Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99391Visninger
AA

15. Kapitel 14.

Luke: Er du frisk på at lave noget i dag? :D

Audrey: Tør jeg? Har du noget i tankerne? Skal jeg være bange?

Luke: Jeg har noget i tankerne, men ikke noget, du skal være bange for. Så er du frisk på det eller ej? Skal jeg finde en anden at tilbringe mit selskab med?

Jeg overvejede det lidt, før jeg svarede. Det kunne vel ikke gå helt galt.

Audrey: Oh, hvad fanden, kom med det, Hemmings. Indvi mig i, hvad vi skal, og hvornår jeg skal være klar!

Det var kun to timer siden, jeg havde snakket med William og lovet ham, at jeg ikke havde været sammen med Luke. Kun to sølle timer og her var jeg og var på vej ud for at være sammen med ham igen. Sikke en kæreste jeg var. Pragteksemplar.

På den anden side var det bare en normal aftale med Luke. Jeg vidste ikke engang, hvad vi skulle.

Luke: Hvorfor ikke gøre det sjovt og så lad os sige, at jeg henter dig klokken 13, og så spiser vi frokost, og så finder du ud af, hvor vi skal hen? Eller vi kan spise frokost der, hvor vi skal hen – endnu bedre. Jeg giver. Vær klar klokken 13, okay?

Nu begyndte det mere og mere at lyde som en date, da frokosten blev involveret i aftalen. Jeg kunne ikke bakke ud og sige, at vi ikke kunne spise frokost sammen mere, fordi det blev for intimt. Siden hvornår var en frokost en intim aftale? Jeg var jo hele tiden ude med mine venner eller veninder og spise frokost. No big deal.

Jeg svarede, at det lød som en aftale, da jeg ikke havde mulighed for andet.

Og så gjorde jeg mig klar: Jeg tog en stor t-shirt-kjole på, der havde et grå/hvidt blomstret mønster med tallene 00 på foran. Mit hår satte jeg op i en hestehale og for første gang i utroligt lang tid, valgte jeg at tage en tynd bandana på også. Til det tog jeg kun noget mascara på og ordnede mine øjenbryn, og det var det.

”Hvor skal du hen?” Dakota stod i døren med et stort, hvidt håndklæde viklet omkring kroppen. Hendes våde hår dryppede med jævne mellemrum ned på gulvet.

Jeg bed mig i læben. ”Jeg er ikke helt sikker endnu,” svarede jeg – et forsøg på at slippe lidt udenom det, nu når jeg kun for en time siden havde haft en samtale om Luke med Dakota. Hun lænede sig op ad væggen og kiggede bare afventende og gennemborende på mig, indtil jeg fortsatte.

”Jeg skal være sammen med Luke. Han spurgte, om jeg var frisk på at lave noget, og så ville han overraske mig, så jeg ved ikke, hvor vi skal hen. Og så skal vi have frokost,” svarede jeg uden at få øjenkontakt med hende. I stedet lod jeg som om, jeg rettede min makeup, selvom der i virkeligheden ikke var noget i vejen med den.

”Hvad er det for et ord, sådan en aftale minder mig om? Nååå ja: Date.” svarede hun og grinede højt over sig selv. Jeg himlede med øjnene.

”Man spiser tit frokost med sine venner,” argumenterede jeg. ”Jep, men hvor tit er det, at man skal overraskes og uha? Det plejer man mest at gøre på en date.” svarede hun overbevisende igen.

”Men så er det godt, at jeg har en kæreste, og at Luke ved, at jeg har en kæreste, så der ikke er en chance for, at han har inviteret mig ud på den date. Og nu er klokken fem minutter i et, så nu vil jeg gå ned på gaden og vente på, han henter mig.” da jeg sagde det, gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvordan han hentede mig.

Dakota sagde ikke noget, men blev kun ved med at stå og kigge på mig, imens hun rystede bedrevidende på hovedet. Jeg vendte øjne af hende, før jeg svang min taske over skulderen og gik ud i opgangen og ned af trapperne.

Jeg nåede kun at stå der i to minutter, før en taxa stoppede op lige foran mig. Luke kiggede på mig gennem vinduet, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg åbnede døren.

”Har du seriøst taget taxa herhen? Og mener du seriøst, at det er taxa, vi tager hvor end, vi skal hen?” spurgte jeg med et hævet øjenbryn. Imens jeg snakkede, satte jeg mig ind i taxaen ved siden af ham.

Han smilede begejstret og nikkede. ”Jep, det mener jeg. For en gangs skyld har jeg rent faktisk råd til at betale for en taxa, når vi skal nogen steder hen,” påpegede han. Jeg smilede og kunne ikke lade være med at tænke på de gange, hvor vi havde taget offentlig transport eller gået alle de forskellige steder hen.

”Du er jo en kendt dreng nu,” drillede jeg og blinkede. Han himlede med øjnene og rystede lidt på hovedet. ”Kendt er at overdrive,” mumlede han helt genert.

”Du behøver ikke være så beskeden, Hemmings. Du er kendt – du har vildt mange fans og rejser verden rundt,” insisterede jeg. Han trak på skuldrene. ”Nok om det – det er ikke det, vi skal snakke om nu.” måden han sagde det på, gjorde det tydeligt, at han ikke ville snakke om det.

Luke lænede sig frem og gav chaufføren en seddel med adressen på, så jeg ikke vidste, hvor vi skulle hen – han havde virkelig tænkt det godt ud, og det skulle åbenbart være en overraskelse. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad det kunne være.

”Hvornår er det, William kommer tilbage?” spurgte han. Han formåede at få det til at lyde som om, det var det mest henkastede emne at smalltalke om. Hvis ikke han havde sagt det, han havde sagt, til min fest, ville jeg ikke have tænkt ekstra over det.

Jeg kommenterede ikke på det.

”Om 6 dage,” svarede jeg ham med et lille smil. 6 dage var ikke så lang tid, jeg havde tilbage alene. Normalt tænkte jeg ikke på, hvor meget tid jeg havde tilbage alene, men mere på hvor mange dage jeg skulle klare mig, indtil han var hjemme igen. Tingene havde byttet sig om.

”Du virker ikke ligefrem begejstret,” påpegede Luke. Han legede med det sorte læderarmbånd, der prydede hans arm. Jeg trak på skuldrene. ”Jeg nyder at have en lejlighed for mig selv – og så har jeg måske bare lidt brug for noget alenetid. Jeg plejer praktisk at bo sammen med ham 24/7,” svarede jeg ham ærligt. Stort set da.

”Jeg kan se, hvad du mener,” svarede han, men der var noget i hans tone, jeg ikke helt kunne slå fast. Som om han funderede over et eller andet, han ikke helt kunne forstå.

Måske det faktum, at jeg stort set også havde levet sammen med ham og ikke var blevet træt af det på nogen måde. Hvad var min undskyldning på det punkt egentlig også? Der var ikke nogen. Ham var jeg bare aldrig rigtig blevet træt af på samme måde.

Ikke, at vi ikke havde skændtes, for oh my, det havde vi bestemt gjort flere gange.

Turen gik hurtigt, og da vi stoppede op, kiggede jeg ud af vinduet. Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, da jeg fik øje på indgangen, hvor der stod ’Zoologisk Have’. Da jeg vendte mig om i sædet, sad han og kiggede på mig med et tilfredst smil.

”Ikke så slem en overraskelse, vel?” han hævede bedrevidende et øjenbryn, imens han rakte sit kort frem mod taxachaufføren for at betale.

”Nej. Jeg har ikke været her siden… i lang tid!” jeg ændrede min sætning, da det gik op for mig, at jeg skulle sige ’siden vi sidst var her’. Det var som om, det ikke lige var det, jeg skulle bringe op.

Han smilede. ”Det tænkte jeg nok. William virker ikke som typen, der ville tage i zoologisk have,” betroede han mig. Jeg nikkede lidt, fordi ja; han havde ret. ”Jeg har aldrig nævnt for ham, at jeg godt kan lide zoologisk have,” indrømmede jeg. Vi var kommet ud af taxaen og bevægede os hen mod indgangen.

Han så overrasket ud. ”Hvorfor ikke? Det plejede du da at elske,” han rynkede på panden. Henne ved indgangen tog jeg mine penge frem for at betale for en billet, men han kom mig i forkøbet. Med et enkelt blik fik han mig til at droppe min protest.

”Øhm,” begyndte jeg for at besvare hans spørgsmål. Grunden var lidt idiotisk, men alligevel var den valid nok. ”Det var lidt vores ting,” indrømmede jeg genert og fortsatte: ”Så i starten da jeg lærte ham at kende, var det ikke så lang tid, efter vi to var slået op, og så virkede det bare ikke som noget, han skulle blande sig i, og så gik tiden, og nu er det som om, det bare er for sent og ja.”

Det var svært for ham ikke at smile stort, og jeg kunne ikke lade være med at syntes, det var sødt. Jeg lagde meget mere mærke til sådanne ting, efter han havde indrømmet, at han stadig hang fast i fortiden.

”Well,” svarede han blot og tog i mod de to billetter fra manden. Han rakte den ene til mig, og så var vi ellers på tur. Selvom jeg ikke gad indrømme det, når jeg trods alt var i en alder af 17, så var jeg faktisk helt spændt over at være her igen.

En ting var sikkert: jeg skulle hen og få en træktur på de heste, der var! 

x x x

Hey yooo

Dagens kapitel, og de tager i Zoologisk Have, fordi det er noget, Addy elsker! Hvad synes I om deet??? 

Håber, i har haft en god dag, fordi det har jeg virkelig ikke wow, min veninde er droppet ud, og jeg er så ked af det, og jeg har ondt i hovedet

MEN JEG HAR FØDSELSDAG I MORGEN :D så halleluja hahah 

Møs x 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...