Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99259Visninger
AA

18. Kapitel 17.

Der lød et højt latterbrøl inde fra stuen af, hvilket også fik mine mundvige til at pege let opad. Det var lang tid siden, det havde været på den her måde, hvor man kunne høre, hvordan latteren engang i mellem slog igennem huset fra de tre hankøn (dette indikerede Luke, Jackson og min kære far).

Luke havde været her i omkring tre kvarter, og ganske som ventet var de tre hurtigt faldet i snak. De havde meget at snakke om, gik jeg ud fra; de havde ikke haft sådan en slags aften, siden Luke og jeg havde slået op.

Jeg var nær ved at glemme, at de havde spurgt mig, om jeg ville hente endnu tre øl, hvilket altså var nummer fire i rækken.

Med en lille smule besvær fik jeg taget dem ud af køleskabet og formåede at holde dem alle sammen i hænderne. Med albuen lukkede jeg køleskabet i og gik med langsomme skridt ind i stuen igen.

”Her venner,” jeg sagde det lavt, og Luke var den eneste, der hørte mig. Han rejste sig hurtigt op for at hjælpe mig med øllene. Vores fingre strejfede hinanden, da han tog den ene ud af hånden på mig og gav den videre til min far.

”Tak,” sagde jeg lavt til ham, ”hvor lang tid tror du, I skal snakke?” spurgte jeg så. Imens var samtalen mellem min far og min bror langsomt stoppet, og Jackson lænede sig lidt frem for at give Luke et klap i ryggen.

”Det er måske på tide, at du bruger noget tid med Addy, når du har en aftale med hende. Vi kan altid ses i morgen eller sådan noget og snakke videre,” udbrød han en anelse højrøstet.

Jeg kunne godt gennemskue hvorfor, når jeg tænkte i kontekst med vores samtale før aftensmaden.

Jeg protesterede ikke mod Jackson denne gang. Klokken var trods alt halv ni allerede, og jeg var relativt træt, så det ville være rart at få lidt tid med Luke nu. Luke nikkede til Jackson og tog sin øl i hånden, før han fulgte efter mig ud af stuen.

”Skal vi gå op på mit værelse eller hvad?” vi stod ude i køkkenet nu, og jeg besluttede mig for at tage vinflasken, der stadig stod på bordet, med. Der var lidt over en halv flaske tilbage. Selvom Luke ikke var meget for vin, tog jeg alligevel to glas ud af skabet.

Han nikkede. ”Det lyder fint for mig,” lovede han. Så gik vi op ad trapperne ind på mit værelse, der rodede en lille smule. Jeg skubbede det værste tøj hen i hjørnet, så det ikke lå spredt udover gulvet.

”Hvor har du tænkt dig at drikke vin henne?” Luke kiggede mistroisk på mig, imens jeg lukkede døren. Jeg trak på skuldrene. ”I sengen eller sådan noget,” jeg trak på skuldrene. Han rystede på hovedet af mig, før han selv slog sig ned i sengen.

Han kiggede hen på min reol og udstød en halvkvalt lyd. Jeg kiggede undrende på ham med et hævet øjenbryn.

”Jeg troede ikke, det var muligt, men du har fået endnu flere sko, end sidst jeg kiggede på den reol. Hvad skal du bruge dem til?” udbrød han forarget. Jeg kunne ikke lade være med at grine af ham.

Så trak jeg på skuldrene. ”Ikke noget specielt går jeg ud fra. Jeg kan bare godt lide sko – de gør mig glad, hvis jeg er ked af det. De er flotte,” betroede jeg ham. Han kiggede på mig, som om jeg var sindssyg.

”Du har…” han tav for at tælle, ”18 par sko. Hvorfor har du 18 par sko?” det var et retorisk spørgsmål, og jeg valgte bare at klappe ham overbærende på låret. Det gik ikke rigtig op for mig, hvad jeg lavede, før jeg havde gjort det, og jeg trak diskret min hånd væk.

Han kommenterede ikke på det.

 

***


”Hvornår kommer William hjem i morgen?” det var tre timer og to halve flasker vin senere, og vi sad stadig i min seng og snakkede. Jeg tav kort. Jeg havde glemt alt om, at det var i morgen, han kom hjem.

”Ved 12-13 tiden,” svarede jeg efter at have tænkt over, hvad William havde sagt. Luke nikkede. ”Glæder du dig til, han kommer tilbage?”

”Skal vi ikke snakke om noget andet?” spørgsmålet kom alt for hurtigt ud. Han rynkede på panden. ”Hvorfor?” det var lidt provokerende i tonen, men jeg kunne ikke se mig selv irriteret på mig.

”Fordi jeg ikke ved, hvordan jeg har det,” det var nok alkoholen, der fik mig til at svare ham så hudløst ærligt, for det var rigtigt, det, jeg sagde; jeg vidste ikke, hvordan jeg havde det med, at William kom tilbage, og at Luke var her, og at alting var byttet om.

”Med hensyn til William eller…?” han lagde hovedet let på skrå. Det var let at se på ham også, at han havde fået godt med alkohol ind – han var lige på siden, hvor det var lidt for meget. Det var jeg også.

Jeg tøvede lidt, men så valgte jeg bare at fortælle ham sandheden. Hvad var der at tabe på det? Ingenting, vel?

”Med hensyn til William og dig. Altså, tingene mellem William og mig har bare ændret sig på den måde, siden du kom tilbage, og jeg er begyndt at tilbringe tid med dig; det er bare let at falde tilbage ind i faste rammer, selvom de ikke kommer til at ske igen.” svarede jeg ham.

”Hvorfor kommer det ikke til at ske igen?” stemningen var blevet mere intim, end den havde været før. Jeg prøvede ihærdigt at finde en vej væk fra den.

”Fordi jeg er sammen med William. Jeg kan ikke bare give op på ham, fordi du kommer tilbage på en pause,” det sidste sagde jeg næsten på en snappende måde. Hans øjenbryn røg overrasket op i panden.

”Har du så tænkt på andre faktorer, som at han er totalt verbalt voldelig overfor dig? Han prøver jo at bestemme over dit liv!” han lød oprevet. Det gjorde også mig oprevet, at han sagde sådan noget.

Det kunne han ikke være bekendt at gøre.

”Det er han ikke, han bliver bare meget let jaloux,” mumlede jeg. Luke kiggede på mig, som om han ikke orkede at diskutere det. Det skulle han have tænkt på, før han bragte emnet på bane.

”Det er han da! Du tør ikke engang sige til ham, at du er sammen med mig, fordi han indirekte har forbudt dig at se mig, og det ville være lettere at holde det skjult? Hvordan kan du ikke sige, at der er noget i det forhold, der ikke fungerer? Det er da ikke normalt, at man skal skjule det og ikke kan snakke om tingene. En kæreste kan ikke forbyde sådan nogle ting, og ens partner skal da ikke være bange for at fortælle modparten ting!” argumenterede han.

Inderst inde vidste jeg godt, der var logik i det, han sagde. Jeg indrømmede det ikke. Det var jeg for stædig til.

”Det er jo ikke, fordi jeg er bange for det – bange er et stærkt ord – det er bare lettere, hvis ikke jeg blander ham ind i det, for så tror han alt muligt og bliver sur og irriteret og-” ”Det er det, jeg mener!” afbrød han mig og slog frustreret ud med armene.

”Lad være at afbryde mig, når jeg snakker,” det røg ud af mig, før jeg kunne holde det tilbage. Det irriterede mig, når folk afbrød mig – især når det var i en diskussion. Han sagde ikke noget til mig; han var vant til det. Så fortsatte jeg:

”Hvorfor kan du ikke bare være ligeglad? Om nogle uger skal du tilbage ud i verden, og så har du gang i dit kendisliv igen, og så kan det da være, at vi har haft det hyggeligt, men så er det slut og alt andet kommer over det – hvad får jeg så ud af, at du bekymrer dig? Ikke en skid; så ender jeg op med, at du er langt over alle bjerge, og jeg ikke er sammen med min kæreste mere,” glasset var ved at vælte i mit skød, og irriteret rettede jeg det op. Der var stadig en lille smule tilbage.

”Hvorfor jeg ikke kan være lige glad? Det ved du da godt, Audrey,” han brugte mit rigtige navn, ”jeg sagde til dig for få dage siden, at jeg stadig ikke er videre og stadig holder af dig, og så spørger du mig, hvorfor jeg ikke kan være ligeglad? Jeg kan ikke være lige glad, fordi jeg ikke kan lide at se dig i sådan et forhold, og måske var jeg heller ikke helt perfekt hele vejen igennem, det ved jeg godt, men jeg er ikke som William. Jeg kan ikke være lige glad med, at folk behandler dig på den måde. Og hvad så om jeg skal ud i verden igen – det behøver jo ikke gå på samme måde, fordi nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og vi har haft det hyggeligt og fuck.”

Han rejste sig op fra sengen i frustration. Hans bevægelse fik dynen til at bevæge sig, hvilket var det sidste, der fik bægeret til at flyde over – bogstaveligt talt: Vinglasset væltede ned til siden, og den lyse væske gled ned over dynen.

Jeg kom med et kæmpe, irriteret suk og tog fat om glasset Det gav et klunk fra sig, da jeg placerede det på vindueskammen ved siden af sengen.

”Undskyld, det var ikke meningen,” mumlede han og hentydede til glasset. Jeg svarede ham ikke, men sendte ham bare et kort blik. Til mit held havde jeg altid en køkkenrulle stående på mit lille bord, der stod ved siden af sengen.

Luke rakte den til mig, og jeg hev aggressivt et par stykker papir af. Efter jeg havde tørret over et par gange, gik det op for mig, det ikke kunne komme af på den måde, og at der ikke var andet for end at skifte hele molevitten.

”Jeg henter lige noget nyt,” sagde jeg til ham. Han nikkede og vidste tydeligvis ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv.

Da jeg kom ud fra værelset, stoppede jeg op og tog en dybindånding for at presse tårerne tilbage. Selvfølgelig gjorde det mig oprevet at have sådan en diskussion. Der var ikke noget, jeg hadede mere end at diskutere med folk – specielt med folk, jeg holdte af.

Efter jeg havde fået nogenlunde styr på mig selv, gik jeg nedenunder og hen til skabet, hvor vi havde vores sengebetræk.

”Er du okay?” Jackson stod henne ved hovedøren og kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede. ”Hvorfor skulle jeg ikke være det?” løj jeg og smilede anspændt. Han lagde hovedet på skrå.

”Jeg tror godt, vi alle sammen hørte jeres diskussion før…” han tøvede med at sige det, ”den virkede ikke sådan helt rar. Så er du okay?”

Jeg kiggede ikke på ham, men koncentrerede mig i stedet for om at finde et noget lyserødt betræk. Jeg havde ikke lyst til at kigge på ham.

”Jeg har det fint, bare rolig. Der er kommet vin på min dyne, så nu skifter jeg lige det her,” med de ord satte jeg kursen ovenpå igen uden at sige farvel til ham, selvom han tydeligvis var på vej hjem.

Da jeg kom ind på værelset, sad Luke på kanten af sengen. Han kiggede op med det samme, da jeg trådte ind og rejste sig op.

”Lad mig skifte det,” han trådte to skridt hen til mig for at tage fat i dynebetrækket. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kan godt gøre det.”

”Det var mig, der gjorde, at vinen røg ud. Lad mig nu bare gøre det,” han tog fat i det igen, og denne her gang lod jeg ham gøre det. Imens han ordnede sengen, stod jeg og overvejede, hvad jeg skulle sige til ham.

Jeg havde ikke lyst til at ende aftenen med dårligt humør, når nu den havde været så hyggelig.

”Okay, undskyld,” vi sagde det i kor. Luke vendte sig om mod mig, da han havde proppet betræk på dynen. Det fik mig til at smile en anelse, selvom det hurtigt forsvandt igen.

”Jeg skulle ikke have sagt det, okay? Du vælger selv dine forhold, og så skal jeg holde det for mig selv, hvis det går mig på. Det ved jeg godt,” betroede han mig. Jeg nikkede langsomt, før jeg svarede: ”Og jeg skal tænke på, at du trods alt sagde, du stadig holder af mig; så det er klart, du har lyst til at blande dig.” ordene kom utroligt dumt ud. De fik mig til at lyde overfladisk.

”Undskyld,” endnu engang snakkede vi i kor, og denne gang lukkede jeg et lille fnis ud. Luke kastede et blik på klokken.

”Jeg ved godt, det er lidt dårlig stil, men jeg burde nok se at komme hjem af; det er blevet ret sent,” han kiggede på mig med et undskyldende blik. Jeg rystede på hovedet. ”Nej, det er helt fint, bare rolig.”

Jeg fulgte ham ned til entréen og gav ham et kram som farvel. Det føltes underligt ovenpå vores diskussion.

Resten af aftenen, indtil jeg faldt i søvn, tænkte jeg over hans holdning vedrørende mit og Williams forhold. Han havde en form for pointe.

x x x

Okaaayyy så det her kapitel skulle have været publiceret sådan ved 16 tiden, fordi jeg regnede med at være hjemme. men jeg endte med at tage hjem til min veninde og se tre film i træk (wow de mest kiksede film ever) så er først kommet hjem sådan tyve i tolv, og så gjorde jeg mig natklar, og nu er jeg her hahah .

så ja, I får det her kapitel nu, selvom de fleste af jer nok først læser det i morgen, og så prøver jeg at se, om jeg kan nå at publicere et i morgen - jeg har sååååå mange ting, jeg skal nå der, så det er ikke helt sikkert

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...