Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
98956Visninger
AA

3. Kapitel 2.

”Okay,” mumlede jeg panisk, ”okay, okay, okay, hvad gør jeg?” desperat vendte jeg mig mod Dakota og sørgede omhyggeligt for at stå helt med ryggen mod Luke. Hun rystede undrende på hovedet.

”Hvad laver han her… jeg troede aldrig, vi ville se ham igen. I hvert fald ikke til en strandfest,” hun svarede ikke på mit spørgsmål, hvilket fik mig til at putte en hånd på hver af hendes arme. Jeg ruskede let i hende.

”Dakota!” klynkede jeg. Det var åndsvagt af mig at reagere sådan her, men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg havde ikke set ham i guderne ved hvor lang tid, og nu stod han lige der, 20 meter fra mig, og det var underligt.

”Du må hellere hurtigt finde ud af det, for han har lige fået øje på dig,” mumlede hun, ”og nu kommer han herhen.” tilføjede hun hurtigt. Før jeg kunne se mig om, var hun forsvundet væk og efterlod mig alene.

Jeg kunne ikke bebrejde hende for at gå lidt væk. Det ville være underligt, hvis hun blev stående og bare gloede.

”Hej, Audrey,” jeg lukkede hårdt øjnene i, da jeg hørte hans stemme sige mit navn. Med en dyb indånding kiggede jeg på ham med et anspændt smil

”Luke,” svarede jeg kort. Forhåbentligt kunne han fornemme, at han ikke var tilgivet for at gøre, som han gjorde. ”Jeg vidste ikke, du tog til fester – jeg skulle normalt hive dig med,” tilføjede han.

Jeg kunne mærke vreden skyde op igennem mig. Hvorfor kom han hen til mig og snakkede, som om alting var i orden, og at han bare kunne snakke om vores tidligere forhold uden problemer?

”Lad være med det der, Luke, please. Hvad laver du her?” min stemme var lidt hård, men det var udelukkende, fordi det var den eneste måde for mig at holde masken på. Hvis jeg gav efter, ville jeg nok begynde at græde.

Det bragte så mange minder med tilbage. Minder, som jeg det sidste lange stykke tid havde prøvet mit bedste at begrave og putte bag lås – og det var lykkedes mig. Indtil nu.

”Jeg har fri i noget tid. Jeg har kun nogle koncerter her i Australien engang i mellem,” svarede han hurtigt. Han så en smule såret ud på grund af mine ord. Jeg ville ikke lade mig selv få dårlig samvittighed.

”Det er ikke det, jeg mener. Hvorfor er du her på stranden? Jeg troede, du var blevet for god til sådan noget,” jeg kunne ikke kigge ham i øjnene. Så ville jeg nok give efter og slå armene om ham.

Han kom med en overrasket lyd.

”Jeg ved godt, jeg ikke var fair overfor dig, men du behøver ikke behandle mig, som om jeg ikke har nogle følelser. Selvfølgelig er jeg ikke for god til det her, Audrey,” mumlede han. Han kløede sig lidt akavet i nakken.

”Det havde du ellers intet problem med at gøre mod mig,” ordene røg ud af mig, før jeg kunne stoppe det, og jeg fik lyst til at give mig selv en lussing.

Lige nu viste jeg ham bare, at jeg stadig var påvirket af det, og det ville jeg egentlig ikke have, han skulle vide.

Desperat tvang jeg mig selv til at tænke på William og følte kort efter mig selv slappe af ved tanken om ham. Han var en god fyr.

”Undskyld, det er lige meget, Luke. Jeg er bare overrasket over at se dig. Men jeg er glad for, du har det godt,” det sidste var ikke løgn, men det føltes sådan, da jeg sagde det.

Han nikkede for sig selv.

”Er det alkohol, du drikker?” hans stemme lød undrende, og jeg hævede et øjenbryn. Jeg nåede kun lige at stoppe mig selv i at svare ham flabet igen. ”Ja. Vil du have noget? Jeg tror, vi har masser,”

Vent – havde jeg lige indirekte tilbudt, at han kunne gå med hen til vores ting, hvor vi sad og drak? Det havde jeg vel. Måske var det også bedst. Måske kunne vi gøre tingene mindre akavede, end det ville være, hvis vi bare gik hver til sit og kunne glo på hinanden hele aftenen.

Han tøvede lidt, men nikkede så. ”Det lyder cool. Jeg henter lige Calum, hvis det er okay, selvfølgelig?”

Det var først, da han sagde det, at det gik ordentligt op for mig, at Calum var her. Calum havde jeg også været gode venner med – de havde jo haft gang i deres band, da jeg var sammen med Luke, og på den måde havde jeg lært dem at kende.

”Selvfølgelig!” udbrød jeg næsten en anelse for energisk, men det kunne være lige meget.

Dakota kom hen til mig, da han gik med et spørgende blik. ”Hvad så, hvordan gik det? Var det akavet? Blev du sur? Ked af det?” hun kiggede indgående på mig, så jeg næsten krympede mig under hendes blik.

”De kommer og drikker med os nu,” svarede jeg tørt. Hun kiggede på mig med store øjne. ”Er du nu sikker på, det er en god idé?” spurgte hun, ”husk på, at han var en idiot, og du har William og-”

”Dakota, de får et par drinks med os på en strand. Jeg har gjort det temmelig klart for ham, at han var en nar, og det er ikke, fordi jeg har tænkt mig at gå all in på ham om lidt. Men jeg kan ikke benægte, at jeg kender ham, og jeg kender Calum, og det må jeg leve op til,” jeg var overrasket over, at jeg overhovedet kunne sige noget så modent.

Inderst inde havde jeg det slet ikke på samme måde, som jeg sagde. For at være ærlig ville jeg allerhelst give Luke den største lussing og råbe højt af ham og fortælle ham, at han var en nar. Men det holdt jeg for mig selv og gav Calum et kram, da de kom hen til os.

 

***

 

Audrey: Luke er tilbage i Australien.

Jackson: Vent, hvad? Hvornår skete det, og hvordan ved du det?

Audrey: Hvornår? Pas. Hvordan jeg ved det? Jeg sidder på stranden med ham og Calum lige nu. I det mindste er stemningen ikke så trykket mere, nu når vi alle har drukket lidt…

Jeg lagde mobilen væk, før han kunne nå at svare mig igen og kiggede frem for mig.

”Skal vi lave et drukspil?” foreslog jeg. Jeg var overrasket over min egen evne til at tage initiativ, men jeg havde løsnet lidt op, nu når jeg havde drukket, som sagt. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik ondt i maven, hver gang jeg kiggede hen på Luke, men hvad fanden.

”Jeg har aldrig?” foreslog Calum. Jeg rystede på hovedet. ”Der er alt for mange, der spiller det. Det spiller man altid. Vi kan lave det der spil… jeg kan ikke huske, hvad det hedder, men det går ud på, at man siger ’hvem vil højst sandsynligt…” og så et eller andet – fx: ’blive stripper’, og så skal folk pege på den, de tror, der højst sandsynligt vil blive det. Så hvis der er tre personer, der peger på Dakota, så skal hun tage tre slurke, og hvis to peger på Calum, skal han tage to og så videre,” forklarede jeg hurtigt.

Jeg bemærkede selv, at jeg bevidst undgik at nævne Luke, men jeg var simpelthen undskyldt.

”Det lyder cool,” sagde, selvfølgelig, Luke. Jeg nikkede lidt. ”Jeg har en app, så den spiller vi bare fra. Klar?”

Jeg rynkede lidt på panden, da jeg så den første sætning, men valgte alligevel at sige den højt. ”Hvem vil højst sandsynligt miste deres mødom først?” vi kiggede alle sammen rundt på hinanden, og det var lige før, jeg rødmede, da mine øjne mødte Lukes.

Til sidst pegede jeg på Dakota, Dakota pegede på mig, Luke pegede på Dakota, og Calum pegede på mig. Så det lod til, at både Dakota og jeg skulle drikke to tåre.

”Skål, min skat,” fnes hun og lod sit plastikglas slå i mod mit.

”Hvem har højst sandsynligt aldrig været forelsket?”

Jeg forbandede min idé om det her spil langt væk, men ignorerede det. Det var kun akavet, hvis man gjorde det akavet. Det prøvede jeg i hvert fald at bilde mig selv ind, selvom det måske ikke var helt sandt.

Jeg pegede på Dakota, som pegede på sig selv. Luke pegede på Calum, og Calum pegede på Dakota – højst sandsynligt fordi han havde været forelsket, og han vidste godt med mig og Luke, og så var han den sidste tilbage.

”Hvem vil højst sandsynligt rykke sig mest rundt eller snorke i søvne?” var det næste spørgsmål. Den var let. Jeg pegede på Luke, og for første gang kiggede jeg ham ordentligt i øjnene.

Jeg kunne se Dakota kigge på os ud af øjenkrogen, men ignorerede det – eller også blev jeg bare distraheret, fordi Luke pegede på mig.

Fornærmet fnøs jeg. ”Overhovedet ikke!” protesterede jeg. Han nikkede med et smil. ”Jo, det kan du ikke benægte,” jeg himlede med øjnene af ham og måtte drikke af min drink.

”Hvem vil højst sandsynligt blive millionær?” det tog os ikke engang to sekunder at pege på Calum og Luke – og ja, i det her tilfælde var det tilladt at pege på dem begge to. De grinede og skålede med hinanden.

Og sådan fortsatte aftenen. Og jeg endte med at hygge mig, men alligevel hyggede jeg mig ikke, og vejret var godt, men Luke gjorde mig underligt tilpas, og jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde eller noget helt tredje, og jeg endte med at få Jackson til at hente mig tre timer senere. Dakota blev derhenne lidt længere tid.

x x x

Det er så andet kapitel. 

Tak til alle jer, der har taget den på favoritlisten - det betyder meget for mig, at I vil give den en chance, og jeg håber virkelig I kommer til at kunne lide den, især når der kommer mere gang i det; nu skal den jo lige startes op :D 

Nu vil jeg spise aftensmad og så begive med ud i regnen, når jeg har afleveret kemi.... juhuuuu 

Kys kys x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...