”Lidt. Jeg kom til at drikke en smule for meget. Vækkede jeg dig i nat?” pludselig følte jeg mig lidt usikker, og jeg vendte mig om, så jeg kunne putte mig ind til ham og ikke omvendt, som det havde været i går.

”Jeg tror, jeg hørte dig komme ind af døren, men jeg faldt i søvn med det samme igen. Var det hyggeligt i går?” han puttede sin stærke arm omkring mig og lod fingrene glide op og ned af dem.

Selvom jeg ikke ville indrømme det, spændte jeg næsten i hele kroppen. Selvom vi havde været oppe i omkring to timer, havde jeg stadig ikke nævnt det faktum, at Luke var tilbage i Sydney. Eller det faktum, at jeg tilbragte aftenen med ham, Calum og Dakota.

Det var ikke, fordi jeg ville skjule det for ham, eller at han ikke måtte vide det, eller der var en grund til, jeg ikke havde sagt det endnu, men det forekom mig bare lidt mere kompliceret end lige så.

”Jo, det var helt fint. Lidt for meget sand efter min smag, men det siger jeg hvert år,” jeg trak lidt på skuldrene, og William grinede lidt. Jeg kunne mærke hans krop hæve og sænke sig under mig.

Stilheden lagde sig over os igen, og mine tanker begyndte endnu engang at vandre. For det meste var det tilbage på aftenen i går, fordi den havde været så skæv og underlig.

For et døgn siden ville jeg ikke havde troet, jeg kunne finde mig selv med en kop alkohol i hånden og spille drukspil med Luke igen. For et døgn siden havde jeg ikke troet, jeg nogensinde ville se ham igen, når man tænkte på vores sidste samtale, og når man tænkte på, at han var ved at blive kendt over hele verdenen.

”Luke var der,” jeg lukkede automatisk mine øjne i, da jeg sagde det, som om ordene var giftige. Der var lidt stilhed, indtil William rømmede sig og drejede sig en smule hen mod mig. Vi fik øjenkontakt.

”Luke? Luke Hemmings?” gentog han forvirret og hævede et øjenbryn. Hans brune øjne glimtede med noget, jeg ikke kunne placere, og jeg nikkede bare. ”Jep, det er ham. Han var til festen med en af hans venner. Calum,” forklarede jeg ham.

”Jeg troede, du sagde, han have travlt med at rende rundt og lege kendt?” svarede han mig. Jeg kunne ikke vurdere hans tonefald eller hans mening med ordene.

”Det har han også, Will. Han sagde, han har fri i noget tid, og den tid bruger han så herhjemme i Sydney med hans familie. Så det er jo super godt,” det sidste mumlede jeg, fordi det næsten mere var til mig selv.

Hvis han stadig ville tage de samme steder hen, som han havde gjort, før han tog på tour med One Direction, så ville det nok ikke være sidste gang, jeg så ham.

”Snakkede du med ham?” han lød overrasket, men heldigvis heller ikke mere end det. ”Jep. Jeg kunne ikke ligefrem ignorere ham og lade være at hilse, som om jeg ikke kender ham.”

”Det kunne du go-” ”Sådan en type er jeg ikke, William,” jeg lød lidt skarp i tonen, da jeg afbrød ham, ”så vi snakkede bare lidt, og så spillede vi et drukspil sammen med Dakota og Calum, og så fik jeg Jackson til at hente mig efter lidt tid. Det var meget fint,” jeg trak på skuldrene.

Fint var måske at overdrive. Flere gange havde jeg nærmest fremtvunget en god latter, for at stemningen ikke blev akavet, eller at jeg ikke dræbte den.

”Interessant. Hvordan var det så at se ham? Og jeg spørger rent faktisk for at vide, hvordan det var, for jeg ved jo godt, at tingene ligesom sluttede lidt brat med jer,” skyndte han sig at tilføje. Jeg var ikke sikker på, jeg troede på ham.

Jeg ville egentlig ikke engang omtale mig og Luke som noget, der sluttede brat, for det var ikke engang sluttet. Det var nærmere bare løbet ud i sandet, da han fik gang i hans karriere.

”Det var fint. Intet der,” jeg rystede overbevisende på hovedet med et smil, ”desuden… hvorfor skulle det gøre mig noget, når jeg er videre med en langt bedre fyr? Du er i hvert fald ikke typen, der pludselig forsvinder,” jeg lænede mig frem mod ham, så jeg kunne placere et kys på hans læber, denne gang uden tanke for, at han måske stadig var lidt små syg.

William smilede tilfredst mod mine læber og kyssede mig endnu engang. Derefter rykkede han sit hoved et par centimeter væk fra mig, så han kunne studere mit ansigt.

”Hvad har jeg gjort for at fortjene dig?” sukkede han så og lød helt lykkelig. Piget fnes jeg over hans kommentar, før jeg overdrevet slog ud med håret og slog klik med tungen. ”Jeg ved det, jeg er simpelthen så fabulous.” han grinede af mig, hvilket smittede af.

”Fabulous er måske lige at putte ekstra krymmel på kagen,” jokede han og prikkede mig blidt i siderne, så jeg gav et lille hvin fra mig. Derefter fløj jeg bogstaveligtalt op af sofaen, så han ikke havde mulighed for at kilde mig igen.

Hårdt pustede jeg ud.

”En eller anden dag… så får jeg dig, og du ved det,” mumlede jeg med en påtaget fornærmet mine. Han hævede et øjenbryn.

”Det kommer an på, hvilken måde du mener… for hvis vi tænker i mine tanker, så har du vidst allerede fået mig, hvis du forstår sådan en lille en,” han blinkede drillende, og jeg himlede blot med øjnene.

”Det er vidst godt, Mr. Rapkæftet,” svarede jeg blot med et grin og rystede let på hovedet. Han var skør.

 

***

 

”Det er rart endelig at se noget til dig,” kommenterede min mor, da vi sad samlet om aftensmaden den samme aften. Hun var, ligesom Jackson, ikke ellevild med, at jeg brugte det meste af min tid hos William. Hun vidste dog, hun ikke kunne forhindre det.

”I lige måde. Jeg savner at være her engang i mellem,” indrømmede jeg, dels for at få hende til at føle sig bedre tilpas, og dels fordi det rent faktisk passede.

At være sammen med William hver dag kunne godt blive ret intenst i sidste ende, selvom jeg prøvede at se bort fra det. Jeg elskede ham, det var ikke det, men nogen gange blev det trættende konstant at skulle ordne lejligheden og lave maden og få ham ud af sengen om morgenen.

”Du kan bare være her noget mere. Du er trods alt kun 17, der er ingen, der siger, at du praktisk talt skal bo sammen med ham allerede. I har kun været sammen i 4 måneder,” påpegede hun.

Jeg hævede et øjenbryn og kiggede lidt strengt på hende for at få hende til at tie stille. 

”Emneskift: Luke er tilbage i Sydney,” afbrød Jackson, der var ovre til middag, for at fjerne den lidt trykkede stemning, der nu lå over os. Min far kiggede overrasket hen på os.

”Det var da interessant. Har du snakket med ham?” spurgte han Jackson og proppede et varmt stykke gulerod ind i munden. Jackson rystede ivrigt på hovedet og lavede et lille nik med hovedet hen mod mig.

”Nej. Men det har Audrey, ikke sandt?” han sendte mig et sigende blik for at få mig til at fortælle om det. ”Han var til en strandfest i går, hvor jeg var med Dakota. Så snakkede vi bare lidt og tilbragte aftenen sammen med Calum og Dakota. Kan I huske Calum?” nysgerrigt lagde jeg hovedet på skrå.

”Han var her et par gange sammen med nogle andre, ikke? Hvad var det, de hed?” spurgte min mor, imens hun var fokuseret på at hælde vand op i sit glas.

”Ashton og Michael,” svarede jeg, ”flinke drenge.” tilføjede jeg og smilede lidt. Min mor nikkede. ”Sådan husker jeg dem også. Var det godt at se Luke igen?” spørgsmålet stillede hun en smule forsigtigt, nok bange for mit svar.

Med lidt tøven nikkede jeg – næsten for voldsomt. ”Ja, det var okay. Lidt akavet, men det er der ikke noget at sige til. Han har det godt,” mine nik var blevet lidt langsommere, som om jeg prøvede at overbevise mig selv.

”Det var godt. Jeg tænkte nok, at tingene ville være lidt intense i mellem jer, når man tænker på jeres fortid. Skal du se ham igen? Hvorfor inviterer vi ikke ham og hans familie over på middag? Det er lang tid siden, vi har set dem, og de er alle sammen så søde, kan jeg huske,” min mor blev mere og mere ivrig for hvert ord og klappede hænderne sammen.

På det her punkt havde jeg nok ikke noget at sige, og jeg nikkede medgivende.

”Selvfølgelig, det lyder super godt,” halvløj jeg, ”hvornår skal jeg invitere dem til?” fortsatte jeg med et lille, træt suk. En middag med min eks og hans familie var næsten det sidste, jeg kunne overskue, men det var fair.

Det var ikke kun mig og Luke, der havde kendt hinanden – vores familier havde været virkelig tætte, og det gik hele vejen tilbage fra dengang, jeg skiftede til Lukes skole. Vores forældre var faldet i snak, hvilket Luke og jeg selvfølgelig ikke var begyndt rigtig på, før vi blev 12-13 år gamle.

Det var det, der gjorde det lidt svært nu; vi havde aldrig bare været venner, Luke og jeg. Der havde fra starten af været kemien, og der var ikke gået lang tid, før vi havde noget at kørende, så at skulle sidde til middag med ham og hans familie og lade som ingenting ville nok blive underligt. Men jeg kunne gøre det.

”Hvad med på fredag?” foreslog min mor. Jeg nikkede.

”Du kan jo også invitere William, hvis du vil. Han har hørt en masse om Luke, går jeg ud fra,” indskød min far. Min mor og jeg sendte ham det samme blik, og jeg rystede lidt på hovedet.

”Jeg tror, det er fint, at vi holder de to fra hinanden,” jeg pustede noget luft ud, før jeg smilede lidt overbærende til ham. Jeg ville ikke engang nævne idéen for William, for han ville helt klart sige ja – kun fordi Luke skulle være her.

Da vi havde spist, satte jeg min tallerken, mit glas og bestik ud i opvaskemaskinen og forsvandt ind på mit værelse.

Her rodede lidt, hvilket kom af, jeg ikke magtede at rydde det op. Altså, ja, det er der ingen teenagere, der orker, men det var mere, fordi jeg jo brugte det meste af tiden hos William, og så var der ingen pointe i at gå og gøre tingene fine her, når jeg for det meste bare lige skulle læsse nogle ting af og så smutte igen.

Træt smed jeg mig på sengen og tog fat i min mobil, der lå og opladede på sengen. Det digitale ur viste mig, at klokken akkurat var rundet 20:00. Så blev jeg nødt til lige at holde mig vågen et par timer til, før det var acceptabelt for mig at gå i seng.

Kort gned jeg mig i øjnene, før jeg blev enig med mig selv om, at jeg hellere måtte få det overstået og skrive til Luke. Nu håbede jeg bare, at jeg havde det rigtige nummer, men det var jeg ret sikker på; han have opdateret mig med det, da han havde fået nye numre – arbejdstelefon og lignende.

Audrey: Hej Luke. Hvad siger dig og dine forældre til at komme over til middag på fredag ved 19 tiden? Min mor savner det vidst.

Det gav et sæt i min krop, da mobilen vibrerede, og han havde svaret. Han var minsandten blevet hurtigere til at smse.

Luke: Jeg snakker lige med mine forældre, giv mig to sekunder :-)

Jeg svarede ham ikke på spørgsmålet, men åbnede i stedt for min MacBook og tastede mig ind på project tv siden; der var kommet et nyt afsnit af Teen Wolf, jeg skulle se.

Min mobil vibrerede godt ti minutter senere, hvilket fik mig til at vågne lidt op igen – jeg var næsten faldet i søvn.

Luke: Det ser ud til, vi har en aftale. Så ses vi på fredag klokken 19, Audrey. Glæder mig til at se dig.

Audrey: Lyder godt. Vi ses.

Havde det ikke været, fordi det ville være uforskammet, ville jeg ikke have svaret ham. Han glædede sig min røv.

Well, måske gjorde han, men det kunne jeg bare ikke rigtig bruge til noget nu. Det var lidt for sent – han havde forpasset sin chance. Og måske læste jeg bare for meget ind i tingene, men jeg vidste det ikke, og jeg ville hellere gøre det, end ikke at gøre det.

x x x

Endnu et kapitel! Jeg håber virkelig, I kan lide den indtil videre haha. 

Tusind tak for jeres favoritter og likes, det er super cool og gør mig glad, nu når jeg ikke har skrevet længe. I er skønne. 
Hvordan tror I, middagen kommer til at gå? 
Hvad synes I om William? 

Møsser. x 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...