Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99394Visninger
AA

23. Kapitel 22.

Audrey: Jeg slog op med William i går.

Dakota: Vent, hvad? Hvorfor har du ikke fortalt mig om det her noget før?! Er du okay?

Audrey: Det skete i går, babe, der er grænser for, hvor hurtigt jeg kan sige det til dig. Men altså ja, det er jeg vel – sådan relativt okay, men det er lidt underligt… nu er jeg officielt ikke i noget forhold.

Dakota: Ja, det er lidt underligt. Men du havde jo også set den komme, ikke? Altså, I var gledet lidt fra hinanden her på et sidste, synes jeg, jeg kunne fornemme… Har du lyst til at komme over, eller at jeg kommer over?

Audrey: Nej, det er okay. Eller altså du må gerne komme over og sådan, det er ikke det, men det er okay, hvis du har travlt og så videre. Jeg tror egentlig bare, jeg vil lave mig en lækker sandwich og se en film og rydde op på mit værelse og prøve at få tingene til at hænge lidt sammen :-))

Dakota: Okay, men sig til, hvis det er, ikke? Jeg laver heller ikke så meget, så jeg er frisk, hvis det er!

 Jeg svarede hende ikke på beskeden, men slæbte i stedt mig selv ud af sengen. Klokken var omkring 13, og jeg var stadig ikke kommet udenfor en dør. Jeg havde ikke rigtig haft lyst, men nu kunne jeg mærke sulten nage.

”Godmorgen, sovetryne,” sagde Jackson, der sad nede i stuen. Hvor mine forældre var henne, anede jeg ikke.

”Hey,” jeg åbnede køleskabet og lod blikket glide over valgmulighederne. Til sidst hev jeg rugbrødet, Philadelphia, ost og skinke ud.

”Jeg troede et kort øjeblik, at du ikke levede mere. Jeg har slet ikke hørt dig eller noget,” hans blik var stift rettet mod skærmen, og jeg sukkede lidt.

”Jeg har heller ikke lavet så meget larm, jeg har bare sovet og ligget lidt med min computer. Hvorfor er du hjemme?” spurgte jeg nysgerrigt om. Det havde jeg ikke fået en chance for at spørge ham om i går; vi havde set tv sammen, imens han trøstede mig, og til sidst var jeg faldet i søvn.

”Jeg er halvt ved at flytte hjem igen,” indrømmede han.

Overrasket snurrede jeg rundt og kiggede nu fuldstændigt på ham. jeg knipsede for at få hans opmærksomhed. ”Vent, hvorfor er du det? Du har en fin lejlighed,” spurgte jeg forvirret.

Han sendte mig et underligt blik. ”Det koster at penge at have en lejlighed, og jeg har ikke rigtig pengene til det lige nu. Jeg blev fyret fra mit arbejde, så jeg skal finde noget nyt og nogle ting at lave,” betroede han mig.

Jeg gjorde store øjne. Han havde haft det arbejde i tre år, uden der havde været nogle problemer med det.

”Hvorfor er du blevet fyret? Så du skal bo hjemme? Hvor skal du bo henne? Dit værelse er jo lavet om til et rum, hvor vi sætter ting ind? Det forstår jeg ikke,” jeg rystede på hovedet.

Det gik ikke rigtig op for mig, at det lød som om, jeg ikke ville have, han kom hjem og boede. Det var ikke tilfældet.

Han trak på skuldrene. ”Jeg går ud fra, at det rum bliver ryddet lidt, så jeg i det mindste kan være i sengen. Det er kun midlertidigt; jeg har ikke lyst til at bo hjemme i min alder – jeg er jo en gammel mand,” han blinkede.

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før?” spurgte jeg en anelse fornærmet. Jeg var gået i gang med at lave min sandwich igen.

Da han svarede, kunne jeg næsten se for mig, hvordan han havde hævet et øjenbryn.

”Fordi der var andre ting, der var vigtigere i går – så som du var til fødselsdag med Luke, og at du var rigtig ked af det, da du havde slået op med William. Går det bedre?” spurgte han.

Jeg tog et stykke skinke ud af pakken og placerede det oven på Philadelphiaen og osten med et skuldertræk.

”Det går fint. Altså, jeg ved ikke helt, hvordan det er meningen, det skal føles, når man har slået op med nogen, for det har jeg aldrig prøvet. Med Luke slog vi ikke engang direkte op, og der var jeg fuldstændig ødelagt, men altså. Så jeg tror, jeg har det fint?” gættede jeg.

Han nikkede forstående.

”Du var meget ked af det i går, men det havde heller ikke så meget med det at gøre, vel?”

”Nej. Det var mest måden, det skete på, og hvordan han opførte sig, der irriterer mig. Han var slet ikke sådan, da jeg lærte ham at kende – ellers var jeg da aldrig indgået i et forhold med ham,” jeg skar ansigt, ”men jeg går op og ser tv.” sluttede jeg så.

Han nikkede heldigvis kun og fortsatte ikke samtalen, men lod mig komme op på mit værelse.

Jeg satte mig i min seng og tog dynen over mig. Derefter åbnede jeg min computer op og satte et afsnit af Pretty Little Liars på – det sidste afsnit jeg manglede.

Egentlig fulgte jeg ikke så meget med; inde i mit hoved kunne jeg ikke lade være med at diskutere med mig selv om, om jeg skulle sige det til Luke. På den ene side følte jeg, at det var fair, hvis jeg sagde det, men på den anden side var jeg bange for, at det bare ville føles underligt.

Inderst inde vidste jeg godt, at han nok ville sætte pris på at vide det. Ovenpå alt, der var sket, og han havde sagt, imens han havde været tilbage, ville det nok være meget normalt at sige det.

Til sidst tog jeg fat i min mobil og skrev en besked.

Audrey: Jeg er ikke sikker på, om det er lidt ligegyldigt, men jeg slog op med William i går – bare så du ved det!

Der gik fem minutter, før min mobil vibrerede gentagne gange. Det var Luke, der ringede – ingen overraskelse.

”Hallooooo,” sagde jeg ind i røret, da jeg tog den. Lukes stemme kom med det samme. ”Hey, Addy! Hvad er det for noget med, at dig og William ikke er sammen mere?” han lød helt forvirret.

”Vi er bare ikke sammen mere…” svarede jeg, ikke helt sikker på, hvad han ville have mig til at sige. ”Ja, ja, det fik jeg godt, men hvad skete der? Hvordan kunne det ske så hurtigt? Altså, du var jo sammen med mig næsten hele dagen og sådan,” forklarede han.

Jeg tøvede lidt, før jeg gik i gang med at forklare ham det: ”Han var hjemme hos mig, da jeg kom hjem i går. Fordi vi ikke havde snakket i nogle dage, og det plejer vi at gøre, og så ville han lige høre, hvad der skete og sådan. Vi plejer altid at finde ud af det hurtigt, når vi har været uvenner,” forklarede jeg, ”og så tog jeg tyren ved hornene og sagde det, som det var. At der ikke var noget mere, og man ikke kunne kalde ham og mig for et par, og at jeg ikke gad mere. Så blev han, øh, meget sur og vred og sagde nogle meget nederen ting, og så smadrede han min kop, og så gik han. Men nu er det gjort,” jeg prøvede at få det til at lyde som om, jeg var lige glad.

Der var stille et lille stykke tid i den anden ende. Som om han nøje overvejede, hvad han skulle sige.

”Fuck en nar,” det gjorde han så ikke, ”fuck, hvor er han bare den største nar nogensinde – hvordan kan han overhovedet behandle dig så dårligt? Hvad sagde han?” Luke lød sur.

”Noget med, at jeg ikke var god nok til ham og ikke var noget værd for ham, og fuck mig og sådan,” svarede jeg stille.

Luke fnøs.

”Jeg vidste bare, han ikke var noget godt for dig, og det beviser det her bare mega meget. I det mindste er han væk nu,” vrissede han, ”men er du så okay? Eller er du ked af det?” spurgte han om.

Jeg tog mig selv i at beundre, hvordan han altid huskede at spørge ind til folk, selvom det nogen gange kunne virke underligt – for eksempel var han trods alt min eks kæreste, der spurgte, om jeg var okay efter et brud.

”Det vil jeg sige, jeg er, ja. Det er bare så fucking nederen, at han skal reagere sådan, men jeg tror, han er for stolt til at gøre andet, hvis jeg skal være ærlig – hvilket selvfølgelig er vildt øv.  Men ja. Nu skal jeg ikke tænke på ham mere, andet end jeg skal aflevere nøglen til hans lejlighed og hente mine ting. Åh gud, tænk hvis han er hjemme, når jeg henter dem?” det gik op for mig, at jeg rent faktisk skulle hente mine ting, imens jeg sad og sagde det.

Mit hjerte pumpede lidt hurtigere bare ved tanken, fordi jeg virkelig ikke havde lyst til det. Lige nu fortrød jeg, at jeg havde halvdelen af mit klædeskab derhenne, for det ville være super praktisk, hvis det bare var her.

Men der var vel ikke andet at gøre end snart at få det hentet og så også give ham nøglen tilbage.

”Hvornår skal du hente dem? Vil du gerne have en med? Jeg kan sagtens tage med, hvis det er. Jeg er sikker på, min mor godt vil køre, så vi har en bil, så du slipper for at slæbe dine ting i offentlig transport,” han snakkede hurtigt.

”Jeg tror godt, jeg kan have det i et par tasker, hvis jeg lige tager mig lidt sammen. Mange af tingene bruger jeg alligevel heller ikke mere. Vil du virkelig gerne tage med? Det er lidt spøjst at hive dig med, og du skal ikke bare tilbyde det, fordi du føler, du skal,” skyndte jeg mig at tilføje.

”Nej, nej, jeg vil gerne! Det har jeg intet i mod – så får jeg lov til at bruge noget mere tid sammen med dig,” det sidste sagde han lavt og genert. Jeg var glad for, han ikke kunne se mig, for jeg kunne mærke mig selv rødme.

”Okay,” jeg nikkede, selvom han ikke kunne se mig, ”det ville være rart så. Du kan bare sige til en af de næste dage, når du har tid eller sådan,” svarede jeg taknemmeligt.

Det var utroligt rart, at han rent faktisk gerne ville tage med. Sådan var Luke bare. Han var så gennemført sød og venlig og hjælpsom, og det var ikke rigtig noget, han selv tænkte over; det lå bare til ham som noget, man selvfølgelig var.

”Jeg er altid fri, men vi kan lige skrives videre om det, ikke? Jeg er sammen med drengene, så jeg må nok hellere lige komme tilbage til dem, før de begynder et eller andet, men du kan bare skrive, ikke?” jeg kunne høre ham smile.

Jeg smilede også.

”Cool! Tak, du er den bedste,” jeg tænkte ikke over, hvad jeg sagde, før jeg havde sagt det. Heldigvis var det en form for et farvel, så der blev lagt på, og dermed blev der ikke nogen underlig stilhed.

Nogen gange tog jeg mig selv i at tænke på, om det overhovedet havde været det værd at have droppet Luke helt. Lige nu virkede det så langt væk, at han havde såret mig.

x x x

Hey guys, her er kapitel 22.

Der sker ikke så meget men halloooo kan I mærke, at det er på vej?

Nu vil jeg lave lektier og aflevere min opgave, inden min veninde kommer over! 
God aften .x 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...