Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99089Visninger
AA

22. Kapitel 21.

”Ser det her godt nok ud?” jeg stillede mig foran mine forældre og drejede rundt en enkelt gang, så de kunne se mit outfit.

Det var en sort skaternederdel med en hvid top til.

”Du ser godt ud, skat. Hvad skal du?” spurgte min far, som jeg ikke havde fået snakket med i går. Jeg pillede lidt ved nederdelen for at fjerne noget fnuller, der var kommet på den.

”Luke har inviteret mig med til Calums mors fødselsdag. Det er her klokken tolv, så jeg går ud fra, at Luke og hans mor henter mig snart,” jeg trak på skuldrene med et lille smil.

”Skal du ikke have noget morgenmad, inden du tager af sted?” spurgte min mor. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej, jeg tror ikke, det er nødvendigt. Hvis jeg ikke tager helt fejl, skal vi nok have noget at spise, når vi kommer derhen, og jeg er først ved at blive lidt sulten nu,” svarede jeg.

Jeg forsvandt op på værelset igen og kiggede mig lidt i spejlet for at se, om der var noget, jeg manglede.

Mit hår var helt glat og hang over mine skuldre. Min makeup var bare normal hverdagsmakeup. Omkring mit håndled pyntede to læderarmbånd, og på mine finger var fem sølvringe.

Jeg blev enig med mig selv om, at det var okay, hvilket var godt timet; kort efter tikkede der en sms ind fra Luke.

Luke: Vi er der lige om lidt – bare stil dig ud ved vejen!

Skrev han. Jeg svarede ham ikke, men hev blot en sort jakke ned fra knagen på min dør. Den var lidt oversize, men jeg følte personligt, at den passede fint til tøjet.

Nede ved entréen tog jeg nogle sorte converse på af den model, der ikke gik over anklerne. Det måtte være nogen af mine absolutte yndlingssko, og jeg købte da også et nyt par hvert år.

”Jeg smutter nu!” råbte jeg gennem huset. Der lød nogle gryntende svar fra mine forældre, før jeg åbnede døren op og trådte ud på vejen. Solen ramte mig med det samme, og jeg fortrød næsten, at jeg overhovedet havde taget jakke på.

Dog nåede jeg ikke at ændre på det, før den sorte bil, jeg let kunne genkende, kørte op på siden af mig. Med en let bevægelse åbnede jeg døren og hoppede ind ved siden af Luke, der overraskende nok ikke sad på forsædet.

”Hey,” sagde jeg en anelse for energisk. Besværligt fik jeg givet ham et kram, selvom vi sad i bilen. Derefter gled mit blik op til bakspejlet, og jeg fik øjenkontakt med Liz.

”Hej sødeste,” hilste hun sødt. Jeg smilede. ”Davs.”

På en eller anden måde var jeg nervøs. Det var lang tid siden, jeg havde set Calums mor også – ikke, at jeg havde været tæt med hende, men stadig. Det var også en del af grunden til, jeg følte, at jeg bare kom anstigende uden egentlig at være inviteret.

”Det er dejligt, vi er begyndt at se så meget til dig,” kommenterede Liz efter lidt stilhed, ”du må endelig stadig komme over til middag engang i mellem, når Luke er taget af sted igen – det ville være super dejligt!” forsikrede hun mig om.

Luke rykkede lidt rundt i sædet på en ukomfortabel måde.

Jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i ordene ’når Luke er taget af sted igen’, men jeg gjorde det ikke tydeligt. I stedet for smilede jeg til Liz, endnu engang i bakspejlet, og nikkede. ”Ja, det ville være rart – det vil jeg gerne.” lovede jeg hende.

Mit blik flakkede hen til Luke, og jeg kunne mærke mig selv blive helt befippet, da jeg fangede ham i at sidde og kigge på mig. Jeg kommenterede ikke på det.

Turen gik hurtigt; Calum boede tættere på, end jeg umiddelbart lige kunne huske. Da vi kom derhen, holdt der omkring tre biler ude foran hans hus, og nu blev Lukes bil tilføjet til gruppen.

Mit hjerte bankede lidt, og jeg prøvede at skænde på det i mine tanke. Der var absolut intet underligt ved det her, og jeg kendte en del af menneskerne allerede.

”Kommer du?” Luke kiggede på mig. Han var omkring tre meter foran mig, og det gik op for mig, at jeg var stoppet op. Jeg lavede et kort ryst med hovedet for at vække mig selv op og nikkede. ”Ja, sorry,” svarede jeg og satte gang i mine ben.

Døren blev åbnet med det samme, da Liz ringede på. Calums mor kom til syne, og der gik ikke lang tid, før de to kvinde omfavnede hinanden.

Derefter sagde hun hej til Luke, før hendes blik faldt på mig. Hun så helt overrasket ud.

”Gud, hej, Audrey! Det er da lang tid siden, vi har set noget til dig!” udbrød hun. Jeg havde egentlig troet, det ville være nok med at give hende hånden eller noget, siden jeg ikke ligefrem var tæt med hende, men i denne anledning blev det alligevel til et kram.

”Det er meget længe siden,” istemte jeg og nikkede. Da vi kom indenfor, skubbede jeg mine sko af i entréen.

Vi kom indenfor, og jeg fik med det samme øje på Michael og Calum, der sad henne i sofaen fordybet i et eller andet på Calums telefon.

”Hey gutter,” sagde Luke henslængt, da vi kom derhen. De kiggede op, og en lyd undslap Michael, da han fik øje på mig. Han sprang op af sædet. ”For satan da, Addy, hvorfor siger du ikke, at du kommer med til sådan noget her? Er det Luke, der har inviteret dig?” spurgte han højt om, selvom Luke praktisk talt stod lige ved siden af.

Jeg kiggede lidt på ham med store øjne. ”Du får et gæt, Mikey – hvem skulle det ellers være?” svarede jeg. Michael trak på skuldrene med et smil.

”Du har en pointe, men hvor er det nice. Hej,” hilste han så og trak mig ind i et kram, som jeg gengældte med det samme. Calum fik også et kram. Forvirret vendte jeg mig lidt og kiggede rundt i rummet.

”Hvor er Ashton?” spurgte jeg så om, da jeg kunne konkludere, at han ikke var her. Michael trak på skuldrene. ”På vej går jeg ud fra. Han skal selv køre, og jeg er sikker på, han er kommet for sent ud af døren af den grund,” betroede han mig.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, før jeg satte mig ned ved siden af Luke. Han rykkede sig lidt, så der var mere plads til mig i sofaen, og jeg smilede taknemmeligt; de drenge kunne godt have det med at fylde lidt engang i mellem.

Der gik omkring 15 minutter, før det blev annonceret, at der var mad – og Ashton var også kommet nu.

Til mit held viste det sig, at samtalen ved bordet ikke var akavet på nogen måde. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde fået den idé fra, for jeg vidste egentlig godt, at det ikke plejede at være akavet.

 

Flere spørgsmål om uddannelse og liv senere var jeg endelig på vej hjem. Jeg var træt; det havde gjort mig helt ør i hovedet at være sammen med så mange mennesker i så mange timer i træk.

”Hyggede du dig?” spurgte Luke om. Jeg nikkede overbevisende. ”Meget! Det var mega hyggeligt at se alle igen og sådan,” betroede jeg ham. Han smilede og nikkede.

Da bilen holdt stille ude foran min dør, gav jeg Luke et kram. Denne gang var det lidt længere, end det plejede, men det gjorde mig ikke noget. Han gav gode kram.

”Jeg er hjemme!” råbte jeg gennem huset, da jeg låste døren op. Min far kom ud i stuen med et lille hej, før han fortsatte: ”Jeg tror måske lige, du skal snakke med William. Han kom og spurgte, hvor du var, fordi han gerne ville snakke med dig, fordi I ikke rigtig har snakket de sidste par dage, og så sagde jeg, at han bare kunne vente på dig – der var ikke rigtig så meget andet at gøre,” det sidste sagde han lidt lavt.

Mit ellers så gode humør sank fuldstændig, kunne jeg mærke. Min hals blev tør, men alligevel fremtvang jeg et smil og nikkede til ham.

”Tak far. Så må jeg jo hellere snakke med ham,” det sidste var mest henvendt til mig selv, men jeg vidste godt, han hørte det.

Med lidt tøven tog jeg trappen to skridt ad gangen og lukkede døren op til mit værelse.

”Jeg har aldrig bedt om, det skulle blive sådan her,” tonen var bebrejdende og kom fra William. Mit blik var allerede opgivende, selvom jeg dårligt nok havde kigget på ham.

”Det ved jeg godt. Det har jeg heller ikke – det har ingen af os, men sådan er det, og vi må stå op til det faktum, at det her ikke er noget, man kan kalde et forhold,” svarede jeg ham ærligt.

Hvor min pludseligt hårde ærlighed og beslutsomhed kom fra, vidste jeg ikke. Måske fordi følelsen fra i dag, hvor jeg virkelig havde følt mig som en del af en familie, stadig sad i mig. Jeg havde aldrig haft det sådan med William – han tog mig aldrig med til arrangementer.

Så jeg vidste godt, at det var på tide at slutte det her.

Nu var William her, og jeg prøvede at få det sagt, uden det lød for hårdt. Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde; jeg havde aldrig slået op med en person før.

”Vi kan snakke om tingene og få det til at fungere igen,” foreslog han. Jeg lukkede kort øjnene i. Mine tænder borede sig ned i underlæben, før jeg rystede på hovedet.

”Nej,” sagde jeg bestemt, ”det kan vi ikke. Du er dig, og jeg er mig, og vi er to vidt forskellige personer, der vil to vidt forskellige ting – og tro mig, det kan være godt, og jeg tror, det var det, vi var draget af i starten, men det er der ikke mere. Og det ved du godt, Will… der er ingen gnist mellem os mere, som der plejede at være.” jeg prøvede at forklare det roligt til ham.

Det gik op for mig, at jeg rent faktisk var bange for at gøre ham sur. Jeg havde ikke lyst til at sætte gang i hans temperament.

”Den forsvandt, da Luke kom tilbage. Hvis nu bare-” ”Nej, okay? Du må have kunnet mærke det på mig – at jeg ikke har været hundrede procent med, med hjertet og ikke helt har følt det her. Og hvis det er noget, det beviser, at det forsvinder, når Luke kommer tilbage, så er det da, at det er et alt for skrøbeligt forhold til at fungere, Will. Prøv at tænk over det. Hvornår har vi sidst lavet noget sjovt sammen?” jeg lagde hovedet på skrå.

En kort stund sagde han ikke noget.

”Det kan du da ikke bare sige!” udbrød han så, ”hvad er det her? Er det dig, der slår op med mig eller hvad?” han rejste sig op fra kontorstolen, han ellers havde siddet på.

Jeg nikkede.

”Ja.”

Han rystede på hovedet, som om han ikke kunne få mine ord til at hænge sammen inde i hans hoved. Efter lidt tid vendte han sig mod mig.

”Du vil bare have din lille flirt med en dreng, der kan give dig alle materielle ting, fordi du er så pisse overfladisk. Er det ikke det? Nu når der er en meget bedre person tilgængelig, så er jeg ikke længere god nok til en pige som dig, vel? Fordi nu er kendte og oh-så skønne Luke tilbage i billedet, og han kan give dig langt mere. Det kan jeg godt se!” han hævede stemmen, hvilket fik mig til at krympe mig en smule.

Jeg hadede, når folk råbte.

”Hvad? Det har da intet med det at gøre. Måske er du ikke god nok til mig, men ikke på den måde, og ikke fordi du er en dårlig person, og at jeg er bedre og hævet over dig, men fordi du ikke giver mig den samme følelse mere, og jeg nægter at være i et forhold med en person, jeg ikke elsker og holder af. Og jeg nægter at være i et forhold, fordi jeg føler mig tvunget til det eller gjort skyldig for, at en fyr får det dårligt, hvis jeg slår op med ham. Det gør jeg simpelthen ikke. Det er da meget bedre, at jeg fortæller dig sandheden – at jeg ikke føler det samme mere – end jeg holder dig for nar, William,” jeg prøvede at bevare min rolige tone.

For alt i verden ville jeg ikke få tingene til at køre op til noget, det ikke behøvede at være.

”Det er godt,  Audrey. Så kan du sidde med Luke og hans fancy venner og snakke om alle de overfladiske ting, I snakker om!” vrissede han tilbage.

Tårerne kom frem i mine øjne, og jeg blinkede hårdt for at holde dem tilbage.

”William, hvad er det for en besættelse, du har med hensyn til Luke? Jeg har ikke nævnt ham en eneste gang som en grund for det her, og af en eller anden grund kan du ikke lade være med at give ham skylden for alt og nævne ham i hver en sætning, du siger. Men nu vi er ved det, hvordan kan du så overhovedet tillade dig at kalde vores samtaler overfladiske? Der er så meget, du ikke ved om mig, William. Ved du, at jeg godt kan lide at gå i zoologisk have? Ved du, at det var noget, jeg – indtil jeg møde dig – tit gjorde. Nej. Du ved slet ikke sådanne småting. Du ved ikke, om jeg foretrækker min kaffe helt sort eller med mælk i, eller om jeg slet ikke kan lide kaffe. For du interesserer dig ikke for småtingene eller bemærker de små ting – de ting, der tæller. Og det er det, jeg mangler. Jeg mangler så mange små ting fra dig, der viser kærlighed gennem kropssprog, og de er der bare ikke. Og de kommer ikke, og sådan er det.”

”Men Luke ved alt det her, ikke?” han nikkede vredt for sig selv, ”Luke ved, at du elsker at gå i zoologisk have, og Luke ved, om du kan lide kaffe, og hvordan du kan lide det, og Luke ved alle de små ting, ikke? Luke, Luke, Luke – altid er Luke så meget bedre,” spyttede han aggressivt.

Imens jeg stod og kiggede på ham, boblede irritationen inde i mig. Hvor svært kunne det være for ham at forstå, at jeg mente det, jeg sagde?

Efter lidt tids overvejelse svarede jeg: ”Ja, Luke ved alle de ting. Luke ved, hvordan jeg kan lide tingene, uden jeg behøver at fortælle ham det. Og ved du, hvorfor Luke ved det? Fordi han værdsatte mig og elskede mig på et langt højere plan end dig og på en anden måde, end du nogensinde kan komme til. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige, og når du ikke kan finde ud af at tage det på en ordentlig måde, bliver jeg nødt til at bede dig om at gå,” det var kun med nød og næppe, min stemme ikke knækkede over.

William så chokeret ud. Som om han ikke kunne forstå, jeg overhovedet kunne finde på at sige sådan noget til ham.

”Ved du hvad, Audrey? Fuck dig! Fuck dig så fucking hårdt. Du er ikke nok værd for mig alligevel, så fuck det. Fuck alt det her pis,” med en enkelt bevægelse slog han til den store tekop, der stod på mit bord.

Det ramte hårdt mod jorden og splintrerede i flere stykker. Det føltes som en metafor for, hvordan hans ord fik mig til at føle lige nu.

Han vendte om på hælen og efterlod mig med et smadret glas.

Så snart han var ude af døren, gispede jeg efter vejret. Pludselig føltes det som om, der ikke var nok oxygen i luften til at fylde mine lunger med den rette mængde.

Det føltes, som om væggene lukkede sig ind omkring mig og ikke ville give slip; som om de ville lukke sig om mig og aldrig åbne med det formål at kvæle mig fuldstændig og lukke af for mine luftveje.

Jackson var hjemme.

Det fandt jeg ud af, da hans fodtrin kunne høres på trapperne, og han kort efter åbnede døren op til mit værelse. Hans blik skannede rummet, og det hvilede et ekstra sekund på det smadrede krus.

Så gik han hen til mig og lagde armene om mig. Følelsen af tryghed fik mig til at give helt efter og give tårerne frit løb. Egentlig havde jeg forventet, at det ville føles godt at få slået op med William, og et gjorde det på sin vis også, men det her var ikke noget, jeg havde forudset; hans reaktion og de sårende ting han sagde, havde jeg ikke forberedt mig på.

Jackson sagde ikke noget udover et par beroligende lyde for at få mig til at slappe af. Jeg prøvede på ikke at hulke hysterisk, men det gjorde jeg.

Følelsen var ikke noget, jeg kunne sætte ord på eller forklare. Mine hænder rystede, fordi jeg var blevet skræmt over udspillet, og jeg var ked af det over, at det skulle ske på den her måde. 

x x x

ayy morgenkapitel som kompensation for, at jeg ikke fik publiceret i går. 

jeg var til ed sheeran koncert i går og var ude ved forum fra klokken halv syv om morgenen af, så kunne desværre ikke nå at publicere :/ 

Og når det er sagt så WOW FOR EN KONCERT JEG ER SÅ FUCKING GLAD OG KED AF DET OG JEG GRÆD SÅ MEGET OG JEG ELSKER ED SÅ HØJT, OG JEG HAR ALLEREDE DEN LEDESTE KONCERTDEPRESSION?????? elsker ham så fucking højt omg 

anyway WILL OG ADDY SLÅR OP HALLOOOOO det er mega stort fremskridt! Håber, I kan lide kapitlet, og hvordan det er skrevet osv. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...