Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99221Visninger
AA

19. Kapitel 18.

Det bankede på døren til mit værelse den næste morgen, hvilket vækkede mig. Med et støn vendte jeg mig rundt, så jeg ikke længere lå med hovedet mod væggen. Et lille ’mhmm’ undslap mig, og døren gik op.

Jeg kneb forvirret mine øjne sammen, da det var William, der kom ind af døren. Hvad var klokken? Jeg sagde ikke engang noget til ham, før jeg greb ud efter min mobil. 12.48 stod der.

Forvirret satte jeg mig op i sengen og kiggede på William. Han stod med et smil om læberne og studerede mig.

”Du ser forvirret ud,” konstaterede han. Jeg kiggede lidt på ham, fordi – ganske rigtigt – var jeg forvirret. ”Hvordan kan klokken være så meget?” svarede jeg ham. Jeg lod min hånd tage fat om elastikken, der dårligt nok holdte om mit hår. Med vante bevægelser satte jeg det op i en ny knold.

”Det er sådan, tiden fungerer, skat. Hej,” han kom satte sig ved siden af mig i sengen og lænede sig frem for at placere et let kys på mine læber.

”Hey,” svarede jeg, ”var det en god tur?”

Han nikkede. ”Ja, den var helt fin. Det er jo altid rart at være sammen med min familie, men jeg savnede min yndlingsperson,” han smilede lidt, før han endnu engang kyssede mig, denne gang en anelse mere insisterende. ”Hvorfor sov du herhjemme i nat? Jeg troede, jeg havde dig at komme hjem til derhjemme.”

Jeg prøvede diskret at skubbe ham lidt væk med en lam undskyldning om, at jeg havde morgenånde.

”Jeg tænkte bare, at det ville være rart lige at se min familie, tænkte jeg. Vi spiste bare middag,” jeg trak på skuldrene. Efter Lukes ord i går kunne jeg ikke lade være at bide mærke i, at jeg fik følelsen af, at jeg skulle forsvare og retfærdiggøre mig over for ham. Jeg skubbede tanken væk igen.

Han nikkede lidt for sig selv. Så kastede han et blik rundt i rummet, og det faldt på vinflasken og de to glas, der stod i vindueskarmen. Efter Luke var gået i går, havde jeg været for træt til at gide fjerne dem.

”Hvem har du delt en flakse vin med?” spurgte han og lød helt mistænkelig. Et øjeblik var jeg mundlam og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Så gik det op for mig, at der ikke rigtig var så meget andet at sige end sandheden; hele min familie vidste jo godt, a Luke havde været her.

”Luke,” jeg prøvede inderligt på at få det til at lyde henkastet, som om det ikke var noget stort. For ham var det – det vidste jeg.

Der var stille lidt. Han lænede sig en smule væk fra mig, imens han overvejede, hvad han skulle sige. Jeg havde ikke lyst til at høre det.

”Luke? Igen? Jeg troede, du sagde, at der ikke var nogen grund til bekymring,” han fik øjenkontakt med mig og holdt mine øjne låst fast. ”Det er der da heller ikke, bare fordi vi ser hinanden engang i mellem.”

”Så du mener, jeg skal være helt tryg ved, at du deler en flaske vin med din ekskæreste, imens jeg er ude af byen?” han hævede et øjenbryn. Jeg nikkede; jeg følte, det var svært at få ordene ud.

”Stoler du ikke på mig? Altså, burde du ikke, som min kæreste, stole på mig, selvom jeg drikker? Og vide, at jeg godt kan lade være med at kaste mig over Luke som en anden… jeg ved det ikke,” jeg afbrød mig selv.

William rystede på hovedet. ”Jeg forstår dig seriøst ikke, Addy. Har du ikke nok i mig? Jeg har næsten bedt dig direkte om ikke at ses med ham, og alligevel gør du det? Man skulle jo tro, at jeg, som din kæreste, kan give dig nok til, du ikke har brug for at se ham, og respekterer min holdning.” snappede han.

”Du er lige kommet hjem, og det er den attitude, du vælger at optræde med? Hvorfor er det, jeg ikke må have nogen venner?” vrisse jeg tilbage. Jeg kæmpede mig ud af dynen og stod på det kølige trægulv.

”Jeg har ikke nogen attitude, og det ville slet ikke være nødvendigt for mig at skulle sige noget, hvis du bare lyttede efter og ikke gik i mod alt, jeg siger!” svarede han tilbage.

Jeg følte, jeg var en del af et reality-program, der omhandlede, hvor mange jeg kunne nå at skændes med inden for et døgn. Jeg fnøs af ham.

”Jeg er ikke en hund, jeg skal ikke lytte efter, hvad du siger. Jeg er din kæreste, og jeg er dig fuldt ud tro og har ikke gang i noget med nogen anden, og det er det, en kæreste er; ikke din hund.” jeg tog vredt fat om vinflasken med den ene hånd og de to vinglas med den anden hånd.

”Lad være at gå, når vi snakker,” William lød irriteret, men det var jeg i den grad også. ”Undskyld mig, men det er mig, der bor her og ikke dig. Og jeg gider ikke skulle diskutere så latterlig en ting som det her – det burde ikke være nødvendigt, du er for helvede da 20 år gammel!” frustrationen måtte lyse ud af mine øjne.

”Og du er 17 år gammel – jeg tror, jeg er den af os, der er mere moden og har styr på forhold. Hvorfor er det, du altid vil diskutere det her?”

Du har mere styr på forhold? Jeg var i et meget velfungerende forhold i meget lang tid, makker – det er vidst mere, end du kan prale af. Jeg orker ikke det her fra morgenstunden, vil du ikke være sød at gå?” ordene var ude, før jeg nåede at tænke mig helt om.

Han så overrasket ud. For en gangs skyld havde jeg gjort ham mundlam og ikke omvendt. Han åbnede munden for at sige noget, men i sidste øjeblik lukkede han munden sammen og spændte hårdt i kæberne.

Så gik han ud af mit værelse, og jeg gik først ud, da jeg kunne høre døren lukke i nedenunder. Jeg åndede hårdt ud, imens jeg gik ned af trapperne.

”Hvad handlede det om?” spurgte min mor, der sad ved køkkenbordet. Jeg åbnede opvaskemaskinen og stillede glassene på plads. Derefter stillede jeg flasken hen i kassen med de andre flasker.

”Det er lige meget,” mumlede jeg. Men det var det ikke, og da jeg sagde det, kunne jeg mærke, at min stemme rystede og fortalte en anden historie end mine ord. Min mor lagde blyanten fra sig og kiggede på mig.

”Er du okay?” spurgte hun så. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og jeg sank ned på en stol overfor hende. Så rystede jeg på hovedet. ”Ikke helt,” mumlede jeg. Min stemme knækkede over, og jeg blinkede voldsomt et par gange for at holde tårerne væk.

”Åh, skat. Hvad sker der?” hun rakte ud efter min hånd, og jeg lod hende tage den. Jeg trak på skuldrene. ”Er jeg virkelig så forfærdelig, at alle bare skal skændes med mig hele tiden? Først Luke og nu William, og skænderierne sker på grund af hinanden, og jeg føler, jeg er en lus mellem to fingrenegle, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg skændes aldrig med folk, og Luke er slet ikke typen, der bliver frustreret og oprevet på den måde, som han blev i går, og jeg ved ikke, hvad der er med William…” jeg tav, da den første tåre trillede ned over min kind.

Jeg følte mig så åndsvag, fordi jeg sad og græd over det her. Var jeg virkelig ikke ældre end det?

”Det er ikke din skyld, skat, du må ikke bebrejde sig selv for det. William kan godt blive lidt… hård engang i mellem – det tror jeg godt, vi alle sammen ved – og så er han en meget jaloux anlagt person, og han ved, hvor meget Luke betød for dig – jeg tror, det er det, der bekymrer ham. Og så fortjener han, at du sætter ham på plads, fordi jeg bryder mig helt ærligt ikke helt så meget om hans opførsel overfor dig nogen gange, så det må du love mig, du ikke bebrejder dig for.” hun prøvede at fange mit blik, men jeg holdt det fastlåst til jorden.

Jeg nikkede som svar. Jeg vidste godt, hun havde ret; William kunne virkelig være en hård nød at knække, men jeg tog mig selv i oftere og oftere at tænke på, hvor hård.

”Det er lidt tricky med Luke, for ham kender jeg jo, og jeg ved udmærket godt, der skal meget til at få ham op i det røde felt, men Addy, han holder så meget af dig, og det er derfor, han reagerer, som han gør; han er jo vant til, at han er den person, der får lov til at gøre alle kærestetingene, og så er det åbenlyst, at det frustrerer ham, at han ikke kan gøre noget nu. Det er ikke din skyld, skat.” forsikrede hun mig.

Selvom hun sagde, at det ikke var min skyld, kunne jeg ikke lade være med at bebrejde mig selv for alt; for at Luke var blevet så frustreret i går, og for hvordan mit og Williams forhold gik for tiden.

Vi sad lidt stilhed, før hun brød den: ”Men er du selv i tvivl? Med hensyn til de to drenge? Jeg ved godt, det lyder underligt at være i tvivl, om man vil have den ene eller den anden, men du ved. Det er normalt at være forvirret i en situation som denne!” betroede hun mig.

Mine tårer var langsomt stoppet. Jeg rev et stykke køkkenrulle af og tørrede mine øjne, imens jeg tænkte.

”Lidt?” det kom ud som et form for gæt. Jeg var ikke helt sikker på, hvad der beskrev mine kaotiske tanker, der flød sammen i et.

”Jeg ved det ikke, mor, men jeg er virkelig begyndt at blive irriteret let, når det vedrører William; han kan virkelig bringe mit pis i kog, og det er først kommet, efter Luke er kommet tilbage – og jeg ved ikke, om det er, fordi det først er gået op for mig, når jeg måske ubevidst kommer til at sammenligne de to? De er jo ikke de samme personer, og jeg var sammen med Luke i meget lang tid – jeg har jo næsten ikke prøvet andet. Er det normalt at sammenligne?” det var noget rod.

Min mor nikkede beroligende. ”Jeg tror næsten, det er umuligt ikke at sammenligne. Luke og dig var jo nærmest en person, og det var uventet, at det sluttede. Det sluttede vel egentlig heller ikke officielt, men løb bare ud i sandet, ikke?” hun gav min hånd et klem.

Det lød fornuftigt. Mor havde altid svaret på alt – næsten. Hvis nu bare hun havde svaret på, hvordan jeg skulle komme ud af denne situation, så ville det være perfekt.

x x x 

EY HEHE new chapter, og nu begynder dig snart at ske ordentlige fremskridt, som man håber på. Men selv her er der tegn på det; hende og William skændes, og hun beder ham om at gå, OG hun indrømmer selv, at hun er lidt i tvivl?! :O 

Hav en god lørdag, jeg vil skynde mig ud og købe gave til min veninde. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...