Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99258Visninger
AA

28. Kapitel 27.

”Addy,” to prik ramte mig på armen lige oven på knoglen. Irriteret rykkede jeg armen og vendte mig rundt på den anden side. ”Hallo,” lød det igen efterfulgt af endnu et prik, der denne gang ramte mig i siden.

Kilden gav jeg et spræl fra mig og vendte mig irriteret rundt. Lukes blide øjne mødte mig som det første, og irritationen forsvandt hurtigt igen. Jeg havde nær glemt, han sov her.

”Jeg håber, du har en god undskyldning for at vække mig,” gabte jeg og tvivlede på, om han overhovedet kunne høre, hvad jeg sagde.

”Skal vi ikke spise morgenmad? Jeg er sulten,” han blinkede uskyldigt et par gange. Heldigvis var den lidt trykkede stemning fra i går forsvundet i nattens løb.

”Du vækker mig for at spørge, om vi skal spise morgenmad?” gentog jeg mistroisk. Han smilede stort for at gøre det klart, at det var lige præcis det, der skete. ”Klokken er altså 10, det er okay at stå op nu. Så får vi også noget ud af dagen,” belærte han mig.

Jeg gned mig i øjnene og stønnede højt, da den sorte farve, der kom på min hånd, mindede mig om, at jeg stadig havde makeup fra i går på. Luke grinede, da han så mig, og jeg gav ham et olmt blik.

”Vil du give mig en vatrondel og makeupfjerneren, der på det bord ved siden af dig? Det er sådan en turkis farve,” bad jeg om. Han vendte sig rundt og rakte sin lange arm ud for at tage fat i det.

I det mindste havde jeg ikke det problem med Luke, at jeg ikke kunne gå uden makeup foran ham. Han var nok den person, der havde set mig på det grimmeste niveau, udover min familie selvfølgelig.

Jeg fjernede let min makeup, før jeg satte mig op.

”Okay, lad os få noget morgenmad. Du ved godt, du bare kunne have gået ned og taget noget, ikke? Har du været vågen længe?” spurgte jeg, imens jeg viklede mig ud af dynerne, jeg synes at sidde fast i.

Han kiggede lidt på mig. ”Altså, jo, men det var noget, jeg gjorde, da jeg hele tiden var her, så tænkte, at det var bedre at være på den sikre side,” han trak på skuldrene. Jeg smilede bare og gik forrest ned af trapperne.

”Godmorgen sovetryne,” sagde Jackson, der denne morgen så levende ud. Han fik øje på Luke, og et smil gled over hans læber: ”tryner,” rettede han sig selv.

Jeg kiggede på ham. ”Det var drengen her, der insisterede på, at vi skulle ned og have morgenmad – ellers sov jeg nok stadig. Er du kommet dig ovenpå din druk tur?” spurgte jeg og skiftede emnet væk fra mig og Luke.

Han sendte mig et ondt blik. ”Ja, mange tak,” svarede han med det samme blik i øjnene, og jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Det så ud til, du var hårdt ramt i går, da jeg kiggede ind,” informerede jeg ham om.

”Det var jeg også. Det er lang tid siden, jeg har været i byen,” forsvarede han sig selv. Jeg satte mig ned overfor ham, imens Luke gik i gang med at finde morgenmad frem. Det lod til, han følte sig mere tilpas nu, efter jeg havde sagt, at han sagtens kunne gøre, som han plejede.

”Hvor er mor og far?” spurgte jeg Jackson om. Han trak på skuldrene. ”Ude i haven tror jeg. Far er i gang med at lave et eller andet,” svarede han mig. Jeg nikkede roligt.

”Vil du have yoghurt?” lød det fra Luke, der brød ind i samtalen. Jeg kiggede hen mod ham og så, han stod med den i hånden. Jeg nikkede. ”Ja. Gider du blande det med bananer og noget havregryn? Så går jeg lige ud til mine forældre,” spurgte jeg. Han nikkede, og jeg begav mig udenfor.

Varmen slog mig, da jeg kom udenfor, og jeg pustede tungt ud.

Ganske rigtigt lå min mor og far side om side på hver deres liggeunderlag og læste i hver deres bog. Jeg satte mig ned i mellem dem.

”Godmorgen, skat,” sagde min mor og lagde bogen over sin mave, ”er Luke her stadig?” fortsatte hun så. Selvfølgelig havde de set, han var her i går. Jeg nikkede bare og gabte for anden gang.

”Ja, han er i gang med at lave morgenmad til os. Hvad tid kom I hjem i går? Jeg hørte jer slet ikke,” spurgte jeg så. Min far havde nu også lagt bogen fra sig og lå og lyttede til vores samtale.

”Lidt i et, men I sov også begge to, da vi kom hjem. Det så meget sødt ud,” hun smilede et sigende blik, og jeg puffede lidt til hende, så hun grinede.

”Stop det nu,” mumlede jeg. Min mor grinede, og jeg sad en lille smule, før jeg gik ind igen.

Luke sad og snakkede med Jackson, og der stod en skål på min sædvanlige plads sammen med et stort glas appelsinjuice. Jeg smilede taknemmeligt til Luke, da jeg satte mig ned uden at afbryde deres samtale.

”Halvanden uge,” hørte jeg Luke sige til min bror. Jackson skar ansigt. ”Det er sku ikke lang tid. Kommer du ikke til at savne hjem, når nu du næsten har vænnet dig til at være hjemme igen?” spurgte han interesseret om.

Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sank. Var der virkelig kun en halvanden uge, til han skulle hjem? Jeg havde ihærdigt prøvet at undgå at huske på, hvornår han skulle hjem, og nu ramte det mig lidt hårdere end forventet.

”Jo, meget. Lige nu har jeg egentlig bare lyst til at blive her, fordi jeg har så meget godt her,” han fik øjenkontakt med mig, imens han sagde det, og jeg bed mig i læben.

Jackson så godt vores øjenkontakt og nikkede.

”Okaay, jeg tror, jeg går ovenpå,” han forsvandt næsten hurtigere, end hans ben kunne bære ham. Jeg kiggede på Luke, imens jeg spiste noget yoghurt.

”Sorry, hvis du havde glemt det,” han skar ansigt, og jeg smilede svagt. ”Det er okay, jeg havde bare glemt det – nok fortrængt det lidt med vilje,” indrømmede jeg, ”halvanden uge er godt nok ikke lang tid.”

Han rystede på hovedet.

”Nej, jeg ved det godt – jeg prøver også på selv ikke at tænke på det. Det bliver jeg bare nødt til; jeg er tvunget til at pakke en masse ting,” sukkede han. Jeg nikkede forstående. ”Hvor skal du hen, når du tager af sted?” spurgte jeg om.

Pludselig så han nysgerrig og spændt ud. ”Vi skal til Mexico, og så skal vi også snart til Japan og se nogle ting, vi ikke har set før,” svarede han ivrigt. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hans begejstring, der fik ham til at se så sød ud.

”Hvis nu bare det var mig, der var et band og fik lov til at se hele verden!” sagde jeg med et grin, ”det lyder vildt godt,” tilføjede jeg.

”Jeg har jo sagt, du skal være mere end velkommen til at tage med,” påmindede han mig om. Jeg rystede på hovedet af ham. ”Jeg kan ikke bare sige ’ses, jeg skal til Japan’ til skolen,” bemærkede jeg, ”selvom det ville være nice.”

”Nej, nej, men der går jo lige lidt tid, efter jeg tager af sted, til du starter i skole,” argumenterede han. Jeg kiggede lidt på ham, før jeg besluttede mig for, jeg ikke ville fortsætte emnet, i frygt for at det ville spidse op i en diskussion.

”Hvad skal du lave i dag?” spurgte jeg ham i stedet for ham. Han trak lidt på skuldrene og tog en skefuld yoghurt. ”Være her, håber jeg,” han rødmede lidt, imens han sagde det, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Det skal du være velkommen til,” forsikrede jeg ham om, og han smilede som et lille barn på juleaften. ”Ved din mor godt, at du er her?” fortsatte jeg så.

Luke skar ansigt, da jeg sagde det.

”Godt, du mindede mig om det. Må jeg låne din telefon?” spurgte han, da han fik øje på den på bordet. Jeg grinede af ham og nikkede. ”Jeg tænkte nok, du havde glemt det – det gør du altid,” sagde jeg, imens han tastede sin mors nummer ind.

Et lille smil gled over hans læber, da han så, at hendes nummer stadig var kodet ind i min mobil.

”Jeg troede, du havde slettet det- hej mor!” han afbrød sig selv og sendte mig et underligt blik, der bare fik mig til at grine. ”Ja, jeg er her hos Addy. Jeg glemte bare at sige, jeg sov her i går. Okay. Ja, undskyld, jeg skal nok huske at ringe næste gang. Vi ses, mor. Hej, hej,” det var sådan samtalen lød ude fra.

Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn, da han gav mig mobilen tilbage. ”Hvad sagde hun?” spurgte jeg, da han ikke opfattede min mimik som en hentydning.

”Det sædvanlige; at jeg skulle huske at ringe til hende, og at hun havde været bekymret, men det ved jeg godt, hun ikke har; hun ved nok godt, hvor jeg tilbringer min tid henne, siden jeg var sammen med dig i går,” han trak på skuldrene. Jeg nikkede bare.

Dagen lod til at gå hurtigt, og pludselig var jeg noget til det punkt, hvor jeg skulle støvsuge huset. Det var noget, jeg gjorde, enten når jeg blev bedt om det, eller når jeg ville tjene nogle ekstra penge – denne gang var tilfældet den sidste mulighed.

Jeg gik rundt med høretelefoner i ørerne nede i stuen. Luke sad henne i sofaen og så tv, så godt som han nu kunne, imens støvsugeren var i gang, og min mor var i gang med at lave mad.

Et prik på min skulder fik mig til at skrige op, da jeg ikke havde hørt nogen nærme sig.

”Du gav mig et chok,” konstaterede jeg til min far og lagde en hånd over mit hjerte. Han grinede bare af mig. ”Det er jeg ked af. Du har lovet mor at hjælpe med maden, og hun har brug for hjælp nu,” imens han snakkede, var min mor også kommet ind i rummet.

Jeg kiggede beklagende på hende. ”Mo-ar, jeg er jo i gang med at støvsuge – jeg kan ikke gøre to ting på en gang!” argumenterede jeg. Min mor kiggede lidt tøvende mellem mig og støvsugeren og skulle til at sige noget.

Min far afbrød hende. ”Luke, du kan jo hjælpe hende med maden,” foreslog han henvendt til Luke. Et blik af ren rædsel gled over hans ansigt, og han rystede på hovedet. ”Faktisk så-” gik han i gang med at undskylde.

Min mor hev fat i hans arm og fik ham op at stå. ”Yep, nej – kom så pretty boy,” med de ord hev hun ham ud mod køkkenet. Luke kiggede tilbage på mig med et bange blik, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Held og lykke,” mimede jeg, og han skulede olmt til mig. Jeg kunne ikke lade være med bare at grine af ham endnu engang og fortsætte min grundige støvsugning igennem hele huset.

Luke burde efterhånden vide, at det var det, man fik ud af bare at sidde her så længe – og så var det nok også noget, der hørte til det faktum, at han kendte min familie ud og ind. 

x x x

wow jeg glemte at publicere i går and im so sorry :-( der var premiere på teaterstykket, så kom hjem halv elleve, og så skulle jeg til midnatspremiere på moking jay del 1 med min ven, så kunne kun lige akkurat nå at lave lektier haha damn 

men her har i et kapitel til.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...