Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99391Visninger
AA

16. Kapitel 15.

”Weee,” grinede jeg hen til Luke, der gik ved siden af stien. Han gik med mig rundt, imens jeg sad på ryggen af en halvstor, mørkebrun hest. Han rystede på hovedet af mig, imens han holdt i det tov, det åbenbart var obligatorisk, man skulle trækkes rundt i.

”Du er skør. Jeg har aldrig forstået din kærlighed for heste, når du ikke engang har gået til ridning før,” mumlede han. Hans blik flakkede ned til jorden for at være sikker på, at den ikke ville træde ham over foden.

Jeg hævede et øjenbryn. ”De er søde, og jeg synes, det er sjovt. Og du ser ikke særlig godt tilpas ud,” tilføjede jeg med endnu et grin. Han kiggede surmulende på mig.

”De er store, og det gør mig utryg,” svarede han, ”og det mindedes jeg at have sagt til dig masser af gange.”

”Ja, ja,” jeg trak på skuldrene, ”men det er nu meget nuttet, når du trækker mig rundt,” jeg sparkede ham let i siden med min fod, der nu var i samme højde. Han svarede ikke på det, men gik i stedet for bare direkte hen til den dyrepasser, der stod, da vi kom tilbage.

Så snart han fik torvet givet videre til hende, skyndte han sig at komme ud af indhegningen og ud på den trygge side, hvor der ikke var heste. Jeg kom derhen bagefter og børstede mine bukser af.

”Stå lige stille to sekunder,” mumlede jeg til Luke og tog fat i hans skulder, så jeg kunne holde balancen, da jeg løftede min fod for at fjerne hestehår fra mine sko.

Han kiggede på mig som om, jeg var dum, hvilket jeg valgte ikke at kommentere på.

Klokken var halv fire nu, og det havde virkelig været hyggeligt. Jeg var ret sikker på, vi havde set næsten alt – undtagen sommerfugleburet, fordi hverken ham eller jeg var særlig tryg ved at skulle gå igennem drivhuset, hvor de fløj løst rundt.

”Skal vi have frokost nu?” spurgte han med et pinefuldt blik. Han havde bragt frokosten op flere gange den sidste time, men hver gang vi var på vej derhen, var der altid et eller andet, vi besluttede os for at se først.

Jeg nikkede.

Det føltes underligt at være på sådan en tur her igen. Det føltes præcis, som det plejede, undtagen at vi ikke holdte i hånden og kyssede engang i mellem. Ellers var det det samme; det var lige så hyggeligt, og jeg nød det lige så meget, som jeg plejede.

Måske nød jeg det lidt for meget, men jeg prøvede ihærdigt på ikke at tænke for meget over det og bare nyde, at det var en sjov dag.

Vi fandt en lille café, der lå derinde, og jeg lod mit blik skimme over menukortet. Der var ikke så stort et udvalg, men det var selvfølgelig også klart, når det trods alt var en zoologisk have.

”Har du besluttet dig?” spurgte Luke mig om. Jeg kiggede op på ham. Han sad med et sødt, lille afventende smil, og jeg nikkede hurtigt. Luke løftede hånden for at få en tjener herhen, og han smilede til hende. Altid så venlig.

”Vi vil gerne have en clubsandwich, en stor cola og?” han kiggede hen på mig som en hentydning til, at jeg skulle sige min bestilling: ”En cheeseburger og en stor cola også,” svarede jeg og kiggede op med et smil.

Problemet var blot, at mit smil forsvandt næsten med det samme, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde kigget op på den mørkhårede tjener.

”Addy?” udbrød pigen, der hed Lily. Lily var Williams 19-årige lillesøster.

”Åh, øh, hej, Lily,” jeg rejste mig halvt op for at give hende et småakavet kram, som hun gengældte på samme måde. Hun kiggede hen mod Luke, tydeligvis forvirret over, at jeg var her med en anden fyr end William. Jeg kunne godt se hendes pointe.

Hvorfor var der ikke nogen, der havde sagt til mig, at hun arbejdede her? Fuck altså.

”Det er Luke,” introducerede jeg, da det gik op for mig, at hendes blik var for at få mig til at forklare, hvem jeg var sammen med.

”Luke din ekskæreste Luke?” spurgte hun overrasket. Alligevel rakte hun hånden frem mod ham for at sige hej. ”Jep, ham. Hvorfor er du ikke med William hos jeres forældre?” jeg håbede på, jeg kunne få skiftet emnet hurtigt.

”Jeg har vagter hele ugen, så jeg kunne ikke,” svarede hun – tydeligvis stadig en smule forvirret. ”Men jeg får jeres mad til jer. Hyg jer,” hun smilede anspændt, da hun vendte om. Jeg begravede hovedet i hænderne og rystede på hovedet.

”Noooooooo,” mumlede jeg. Da jeg kiggede op igen, sad Luke med hovedet lidt på skrå og kiggede på mig. ”Jeg gætter på, at det var en af Williams familiemedlemmer?”

”Jep,” nikkede jeg, ”det var hans søster.”

”Hvorfor var det så slemt?” spurgte han uvidende om. Jeg hævede et øjenbryn. ”Er det ikke ret tydeligt, at Will ikke vil have, jeg tilbringer tid sammen med dig?” spurgte jeg ham om.

”Jeg vidste godt, at han ikke kan lide mig, men ikke, at han direkte har sagt, at han ikke vil have det?”

”Well, det er ikke på den måde direkte, men han bryder sig ikke om det og ringer tit for at høre, hvad jeg mon har lavet de forskellige dage – kun for at vide, om jeg har været sammen med dig – hvilket jeg så siger, at jeg ikke har.” svarede jeg og trak på skuldrene.

”Det lyder som en hemmelig affære, vi har gang i. Jeg er beæret over, at du går i mod din kæreste,” han trak lidt på smilebåndet, og jeg trak på skuldrene. ”Han skal ikke bestemme, hvem jeg er sammen med,” mumlede jeg.

Jeg vidste godt, at han alligevel lidt gjorde det, når jeg ikke fortalte ham, hvem jeg var sammen med, fordi han ikke ville have det. Det prøvede jeg ikke at tænke på.

Snakken gik roligt frem og tilbage i mellem os, indtil vores mad kom. Aldrig havde jeg set en burger, der så så godt ud, og savlet stod nærmest ud af munden på mig.

”Sig hej,” lød Lukes stemme, hvilket løsrev mig fra burgeren. Jeg kiggede forvirret op, og da jeg fik øje på hans iPhone, han holdt foran sig, udbrød jeg et ’neeeeej’ og tog hænderne op foran hovedet.

”Stop nu, Ad, bare sig hej!” insisterede han. Jeg sukkede, før jeg fjernede mine hænder og akavet vinkede til kameraet.

”Er det en keek? Hej alle sammen, hvis det er. Jeg ved det ikke. Men hej til alle, jeg er Audrey!” sagde jeg og smilede akavet. Luke kiggede på mig over mobilen. ”Jeg tror godt, at alle ved, hvem du er,” forsikrede han mig for.

Jeg kunne mærke, at jeg rødmede, hvilket fik mig til at gemme mig igen. Jeg ville ikke have, at så mange af hans fans skulle se, at jeg rødmede offentligt. Han slukkede for filmen og var optaget af sin mobil, indtil den var blevet sendt ud.

”Det er lang tid siden, jeg har lagt en keek op, hvor du er med i,” påpegede han og tog fat i sit bestik. Jeg nikkede og tog en bid burger ind i munden. ”Det er også lang tid siden, vi har været sammen – det har gjort det lidt svært at lægge keeks op.” pointerede jeg.

Han nikkede. ”Du har fat i noget. Smager burgeren godt?”

”Dude, jeg har taget en bid af den, giv mig en chance,” grinede jeg. Han grinede også et sødt grin og sendte mig et ’bevares’-blik.

Jeg følte mig for godt tilpas ved at sidde her. Jeg havde allerede tænkt det, men det gik virkelig op for mig. Det her var sådan noget, der burde være akavet og føles helt forkert, men det gjorde det bare ikke. Det føltes lidt for rigtigt.

Mine tanker blev afbrudt af den hvide iPhone, der ringede. Det var hemmeligt nummer, og jeg rynkede på panden.

”Bare tag den,” sagde Luke og nikkede ned mod den. Jeg smilede undskyldende, før jeg tog den.

”Hallo?”

”Hey, babe, det er mig,” det tog mig ingen tid at genkende Williams ru stemme. Jeg rynkede på panden endnu engang. Hvorfor ringede han til mig på hemmeligt nummer?

Jeg valgte at rejse mig op og gå væk fra bordet. Det føltes på en eller anden måde forkert at sidde overfor Luke og snakke med William. Jeg kunne ikke forklare hvorfor.

”Hvorfor ringer du med hemmeligt nummer?” spurgte jeg og tænkte ikke over, at jeg ikke havde sagt hej.

”Gør jeg det? Det var jeg ikke klar over – det skal jeg nok huske at ændre,” lovede han mig. Jeg valgte ikke at kommentere på det, og da det gik op for ham, at jeg ikke havde noget at sige, fortsatte han: ”Hvad laver du?”

Et stort suk undslap mine læber. Selvfølgelig var det omkring det her.

”Lily er hurtig på tasterne med et sprede ting videre, hva?” min kommentar var en anelse spydig, men det var også lidt irriterende, at Lily skulle blande sig.

”Så du er sammen med Luke?” han lagde ekstra tryk på ’er’. Jeg sukkede igen. ”Ja, det er jeg. Må jeg ikke det?”

”Altså, jo, tjo, det må du vel godt. Jeg havde bare lidt regnet med, du måske ville holde dig fra ham, når du ved, at jeg ikke bryder mig om det,” svarede han. Det var tydeligt, at han kæmpede med at formulere en sætning, hvor han ikke ’forbød’ mig at være sammen med Luke.

”Du har virkelig ikke særlig meget tillid til mig. Det er gået op for mig her på det seneste,” jeg blev så træt i hovedet af det her. Det var så trættende at skulle have den her samtale så ofte, fordi min egen kæreste ikke stolede nok på mig til at lade mig være sammen med folk.

Selvfølgelig var situationen lidt tricky, men han kunne i det mindste give mig en chance.

”Det er ikke dig, jeg ikke stoler på – det er ham,” jeg var ved at grine over hans ord. Fyrede han virkelig den alt for brugte sætning af?

”Men hvis du stoler på mig, så burde du stole på, at jeg kan sige fra, selv hvis Luke ikke kan holde sig væk.” argumenterede jeg. Der var stille i røret i fem meget lange sekunder.

”Vil du ikke godt lade være med det der? Det ville bare være rart, hvis du lige fortalte mig, når du var sammen med ham eller noget i den stil,” han tøvede lidt, ”bare så jeg i det mindste ved det.”

”Der er jo en grund til, jeg ikke bare siger det; hvis jeg siger det, så vil jeg ikke engang kunne føre en samtale med Luke, uden du sender mig tyve beskeder om, hvad vi laver, og om der sker noget,” min stemme var lidt mere mild nu.

Det var jo kun, fordi han holdt af mig, at han var så overbeskyttende. Han skulle bare lære at styre det. Det var helt fint, hvis han tænkte sådan, for det gjorde folk altid i et forhold. Han skulle bare passe på med ikke at sige for meget nogen gange.

”Okay, okay, rolig nu, altså!” vrissede han, ”så hyg dig med Luke og jeres frokostdate.” med det smækkede han røret på, hvilket efterlod mig forarget, sur og chokeret. Hvad var det for en måde at opføre sig på – hvor gammel skulle han lige forestille at være?

Da jeg satte mig ned ved bordet igen, må jeg have set meget irriteret ud; Luke kiggede bekymret på mig.

”Hvad var det?” spurgte han en anelse usikkert om. Jeg rystede på hovedet og himlede med øjnene. ”William, der opfører sig som en nar og synes, det er god stil at smide røret på midt i en samtale, fordi han bliver fornærmet.” svarede jeg.

Min stemme var en tand for hård, men jeg kunne ikke lade være, fordi jeg var så irriteret. Noget, der virkelig kunne irritere mig, var, når folk gjorde sådanne ting; det var så respektløst.

”Hans søster sagde til ham, at vi er sammen,” konkluderede han. Jeg kiggede op på ham og nikkede. ”Undskyld, det skal ikke gå udover dig. Det er bare så træls. Får vi nogle gode kommentarer på den skønne keek?” 

x x x

Ooooog zoo delen fortsætter! Williams søster ser dem og siger det videre til William, der bliver sur. fuck noget rod øvø øøvøvøv 

Og hEYYY vi er over halvvejs nu, exciting, ey? 

Jeg synes, I alle skal like og kommentere, som en fødselsdagsgave til mig ;) (lol)

xxxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...