Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
98956Visninger
AA

24. Kapitel 23.

”Du ser vældig glad ud,” der var godt med sarkasme over Luke stemme, da han sagde det. Jeg himlede med øjnene og skubbede lidt til ham. Han var ved at miste balancen, men nåede akkurat at gribe fat i en stang i bussen.

”Du behøver ikke drille mig lige nu,” betroede jeg ham. Han rystede blot på hovedet af mig. ”Det skal nok gå fint. Du henter bare tingene, ligger nøglen og smutter igen,” forsikrede han mig om.

Jeg nikkede.

”Ja, jeg ved det godt. Jeg håber ikke, han er hjemme – det ville være SÅ meget nemmere,” jeg snakkede egentlig mest henvendt til mig selv.

”Vi tager det bare, som det kommer. Er det nu, vi skal af?” han kiggede ud gennem vinduet, og jeg fulgte hans blik. Med et nik lænede jeg mig let frem for at trykke på ’stop’- knappen.

Jeg var overrasket over, han kunne kendte stedet så let, når man tænkte på, han kun havde været her den ene gang i sommerferien, hvor jeg holdte fest. Den dag virkede utroligt langt væk.

Starten af sommerferien virkede utroligt langt væk. Det virkede utroligt langt væk, da jeg så Luke på stranden.

Bussen stoppede op næsten foran Williams hus, og jeg maste mig ud gennem menneskemængden i bussen med Luke bag mig.

Turen op af trapperne virkede endnu længere end normalt, men til sidst stod vi foran Williams dør.

Luke rømmede sig lidt ved siden af mig.

”Vil du have, jeg går med ind, eller er det bedre, hvis jeg bare venter her?” spurgte han sødt om. Han stod med en af mine sportstasker over skulderen. Jeg tog den fra ham.

”Det er okay, hvis du bare er her lige i starten. Hvis han er hjemme, er det måske ikke den bedste idé, at du lige kommer vadende og sådan, du ved? Giver det mening?” jeg lagde hovedet let på skrå.

Jeg kunne ikke lade være med at føle mig underligt tilpas ved tanken om, at de to måske var meget få meter fra hinanden lige nu.

Luke nikkede forstående. ”Selvfølgelig. Jeg venter bare her, og så må du bare sige til, hvis det er, ikke?” han smilede sødt og opmuntrende til mig. Jeg smilede anstrengt tilbage og nikkede.

”Tak,” mumlede jeg, imens jeg fumlede med at få nøglen til lejligheden frem fra min jakkelomme. Da jeg havde fået den frem, låste jeg døren op og smuttede indenfor. Jeg lod den stå lidt på klem for ikke at smække den direkte op i hovedet på Luke.

”Hallo?” råbte jeg igennem lejligheden for at høre, om der var nogen hjemme. Jeg sitrede nærmest af lettelse, da der ikke kom noget svar, og jeg åndede ud – egentlig havde jeg ikke opdaget, at jeg havde holdt vejret før nu.

Hurtigt forsvandt jeg ind på Williams værelse og åbnede klædeskabet op. Mit tøj lå rodet derinde – meget mere rodet end jeg huskede at have efterladt det, men det valgte jeg at skubbe til side.

Uden at folde tøjet sammen stoppede jeg det ned i henholdsvist den ene taske og derefter den anden. Det var lige før, tingene ikke kunne være der. Jeg lod mit blik glide rundt i rummet for at være sikker på, jeg ikke havde glemt noget, men det kunne jeg umiddelbart ikke se.

Tanken om, at det var sidste gang, jeg var i den her lejlighed, var lidt underlig. Jeg havde vænnet mig til bogstaveligt talt at bo her i al den tid, jeg havde været sammen med William, så det var underligt.

På vej tilbage igennem huset passerede jeg køkkenet. Jeg kunne ikke lade være med lige at kigge ind, og et højt suk undslap mig, da jeg fik øje på gryden, der stod på komfuret. Det var tydeligt, at den ikke var blevet fjernet, siden jeg havde været i gang med at lave middag. Den dag, hvor jeg var endt op med at gå.

Her rodede en del. Faktisk lå der en del plastikpapir fra færdigretter rundt omkring, og forskellige ting var bare spredt udover det hele.

Irritationen skød op i mig. Var han virkelig så vant til at have mig til at gøre det hele, at han ikke kunne finde ud af at gøre det, når han ikke var sammen med mig? Jeg ville næsten vove og påstå, at tilstanden i køkkenet var klamt, fordi der var madrester på forskellige tallerkener.

Med et hovedryst gik jeg videre ud til entréen igen.

”Sådan,” sagde jeg til Luke, da jeg åbnede døren mere op. Han tog med det samme en af taskerne fra mig for at lette presset, og jeg smilede taknemmeligt. Før vi gik, tog jeg fat i sølvnøglen og lagde den på det lille bord, der stod.

”Er du klar til at gå?” spurgte Luke mig om. Jeg nikkede, da jeg lukke døren i efter mig. Jeg var mere end klar.

På vej ned af trapperne hørte jeg døren til opgangen gå op. I mit stille sind håbede jeg og krydsede jeg fingre for, at det ikke var William, der kom hjem – men hvornår havde jeg nogensinde haft held med sådan noget her?

William stod foran mig, før jeg kunne nå at reagere. Per automatik stoppede jeg op – han gjorde det samme, og vi kiggede på hinanden. Jeg var udmærket godt klar over, at Luke stod lige bag mig, men han var blevet utroligt stille.

Williams blik glid ned til min taske, og han hævede et øjenbryn.

”Har du lige været op i min lejlighed uden tilladelse?” spurgte han om og lagde hovedet på skrå. Jeg himlede med øjnene. ”Vil du ikke nok lade være med at starte på det der nu, please?” bønfaldt jeg ham nærmest.

”Du kan ikke bare gå ind i min lejlighed, når jeg ikke er der,” sagde han bestemt. Jeg sukkede og begyndte at gå ned af de sidste trappetrin. ”Det har du ellers ikke haft noget problem med før,” jeg kunne ikke lade være med at komme med et lidt provokerende svar.

”Det var før, du besluttede, du var for god til mig. Og hey – minsandten om det ikke er selveste Luke Hemmings, der står og gemmer sig bag dig?” han lavede et nik hen mod Luke. Jeg vendte mig rundt og kiggede op på ham med et undskyldende blik.

”Jeg hentede bare mine ting, og så har jeg lagt nøglen deroppe. Og nu går jeg, og så slipper du for at se mig i din lejlighed nogensinde igen,” svarede jeg ham tørt.

”Sådan nogle sluts som dig kommer hurtigt videre,” Williams stemme var klar, og han grinede bagefter, som om han selv syntes, han var sjov. Det gav kuldgysninger igennem mig, imens jeg prøvede på ikke at lade hans ord påvirke mig.

Luke gik ind foran mig med et surt blik.

”Hun er ikke videre, så hold din mund. Nu går vi – kom, Audrey,” han kiggede udelukkende på William, imens han sagde det, men gjorde tegn med hånden om, at jeg skulle gå med ham. Med det samme gik jeg op på siden af ham, imens vi passerede William, og derefter åbnede jeg døren.

Luke gik først ud, da jeg var ude, som om han skulle sikre sig, at William ikke ville gøre noget.

”Er du okay?” spurgte han om, da vi kom ud. Jeg trak på skuldrene og smilede et tvungent smil. ”Han er bare så dum at høre på, og jeg ved godt, det er noget lort, han fyrer af, men det går mig stadig på,” jeg trak på skuldrene.

Han nikkede forstående.

”Det forstår jeg godt, men husk på, han bare er en nar, der ikke ved, hvilke mennesker man skal værdsætte,” han gav min skulder et klem, ”skal vi ikke tage en taxa hjem? Jeg magter ikke at vente på offentlig transport,” han sendte mig et grin.

Om han bevidst prøvede at muntre mig op eller ej, vidste jeg ikke, men jeg kunne i hvert fald ikke lade være med også at lyse op i et smil.

Da vi sad i taxaen på vej hjem, blev Luke ved med at kigge hen på mig. Det ledte mig til troen om, at der var noget, han ville spørge mig om, men ikke var sikker på, om han skulle.

”Er der noget, du har på hjerte?” jeg puffede blidt til hans arm, og et smil prydede hans læber. Han trak på skuldrene. ”Jeg sidder bare og overvejer, om jeg kan lokke dig med ud og spise i aften?” han rødmede lidt.

Det var ikke engang noget, jeg rigtigt overvejede.

”Selvfølgelig, det ville være hyggeligt!” skyndte jeg mig at sige, og jeg mente det virkeligt. Så kunne det være, jeg rent faktisk kunne lave noget med ham uden hele tiden at tænke på konsekvenserne af det med hensyn til William.

Luke så lettet ud og smilede stort. Det smittede af på mig, og sådan syntes det at fortsætte.

 

***

 

”Jeg spiser ikke hjemme, som jeg også har sagt tre gange før,” min tone var lidt irriteret, da jeg svarede Jackson. Han var i gang med at lave mad, og det var som om, han bare ikke kunne forstå, jeg ikke skulle spise med.

”Nåååååå ja,” sagde han, ”det er rigtigt. Er det også derfor, du er så dressed up?” spurgte han med et blik på min beklædning. Fornærmet vendte jeg mig lidt væk fra ham, for jeg syntes ikke selv, at jeg var klædt så voldsomt på.

Jeg havde en sort sommerkjole på med et par hvide sneakers, løst hår og et armbånd om håndledet samt nogle sølvøreringe. Det ville jeg vove at påsta var meget normalt.

”Jeg er ikke klædt på, på nogen underlig måde,” protesterede jeg, men fortsatte alligevel: ”men jeg skal ud med Luke, sååå-” ”så det er derfor,” sluttede han sætningen, som om der ikke var andre muligheder.

Jeg sagde ham ikke i mod. Havde han ikke ret? Det var ikke, fordi jeg ikke havde haft trangen til at gøre lidt ekstra ud af mig selv, selvom Luke kendte mig ud og ind.

”Har han inviteret dig ud?” spurgte Jackson så. Jeg kiggede hen på ham med et blik, der viste, han skulle stoppe med alle de spørgsmål.

”Han spurgte bare, om jeg ville med ud og spise,” svarede jeg og trak på skuldrene, imens jeg trak en jakke over mine skuldrer. Jackson smilede stort. ”Så det er en date?”

”Det ved jeg ikke,” indrømmede jeg, ”det er mad ude.”

”Giver han?”

”Ja?” jeg rynkede lidt på panden over spørgsmålet.

”Så er det en date,” fastlog han. Jeg rystede på hovedet af ham og gjorde store øjne. ”Ved du hvad, nu går jeg. Vi ses senere, ikke?” jeg skyndte mig ud, før han kunne nå at svare.

Turen hen til det sted, vi havde valgt at spise på, gik hurtigt. Vi havde aftalt bare at mødes derinde, da ingen af os havde noget kørekort, og så lå det også relativt tæt på.

Jeg kunne se Luke på lang afstand. Han stod ude foran med hovedet begravet i sin mobil. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var han på twitter eller et andet socialt medie.

”Halløj,” han kiggede først op, da jeg var helt henne ved ham. Et grin spredte sig over hans læber, og han låste hurtigt sin mobil og lagde den ned i lommen.

”Hej, Addy,” han gav mig et tæt kram, der fik mit hjerte til at springe et slag over. Jeg skubbede det væk, og vi gik indenfor.

Der var ikke særlig mange mennesker her til aften, hvilket var meget heldigt; vi havde ikke ringet og bestilt bord, fordi det var en ret spontan aftale.

”Må jeg gætte på, hvad du skal have?” spurgte Luke med en udfordrende stemme, da vi havde fået plads og havde kigget på menukortene. Jeg hævede et øjenbryn og nikkede. ”Jeg vædder en 20’er på, at du ikke gætter det,” svarede jeg ligeså udfordrende.

Luke nikkede og lod sit blik glide over menukortet. Efter gode to minutter kiggede han på mig igen.

”Du skal helt sikkert have en mellem cola, for det skal du altid – og det kan du ikke benægte!” startede han. Jeg måtte give ham ret. ”Så skal du have… hmm… lasagne?” gættede han så.

Et grin undslap mig, og jeg rystede på hovedet.

”Du gættede forkert – jeg skal have en burger,” jeg smilede triumferende, fordi han ikke kunne gætte det. Surmulende rodede han i sine lommer og hev pengene frem. Han holdt dem frem mod mig, og jeg rystede på hovedet for at sige, at det var okay.

”Det er lige meget, du må gerne beholde dem – jeg tror, jeg overlever,” forsikrede jeg ham. Han rystede insisterende på hovedet. ”Et væddemål er et væddemål,” sagde han bestemt. Da jeg ikke gjorde mine til at tage dem, tog han fat i min hånd og lagde dem i.

”Tag nu bare i mod dem. Så kan du beholde dem som lykkepenge, når vi ikke ses så tit mere,” sagde han.

Jeg prøvede ikke at tænke over hans ord, men han bemærkede det vidst godt.

”Sorry, det var ikke sådan, jeg mente det. Det bliver slet ikke på samme måde som sidst,” forsikrede han mig hurtigt om. Jeg smilede og gjorde det klart for ham, at det var okay. Så bestilte vi maden.

 

Jeg havde næsten mavekramper, da vi gik på vej hjem. Luke gentog den ene sjove historie efter den anden, som vi havde oplevet sammen, og det gik op for mig, hvor mange underlige ting, der egentlig var sket for os.

”Luke, stop, jeg kan ikke trække vejret!” udbrød jeg og følte mig næsten forpustet. Det var nok kombinationen af at grine og være proppet af maden, jeg havde spist på restauranten. Luke grinede hæst af mig.

”Det er da ikke min skyld, du synes, jeg er så sjov,” sagde han uskyldigt. Jeg skulede hen til ham og stak langefingeren i luften. Det fik ham kun til at grine.

”Smil,” sagde han så pludseligt, og øjeblikket efter ramte en blitz mig. Jeg missede misfornøjet med øjnene.

”Hvorfor tager du altid billeder?” brokkede jeg mig, da jeg kom op på siden af ham igen. Han trak på skuldrene. ”Jeg har ikke opdateret fansene længe, og det plejer jeg tit at gøre, så nu skal de da lige vide, hvad jeg laver,” forklarede han.

Han stoppede op, og jeg kiggede ham over skulderen. Det ville så nærmere sige, at jeg kiggede fra siden af – han var for høj til, jeg kunne kigge ham over skulderen.

”Jeg kan godt lide billedet. Det er rystet, så det ser helt specielt ud,” indrømmede han. Jeg hævede et øjenbryn. ”Jamen dog – hør på Luke Hemmings, den nye fotograf!” drillede jeg. Han kiggede påtaget fornærmet på mig.

”Hvad skrev du til det?” spurgte jeg nysgerrigt, da han lagde mobilen ned i lommen. Han mumlede noget om, at det måtte jeg selv tjekke, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville gøre det, når jeg kom hjem.

”Skal du ikke dreje her?” spurgte jeg Luke, da vi kom til vejen, der normal skilte os ad. Han kiggede på mig, som om jeg var dum.

”Det er blevet sent, og det er mørkt, og du skal ikke gå alene hjem,” svarede han demonstrativt.

”Der sker jo ikke noget. Det behøver du altså ikke – jeg bor ikke særlig langt væk,” forsikrede jeg ham om. Han rystede på hovedet og gjorde tegn til, at vi skulle blive ved med at gå. ”Måske sker der ikke noget, men jeg har ikke lyst til, at du skal gå alene i mørket – tænk hvis nu du bliver voldtaget eller sådan noget,” sagde han alvorligt.

 Jeg kunne ikke lade være med at smile over, hvor nuttet han var. Det var sødt, han tænkte på det.

”Det er ret vildt, at man som kvinde bliver nødt at have en fyr med, hvis man vil være sikker på ikke at blive voldtaget eller bare for at føle sig tryg,” påpegede jeg. Luke nikkede enigt. ”Meget. Men sådan er det desværre, og derfor bliver du nu fulgt hjem,” han blinkede.

Hele situationen virkede absurd. I princippet havde jeg lige været på en date af en form med min ekskæreste, og nu gik vi her – det var som et lære hinanden at kende om igen, selvom vi stort set allerede vidste alt. Det føltes som at lære min kæreste at kende om igen – og vi var ikke engang et par.

Han gik med hænderne ned langs siden, og jeg kunne ikke lade være med at kigge på dem. En del af mig havde lyst til at tage fat i hans hånd, men jeg beherskede mig og lod vær.

Jeg blev næsten skuffet, da mit hus kom til syne. Jeg havde ikke lyst til at skulle hjem og ikke være sammen med Luke. Jeg havde glemt, hvor godt tilpas jeg virkelig var i hans selskab – specielt nu, når jeg ikke tænkte på William og ikke prøvede på at støde alle tankerne om Luke væk.

Det var, som om jeg gav mig selv lov til endnu mere, fordi jeg godt vidste, at en stor del af grunden til, det gik op i hat og briller med mig og William, var på grund af Lukes tilbagevenden.

Jeg vidste godt, at han og jeg aldrig rigtig havde været færdige med hinanden, men at situationen stort set ikke havde været til vores forhold.

”Har du hygget dig?” spurgte Luke, da vi stod foran min dør. Jeg følte, jeg var med i en kliché kærlighedsfilm. Det gjorde ikke noget.

Hurtigt nikkede jeg.

”Meget,” forsikrede jeg ham om. Jeg tøvede lidt og kunne mærke mig selv rødme, imens jeg sagde det næste: ”jeg bliver nødt til at vide… var det her en date, eller var det bare mad?” jeg følte mig akavet tilpas.

Luke smilede skævt, da jeg sagde det. Han kiggede ned mod jorden og bed sig kort i læben, da han kiggede op igen.

”Vil du gerne have, det var en date?” spurgte han så om. Hans tonefald fik mig til at fnise som en anden skole pige. Så tog jeg en chance og nikkede. Fordi hvorfor skulle jeg skjule det for mig selv? Jeg ville gerne have, det var en date.

”Så var det en date,” nikkede han. Han så tilfreds ud, og jeg smilede.

”Okay,” grinede jeg, ”det lyder godt – og så må jeg hellere gå ind,” tilføjede jeg. Luke nikkede og trak mig ind i et varmt kram. Da vi trak os fra hinanden, var det ikke så langt, som det plejede.

Mit hjerte bankede en smule hurtigere, da jeg fik øjenkontakt med ham. Det føltes, som var det umuligt at trække vejret optimalt, når vi var så tæt på hinanden, og det gik op for mig, at jeg virkelig var ved at blive forelsket i ham om igen – selvfølgelig bare hurtigere end før.

Før jeg rigtig kunne registrere det, trykkede de velkendte læber sig mod mine. Mit hjerte bankede uendeligt hurtigt – jeg frygtede, det ville springe ud af brystet på mig.

Sidste gang jeg havde mærkets hans læber mod mine, havde jeg skubbet ham væk og skældt ham ud og spurgt ham om, hvad han havde gang i. Det var ikke engang særlig lang tid siden, men det føltes som en evighed.

Vi smilede begge to efter det lille kys. Det var ikke noget stort. Det var lille, og det indikerede en start på noget.

Jeg smilede stadig, da jeg kom indenfor; så meget, at det tiltrak kommentarer fra både mine forældre og Jackson, men jeg svarede dem ikke. I stedet gik jeg bare op på mit værelse.

Selvfølgelig var tanken om, om jeg ikke var for hurtigt videre der, men alligevel ikke. Selv mente jeg ikke, det var den samme situation, fordi det var ikke en fremmed person, jeg havde ladet kysse mig. Det var Luke – en person, der kendte mig bedre end nogen anden. Vi havde en historie.

Som lovet tjekkede jeg Lukes twitter for at se billedet, han havde lagt op af mig. Der stod en sød tekst til, og jeg kunne med det samme se, at den var taget ud af ”If Only They Knew” af A Rocket To The Moon. Han elskede den sang.

”’Cause no one knows you like I do.” 

x x x

OH MY GOD GUYSSS LUKE OG ADDY KYSSER OG ER PÅ DATE!! WHAT'S UP er det sødt eller sødt hva?? nu sker der virkelig ting i mellem dem!! jeg håber, I kan lide det! 

i får lige et kapitel her i dag tidligt om morgenen, da jeg ikke har tid senere; skal i skole, til teaternoget på skolen, købe gave og til 19-års. og hvis jeg ikke får publiceret lørdag, er det, fordi der er øveweekend med teateret (jeg er scenograf) så i morgen skal jeg være på skolen halv ti til om aftenen, og så skal jeg direkte til fest, der ligger ret langt væk, øv, øv! Men prøver at se, om jeg kan nå det, ok babes? Ellers får I et søndag igen! x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...