Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99389Visninger
AA

26. Kapitel 25.

”Okay, jeg ved godt, at det her spørgsmål er ret underligt at spørge om og nok også meget pludseligt, men nu spørger jeg altså alligevel,” lød Lukes stemme i telefonen. Jeg på siden med hovedet halvt mast ned i min pude.

Et lille ”mhmm” undslap mig, da jeg ikke havde mulighed for at sige andet, når nu puden praktisk talt lå over min mund.

”Jeg skrev jo til dig om en date i går,” han lød næsten helt usikker, ”og jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg ville invitere dig ud på en rigtig date eller ud og lave et eller andet sjovt, men min mor har lige husket mig på, at jeg skal passe hendes venindes barn, fordi de to skal ud sammen… Kunne det være muligt at-” ”jeg vil med? Det vil jeg gerne! Jeg har egentlig heller ikke overskud til at skulle dresse up og alt muligt,” min stemme lød helt normal, men det var som om, min mave slog knuder indeni.

Jeg kunne ikke helt sætte ord på, hvorfor det føltes på den måde. Måske, fordi det omhandlede at have en ansvarlig rolle for et barn sammen med Luke, og det hele virkede på en måde lidt for seriøst.

Vi havde før passet børn sammen, men det havde været dengang, vi var i et forhold, og hvor det havde virket som om, vi selvfølgelig ville blive sammen, indtil vi selv skulle have børn. Utroligt det havde virket så åbenlyst dengang.

På den anden side kunne jeg ikke få mig selv til at sige nej. Luke og jeg havde en aftale i dag, og selvom det var ham, der egentlig havde glemt, at han skulle noget, og jeg let kunne sige nej, så kunne jeg bare ikke rigtigt få mig selv til det.

Grunden var nok, at han relativt snart skulle af sted igen. Jeg havde ikke helt tal på, hvornår det var; jeg gad ikke tænke på det. Derfor havde jeg ikke lyst til at droppe en aftale, hvor jeg kunne finde ud af, hvad der overhovedet var mellem mig og ham.

Og hvad jeg ville, og hvad der overhovedet ville ske, og om jeg turde prøve et forhold igen, imens han var kendt på den her måde.

”Er du sikker? Du behøver ikke sige ja, for jeg ved godt, det måske er lidt entusiastisk, at vi pludselig skal passe et barn sammen og sådan,” han lød utroligt usikker.

”Det er okay, Luke. Bare skriv hvor og hvornår, så skal jeg nok være der,” lovede jeg ham. Han åndede lettet ud. ”Okay, tak, Addy. Det er klokken 16, er det okay? Og det er stort set lige på den anden side af gaden, så du kan bare komme hen til mig,” forklarede han.

”Jeg skal nok være der,” forsikrede jeg ham om, ”vi ses snart, så.” med det sagde vi farvel og lagde på.

En anelse mut vendte jeg mig rundt i sengen, så jeg kiggede ind i den hvide væg med mobilen i hånden. Jeg følte, at der var noget, jeg skulle – nogen, jeg skulle ringe til, eller noget, jeg skulle tjekke, men det var der ikke.

I stedet lod jeg mine tanker vandre. Nærmere gjorde de det af sig selv, uden jeg rigtig forhindrede det.

Det var som om, at mit hjerte permanent bankede alt for hårdt mod mit bryst og gav mig en underlig, susende fornemmelse i maven. Følelsen kunne kun beskrives som den, man fik, når man var nervøs for noget; der, hvor det suser i maven, hver gang man trækker vejret, og man har det som om, at det mindsker muligheden for at trække vejret optimalt.

Sådan var det. Og sådan var det hele tiden, og det var irriterende, og det distraherede mig, og det fik mig til at tænke, hvilket kun gjorde det endnu værre.

Jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på, hvorfor det gjorde det. Jeg vidste godt, hvad det omhandlede – eller hvem – og det var Luke. Det var på grund af Luke, jeg blev ved med at tænke så meget, men den her følelse gjorde mig forvirret.

Det plejede ikke at være så voldsomt, når jeg var sammen med ham. Ikke så vidt jeg kunne fremkalde det, når jeg tænkte tilbage. I så fald virkede den dobbelt så voldsom – måske fordi det var, som om det her var noget nyt, og fordi det var, som om det var en hel ny forelskelse?

Efter lidt tid fik jeg slæbt mig selv ud af sengen. Jeg brugte godt to minutter på at sidde og kigge ned i gulvet og stirre på ingenting fra kanten af sengen af. Så tog jeg nogle sutsko på og begav mig nedenunder.

Der var underligt stille, når man tænkte på, at klokken allerede var et om dagen. Normalt var folk oppe og rundt omkring i huset nu.

Da jeg kom ned, gik jeg forbi Jacksons værelse. Jeg skubbede døren op for at se, hvad han lavede. Jeg kunne ikke lade være med at lade et grin undslippe mig, da jeg så ham: Han lå med computeren på maven og var faldet i søvn. På bordet stod der flere dåser øl og andet alkohol, og det var tydeligt, at han var ramt af tømmermænd.

Jeg havde ikke hørt ham komme hjem om natten, hvilket måske var meget godt.

Da jeg kom ned i køkkenet, spottede jeg med det samme en hvid seddel, der lå på køkkenbordet. Nysgerrigt gik jeg derhen og lænede mig indover det, imens jeg læste.

Hej Audrey skat.
Vi er ikke hjemme til aftensmad og er nok først hjemme omkring midnat, hvis ikke senere.
Du må gerne invitere Dakota eller Luke eller en anden over – der er nogle frysepizzaer i fryseren.

Kys mor og far.

Jeg smilede automatisk af den del, hvor de skrev, at jeg godt måtte invitere en over. Jeg smilede over, at det lige var de to personer, de nævnte – så kunne man vidst roligt sige, at de godt vidste, hvad min tid gik med.

Med en let bevægelse låste jeg min mobil op og sendte min mor en besked.

Audrey: Hvor er I henne, siden I kommer sent hjem??

Mor: Vi er til en koncert J du må gerne tage med, far har en ekstra billet

Audrey: Nej tak, jeg skal passe barn med Luke… var bare nysgerrig, vi ses!

Mor: Det lyder hyggeligt, skat. Hils Luke fra både mig og far. Vil du for resten sørge for, at Jackson kommer op og ikke bruger hele dagen i sengen?

Jeg svarede hende ikke på det, men grinede lidt for mig selv.

 

***

 

Min hånd ramte den brune trædør tre gange i små, hurtige bevægelser. Jeg stod ude foran Lukes hus og kunne endnu engang mærke den underlige, susende fornemmelse.

Jeg kunne høre fodtrin inde fra, og døren blev åbnet. Det var Liz, der stod med et kæmpe smil.

”Luke er lige blevet færdig med badet, så han er oppe på sit værelse – du kan bare gå derind,” sagde hun, da jeg var trådt ind i entréen. Jeg nikkede. ”Tak,” svarede jeg roligt og begav mig hen mod Lukes værelse.

”Luke?” jeg bankede en enkelt gang på den ellers åbne dør uden at kigge ind, ”er du nøgen?” tilføjede jeg.

’Normalt’ var jeg bare gået ind, fordi så ville det ikke have været så stort et problem, hvis han rent faktisk var nøgen – der var vi trods alt i et forhold. Og selvom der måske var en form for gnist igen, ville det nok være et lidt for stort skridt at gå ind, imens han stod nøgen efter sit bad.

Et grin lød derinde fra.

”Nej, jeg har bukser på,” informerede han mig om. Jeg åndede lettet op og drejede hovedet for at kigge, imens jeg gik ind. Luke fangede mit blik med det samme, og jeg kunne ikke lade være med at give hans blottede overkrop et lille blik.

”Jeg skal nok skynde mig, jeg skal bare lige have en trøje på,” sagde han for at sætte gang i samtalen. For første gang i lang tid havde han ikke sorte, tætsiddende bukser på, som han normalt klædte sig i, men et par helt løse joggingbukser.

”Det er lang tid siden, jeg har set dig i de bukser,” kommenterede jeg. Han kiggede ned af sig selv og nikkede med et smil på læberne. ”Kan du huske, du gav dem til mig, fordi jeg brokkede mig over, at jeg ikke havde pæne joggingbukser?” han trak på skuldrene, ”jeg har faktisk ikke rigtig brugt dem det sidste stykke tid – jeg ved ikke hvorfor.”

”Fordi du lever for sorte, tætsiddende bukser, selvom det umuligt kan være komfortabelt,” besvarede jeg hans retoriske spørgsmål.

Han rystede bare overbærende på hovedet af mig.

”Hey, for resten, min familie er heller ikke hjemme. Okay, Jackson er vidst, men mine forældre er ude, og de har sagt, at jeg kan invitere dig eller Dakota over, og der er frysepizza. Så vi kunne måske bare tage over til mig, når vi er færdig med at være børnepassere?” foreslog jeg.

Mit hjerte bankede en anelse hurtigere, da jeg sagde det. Jeg måtte konstatere, at en del af mig nok var bange for, at jeg ville blive afvist.

Luke nikkede hurtigt.

”Helt sikkert, det ville være cool. Så får vi også lige noget tid uden et barn omkring os,” han grinede og holdt vurderende en t-shirt frem foran sig. Så besluttede han sig for, at den var god nok og hev den overhovedet.

”Okay, skal vi komme af sted?” han klappede sig på lommerne for at tjekke, om han havde alt det, han skulle bruge.

Jeg nikkede.

”Jeg er helt klar, mester. Vær glad for, jeg er med, for jeg er en mester med børn – jeg siger det bare,” drillede jeg. Han himlede med øjnene af mig og slukkede lyset og lukkede døren efter os. ”Den er god med dig, Addy. Jeg er da heller ikke helt slem, vil jeg vove at påstå.”

Liz kiggede på os med et smil, imens vi gik igennem huset og kørte videre på vores drillerier.

”Hyg jer! Og hils derhenne, jeg er sikker på, de er super glade for, at du gider gøre det,” sagde hun efter os. Jeg vinkede til hende ude fra vejen af, og så var vi ellers på vej.

”Er det egentlig et sødt barn? Pige eller dreng? Hvor gammel er det?” spurgte jeg på vej derhen, da det slog mig, at jeg egentlig ikke vidste noget.

Luke kiggede på mig med et skræmt udtryk.

”Woah, det kom meget hurtigt. Men øh, det er en dreng, der vidst nok er 6-7 år gammel? Noget i den stil i hvert fald, og han er meget sød – så sød, som børn i den alder er, vil jeg gætte på,” han trak på skuldrene.

Jeg nikkede lidt. Så var det i det mindste ikke en fuldstændig lille baby, vi skulle tage hånd om, men et barn, der var let at underholde. Det var godt.

Luke ringede på døren henne ved huset. Han havde ret i, at det stort set lå overfor ham – kun et par huse skråt.

Der blev hurtigt åbnet, og en kvindes ansigt kom til syne. Jeg kunne ikke lade være med at synes, hun så sød ud med det samme. Hun havde et stort hår med bløde krøller og tydelige smilehuller, der gav hende et sødt udtryk.

”Hej, Luke og Audrey – var det det?” spurgte hun. Jeg kunne ikke helt vurdere, om det var henvendt til mig eller til Luke, men vi nikkede begge to.

”Ja, det er Audrey,” bekræftede Luke også verbalt. Kvinden, jeg fandt ud af hed Jennifer, lukkede os indenfor med det samme, imens hun kvidrede løs om forskellige ting, vi skulle huske.

”I kan nok bare sætte en film på eller spille et brætspil, og så går det helt fint. Og vi er slet ikke for sent hjemme, fordi nu er klokken kun fire, så vi er nok hjemme ved otte-ni tiden, vil jeg tro,” betroede hun sig til os.

Luke nikkede tilfredst. Han så en anelse akavet ud, som han bare stod der og kiggede på, at Jennifer og hendes mand, jeg ikke havde fået navnet på, tog overtøj på.

”Okay, jamen så ses vi om nogle timer! Hyg jer!” Jennifer smilede stort. Jeg smilede tilbage og gav dem et ’i lige måde’ med på vejen.

Luke vendte sig rundt mod mig, da døren smækkede i.

”Nu ser det ud til, at det kun er dig og mig – og Jack,” tilføjede han, da Jack kom gående ud til os. Luke satte sig på hug for at give ham et kram, som han en anelse genert gengældte.

”Det her er Audrey, min… gode veninde. Hun skal også være her i dag, er det okay?” spurgte han ham om. Jack kiggede på mig, som om han lige skulle overveje, om jeg var god nok, og så nikkede han voldsomt.

Luke smilede op til mig og rodede op i Jacks hår. Jeg kunne ikke lade være med at smile – noget, jeg altid havde gjort, når jeg så Luke sammen med børn. Der var noget over det, der gjorde mig utroligt glad.

x x x 

OKAY; jeg overlevede weekenden (næsten) - nu sidder jeg bare i min seng og kan næsten ikke holde mine øjne åbne, fordi jeg er så træt... så er det jo skønt at have afleveringer og lektier :))) 

MEN jeg håber, I har haft en god weekend, og at I nyder dette kapitel! de skal passe barn sammen, nurh how cute is that

God søndag x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...